Blopblop2016

Nye medlemmer
  • Antal besvarelser

    9
  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

About Blopblop2016

  • Status
    Nyt medlem

Profile Information

  • Status
    Vil gerne være gravid
  • Terminsdato
    08-08-2016

Recent Profile Visitors

970 profil visninger
  1. Hejsa jeg ved ikke helt hvor dette indlæg passer ind, men jeg prøver. Jeg står desværre foran en skilsmisse. vi har besluttet (for en tid) at blive boende i Vores hus, det er et stort hus som er muligt at dele op, så vi har hver Vores afdeling med bad/toilet. Fælles køkken midt i huset og en fælles indgang med adgang til hhv. min del og hans del. Vores 3 børn kan som hidtil have deres værelser på 1. Sal. Så alt imellem mig og ham bliver opdelt, men vi beholder samme adresse.Er der nogen der har erfaringer med sådan en ordning? Børnene vil primært være med mig, hvordan er reglerne i forhold til børnebidrag og børnepenge til enlige, vil jeg have ret til det når vi har same adresse? Jeg forventer ikke noget der ligner samliv, fælles spisning og fælles økonomi mv. så reelt set er det vel det samme som hvis vi boede i to boliger, eller hvad??? Håber der er nogen der kan hjælpe!hilsen Blopblop2016
  2. I har ret! Ja han har snakket med hende nærmest dagligt :-( Jeg har også gjort det klart for ham at han IKKE skal kontakte hende mere! Jeg tror jeg giver det en chance for børnenes skyld, men lige nu er jeg ikke sikker på om jeg kan. Tror jeg har brug for lidt tænketid.
  3. Hej igen Ja, jeg har været i tvivl om det virkelig er mig han vil - og det er jeg stadig. Også selvom vi taler rigtig godt sammen! Jeg har prøvet at give ham ro og luft til at finde sig selv igen og finde tilbage til mig. For nogle dage siden, fandt jeg ud af at der var hold i min mistanke :-( han har igennem et par måneder haft daglige tlf samtaler eller SMSet med hende. Han siger han ikke har mødtes med hende, at de kun har talt sammen og at han har gjort det for at finde tilbage til sig selv. Han syntes selv at han er på rette vej tilbage til mig, men kan selvfølgelig gost se at fra min side er det ikke et godt træk han har taget. Jeg har tænkt, tudet og tænkt i de sidste dage, for jeg ved ikke om jeg kan holde til mere eller vil finde mig i mere. Måske er jeg skrup naiv, men jeg har besluttet at give ham en sidste chance, for Vores børns skyld! Men puha, jeg er godt nok slået tilbage til start.
  4. Hmm, tjaa hvordan går det her..? Jeg synes prøver og prøver at få det til at lykkes, for jeg VIL så gerne Vores forhold kan komme tilbage. Men hold nu op hvor er det svært og jeg synes bare ikke der sker så meget. Jeg ved godt et er noget der tager rigtig lang tid at opbygge, men jeg higer også bare efter at føle mig værdsat og elsket, eller bare mærke at der sker nogle små fremskridt. Den ene dag tror jeg på det og den næste dag gør jeg ikke. Vi prøver at kæmpe videre, jeg vil bare så gerne være afklaret inden baby kommer.
  5. Tak for alle Jeres svar, det giver mig mod og håb! Jeg tror også det handler om at se fremad, løse problemer og kæmpe. Der er jo intet at tabe ved at forsøge, tvært imod! Og ja, jeg kan sagtens forestille mig at man kan blive fristet af sådanne intense følelser og den uforpligtende flirt, det er alt andet lige sjovere end madpakker og sure sokker. Men jeg er glad for at han har valgt mig og børnene og er villig til at kæmpe, så må tiden vise hvad der sker. De bedste hilsner herfra
  6. Tak for Jeres svar!! Ja, jeg vil kæmpe for det, selvom det er hårdt, det værste der kan ske er jo det ikke kan lykkes. Men han har også fået af vide at han har denne ene chance, hvis han ser hense igen, så har han selv valgt at pakke sine ting. @alura: det lyder også som en sej kamp du/I har kæmpet! Hatten af for det! Og hvor er det dejligt at høre at det kan lykkes! Det giver mig mod og tro på at jeg har valgt rigtigt i at prøve.
  7. Hejsa Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, måske for at få råd, måske for at læsse af. Men øv hvor er jeg trist og frustreret over min situation. Min mand og jeg er gift og har været sammen i snart 15 år. Vi har villa, Volvo og vovse, to lækre unger og en baby på vej, med ankomst til sommer (planlagt og ønsket)! Vi har haft mange fantastiske år sammen og oplevet rigtig meget. Men vi har også, som så mange andre børnefamilier, en travl hverdag med et tæt pakket program. Alt i alt har det kørt okay, uden for mange skænderier, men med for lidt tid til hindanden. For nogle måneder siden havde min mand en affære med en kollega, som han har været hjemme hos 4-5 gange (2 gange har han overnattet hos hende). Han har, efter mange løgne, fortalt mig sandheden - tror jeg... At han har set hende, har fået følelser for hende i stedet for mig, og at han føler sig splittet fordi det er hos mig og børnene han har alt, sin base, tryghed og identitet. Han har selv indvilliget i parterapi og vil gerne prøve at komme tilbage til mig. Han siger at han ikke ser - og taler med hende mere. Jeg elsker ham stadig, men er selvfølgelig blevet ekstremt såret og har svært ved at stole på ham. Jeg er dog sikker på, at jeg med tiden kan tilgive hvad der er sket, hvis jeg kan mærke at det er mig han elsker. Men jeg er i tvivl om han virkelig vil og kan genfinde de følelser han har haft for mig, han siger han prøver, men han virker fjern. Måske er jeg naiv og blind, måske holder jeg krampagtigt fast i en fortid der var, som ikke kommer tilbage, måske skal vi kæmpe og sammen blive endnu stærkere? Lige nu kæmper vi alt hvad vi kan, jeg håber det rykker, men jeg synes bare ikke der sker noget, det er så benhårdt! Er der nogen som er kommet godt igennem noget lignende? Triste hilsner herfra