Kan vi hjælpe hinanden med at holde humøret oppe?

[Myliona]

Umiddelbart kan jeg se vi er flere i terminsgruppen, som har mistet før - og jeg er nok ikke den eneste hvor frygten sidder lige ved siden af glæden og pærer til :rolleyes

Tænkte om vi kunne lave en tråd, hvor vi kunne komme af med vores frustrationer, og bekymringer - og dele glæden, men også alle tankerne omkring frygten for at miste?

Jeg svæver selv.. Egentlig er jeg ikke i tvivl - det er 3 gang jeg er gravid, de sidste to gange er endt i en SA.

Jeg gokker mig sel vi hovedet nu og siger:

Det ville være SÅ uretfærdigt, hvis jeg skulle prøve 3 SA'er.. Og hvad er risikoen lige for det?

Min krop er sund, og klar til en graviditet.

Den SKAL bare blive der :whistling

Hvad med jer? Hvad gør I for at mindske frygten? :)

[Barbamama]

Jeg er faktisk slet ikke nervøs (undskyld hvis det lyder provokerende :badgirl )

Men vil meget gerne være med til at prøve at holde humøret oppe. :) Jeg synes også at det lyder usansynligt at du skulle være uheldig at få hele TRE SA'er! Og havde din læge ikke også sagt, at du havde lige så gode chancer for at holde på bebsen som alle andre? :)

Tager du babyklister?

Ellers tror jeg måske at det kan give ro, at lede sine tanker over på noget rart. Altså ikke noget med at sige "Jeg må ikke tænke sådan og sådan", men istedet prøve at tænke "Ok, nu er tanken her, og det er okay... Men måske kunne jeg OGSÅ tænke på, hvordan det bliver at holde min lille baby i armene, hvordan det lyder når han/hun pludrer første gang, hvor fine små tæer han/hun får, hvilke sange jeg skal synge for ham/hende" osv... Det har jeg i hvert fald gode erfaringer med med andre ting, jeg er nervøs ved. :)

3. gang er lykkens gang for dig! I know it!!! :kram2

[Mama Lou]

Super god idé med sådan et tråd :)

Jeg er blandt dem som har mistet :(

Jeg kan sagtens følge dine synspunkter. Jeg har svært ved at være rigtig glad - altså, selvfølgelig er jeg/vi jublende lykkelige, for alt taget i betragtning, så er det lykkedes for os den første cyklus efter MA, hvor vi igen begyndte af forsøge på PB. Men jeg synes ikke glæden ved graviditeten er den samme som sidste gang, hvor jeg var ved at boble over at lykke :)

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er fordi vi beskytter os selv - og forsøger på ikke at knytte os alt for meget, hvis det skulle gå galt igen. Vores læge har også bedt os være afslappede og ikke glæde os alt for meget, da det jo kan gå galt igen - og de ved, hvor hårdt de var for os sidste gang. Jeg går i denne uge ind i den uge, hvor embryonet gik til grunde sidste gang (det havde en størrelse svarende til 5+5) og når jeg når 6+0 er det "skæbnedagen", hvor jeg begyndte at bløde sidste gang - først derefter tror jeg, at jeg kan ånde bare lidt op og begynde at se fremad. Også ser jeg frem til en tryghedsskanning - det giver mig håb :)

Heldigvis kan jeg mærke meget mere denne gang - og lægen synes også testen var væsentlig pænere positiv denne gang, så jeg håber at det indikerer, at det er en sund spire denne gang :biglove

Det lettede faktisk at få det ned på skrift :)

[Myliona]

Jo, jeg tager babyklister denne gang - det giver ro på, at vide at jeg gør "noget"..

Ved ikke om det er provokerende ikke at være nervøs - jeg var også vildt nervøs første gang, men kan godt sætte mig ind i hvorfor folk ikke er nervøs.. Der er jo bestemt flere graviditeter der lykkedes, end ikke lykkedes!

Og ja, 3. gang MÅ være lykkens gang!!

[lineolsen]

Jeg er lidt dobbelt - til tider glæder jeg mig helt sindsygt og er 100 % sikker på at alt går godt, men andre gange frygter jeg det går galt pga. mine manglende symptomer (mine 2 andre graviditeter var fyldt med kvalme og ligamentsmerter). Jeg prøver at holde fast i at jeg aldrig har aborteret tidligere, og at jeg nu er 5+4 og at det er luksus jeg har det godt....

Glæder mig til min tidlige scanning - herefter er jeg sikker på jeg vil være væsentlig mere rolig.

