regler om at starte i løntilskud efter sygdom?

[Joxi]

Jeg skriver ikke så meget herinde, men læser en del, især fra mobilen. Men nu har jeg noget som virkelig presser på, og som er fuldstændig ude af mine hænder, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

Ført lidt forhistorie - Det er langt, så spring over hvis det er ;) Jeg undskylder på forhånd hvis det er rodet, jeg er rimelig langt nede lige nu, og mit hoved er et stort tankerod, og det afspejler sig nok en smule i teksten.

Forhistorien:

Sidste år i november fik jeg mistanke om at "noget var galt" og gik til lægen. Det vister sig at jeg havde en dyb dyb depression og stress. En måned efter - i December - Gik jeg FULDSTÆNDIG ned. Jeg fik et slags - nervøst sammenbrud over at skulle holde juleaften, og min mor trådte heldigvis til.

Jeg fik så besked på at jeg skulle sygemeldes i mindst et år.

Det havde jeg så været i november, og i sommers kom jeg så til samtale med en sagsbehandler på jobcenteret ( manglede self. kun en enkelt måneds arbejde for at kunne have fået dagpenge <_< ) Jeg blev logget til det her nye "quickcare" Som var på et fitnesscenter, og bestod af træning samt at jeg skulle være tilknyttet psykolog. Efterfølgende skulle jeg så starte op - med FÅ timer, som langsomt skulle øges efterhånden som jeg kunne klare det. YES tænkte jeg - det tager jeg, for jeg har slet slet ikke råd til sådan en selv, og planen lød da godt.

Jeg bliver send derud, og alle har bare sommerferie. Jeg bliver sat ind i hvordan maskinerne virker, og skal træne, og det er så dét eneste der sker i en måneds tid. Jeg prøver at få fat i min sagsbehandler, men denne har ferie. Da de så alle sammen kommer tilbage fra ferie i fitnesscenteret, får jeg at vide at jeg alligevel ikke har ret til den her psyk. Og at kommunen har "solgt konceptet for godt". Jeg prøver igen at få fat i min sagsbehandler, men denne er nu syg.

Under hele forløbet derude sker der ikke rigtig andet end at jeg skal træne, og ellers passe mig selv. Da forløbet ender, har vi samtale, hvor fyssen spurgte om jeg følte jeg var klar til at arbejde. Jeg svarede at jeg ikke slev mente at jeg var klar, da jeg egentlig ikke var af den opfattelse at al den motion havde afhjulpet min depression. Han svarede at man kunne jo være "bange" for at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter lang tids sygdom, og at jeg skulle se at komme videre. Vi snakkede om andre ting, men det var det han forholdte sig til i sin rapport til jobcenteret tror jeg.'

Jeg skulle så til samtale i jobcenteret, og får at vide at jeg skal ud i 37 timers løntilskud, hvor jeg grædende bryder sammen , for jeg var blevet lovet noget andet, og overraskelser er bare ikke gode for mig i den sindstilstand jeg er i. Efter LANG tids konfereren med sagsbeh. får jeg PRESSET hende ned på 30 timer.. Jeg bliver derefter LOVET at det bliver noget der har med kontor at gøre.

Da jeg blev kaldt til samtale, fandt jeg så ud af at det var på et plejehjem :blink - men okay, plejehjem har jo også kontore. Men... da jeg kommer til samtale viser det sig at jeg skal være den "gode køkkenalf" What the Fu..!!

Jeg skal starte i morgen, og jeg har bare lyst til at tude lige nu.

Efterhånden som dagen har nærmet sig har jeg haft mere og mere svært ved at sove, min hjerte hamre pludselig derud af og jeg får det virkelig dårligt inden i.

Min eneste behandling af denne depression kombineret med stress, har været lykkepiller og fitness - Men det løser jo ingen af de problemer man slås med inden i... Overhovedet! Jo lykkepillerne gør at jeg ikke mere tænker over hvor stor den modkørende lastbil skal være, som jeg vil se efter på motorvejen..( ikke at jeg kunne gøre de toverfor mine børn, men tanken blev leget meget med) og ellers gør de mig.. tom. godtnok har jeg i lang tid ikke været melankolsk - men jeg kan heller ikke glædes - overhovedet.

