Fru H

+5 i dag og er så frustreret - det skifter lidt.

Her venter vi også... Er det en forkert dato, der er skrevet i din navne-præsentation ude til venstre? Der står nemlig den 24?

Stegt flæsk med persillesovs og egne kartofler - flæsket er købt hos slagteren. Det er tradition, når der er valg, for det plejer at være det eneste, vi kan blive enige om lige på valgdage. Og går jeg i fødsel, så må det fryses ned :yay

Altså da jeg var i uge 35, ville jeg ikke have noget problem med det. Men det er i bagklogskabens lys og fordi jeg havde det rigtig godt. Det kan man jo ikke vide, om er tilfældet førend man står i det. I et fly vil du kunne rejse dig op og gå lidt rundt - måske med støttestrømper. Derfor er det måske ikke så slemt. Og ja - man kan føde før tid - men hvis det er ens bekymring, så kan man jo dårligt bevæge sig væk fra sin bopæl under graviditeten. Så hvis du gerne vil - så go for it! Jeg synes det lyder fedt (og den eneste grund til, at jeg ikke tog med mit arbejde til Paris, som jeg ellers skulle have været, i uge 36, var, at min chef syntes, det var en dårlig ide :(

Ja sorry - men jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skulle have lavet overskriften. Sagen er den, at jeg siden jeg gik på barsel for 1 uge siden, har været temmelig grådlabil - både over fjernsynsudsendelser, sange m.v. men faktisk også, hvis jeg bare sidder og tænker og laver ingenting. Jeg kan ikke placere tårene - jeg synes egentlig ikke, at jeg er bange for fødslen eller sådan. Tårene er der ligesom bare (dog uden, at det er depressions-agtigt). Nogen, der kender det? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg allerede har det sådan nu, hvordan bliver "tudedagen" så ikke? Måske er det fordi jeg først nu har tid og mentalt plads til at "være gravid" og glæde mig. Åhhhh kære piger - vær venlig at fortælle mig, at det er helt normalt ;)

TAK :kram2 Det var good news - jeg har virkelig været bekymret for, at det skulle være en fødselsreaktion, der var på vej før tid.

Jeg holder 6 måneder og så tager min mand 3 måneder derefter.

Altså i uge 18 kunne jeg INTET mærke - det kom først omkring uge 21, så jeg tror da ikke umiddelbart, der er noget at være bekymret for. I øvrigt fik jeg at vide, at før uge 20, så skulle man ringe til egen læge og først efter uge 20 var det fødegangen. Men måske er det anderledes der, hvor du bor? Krydser i hvert fald fingre for, at der ikke er noget galt hos dig.

Jeg ville også spise den. Men det afhænger jo meget af, hvordan vi hver især er indrettet. Jeg følger bestemt ikke alle de do's and dont's, der er. Eksempelvis drak jeg spandevis af kaffe indtil omkring uge 16 og jeg bruger parfume af og til m.v. Hvis du har det skidt med det, så lad være. Hvis du har det godt med det (som jeg) - så gør det.

Åhhh jeg har krise. Jeg har lige under 4 uger til termin og har egentligt følt mig sådan ret godt tilpas i min krop. Men jeg synes godt nok, at det går hurtigt ned ad bakke nu. Jeg kan stadig træne, men jeg er snart nødt til at tage vægt af på min styrketræning. Min puls forhøjes hastigt, og den ligger nu gennemsnitlig 10 slag over det, den lå på før. Min hvilepuls ligger *gisp* på ca 75 og før lå den omkring 50. I dag skulle jeg lige sætte en vask over, muge i stalden og gøre lidt rent. Vasken og mugningen er klaret, men NU er jeg træt som et alderdomshjem og har avs i symfyseleddet. Jeg tænker, at det måske er helt normalt? Er det bare min krop, der lader op eller hvad? Det skal lige siges, at jeg først går på barsel fra arbejde om 2 uger. Hvad med jer? Hvor meget kunne I de sidste uger op til termin?

Jeg er nok almindelig - det kan jeg godt se :) Søndag aftalte jeg faktisk med manden, at han overtog mugningen. Men så havde vi jo ligesom en lille storm mandag, så da vi kom hjem fra arbejde der, måtte han i gang med vores tag på stalden - og så snuppede jeg mugning alligevel (men kun fra tre bokse og ikke - som i søndags - også fra vores løsdrift). Igen i går røg jeg på den, fordi vi ikke var færdige med taget. Så meget for det! Til gengæld handlede manden så i går, og jeg slap for at klatre rundt på taget (har højdeskræk og er lidt småtyk lige for tiden ;) så ikke verdens bedste kombi). Jeg HÅBER, at manden muger i dag - men ellers må det jo bare tage den tid, det tager. Vi må hjælpes ad - også når verden går os lidt imod. Men åhhh hvor er jeg begyndt at glæde mig til barsel og afslapning - og samtidig frygter jeg det viiiiiilllllddddtttt, for barsel = baby!

Tough love :) Graviditeten har ikke været særlig "yay" for mig. Jeg har talt meget med både mand og mor om det, og min mor har så kunnet fortælle mig, at hun bestemt heller ikke nød at være gravid. Til gengæld elskede hun mig betingelsesløst, da først jeg var ude - og det er jo "yay". Jeg håber bare, at jeg kommer til at elske junior, når først han er her.

Spændende.....