[Myliona]

Jeg er lidt dobbelt - til tider glæder jeg mig helt sindsygt og er 100 % sikker på at alt går godt, men andre gange frygter jeg det går galt pga. mine manglende symptomer (mine 2 andre graviditeter var fyldt med kvalme og ligamentsmerter). Jeg prøver at holde fast i at jeg aldrig har aborteret tidligere, og at jeg nu er 5+4 og at det er luksus jeg har det godt....

Glæder mig til min tidlige scanning - herefter er jeg sikker på jeg vil være væsentlig mere rolig.

Jeg forstår dig rigtig godt - det må være svært, når det pludselig er helt anderledes!

jeg kører også i den rille - så er jeg 100% lykkelig, og har lysten til at fortælle alle om det.. Også kommer der lige en periode hvor jeg tror det hele går i vasken igen.. Det er virkelig frygteligt i de perioder.

Heldigvis er der flest af de gode :)

Jeg skal også have en tidlig scanning :) Håber på at få en i næste uge :7himmel Hvis ikke lægen giver en(det tror jeg nu de gør) så køber vi selv en..

[karinabm]

Hvor er det dejligt, at der er nogen og dele sine bekymringerne.

Vi mistede i uge 6+5, den første gang jeg var gravid. Eftefølgende blev jeg hurtig gravid igen og vi fik en dejlig datter. Selvom det lykkes for os at få et barn, kan jeg godt mærke frygten denne gang også.

Jeg er meget bange for at glæde mig alt for tidlig, hvis det nu skulle gå galt, så det er også derfor vi ikke har fortalt det til nogen endnu. Vil gerne tænke de positive tanker, men det kan virkelig være svært.

[Myliona]

Jeg kan mærke jeg også får mere og mere svært ved at være glad og tro på det - jo tættere jeg kommer på der hvor jeg mistede sidst.

Lige nu ser jeg frem til det bliver torsdag, og jeg skal til læge igen.

Kan så se hun lige har skrevet, at jeg skal ringe derned, da hun synes vi skal have en længere tid - så måske det bliver rykket. Til gengæld har hun sagt jeg gerne må få en blodprøve mere, så det ringer jeg og bestille tid til i morgen, og håber så at kunne få taget den enten torsdag, fredag eller mandag :)

Sidste gang mistede jeg omkring 6+3-4-5 stykker, så det er jo lige NU jeg går det i møde - kunne være rart at vide det stadigvæk lever.

[karinabm]

Jeg kan mærke jeg også får mere og mere svært ved at være glad og tro på det - jo tættere jeg kommer på der hvor jeg mistede sidst.

Lige nu ser jeg frem til det bliver torsdag, og jeg skal til læge igen.

Kan så se hun lige har skrevet, at jeg skal ringe derned, da hun synes vi skal have en længere tid - så måske det bliver rykket. Til gengæld har hun sagt jeg gerne må få en blodprøve mere, så det ringer jeg og bestille tid til i morgen, og håber så at kunne få taget den enten torsdag, fredag eller mandag :)

Sidste gang mistede jeg omkring 6+3-4-5 stykker, så det er jo lige NU jeg går det i møde - kunne være rart at vide det stadigvæk lever.

Det lyder som om at du har en rigtig god læge, der virkelig tager hensyn til at I har mistet før.Forhåbentlig hjælper det dig med at slippe bekymringerne lidt, selvom de nok altid vil gnave lidt i baghovedet.

[Myliona]

Jeg er LYKKELIG for min læge!!! Det gør virkelig at jeg kan tage den med ro..

Er omkring 6+2 nu - skal have taget min 4. blodprøve i morgen, og på næste torsdag henviser hun til en scanning... Synes virkelig det er fantastisk de bruger den energi på at sørge for min "psyke"...

For som hun siger, hverken blodprøver eller scanninger gør jo at baby sidder fast.. Men det at man med ugentligt mellemrum kan konstatere at "det går godt", gør at man ikke "stresser"... Det er også det der "holder mig oppe" og gør jeg tør tro på det..

Men her, aften inden, tænker jeg da "hvad nu hvis det viser sig at blodprøven i morgen er dårlig".. Men forsøger at sige "Alle symptomer er der, mere end nogen af de andre gange og der er INTET der tyder på det er gået galt"..

Men ærligt.. HVIS det er gået galt - så er jeg glad for jeg ved det "På forhånd"..

