Millas første ferie!

[Guest Kp1988]

I efteråret 2010 fik vi besøg af mine forældre, de havde et godt tilbud, som lå langt over Lars Larsen-niveau.

De ville gerne invitere os på en uges rejse til Mallorca. Alt betalt.

Vi skulle rejse lørdag d. 23/7 2011 til lørdag d. 30/7 2011.

Med det samme takkede vi ja og rejsen blev bestilt og betalt. 14 dage efter står jeg så der midt på wc gulvet med et styk positiv graviditets i hånden.

Hvad nu med ferien, kunne man tage en 3 uger gammel baby med??

Efter samtale med lægen og JM, som sagde at jo mindre de er jo mindre ballade får man, blev vi enige om at vi skulle afsted. Så de gamle fik hurtigt meddelt flyselskabet at der lige var en ekstra last på 4 kilo.

I ugerne op til, hvad jeg siden har tænkt på som dommedag, begyndte min sædvanlige flyskræk at melde sig.

Jeg overvejede, som jeg har gjort så mange gange før, om de der nymodens flyvemaskiner nu også er til at stole på? Kunne vi ikke bare gå til Mallorca? Cykle? Hvor besværligt er det i grunden at flytte et land? Kunne man ikke rykke lidt rundt på øerne i det sydfynske øhav og gøre plads til Mallorca, dele af Portugal og de Kanariske Øer?

Som sikkert mange andre før mig har tænkt, begyndte nu den modbydelige indre dialog, om det ville være bedst, at vi alle omkom på samme flyver? Eller om det ville være snedigere at dele os i to hold? På den måde ville enten jeg og den prinsessen overleve eller min kæreste og resten af den pukkelrykkede.

Mine forældre havde for længst bestilt og betalt rejsen, så beslutningen var taget for mig. Vi skulle ind i den samme flyver lørdag den 23. juli 2011 klokken 7.15.

Vi skulle, som alle andre, der trodser tyngdekraften, være i Kastrup lufthavn 2 timer før. Medregnes tiden det tager at komme til lufthavnen, den tid det tager at pakke det sidste, foruden tiden med at vække en baby og selv få øjne i hovedet, betød det for os, at vækkeuret blev sat til 3.30. Jeg tror end ikke, at en vis herre har fået vandkæmmet hornene på det tidspunkt.

På trods af hvad jeg mente måtte være god tid, blev vi alligevel nødt til at løbe lidt hurtigere end forventet, da pusletasken nær ikke var gået gennem sikkerhedskontrollen. Den morgenfriske sikkerhedskontrol- kontrollør, hev både solcreme, zinksalve og andre farlige baby-terror-dimser op og forklarede mig de internationale sikkerhedsregler. Tasken måtte igennem røgtenmaskinen flere gange, før vi blev sluppet ind i terminalen. Det tog en rum tid at bringe orden i pusletasken og vi måtte småløbe, ud i den fjerneste krog af lufthavnen til vores gate.

Ind i flyveren med os. Jeg havde næsten ikke nået at dyrke min flyveangst, inden vi rullede ud på landingsbanen. Eller hedder det lettebanen, når man begynder?

Mens kaptajnen kom med den sædvanlige velkomstplade, kom angsten snigende ind fra alle kanter. Jeg vendte ryggen til min kæreste og de andre paphoveder, overbevist om at jeg havde set dem for sidste gang og påbegyndte en lang række af bønner til Gud, Allah, Buddha, Odin og Hans Christian Schmidt.

Oppe i luften har jeg det fint. Det er det der med at komme derop og komme ned igen, der er mit problem. Min taktik er, som jeg før var inde på, noget med at bede til alt og alle, jeg kan komme i tanke om. Desuden presser jeg arme, ben, ryg, mås og hoved mod væggen, gulvet, vinduet, sidemanden og i ryglænet på den, der sidder foran. Jeg er på den måde nem at genkende i en flyver.

Et par gange har der også været lyd på. Hvordan det præcis lyder, har jeg endnu ikke været i stand til at registrere, men det begynder med en række gisp, der minder lidt om dem jordemoderen siger, man skal lave, når man endnu ikke har fået grønt lys til at presse.

Med det i mente, vil det måske fremstå ligeså uforståeligt for jer, som det gør for mig, at jeg havde sagt ja tak til den rejse.

Vi kom faktisk både op og ned begge gange, og jeg måtte hver gang undertrykke trangen til at bryde ud i spontan jubel, over at have vundet over døden.

