Fuck hvor er jeg træt af ham!

[NewMom]

Beklager at jeg nu lukker en masse væmmeligt, indestængt og sikkert uretfærdig brok ud <_< Men kæresten og jeg har haft problemer længe og nu er jeg bare så møj træt af ham.

Helt generelt er han enormt svær at snakke med. Når man fortæller ham noget fx. om sin dag på arbejdet hører han altid kun efter med et halvt (eller et kvart!) øre. Interessen er ikke til at få øje på, tit får jeg slet intet svar hvis jeg ikke stiller et direkte spørgsmål, eller også taler han mig efter munden :angry Det er umuligt at spørger ham om råd om noget som helst da han bare svarer noget ala "det går nok" eller "det er da irriterende". Der kommer intet konstruktivt.

Han hjælper ret godt til herhjemme, men det er mig der styrer "showet" og han tager sjældent initiativ til noget. Han er totalt doven til at planlægge (eller hjælpes ad med det) fx. inkøb osv. så hvis jeg en aften siger at vi skal finde ud af hvad vi skal købe ind til aftensmad den følgende dag gider han ofte ikke snakke om det og aftale hvem der handler. Så ender det med at vi begge to står derhjemme kl 17 og ikke har noget mad.

Jeg tager frivilligt et stort ansvar for vores barn, specielt mht. at planlægge weekenden. I denne weekend skulle han i byen lørdag, og jeg ville derfor gerne ud og shoppe om formiddagen og få lidt tid for mig selv. Han står sent op, og jeg kommer derfor også sent afsted. Efter et par timers shopping skriver han at han han håber jeg snart kommer hjem fordi der skal handles <_< Om søndagen sover han hele formiddagen, men når lige at være oppe en time før lillen og jeg tager over til bedsterne (kl 13). Vi sover der så og han har hele dagen for sig selv, men da jeg kommer hjem fra arbejde mandag kl 17 har han ikke engang vasket de par tallerkener op som vi efterlod søndag eller ryddet op.

Idag fandt jeg ud af at der var et bestemt lagersalg (ikke tøj) et stykke vej fra hvor vi bor, men meget tæt på han arbejde. Men tror i han gider tage forbi for mig??

Han tager stort set aldrig sin telefon, og når han gør er samtalen afsluttet på mindre end 30 sek. fordi "han bliver nødt til at gå". Man føler altid at man ringer ubelejeligt og han synes det er totalt irrelevant det man ringer om. Forleden dag sad jeg fast i trafikken og ville høre om han kunne nå at hente i vs. han tog den ikke! heldigt at jeg nåede det :rolleyes

Kunne i leve sammen med sådan en mand?

Jeg er sikkert mega urimelig når jeg brokker mig sådan, for jeg har det helt sikkert min del af skylden, men får bare nok nogle gange :(

[NewMom]

Har det allerede totalt dårligt over at snakke sådan om ham, men forhelvede altså :(

[Barbamama]

Ville rigtig gerne give dig et langt og grundigt svar, men er lidt småsyg, så orker det ikke, sorry... :(

Men vil lige hurtigt nævne, at jeg tror, at mange af de ting, som generer dig ved ham, skyldes misforståelser. Jeg kan varmt anbefale John Grays "Mænd er fra Mars, kvinder er fra venus". Den kommer ret specifikt ind på noget af det du nævner, synes jeg. :) - Og på, at det er helt normale "problemer", som faktisk bare er opstået af at mænd og kvinder tænker forskelligt.

Håber, at det hjalp for dig at brokke dig lidt, men læs bogen, den tror jeg bestemt at du vil kunne få meget ud af, og den kan som regel findes på biblioteket.

:kram

[Morpige]

Ville rigtig gerne give dig et langt og grundigt svar, men er lidt småsyg, så orker det ikke, sorry... :(

Men vil lige hurtigt nævne, at jeg tror, at mange af de ting, som generer dig ved ham, skyldes misforståelser. Jeg kan varmt anbefale John Grays "Mænd er fra Mars, kvinder er fra venus". Den kommer ret specifikt ind på noget af det du nævner, synes jeg. :) - Og på, at det er helt normale "problemer", som faktisk bare er opstået af at mænd og kvinder tænker forskelligt.

Håber, at det hjalp for dig at brokke dig lidt, men læs bogen, den tror jeg bestemt at du vil kunne få meget ud af, og den kan som regel findes på biblioteket.

:kram

helt enig her :)

[fynboen]

Beklager at jeg nu lukker en masse væmmeligt, indestængt og sikkert uretfærdig brok ud <_< Men kæresten og jeg har haft problemer længe og nu er jeg bare så møj træt af ham.

