Nogle gange så sker ting hurtigere og før end man har regnet med det.
Sådan var min fødsel (og graviditet for den sags skyld).
Hele dagen havde jeg siddet i Vejle og spist uforskammede store mængder kage og kaffe i større doser end sundhedsstyrelsen ville syntes godt om. Jeg kører hjem til Silkeborg med P3 for fuld udblæsning og skråler 'Det bli' en go' da-age...' i fin duet med Ankertjerne. Får de grummeste plukkeveer og beslutter at sove 1 time inden aftensmad. Min Svigerfar er hos os og har nusset rundt i vores have hele dagen og skal efter planen spille golf med Morten hele den efterfølgende dag. De har booket plads på lækker bane med frokost og goflvogn...
Morten har været på arbejde hele dagen og taget direkte til golfturnering med de andre Ejendomsmæglere bagefter. Altså kommer han helt smadret hjem kl. 21.30
Kl. 23.30 ligger vi i sengen, pludselig mærker jeg et smæld i bækkenet og joker hurtigt med at 'det føltes godt nok lige som om vandet gik..!' (Nogle ting skal man åbenbart ikke joke med)I det jeg har sagt det, får jeg kuldegysninger og koldsved og når at tænke 'shit..!' Skynder mig ud på toilettet for at afkræfte mistanken, så vi kan få sovet. I det jeg rejser mig, kan jeg godt mærke at det vist ikke er helt som det plejer. Når lige at sætte mig på WC'et da vandet fosset ud. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om at jeg for lidt siden fyrede mit livs dårligste joke af, og at det her fødsel er NU og ikke om 23 dage, hvor min termin er. Får kaldt på Morten, der kommer utroligt hurtigt ud af sengen og spørger som kun mænd kan 'Er du sikker?!' imens vandet plasker ned i kummen. Jeg er RET sikkert! Og også ret sikker på at jeg har fortrudt og gerne vil stoppe det her graviditet/fødsels halløj lige nu! Sætter mig derfor til at ryste og melder mig ude afstand til at foretage ordentligt opkald til fødegangen. Morten ringer. De tilbyder at vi kan komme ind og blive undersøgt eller vi kan vente til der kommer gang i veerne. Vi har en deadline på 18 timer inden han skal være født. Vi beslutter at se tiden lidt an og vente på veer. Fødegangen anbefaler at vi får sovet og spist. Begge dele virker lige uoverskueligt. Morten sikrer sengen med plastikposer og håndklæder, så jeg kan få slappet af. Imens pakker han tasken, som jeg ikke har fået taget mig sammen til at færdiggøre (der er jo lang tid til!), takket være mit behov for at skrive lister får vi det hele med og undgår mande-panik-pakke-psykose. I mellem tiden er Mortens far vågnet og har vovet sig ud fra børne/gæsteværelset, dog vælger han at vende om, klæde sig på og sætte sig ind i stuen og løse kryds og tværs, da han får beskeden 'vandet er gået'. Alle reagerer forskellige i pressede situationer...
Jeg begynder at få veer, der ret hurtigt gør ret ondt. Vi bliver enige med Fødegangen om at begynde at køre af sted. Vi efterlader opgave-løsende-Svigerfar i stuen og kører spændte og nervøst-fnisende til Viborg. Det er super surrealistisk at det er NU!
Klokken 03.20 bliver vi modtaget på fødegangen, jeg undersøges og til min lettelse (og min skræk) er jeg allerede 4 cm åben. Alt er perfekt, både hjertelyd, puls og mine veer. Vi bliver hurtigt indlogeret på fødestuen og Morten når at nævne at jeg gerne vil i vand. Det kæmpe badekar bliver fyldt af sød SOSU assistent, der også henter obligatorisk, stærk rød saftevand.
Kl. 04.00 kommer jeg i vandet, og da mine veer gør virkelig ondt, har jeg høje forventninger til vandes magiske virkning. Vandet skuffer dog ret fælt, og jeg kan ikke undgå at skrige under de værste veer. Morten gentager 'træk vejret' tusind gange og jeg forsøger virkelig. I min fødejournal får jeg hele vejen igennem stor ros for flot vejrtrækning og at jeg takler veerne virkelig flot, så 18 års daglige vejrtrækningsøvelser som musiker kommer mig åbenbart til gode nu. Dog forstår min hjerne ikke at udføre 'luft ind i gennem næsen' manøvren, så jeg ser både prikker og stjerner, da jeg hyperventilerer mig igennem 7 veer på 10 minutter. Hele vejen igennem fødslen tager Morten tid på mine veer, og kan hver gang give beskeden '30 sekunder', som pejlemærke på, at jeg er halvvejs igennem veen. Det er en kæmpe hjælp, som gør at jeg langt bedre kan håndterer mine smerter, da det altid, for mig i hvert fald, er nemmere at holde noget ud, hvis man ved hvor lang tid det vare!