På trods af den manglende nattesøvn var vores datter i strålende humør på hele turen og charmerede både stewardesser og medpassagerer.

Da maskinen holdt helt stille, takkede jeg endnu engang min Gud og skaber og glædede mig til at få fast grund under barnevognen.

Gloende hede smækkede os, som en varm og svedig bagermesternæve, på hver side af hovedet, da vi kom ud af helvedesmaskinen. Det var så slående en hede, at jeg nær var vendt rundt på hælen og havde taget turen tilbage til det kølige nord med det samme. Om så vi havde haft 20 mellemlandinger på turen.

Jeg rodede rundt i pusletasken for at finde solcremen frem, så vi hurtigst muligt kunne få den beskyttelse den kunne give.

Jeg havde, sikkerhedskontrol-kontrollørens formanende morgenopsang i frisk erindring, og havde derfor ikke turde tage den 200 ml store tube solcreme frem i flyvemaskinen, af frygt for at blive anklaget for terrorisme og den medfølgende risiko for ikke at kunne få landingstilladelse i den spanske lufthavn, som jo så igen ville betyde, at jeg skulle bruge unødig lang tid i flyvemaskinen.

Det viste sig at være en rigtig dårlig ide. At gå i 40 graders hede, med en fedtet nyindsmurt baby i armene, er ikke nemt. Og det er slet ikke sjovt, at have en træt, nyindsmurt og puttelysten baby på skødet i en 50 grader varm bus.

De 20 minutter i bussen gjorde, at jeg igen troede, at vi alle skulle omkomme. Jeg var simpelthen nervøs for, at vi skulle smelte.

Huset vi skulle bo i var fint. Prinsessen var træt og heden var ikke blevet mindre.

Sove kunne hun dog heldigvis og gudske takkerlov for Liberos engangs pusleunderlag. Så kunne tøsen ligge derpå som en lille nudist og blive luftet lidt.

Da solen omsider fandt på at skinne et andet sted på jorden, gik vi ud for at spise.

Temperaturen dalede en anelse, og jeg nød ikke at styrtsvede, men blot dryppe lidt.

Fornøjelsen blev kort, for da solen endelig var helt forsvundet i horisonten, vågnede den næste plage.

Man skulle tro, at vi var en eksotisk fremmedartet delikatesse, for de gik virkelig til den, myggene. Vi blev ædt og løb hjem i dækning. Eller det troede vi, at vi gjorde. Det viste sig, at huset var myggenes hovedkvarter, og hverken min kæreste eller jeg fik lukket et øje den nat. Jeg opgav at tælle mine stik, da de stak med omtrent samme frekvens som pulsslag.

Vores lille forsvarsløse datter behersker endnu ikke evnen ”at klaske myg” og var prisgivet de blodtørstige sataner.

Ved 01-tiden var jeg ikke blot klar til at efterlade mand og barn for at hoppe i havet, jeg kunne også, hvis nogen havde bedt mig om det, have indgået en aftale med ham med de vandkæmmede horn. Det kan godt være, at han ikke var vågen ved rejsens begyndelse i Hillerød knap et døgn tidligere, men nu stod han og lo os lige op i ansigtet.

En del af natten, brugte jeg ved poolens kant, hvor jeg kørte vores datter frem og tilbage i klapvognen for at skabe lidt luft og holde hende i dækning under myggenettet.

42 myggestik talte jeg på min krop næste morgen. På min venstre fod, havde jeg alene 13 af slagsen.

Vi fik fat i husindehaveren og købte os adgang til aircondition, så vi kunne holde døre og vinduer lukket. Satte en dims i stikkontakten, der dræbte de tilbageværende myg og lukkede os inde her.

Og sådan gik resten af ugen.

Smuk smuk ferie. Næste år tager vi en formiddagstur til Ringsted.

Det skal lige nævnes, at vi faktisk også oplevede gode ting på turen, her er et par af de få billeder vi fik taget udenfor huset.

Palma.

Palma.

Palma.

Palma.

Palma.

Huset vi boede i.

Milla.

[Bayfoldager]

Ha ha ha, jeg er flad af grin over din humoristiske måde at fortælle om jeres tur på :) Fine billeder, de ser mere idyliske ud end turen var...

[babyboy]

Hold kæft man .. bare man havde evnen til at fortælle som dig :-) .. Smukke billeder ..

[Guest Kp1988]

Selvom der var MØG varmt, så nød vi turen i fulde drag!

Palma var en fantastisk by! :super