Sidste gang, var det som lyn fra en klar himmel.. Var kørt 40 km for at komme i svømmehal, ud og spise og i bilka med min kæreste.. Sad i svømmehallen, og vi sad og talt om spiren og maven.. og pludselig gjorde det bare MEGA ondt i maven, og jeg sagde bare.. "Der er noget galt".. Gik på toilet, og blødte...!! Behøver jeg sige det var en røvdag, og jeg faktisk ikke kan huske mere af dagen? Dagen efter, havde jeg ironisk nok, tid til konstatering af graviditet.... Hun var sød lægen, og undersøgte mig og konstaterede jeg var ved at abortere..

Og det er så faktisk en anden læge end den jeg har i dag :)

Har været så utrolig heldig i det hele taget.. Altså, når man tænker på aborter osv, så synes jeg faktisk mine forløb har været gode og sådan.

Første gang jeg aborterede, så jeg hjerteblink, efter jeg var begyndt at bløde, og fikl at vide det så ud til at være en sund graviditet - var jeg blevet fuldt med blodprøver, ville de nok have set den ikke udviklede sig i de 2 uger jeg blødte jo..

Så er glad ved jeg bliver fulgt, så jeg ikke i værste tilfælde, går og håber.. Og så jeg ikke står lykkelig i en svømmehal, og pludselig begynder at bløde.. Risikoen er i hvert fald mindre -heldigvis...

[lineolsen]

Hmmm et lille indlæg fra mig...

Prøver...prøver...prøver...at holde gejsten oppe at fortælle mig selv at mange slet ikke har nogen som helst symptomer...at mine bryster nok skal blive ømme igen...at kvalmen kan være lige om hjørnet....men lige lidt hjælper det pt. :(

Jeg spekulerer i et væk - nyder at jeg ikke har smerter/bløder tager det som et rigtig positivt tegn - men samtidig kredser tankerne om hvorfor jeg tvivler så meget på det hele er okay - er det fordi det ikke er okay ?

Arrmenn bliver jo sindsyg.. :sm og det værste er der ikke er en eneste i denne verden der kan fortælle mig at det helt sikkert nok skal gå...

Nå men rart at få tankerne på "papir" og tak fordi i "lyttede"..

:kram fra Line som overhovedet ikke er spor overskudsagtig idag :(

[Barbamama]

Jeg er LYKKELIG for min læge!!! Det gør virkelig at jeg kan tage den med ro..

Er omkring 6+2 nu - skal have taget min 4. blodprøve i morgen, og på næste torsdag henviser hun til en scanning... Synes virkelig det er fantastisk de bruger den energi på at sørge for min "psyke"...

For som hun siger, hverken blodprøver eller scanninger gør jo at baby sidder fast.. Men det at man med ugentligt mellemrum kan konstatere at "det går godt", gør at man ikke "stresser"... Det er også det der "holder mig oppe" og gør jeg tør tro på det..

Men her, aften inden, tænker jeg da "hvad nu hvis det viser sig at blodprøven i morgen er dårlig".. Men forsøger at sige "Alle symptomer er der, mere end nogen af de andre gange og der er INTET der tyder på det er gået galt"..

Men ærligt.. HVIS det er gået galt - så er jeg glad for jeg ved det "På forhånd"..

Sidste gang, var det som lyn fra en klar himmel.. Var kørt 40 km for at komme i svømmehal, ud og spise og i bilka med min kæreste.. Sad i svømmehallen, og vi sad og talt om spiren og maven.. og pludselig gjorde det bare MEGA ondt i maven, og jeg sagde bare.. "Der er noget galt".. Gik på toilet, og blødte...!! Behøver jeg sige det var en røvdag, og jeg faktisk ikke kan huske mere af dagen? Dagen efter, havde jeg ironisk nok, tid til konstatering af graviditet.... Hun var sød lægen, og undersøgte mig og konstaterede jeg var ved at abortere..

Og det er så faktisk en anden læge end den jeg har i dag :)

Har været så utrolig heldig i det hele taget.. Altså, når man tænker på aborter osv, så synes jeg faktisk mine forløb har været gode og sådan.

Første gang jeg aborterede, så jeg hjerteblink, efter jeg var begyndt at bløde, og fikl at vide det så ud til at være en sund graviditet - var jeg blevet fuldt med blodprøver, ville de nok have set den ikke udviklede sig i de 2 uger jeg blødte jo..

