lpd

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at man som kvinde vil være gravid og føde et barn, fordi en anden ønsker det. Det er ligeså meget DIT barn! DU skal ønske det! jeg kan godt afsløre, at det ikke er særlig sjovt at vokse op, og vide at ens forælder/forældre ikke har ønsket det.

Hov, og så vil jeg lige tilføje lidt mere. Det lyder som om, at du er meget opsat på at du vil have en baby lige nu og her - og jeg tror det er fordi du ser det som et ideal, og det kan jeg godt forstå. Det kan måske hjælpe dig at sætte nogle andre mål, så du ikke har "baby" som mål, men at dit mål for eksempel er, at du vil skabe et godt fundament for en eventuel baby. Det kan være fokus på job, uddannelse, kæreste, boligsituation men også "indre" mål som selvudvikling. Nu har jeg ikke gået med babyønske før jeg mødte min kæreste, men jeg ved at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg havde et så fjernt mål som ideal - det ville for mig være uoverskueligt og vejen dertil ville være for lang. Pas på at du ikke ubevidst beslutter dig for, at det eneste der duer er en baby :-)

Jeg spekulerer nu altså også på om tanken om et barn er din måde at udfylde et tomrum, og en løsning på de ting der måtte være knap så gode i livet. Jeg er 21 og min kæreste er 27, vi prøver at få et barn og da jeg jo også er ung vil jeg gerne fortælle om mine/vores forudsætninger. Jeg har i en meget tidlig alder været tvunget til at skulle agere voksen og tage nogle valg som et barn i den alder ikke bør. Men sådan blev det altså. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16, da jeg havde fået job et godt stykke væk (her havde jeg kun en 10.klasse eksamen). Det job beholdt jeg i 2 år, hvorefter jeg tog en HF. Jeg læser nu på universitetet. Jeg har modsat mange andre unge aldrig haft et ønske om at komme ud at rejse, tage på vilde drukture og "den slags". Min kæreste og jeg har et solidt fundament for at få børn, vi har et godt hus, min kæreste har en god indtægt og jeg er fleksibel grundet mit studie. Vi har boet sammen i flere år, vi har to hunde og ved begge hvad det vil sige at tage ansvar, have høje udgifter (stort huslån, stor bil, to store hunde osv). Vi har prøvet at være uvenner og være uenige, men vi ved også hvordan vi løser det. Selvom jeg var (og er) meget moden af min alder ville jeg aldrig kunne have klaret det, med et eller to børn ved siden af. Du bor på et behandlingshjem og er 16. Hvordan vil du få råd til at forsørge dit barn, især hvis din kæreste ikke deler dit ønske og går fra dig? I min verden er det en kort og meget overskuelig uddannelse du gerne vil have, så hvorfor ikke starte der? Find dig et godt studiejob og få din egen lejlighed, og find ud af hvad det egentlig vil sige at bo for sig selv. Du kan få din bank til at hjælpe med at lægge et budget :-) Det var lige lidt tanker fra en "ung" til en anden - jeg bliver tit drillet med, at jeg inderst inde er meget gammel ;-)

Tak for dit svar, jeg vil selvfølgelig ikke gå fra et barn som ikke ved hvor jeg er, hvis det skulle vågne :-) Jeg ved ikke om det er fordi jeg altid selv har været meget selvstændig og er vokset op som skilsmissebarn, men jeg husker at min søster og jeg i en meget tidlig alder selv lærte at stå op og gøre os klar om morgenen de dage vores mor skulle møde tidligt. Vi fulgtes så i skole med naboen.

Tak for alle jeres svar. Min kærestes job er ikke til evig tid, men er en nødvendighed så længe jeg er studerende. Jeg er færdig om 4 år, men inden da har vi forhåbentlig børn. Vi skal ikke flytte og vi skal ikke gå af med vores hunde :-) det er ikke en mulighed. Jeg mener ikke jeg kan byde to store aktive konkurrencehunde at skulle forholde sig helt roligt 16-18 timer i træk. De får alle deres måltider enten i aktivitetslegetøj eller lagt ud som spor. Det tager dem 5 min at finde det hvis man smider det i græsset, de er trænet meget i spor så det er desværre alt for nemt for dem. Det kan være jeg skal prøve at høre på en hundeside i stedet for :-)

Min mor har en defekt æggestok, og mine forældre fik derfor at vide de ikke kunne få børn, efter min mor havde en graviditet udenfor livmoderen. Dog blev hun gravidnpå naturlig vis både ved mig og min lillesøster, på trods af det burde være umuligt. Mit spørgsmål er, om det kan være arveligt? Kan jeg risikere at have en (eller to!!!) defekt æggestok? Min mor kender ikke til vores planer om børn.

