Halløjsa i januar gruppen :)
Idag for 14 dage siden fandt jeg ud af at jeg er gravid. Det er så absolut ikke planlagt! Vi har i forvejen 3 dejlige børn som er planlagte og planlagt tæt på hinanden. Vi har været meget enige om at vi gerne ville have 3 børn og at de gerne måtte være tæt på hinanden aldersmæssigt, for det første så de kunne få rigtig meget glæde at hinanden, men også så vi ligesom havde småbørnsperioden på én gang.
Vi har indtil nu virkelig nydt at se hvordan de tre bare stortrives sammen og har så vildt meget glæde af hinanden, hvordan den mindste lærer så hurtigt af de store, men også hvordan de stores horisonter udvides når yngste alligevel har nogle lidt sjovere og frækkere, og til tider bedre ideér, end de selv kan diske op med. Den yngste er nu lige blevet 5 år, og vi har netop solgt resterne af de "babyting" vi havde tilbage. (Tremmesengen røg ud af døren for 3 uger siden :blink ) Har bestilt to ferier i år, og selv om ferie med små børn også er hyggeligt, glæder vi os alligevel for hver gang vi er afsted over hvor meget mindre besværligt det er, hvor meget mindre vi skal slæbe med osv, og snakker om at vi snart ville kunne køre Island rundt og tage til USA, nu hvor den yngste ikke er så lille mere.
... og så stod jeg pludselig der i badet en søndag morgen og fik en skør tanke om at jeg da lige kunne tage en af de der ebayteste jeg alligevel havde liggende i skabet... (havde en mistanke om at der var gået noget galt med noget prævention på et tidspunkt, men tænkte samtidigt at vi sikkert var `heldige` da jeg lige nøjagtigt var færdig med mens.) But NO.. :wacko :wacko
Så vidt jeg kunne regne ud testede jeg første gang da jeg var 3+4 og fik en svag skygge frem, men fra tidligere sad det i mig "en streg er en streg", så panikkede fuldstændigt og kaldte på min mand og spurgte om han kunne se den..hvilket han jo kunne, og så stenede vi ellers den næste uge mens vi tog flere teste der bare blev tydeligere og tydeligere.. NØJ, hvor har der været mange tanker gennem hovedet på os, og samtidigt har vi ikke været et sekund i tvivl om at vi selvfølgelig skal være forældre igen. Vi skulle bare lige omstille på øverste etage, og det er en proces der tager lidt tid. Vi er dog nået til en mere normal tilstand igen, og efterhånden som det sætter sig i hovedet på os, kan jeg mærke jeg glæder mig mere og mere. Skægt som man kan gå helt i panik og samtidigt mærke det beskyttende moderinstink der nærmest straks sætter ind, og sammen med det også en stor portion kærlighed til den lille ny der nu vokser stille og roligt i min mave :kuller
Ind i mellem kigger vi stadig på hinanden og ryster lidt på hovedet, eller smiler, eller fniser lidt af det hele..Snakker lidt navne, og om hvordan resten af familien reagerer. De bliver nu nok noget overraskede da vi havde meldt ret klart ud at vi ikke skulle have flere.
Har ikke haft de vilde symptomer ud over lidt ømme bryster, og synes også allerede maven er vokset en lille bitte smule, dog kun synligt for mig selv endnu.
Det var min historie..Glæder mig til at følge gruppen og læse med hos jer andre. :)
