Olivias fødselsberetning - en drømmefødsel
Mandag d. 10. marts 2014 (39+3)
Jeg havde sovet dårligt om natten, så efter jeg havde afleveret Sophia hos Maibritt, ville jeg hjem og prøve at sove. Jeg havde en særlig følelse i kroppen, og nogle rimelig kraftige plukkeveer. Så efter jeg havde ligget og vendt og drejet mig i sengen i et par timer stod jeg op. Mit humør var ikke noget at råbe hurra for. To gange i løbet af de sidste par uger, havde jeg oplevet kraftige plukkeveer, som fik mig til at tro, at NU ville du melde din ankomst, så jeg var ikke særlig tilfreds med endnu en omgang snydeveer.
Selvom der stadig var 4 dage til termin, var der allerede nogle som var begyndt at spørge ”har hun født”? (Mine tanker: ”Gud ja! Det har vi helt glemt at fortælle jer.”) Jeg begyndte at frygte at nå til terminsdatoen 14. marts, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue den slags beskeder/opkald, om du var kommet til verdenen. Selvmedlidenheden var altså stor hos din mor, og efter at have grædt lidt ud i telefonen hos din far, kørte jeg efter frokost på MC Donalds.
Ved 15.30 tiden kørte jeg ned og hentede din storesøster hos Maibritt. Og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag med musik, dans og leg på hendes værelse. Jeg spurgte hende hvor babyen var henne, hvorefter hun hev op i min bluse og krammede maven.
Din far var egentlig gået lidt tidligere fra arbejde, fordi mit humør ikke var så godt. Men DSB sørgede for at han kom hjem til almindelig tid.
Vi havde en hyggelig aften sammen alle tre, og din søster blev puttet ved 19 tiden. Derefter stod den på sofa og fjernsyn for din mor og far.
Kl. 20.00 så vi ”Et ton cash” på TV3 (din far er helt tosset med reality TV). I løbet af programmet kunne jeg godt mærke at det bed lidt, men blev ved at slå det hen, fordi det havde det jo gjort før, hvor det ikke var blevet til mere.
Da udsendelsen var slut kl. 21, sagde jeg til din far, at jeg ville tage et bad og ligge mig ind i sengen. Han blev ved at spørge, om jeg troede at han skulle på arbejde dagen efter, og jeg blev ved med at sige, at jeg ikke vidste det, men at jeg ikke turde tro på at det udviklede sig endnu.
Badet var skønt! Og nu begyndte det altså at bide til. Jeg tændte for ”Tattosalonen” på TV3, og din far kom ind til mig i soveværelset. Jeg bad ham sørge for en varmepude og en æblejuice til mig. Jeg sagde også at han skulle sørge for at få pakket de sidste småting i tasken til hospitalet, og at han IKKE skulle på arbejde de næste 4 uger. Han blev enormt glad og gik i gang med at pakke med det samme, efter han havde sørget for varmepude og juice.
Kl. 22 spurgte din far om han kunne sætte sig og se ”Paradise Hotel”, eller om han skulle begynde at ringe efter en der kunne være ved Sophia til når vi skulle af sted. Jeg synes ikke veerne kom hyppigt nok til at vi skulle begynde at ringe efter nogen, så sagde at han bar kunne se ”Paradise”. Han lagde sig ved siden af mig og sagde at jeg var sej.
Kl. 22.15 spurgte han hvor længe der var mellem veerne, og jeg måtte indrømme at jeg faktisk ikke rigtigt havde styr på det, men at han godt måtte begynde at finde ud af hvem der kunne komme og passe Sophia.
Først ringede han til mormor, men Cirkeline lå syg og bedstefar skulle tidligt på arbejde, så det ville være noget rod, medmindre hun kunne tage Sophia med hjem til dem. Og det ville jeg ikke have, ville ikke forstyrre hendes søvn. Så ringede han til morfar, men han havde en tid på Rigshospitalet kl. 7.30 morgenen efter.
For pokker da! Heldigvis har vi en stor familie der står i kø for at hjælpe os, så vi skulle nok finde nogle, men hvorfor skulle der lige være så mange sammenfald den dag.
Veerne kom meget hyppigt nu. Jeg trak vejret hurtigt og overfladisk når der var ve, og lange dybe vejrtrækninger når der var pause.