Og nu vil jobcenteret sende mig fra 0 timer og ud i 30 timers køkkenarbejde, fra den ene dag til den anden.. Lige inden jul, som er der hvor jeg gik aller hårdest ned sidste år.

Og jeg kan bare mærke at jeg er kraftigt på vej ned af bakken allerede nu :(

Det er svært at beskrive i detaljer hvad jeg føler, ud over hamrende hjerte, søvnløshed, at jeg ryster over det hele og dårligt kan spise, fordi det hele vælter rundt inde i mit hoved.. folk der har stået i det samme ved hvad jeg mener.

Og det er så her jeg har brug for jeres hjælp.

Jeg har ledt og ledt under diverse lovgivninger på nettet, for at se om det virkelig kan være rigtigt at man sender en svært depressiv og stresset person, direkte ud i 30 times arbejde, efter et års sygdom ( som ikke er helbredt) fra 0 til 30 timer er et MEGET stort spring for mig at tage synes jeg. Især når jeg i forvejen har svært ved at få det hele til at hænge sammen, og skal kæmpe en kamp hver dag, for at være den mor mine børn fortjener.

Men jeg er en pleaser der sætter den smilende facade op og ikke kan sige nej eller stop. Og da både sagsbehandler og ham fyssen henlagde min angst med at jeg var bange for at komme tilbage til arbejdsmarkedet af helt andre årsager - jamen så gjorde jeg bare som de sagde og sagde okay, så må det vel være sådan. Og jeg kender heller ikke lovgivningen på området, og aner ikke hvad der er min ret.

Derfor vil jeg meget gerne høre om der er nogle af jer derude som kender lovgivningen inden for det her, og eventuelt kan linke til hvor jeg kan læse mere om det?

Ikke fordi jeg forsøger at finde et smuthul eller noget. Jeg vil bare se om det virkelig kan være rigtigt at man sendes ud i så mange timer fra den ene dag til den anden.

[fynboen]

For det første vil jeg gerne sende dig en masse :kram :kram , for det er jeg ret sikker på du har brug for...

Jeg har selv haft en depression og det er virkelig ikke spændende og kan nemt nikke genkendende til hvordan du har.. Det lyder så fint med det der quickcare, men det er bare nul og niks, for der sker ikke en skid.. Jeg fik også af vide at ejg ville blive tilbudt psykolog, men der skete heller ikke det vilde , så det er jo bare at give deltagerne falske forhåbninger, især i dit tilfælde hvor du så ikke har råd til en psykolog ud af egen lomme... Det er ikke billigt at gå til psykolog, men ville virkelig ønke for dig du havde råd til det, for det er uden tvivl det du har brug for.

Jeg er overhovedet ikke sikker på du er klar til at blive raskmeldt, når det nu er du slet ikke har fået noget behandling, for du går jo stadigvæk med mange af de samme tanker som sidste år da du blev sygemeldt.

Nå r det så er sagt, så ved ejg desværre ikke hvordan reglerne er inden for det der...Jeg er også selv en af dem som ikke er så god til at sige nej, så blev også selv sendt ud i aktivering i 37 timer... Et godt råd kunne være at snakke med jobcentret om at komme derned og så tag en person med, som kan snakke din sag og fortælle dem at det kan du ikke holde til... Det skal bare være en som kan sige nej, for så er jeg ret sikker på de kommer på andre tanker...

Jeg håber virkelig at du finder ud af noget, for det er slet ikke spændende at man føler det hele bliver presset ned over hovedet på en og man bare slet ikke kan overskue det...

Du får lige lidt flere :kram :kram :kram :kram :kram

[frøkenlækkerrøv]

det første du skal gøre er at tage til din læge og få ham til at sygemelde dig for du er helt klart ikke klar til arbejdsmarkedet... en pykolog errigtig god, men vil foreslå noget kognitiv terapi istedet for.. især når du snakker om angst.. en "alm" psykolog er rigtig god til at snakke med men kognitiv terapi er hjælp til selvhjælp hvis du forstår? for man har brug for værktøjer til at afhjælpe med og forebygge resten af sit liv...

jeg har selv haft angst og depresiion og kom på sådan en intens forløb på 3 mdr. jeg var både ved at se gult og blåt og kunne ikke trække vejret, men jeg hev mig selv afsted hver dag, fordi jeg vidste at det var det her der kunne ændre mit liv...

set tilbage kan jeg kun sige at det faktisk er rigtigt at man ikke får noget godt ud af gå hjemme når man har en depression.. det hjalp ikke mig, og har ikke hjulpet nogen som helst som jeg kender der har en depression....