Så er glad ved jeg bliver fulgt, så jeg ikke i værste tilfælde, går og håber.. Og så jeg ikke står lykkelig i en svømmehal, og pludselig begynder at bløde.. Risikoen er i hvert fald mindre -heldigvis...

Sikke en dejlig læge! :super

Hmmm et lille indlæg fra mig...

Prøver...prøver...prøver...at holde gejsten oppe at fortælle mig selv at mange slet ikke har nogen som helst symptomer...at mine bryster nok skal blive ømme igen...at kvalmen kan være lige om hjørnet....men lige lidt hjælper det pt. :(

Jeg spekulerer i et væk - nyder at jeg ikke har smerter/bløder tager det som et rigtig positivt tegn - men samtidig kredser tankerne om hvorfor jeg tvivler så meget på det hele er okay - er det fordi det ikke er okay ?

Arrmenn bliver jo sindsyg.. :sm og det værste er der ikke er en eneste i denne verden der kan fortælle mig at det helt sikkert nok skal gå...

Nå men rart at få tankerne på "papir" og tak fordi i "lyttede"..

:kram fra Line som overhovedet ikke er spor overskudsagtig idag :(

:kram Mit bedste råd er at du husker, at din frygt for at det går galt netop er en frygt og ikke en viden. Du bliver ikke bange, fordi det er sandsynligt at det går galt (jeg har i hvert fald ikke lige kunnet læse mig til at du skulle have større risiko for SA end andre), men fordi du ville blive så ked af det hvisdet gik galt. Frygt er sjældent et udtryk for at tingene sker, men oftere et tegn på at noget virkelig betyder noget for en. Ved ikke om det giver mening?

Håber du har mulighed for at lave noget rart, der kan lede tankerne på afveje og hæve humøret lidt :kram :kram :kram

[lineolsen]

Sikke en dejlig læge! :super

:kram Mit bedste råd er at du husker, at din frygt for at det går galt netop er en frygt og ikke en viden. Du bliver ikke bange, fordi det er sandsynligt at det går galt (jeg har i hvert fald ikke lige kunnet læse mig til at du skulle have større risiko for SA end andre), men fordi du ville blive så ked af det hvisdet gik galt. Frygt er sjældent et udtryk for at tingene sker, men oftere et tegn på at noget virkelig betyder noget for en. Ved ikke om det giver mening?

Håber du har mulighed for at lave noget rart, der kan lede tankerne på afveje og hæve humøret lidt :kram :kram :kram

Tak for din opmundtring :biglove Har jo et par piger som sagtens kan lede tankerne på noget andet :balloon Men du har ret..nu må jeg sgu få JA-HATTEN lidt på..prøver :whistling

[karinabm]

Jeg bliver lige nødt til at smide en lille bekymrende besked.

Sidste jeg mistede mente lægerne at jeg var omkring 6+4-5 stykker, det er sådan cirka nu.

Jeg syntes, at alle mine symptomer er ved at forsvinde, men kan ikke finde ud af om det er noget jeg bilder mig ind. Jeg har stadig kvalme, men så kører det i mit hovede, hvor kraftig var min kvalme egentlig sidste gang??? var det på samme måde???? Mine bryster er ikke så ømme som sidst, er det mon fordi der ikke er en spire længere????

AAAARRRGGGG bliver snart skør i hovedet. :huug

Jeg glæder mig virkelig meget, til jeg kan få ro i mit sind igen, omkring uge 9.

Puha så fik jeg vist lige læsset af. Tak

[Myliona]

Det er meget almindeligt at symptomerne forsvinder når man når omkring uge 7 - mine symptomer er også mildere nu, end de var i starten... :kram2

Jeg skal til en tidlig scanning i morgen, som vi selv betaler.. Det kunne du måske overveje også? For mig giver det en stor tryghed, selvom jeg også regner emd at få en af lægen..

[Myliona]

I flere dage har jeg slet ikke været bekymret, eller bange for at miste..

Men i dag er jeg pludselig blevet lidt bange igen, fordi jeg har lidt smerter.. Tror "bare" det er fordi jeg har spist lidt for usundt, og min mave så reagere på det - sådan har det været før.. Men man er jo bare så bange for det er mens-smerter, og man pludselig begynder at bløde..!!

Mest af alt, er frygten der nok fordi jeg nu og ugen frem, er i den periode hvor jeg som det seneste har mistet <_< Jeg ved jo så på forhånd, at denne graviditet er udviklet som den skal - første gang, var den slet ikke udviklet til mere end 6 uge på nuværende tidspunkt...

Så jeg er trods alt ved godt mod.