Nu ringede din far til farmor, som lå og sov. Hun ville skynde sig at komme i noget tøj og ud i en taxa, din far sagde at hun skulle skynde sig meget. Da han havde lagt på, ringede mormor til ham, at hun havde aftalt med naboen at hun kom ind og var ved Cirkeline når Lars kørte på arbejde. De aftalte at far ringede og sagde til farmor at hun bare kunne lægge sig i seng igen, og han ville skrive når mormor skulle køre. (Det viste sig senere hen at være godt, at planerne blev lavet om, for det var muligvis endt i en hjemmefødsel hvis vi skulle vente på farmor).
I det de havde lagt på, sagde jeg at det var ved at være tid, så far skrev til mormor og hun kørte med det samme.
Jeg bad din far om at ringe til fødegangen og fortælle at vi ville komme. De spurgte din far om en masse ting – om der havde været tegnblødning, vandafgang og hvor hyppigt veerne kom. Men han var altså ikke helt sikker på alle tingene, så de ville tale med mig. Jeg taler med dem i mens jeg sidder på toilettet – jeg skulle hele tiden på toilettet følte jeg. Jeg fortalte at veerne kom med 3-4 min mellemrum, og varede i mere end 1 min. Ingen vandafgang eller tegnblødning. De lød noget skeptiske, men jeg sagde at vi altså ville køre nu!
I mens jeg sidder på toilettet og snakker med fødegangen, kommer mormor ind af døren, kl. er nu ca. 22.50.
Jeg får lagt på og samlet mig lidt sammen. Vi er klar til at køre. Jeg krammer din mormor farvel, og hun ønsker os held og lykke. Vi er lige ved at gå ud af døren, men der kommer en ve. Jeg siger ”jeg tager lige denne her”, og lænder mig over kommoden og passer min vejrtrækning. Din mormor var imponeret, fortalte hun senere hen.
Os ud i bilen, og din far synes vi havde meget travlt. Jeg blev sur på ham på vej ud til hospitalet, fordi han kørte over for rødt og overhalede en bil et sted man ikke må overhale, plus at han kørte over 100 på Gammel Køge landevej, hvor man må køre 60 – godt det var omkring kl. 23, så der næsten ikke var nogle biler på vejene!
Han kørte igen over for rødt ude ved hospitalets skadestue. Men nu var vi der heldigvis! Vi fandt en 12 timers parkeringsplads nede i P-kælderen, og gik mod fødegangen. Den gang! Den er bare så pokkers lang! Jeg hadede den gang, og fik flash back til din søsters fødsel hvor jeg hadede den lige så meget. Heldigvis har de da sat gelænder op hele vejen, og vi måtte stoppe op flere gange, så jeg kunne koncentrere mig om veerne.
Da vi kom til modtagelsen stoppede gelænderet, dét kunne jeg næsten ikke overskue, havde lyst til at ligge mig på gulvet når der kom en ve.
Heldigvis kom vi hurtigt ind på en undersøgelsesstue, og der kom en fantastisk sød jordemoder, Mia, ind til os. Hun så meget ung ud, men virkede til at have fuldstændig styr på hvad der skulle ske, og var bare super rar.
Kl. 23.30 Hun spurgte hvor længe der var mellem veerne. Jeg svarede 3-4 min. Hvortil din far og hende kiggede på hinanden og grinede. Der var nærmere 2 min. Imellem veerne.
Hun undersøgte mig. Jeg lå og håbede på at være 5 cm. Åben, så ville jeg sagtens kunne overskue det. Mia sagde at jeg var godt langt i fødslen. Livmoderhalsen var fuldt udslættet, og jeg var 9 (!!!) cm. Åben. Der begyndte jeg at grine. Jeg kunne næsten ikke tro det og synes bare at det var fantastisk. Mia syntes at jeg klarede veerne så flot.
Hun sagde at jeg skulle over på en fødestue med det samme, og at jordemoder Camilla ville tage over derfra. Hun sagde at vi kunne gå over på fødestuen når jeg var klar. Jeg fortalte hende, at sidste gang blev jeg kørt over på fødestuen, om jeg ikke kunne det igen. Hun grinede og sagde, ”selvfølgelig”.
