du kender jo ikke forholdende hjemme hos mig - men jeg vælger ikke at dømme dig på din kommentar.
min mand er doven - og han synes altid han har det ekstremt hårdt fordi han jo går på arbejde. P.t. hvor jeg er på barsel er det MIG der hver evig eneste dag står først op, jeg laver havregrød, får begge unger i tøjet, spiser morgenmad med børnene (alt imens han snuer videre, og kun lige når at stå op og gå i bad inden han skal gå) og sender Farmand + datter ud af døren. Så passer jeg den lille i løbet af dagen imens jeg gør rent, vasker tøj og rydder op. Så henter jeg den store, handler, laver mad, spiser med ungerne, rydder maden væk, bader dem og giver dem nattøj på. Så kommer han hjem, kysser børnene, tænder fjernsynet, sætter sig i sofaen, spiser det mad jeg har lavet og stiller det på bordet ovenpå opvaskemaskinen. Hvis ikke fjernsynet er for spændende kan han godt lige hygge med ungerne i 20-30 minutter indtil jeg putter dem i seng.
og så har han ellers 4-5 timers tid til bare at sidde og slappe af i sofaen foran TV'et (som han ud over bilen på mystisk vis har vetoret over).
Så tømmer jeg opvaskeskinen, hænger vasketøjet op/lægger sammen - ja, og så sidder han og synes at han har det så forbandet hårdt.
og så har han det med at drikke sig fuld dagen før han udemærket ved at jeg skal noget så han skal passe børn el. vi skal til noget sammen, hvorefter han næste dag jo er "ved at blive syg" og at det "absolut ikke har noget med alkohol at gøre".
mmmmh..
Så JA -jeg har generelt faktisk overhovedet ikke ondt af min mand - heller ikke når han så ind imellem er syg.
Så ja, jeg ønsker mig faktisk at han pakker klynkeriet væk og skrider i seng og sove (hvor syge mennesker hører til) så jeg og mine børn kan være i vores stue, og sidde i sofaen (som han jo ellers blokkerer) - og/eller se noget andet end fodbold/NFL/cykling/speedway/tennis/andetsport/naturprogrammer i fjernsynet.