MEN... det er ikke det samme som at sige du skal i løntilskud.. du skal igang med nogle stresskurser, terapi kurser osv... lidt af gangen.. og så kan man lige så stille sætte tempoet op, men de knækker halsen på dig ved det her... og hvis du ikke kan sige det til dem.. så skriv det... ganske enkelt.. jeg er syg jeg kan ikke klare det i har sat i gang til mig... det må de vel kunne forstå..

det er så synd for dig og andre der ikke kan sige fra... for det er det værste man kan gøre i sådan en situation... pres sig selv til noget som man kan mærke på sin krop ikke duer...

jeg fik engang af vide at hvis jeg havde det sådan skulle man sige til kommunen at man ville gå hjem og tænke over det og svare tilbage hurtigst muligt.. for så ville man kunne svare tilbage på en mail hvordan man har det med de ting der blev gjort og sagt til mødet, og du vil have mærket efter om det var noget for dig, så du ikke gjorde noget forhastet...

nå.. tror da næsten det blev længere end det du selv har skrevet, men håber du kan bruge det bare til lidt... jeg sender dig ihvertfald min tanker, og håber du snart får det bedre!!!!!!!!!!!! :goodluck :balloons

[MLM]

Hvordan er det gået med dig. Tænker på dig :balloons

[Joxi]

Tak hvor er i søde piger :-) altså på arbejdspladsen har de taget utroligt godt i mod mig. De siger hele tiden at de har glædet sig til jeg kom, og hvor glad de er for det jeg laver. Så den del af det er jo super!! Det er bare det, at det er et meget fortravlet personale, og tempoet er super højt, og det ryger lige ind og smitter af hos mig. Igår var jeg ved at tude de første tre timer, og var totalt smadret da jeg kom hjem. I dag har jeg ikke været ved at græde, men har været vildt stresset, og totalt håndfladen inden i. Jeg har haft super super travlt, tingene skal være klar til bestemte tider, og jeg har kørt med 110 i timen fra jeg kom til jeg gik.. Det føler jeg selv ihvertfald.. Jeg har ihvertfald kun haft tid til at holde en halv pause. Jeg brugte min halvanden time hjemme, med at glo ud i luften uden at røre mig ud af stedet, inden jeg sku hente børn, og køre dem til gym. Så træt var jeg. Jeg kan godt selv mærke at det her er alt for hårdt for mig, ihvertfald sådan lige fra den ene dag til eej anden. Og så er jeg riiiimelig gal over at være blevet garanteret kontor arbejde, for så at finde ud af at det faktisk er køkken arbejde da jeg bliver ansat.. Eller..det er det ikke engang, det er nærmere et " opvasker/ryd op og gør rent efter de andre, og de ældre" job kombineret med at skulle aflaste og klargøre for dem . Ikke lige som forventet.. Mildt sagt! Har prøvet at få fat pøj sagsbehandler, men igår var hun syg, og i dag optaget af møder. Men jeg håber at kunne få fat på hende i morgen

[Joxi]

For i øvrigt, blev de på plejehjemmet vildt forargede over at jeg stadig skal søge job og tage samtaler, selv om jeg er ansat og får løn derfra, plus at jeg skal have afsat en time om ugen til jobsøgning.. Det vidste de åbenbart intet om før jeg fortalte det, så der skal jeg også have fat på lederen, og høre om hvordan og hvorledes .. Det er sørme godt der er styr på tingene!

[Joxi]

Hehe, og så må jeg nok hellere lige undskylde de mystiske ord, der er hist og her.. Skriver fra telefonen for første gang, og min ordbog har vist lidt sit eget liv :-P