Din far og Mia kørte mig over på stue 8, hvor jordemoder Camilla ventede. Hun var en ung, let kraftig kvinde, med stor sort sløjfe i håret. Vi havde en super kemi med hende! Hun var bare så lige til, uden at det var for meget. Hun spurgte om jeg ville føde i vand, jeg tænker længe over det. Men bliver enig med mig selv om at jeg har det lige så fint hvor jeg er nu, og mens jeg ligger ned, så det er også sådan jeg ønsker at føde. (De havde heller aldrig kunne nå at fylde fødekaret med vand ;) )
Kl. er nu 23.55
Tirsdag d. 11. marts 2014 (39+4)
Camilla vil lytte til din hjertelyd, men den almindelige doptone man får spændt rundt om maven driller, og hun kan ikke få lov at lytte med. Jeg bliver et øjeblik noget nervøs. Men hun finder lynhurtigt en almindelig ”håndholdt” doptone, og finder din hjertelyd. Den dykker lidt under veerne, men retter sig med det samme. Hun vil derfor have mig om at ligge på min højre side. Det var ret svært at vende sig, fordi fødelejet er så smalt.
Kl. 00.05 begynder jeg at føle en let pressetrang.
Kl. 00.10 siger Camilla at hun gerne vil tage en skalprøve, for at være helt sikker på at alt er OK hos dig, og det synes vi selvfølgelig er en god ide.
Kl. 00.15 er jeg 10 cm. Åben. Camilla tager vandet, så hun kan få taget skalprøven. Vandet er klart og elektroden sættes fast på dit hoved kl. 00.16.
Camilla får tilkaldt en SOSU hjælper til at gøre alt det klar, som hun egentlig ville gå og gøre, men hun kunne godt se, at hun var nød til at tage imod dig. Så der kom lynhurtigt en SOSU hjælper og præsenterede sig selv, og gik ellers og ordnede alt det der skulle ordnes. Hun var stille og rolig, og ikke i vejen. Ellers var det bare din far, jordemoder Camilla og mig.
Efter dette presser jeg spontant med, jeg kan simpelthen ikke lade være, men forsøger at begrænse mit pres, da Camilla jo ikke har givet mig ”lov” endnu. Men hun siger at jeg bare skal presse med alt det jeg kan. Og dét gør jeg så. Jeg tror det kom lidt bag på Camilla hvor meget kraft jeg pressede med. Din far og hende kiggede i hvert fald noget på hinanden. Jeg holdte din far i hånden mens jeg stadig lå på min højre side (han fik lidt ondt i hånden, for jeg klemte vidst godt til), og holdte mit venstre ben oppe med min venstre arm. Så kom der en ve, og jeg pressede med alt hvad jeg havde. Hele sengen rystede, og jeg var nærmest lilla i hovedet fortalte din far. Dit hoved kommer fint ned i presseveen.
I næste presseve fødes du. Med den ene arm over hovedet kommer du ud i én ve kl. 00.19. Din far stortuder
Jeg er fuldstændig klar i hovedet og med på hvad der sker. Jeg skynder mig at ligge mig om på ryggen igen og tage min t-shirt over hovedet så du kan komme op på min bare mave. Du var noget blå, så Camilla gnubbede dig på ryggen, og efter kort tid skreg du. Din apgar hed derfor 9 efter 1 min., med fratræk pga. farven. Men efter 5 min. Hedder den 10.
Far klipper navlestrengen – han er stolt.
Kl. 00.27 føder jeg moderkagen, den er fin og vejer 400 g. Hun spørger om vi vil se den, det vil vi gerne, og hun viser os livets træ.
Jeg har fået en enkelt 1. grads bristning, hvilket Camilla er imponeret over, taget betragtning at du rutsjede det sidste stykke ud, fordi jeg pressede så meget, og kom ud med den ene arm over hovedet. Det tog kun Camilla et øjeblik, at lægge de få sting der skulle til. Men du når altså at blive noget gal, fordi du gerne vil lægges til brystet – du søger og søger. Din far begyndte at synge ”Pjerrot sagde til månen”, men dét synes du altså ikke om. Så sang jeg ”Lille barn”, som jeg har sunget som godnatsang for Sophia hver aften. Du falder til ro med det samme – du kender jo sangen fra tiden i maven. Camilla spørger; ”hvad er det nu det er for en sang”, mens hun hulker lidt og har tårer i øjnene – dét synes hun altså var rørende.
Hun bliver færdig med at sy, og jeg kan endelig få sat mig op og lagt dig til, og du ved bare lige hvad du skal! Nu kunne jeg også se dig ordentligt for første gang – du er så smuk og ligner Sophia.
Vi fik lige en times tid for os selv på stuen, hvorefter Camilla kom tilbage og undersøgte dig og målte og vejede dig.
52 cm. Og 3095 g.
Du er helt perfekt og vi elsker dig usigelig højt, Olivia <3