Da min jordmoder bliver usikker på hjertelyd, kommer jeg op af vandet efter 50 minutter. Da jeg er på vej op af karret for jeg så stor pressetrang at jeg, ja undskyld til SOSU, tisser på gulvet. Ret meget. Heldigvis går det først op for mig meget senere, og er vist heller ikke første gang i Fødslens Historie det er sket.
kl. 05.15 er der jordmodervagtskifte. Jeg opdager det næsten ikke, da jeg har rigeligt at gøre med at trække vejret (ind gennem næsen - ud gennem munden!), holde fast i Morten og undgå at panikke over min skræk for at føde. Desuden er begge mine jordmødre unge, lyshårede piger og ligner ret meget hinanden. Morten har senere fortalt, at han var ret nervøs for om jeg 'stolede' på jordmødre, der sagtens kunne være på min egen alder, da jeg hele tiden har sagt de skal være mindst '50 år og have ond erfaring'. Jeg når slet ikke at registrere det. Har veer med 2 minutters intervaller og 1 minuts varighed. Det er hårdt.
Jeg tackler bedst veerne stående, helst helt oprejst, og slet ikke bøjet ind over sengen, som JM ellers forsøger at anbefale.
Jeg får helt vildt meget pressetrang og kan på ingen måde overskue ikke at måtte presse med! Hyperventilere og skriger mig igennem de næste veer, og forsøger virkelig VIRKELIG at gispe og holde igen. Afslutter hvert mislykkedes forsøg med et 'undskyld', da jeg bestemt ikke føler, at jeg gør som der bliver bedt om. Det er de ikke vant til, og jeg bliver heldigvis tilgivet hver gang. Til gengæld kan jeg mærke inderst inde, at det er ret fedt at der hele tiden er fremgang, og at jeg hver gang, jeg bliver undersøgt har udvidet mig mere og mere. Min store skræk er at det hele pludselig går i stå og at mine heftige veer ikke virker. Det sker dog ikke.
Kl. 05.50. Da der bliver ved med at være en kant forsøger JM at fjerne den. Det gør hun over de næste 2-3 veer, ved helt simpelt, men dog virkelig smertefuldt, at stikke 3 fingre helt op til babys hoved og holde dem i spænd mellem veerne. Morten gentager uendeligt mange gange noget med at trække vejret, og jeg forsøger naivt at undgå fingrene ved at stille mig på tæer og løfte mig væk...lykkedes selvfølgelig ret dårligt.
Kl. 06.00 Skal jeg virkelig rigtig meget presse og gisper på livet løst under hver ve! Mens jeg får råbt, at jeg virkelig skal presse! (samt undskylder når jeg spontant hver gang kommer til at gøre det) Endelig er kanten helt væk, og jeg kommer op og ligge.
Kl. 06.15 må jeg endelig presse med og det føles helt fantastisk! Først da det går op for mig, at det er NU, jeg er i gang med at skulle presse et lille menneske ud og at det helt sikkert kommer til at gøre endnu mere nas, end det gør i forvejen, panikker jeg. JM er heldigvis helt cool og får hurtigt talt mig til ro. Der er jo heller ikke så meget at gøre, ud skal han jo, om jeg vil det eller ej. Så der ligger jeg, med stængerne i vejret, Morten på min højre side og SOSU på den venstre, JM lige i midten og presser det bedste jeg har lært! Presseveerne er dog noget helt andet end udvidelsesveerne og gør ikke ondt, de er mere som en stor uimodståelig trang til at presse og bestemt ikke noget man skal frygte - så længe man gerne må presse med. Når man ikke må, er de til gengæld frygtelige.
Kl. 06.45 føder jeg hovedet. Og indrømmet - det gør nas. Men vil mene at selve tanken og skrækken for det, var værre end det faktisk at gøre det. SOSU og JM forsikre mig om at det værste er overstået nu og jeg bliver helt paf. Morten hvisker til mig, at jeg er det sejeste menneske han kender.
Kl. 06.47 føder jeg vores lille bitte baby, der helt slimet og blå bliver lagt på min mave. Han skriger straks og fægter rundt med små tynde arme og ben. Jeg registrerer, at han har fine, mørke krøller og store, mørke øjne, der forskrækket blinker til mig. Er sindssygt stolt og føler mig ubeskrivelig sej. Har fandme lige født et menneske! Uden narko eller andet gejl. Det er sku fedt! Min stærke nordjyde af en mand står med røde øjne og kigger på mig. Vi har lavet en baby, og den er her nu.
Jeg slipper desværre ikke for en del syarbejde bagefter, og Jordmoder Morten bliver tilkaldt. Han har ret store fingre. Og har også lidt travlt. Min Morten og jeg kigger indforstået på hinanden og er helt enige om at det er fint nok, at han ikke var min JM under fødslen - god til syning eller ej.