Og hvem er ked af ikke længere at kunne støvsuge :bunny

Denne her faldt mig altså en lille smule for brystet - det må jeg sige. Jeg mener bestemt ikke, at jeg lader som om, jeg ikke er gravid. Det, der måske nok skal understreges, er, at min krop ikke begynder at gøre ondt lidt efter lidt. Det er enten eller. Enten har jeg det super (dvs. normalt) eller også har jeg ondt. Jeg kan derfor ikke umiddelbart forudsige, hvornår noget er "for meget" eller overgjort, om du vil. Kunne jeg bare det, var alting så utrolig meget nemmere. Det var det, der skete, da jeg fra dag til anden holdt op med at løbe. En skøn løbetur på ca. 4,5 km. i en god tid uden problemer. Hjem og sidde i sofaen og out-of-nowhere: Mega avs (as in: jeg kunne dårligt gå) i symfysen. Egentlig er det ikke så meget arbejdet, der tynger (jo altså, vi har kontor på 3. sal og da elevatoren har siddet fast et par gange under min ansættelse, så er jeg bange for at tage den). Men bevares, jeg glæder mig da til barsel (sagde den arbejdsglade advokat ;)) Krisen gik mest på, at jeg pludselig føler mig meget påvirket - noget, jeg ikke har følt før. Derfor ville jeg høre, hvordan I andre havde det. Ja; at jeg så fik et yderligere anfald af "panik før lukketid" - som blev delt herinde - det er ikke optimalt, men hvor mange af jer har - hånden på hjertet - ikke haft tanker om, om det nu også var rigtigt, om I nu vil elske barnet øjeblikkeligt, om I nu kan klare det osv. Men tak for dit - ærlige - indspark alligevel :kiss

Tak piger :kram2 Jeg må acceptere! Sådan er det bare. Jeg blev enige med (verdens sødeste) mand i går om, at jeg ikke længere muger, og sådan må det være, når jeg finder noget "nyt", jeg ikke kan. Worst case har han lovet, at han vil overtage hestene, hvis jeg pludselig slet ikke kan mere - og det, selvom jeg ved, at han HADER at stå tidligt op. Nu tager vi bare 1 dag ad gangen frem til barsel og så skal jeg prioritere at slappe af.

Tak for jeres indspark :kram2 Sidder lidt med en ambivalent følelse, for på den ene side er jeg glad for, at det er helt normalt, og på den anden side er jeg stadig så ked af, at min krop føles som om, at den er ved at bryde sammen. Tog en tudetur tidligere på dagen over det - havde på det tidspunkt så ondt i symfysen, at jeg måtte tage hænderne til hjælp, når jeg skulle flytte mine ben i sofaen og at gå var simpelthen ikke en mulighed. Det kom så vidt, så jeg nåede at tænke "åh, hvorfor har vi dog valgt at skulle være forældre". Så tudede jeg endnu mere. 1 1/2 times hviletid i sofaen til Burtons "Alice i eventyrland" med manden ved min side hjalp dog betragteligt. Nu har jeg fået støvsuget lidt - og lidt er bedre end ingenting. Hvem var det i øvrigt for en klodrian, der kaldte det "den søde ventetid"????

:wee tillykke

Mit svar: mærk efter! Jeg løb til uge 24 hvorefter jeg skiftede over til at træne i fitnesscenter og påbegyndte styrketræning. Jeg træner helst med frie vægte, men laver dog benpres i maskine med 1 ben af gangen pga presset på bækkenbunden. Det gavner dog også en gammel løbe-knæskade, jeg har. Mavebøjninger stoppede jeg med i uge 30. I dag er jeg 36+1 og på vej til træning. Og jeg agter at fortsætte så længe jeg kan fordi jeg får det godt psykisk og fysisk. Så keep on darling! Træning som gravid er det nye sort!

Uhhhh krydser fingre :bd

Weeeee - stort tillykke :hurra

Junior skal døbes - vi er begge døbt, konfirmeret og gift i en kirke. Kirken ligger fast - vi har nemlig en i vores landsby ca 300 meter fra hvor vi bor. Festen holdes hjemme, og vi vil gerne holde det en lørdag. Mad bliver smørrebrød fra den lokale slagter og hjemmebagte kager. Jeg har en familiedåskjole, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet, som junior skal døbes i. Tidspunktet bliver derfor meget afhængigt af, hvor stor junior er, når han kommer ud - men enten slut februar eller start/midt marts. Det bliver godt :yay

Jep - og jeg var glad for det. Men fra uge 19 er det gået rigtig stærkt, så bare vent; det kommer lige pludselig. Nu savner jeg den tid, hvor min krop lignede sig selv - og selvom vi glæder os til junior, så glæder jeg mig også rigtig meget til at få min gamle krop tilbage. Så nyd det, så længe du kan ;)

Og apropros varme - så er det jo endelig til at leve igen. Puha jeg er ikke god til varme - og har aldrig været det. Max 22 grader, så det har ikke været en fest hele tiden her hen over sommeren, men det er da dejligt, at vi kan se tilbage på en fantastisk varm sommer. Så kan man bedre nyde årstidernes skiften.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg rigtig mærker noget til dem - og min mand siger meget sødt, at jeg ikke er anderledes, end jeg plejer. Normalt har jeg temperament som en rødhåret, og har derfor en gang imellem nogle ret store humørudsving. Jeg er dog blevet sød til at varsle, når der er et hysterisk anfald på vej (jeg siger det højt, og så tager jeg en mental timeout). Siden jeg holdt op med at løbe, kan jeg dog godt mærke, at humøret generelt er dalet en smule, men det kommer nok op igen.