Nå jeg kunne ikke holde mig i skindet, så jeg testede og den var negativ. Øv øv men sådan er det:-)

Jeg er på dag 29 i dag, men min cyklus svinger lidt, så jeg er usikker på hvornår det er bedst at teste. Jeg tror jeg hopper på til mandag - skal arbejde både lørdag og søndag, og jeg vil kunne NYDE det, hvis den er positiv. Jeg har haft rigtig lede stik og jag i maven her til morgen, så jeg håber det er et æg der er ved at sætte sig fast :-) Held og lykke til alle :-)

Hvor er det fint. Vi bor også på en gård og arbejder mod at blive selvforsynende. Men hvorfor kommer dine dyr ikke ud om vinteren? Vores grise går selv ud og ind, og klart er de ikke så meget ude om vinteren, men de elsker at være ude i sneen og i regn. Vi har alm landrace, minigrise og en enkelt hængebug.

Nårh. Tak :-)

Skal du ikke først tage gravitamin EFTER du er blevet gravid, og folsyre inden og frem til 12. uge? Det har jeg fået at vide.

Nå jeg er ude... Har fået mens i dag :-(

Hej piger. Jeg havde testdag torsdag og tester negativ. Har testet blankt negativ hele weekenden, men ingen tegn på mens. Min mens plejer at komme meget nøjagtigt. Hvad gør jeg nu? Er jeg gravid, så burde jeg vel kunne teste positiv nu (jeg ville være 4+3 tror jeg)?

Åh det håber jeg sørme også... Mine tests kan simpelthen ikke være mere negative, så det slog lige håbet lidt ihjel :-(

Jeg fatter ingenting. Komplet negative tests men ingen mens. Min kæreste spørger om min cyklus kan være længere - men ville jeg så ikke kunne teste positiv nu alligevel? Min cyklus startede 29. januar.

Normalt siger man garnets pris x 1,5. Det kan ikke rigtig betale sig at strikke for andre. Kvalitetsgarn er rigtigt dyrt, og der går jo hurtigt meget! Når jeg laver trøjer koster de mig 6-700 bare i garn (islandsk alafoss lopi).

Jeg tror slet ikke en test kan se mere negativ ud, end den jeg lige har taget :-( øv

Jeg har lige testet nu - komplet negativ, men jeg prøver imorgen tidlig igen. Nu er det trods alt længe siden der var tale om morgenurin.

Stadig ingen mens... Jeg regner med at teste her i formiddag. Er så spændt :-)

Hej, kan jeg nå at have min levering i morgen, hvis jeg bestiller i dag? Nogen der ved det? Bor i en lille by hvor alle kender alle, så jeg gider ikke at folk render med sladder. Derfor vil jeg helst købe fra nettet.

I dag er jeg glad fordi jeg har fri og solen skinner - jeg har gjort rent og nu sidder jeg med strikketøjet inden jeg skal en tur på stranden med hundene :-)

Tak for hjælpen, nu har jeg bestilt :-)

Åh tusind tak, jeg gider nemlig ikke lige møde svigermor på apoteket :-)

Hej alle. Jeg har tænkt længe om jeg skulle skrive her, og nu gør jeg det altså. Jeg ved ikke om jeg skriver for at få råd, eller blot læsset af. Jeg har en fantastisk kæreste, vi bor i hus sammen langt ude på landet og har to hunde samt en del andre dyr sammen. Min kæreste arbejder så han er to uger ude og tre uger hjemme. Jeg har lige fra starten haft svært ved det, men har hele tiden slået det hen med at jeg nok ville vænne mig til det. Det har jeg desværre ikke. Jeg er helt ødelagt flere dage oo til han skal afsted, jeg tuder og kan ikke sove. Jeg er så ulykkelig og tom indeni, jeg savner ham SÅ meget når han er afsted. Vi er egentlig begyndt PB, men jeg har trukket i land nu. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal kunne være mor når jeg er i den tilstand. Det er selvfølgelig ikke noget nyt, og vi troede begge at udsigten til en baby ville ændre på hvordan jeg har det, men det har kun gjort det endnu værre. Jeg ønsker mig inderligt et barn, men ikke på de præmisser. Det skal lige siges at han elsker sit job, og bestemt ikke vil have et andet. Jeg står nu i det dilemma at jeg ikke aner mine vilde råd. Skal vi få børn alligevel, og håbe at jeg kan lære at forholde mig til det, skal vi gå hver til sit nu eller skal vi se frem til et liv uden børn? Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, og min kæreste lukker helt af når jeg prøver at tale om det. Hvis jeg stillede ham et endeligt ultimatum at han skulle vælge mellem os og jobbet, så er jeg faktisk ikke sikker på han ville vælge vores forhold, og det ødelægger mig fuldstændigt at tænke på det.

Det er desværre faste turnusordninger, og det vil slet ikke kunne betale sig at rejse så meget desværre.- og tak for dit kram ;-)