Helt generelt er han enormt svær at snakke med. Når man fortæller ham noget fx. om sin dag på arbejdet hører han altid kun efter med et halvt (eller et kvart!) øre. Interessen er ikke til at få øje på, tit får jeg slet intet svar hvis jeg ikke stiller et direkte spørgsmål, eller også taler han mig efter munden :angry Det er umuligt at spørger ham om råd om noget som helst da han bare svarer noget ala "det går nok" eller "det er da irriterende". Der kommer intet konstruktivt.

Han hjælper ret godt til herhjemme, men det er mig der styrer "showet" og han tager sjældent initiativ til noget. Han er totalt doven til at planlægge (eller hjælpes ad med det) fx. inkøb osv. så hvis jeg en aften siger at vi skal finde ud af hvad vi skal købe ind til aftensmad den følgende dag gider han ofte ikke snakke om det og aftale hvem der handler. Så ender det med at vi begge to står derhjemme kl 17 og ikke har noget mad.

Jeg tager frivilligt et stort ansvar for vores barn, specielt mht. at planlægge weekenden. I denne weekend skulle han i byen lørdag, og jeg ville derfor gerne ud og shoppe om formiddagen og få lidt tid for mig selv. Han står sent op, og jeg kommer derfor også sent afsted. Efter et par timers shopping skriver han at han han håber jeg snart kommer hjem fordi der skal handles <_< Om søndagen sover han hele formiddagen, men når lige at være oppe en time før lillen og jeg tager over til bedsterne (kl 13). Vi sover der så og han har hele dagen for sig selv, men da jeg kommer hjem fra arbejde mandag kl 17 har han ikke engang vasket de par tallerkener op som vi efterlod søndag eller ryddet op.

Idag fandt jeg ud af at der var et bestemt lagersalg (ikke tøj) et stykke vej fra hvor vi bor, men meget tæt på han arbejde. Men tror i han gider tage forbi for mig??

Han tager stort set aldrig sin telefon, og når han gør er samtalen afsluttet på mindre end 30 sek. fordi "han bliver nødt til at gå". Man føler altid at man ringer ubelejeligt og han synes det er totalt irrelevant det man ringer om. Forleden dag sad jeg fast i trafikken og ville høre om han kunne nå at hente i vs. han tog den ikke! heldigt at jeg nåede det :rolleyes

Kunne i leve sammen med sådan en mand?

Jeg er sikkert mega urimelig når jeg brokker mig sådan, for jeg har det helt sikkert min del af skylden, men får bare nok nogle gange :(

Jeg kender det godt... Sådan ahr ejg det også nogen gange... Det er rigtigt træls at have det sådan...

Man føler bare man står emd alt ansvaret selv og der bare er intet hjælp at hente nogen steder...

Ofte går det over herhjemme, så vi kommer godt ud af det begge to ellers så tager jeg det bare som er..

Men det kunne da godt ske man skulle læse den bog de snakker om, hvis det nu kunne hjælpe lidt på det..

[Barbamama]

Nå, jeg er liiiidt mere frisk idag, så prøver lige med et længere svar. :) Men det bliver nok stadig lidt rodet, for jeg er lidt ør endnu :( Det må du bære over med ;)

Helt generelt er han enormt svær at snakke med. Når man fortæller ham noget fx. om sin dag på arbejdet hører han altid kun efter med et halvt (eller et kvart!) øre. Interessen er ikke til at få øje på, tit får jeg slet intet svar hvis jeg ikke stiller et direkte spørgsmål, eller også taler han mig efter munden. Det er umuligt at spørger ham om råd om noget som helst da han bare svarer noget ala "det går nok" eller "det er da irriterende". Der kommer intet konstruktivt.

Det er egentlig sjovt, at du gerne vil have, at han kommer med noget konstruktivt. Når jeg fortæller min kæreste om min dag, vil jeg helst have at han holder kæft med løsningsforslag og netop minder mig om at det hele nok skal gå, og at han anerkender at dét og dét er irriterende. Og det her fortæller jeg dig ikke, fordi det er forkert, hvad du gerne vil have af din mand, men for at illustrere at man måske ønsker noget forskelligt af sin partner. Og der er jo ingen, der er tankelæsere, så hvis din mand ikke giver dig dét, du har brug for, så vil jeg foreslå, at du prøver specifikt at fortælle ham (uden at lyde irriteret og på et andet tidspunkt end lige efter, at du ikke har fået, hvad du ville have) at du f.eks. gerne vil have at han prøver at komme med forslag til, hvad du skal gøre, når du fortæller om problemer på arbejdet. Min opfattelse (og også en af de ting, der står i John Grays bog) er at mænd oftest helst vil løse deres problemer selv. Fordi så føler de sig stærkere og som "en rigtig mand". Og fordi det er deres behov SELV at finde på løsninger, når de har problemer, så har de tendens til at tro, at deres kvindelige partner har det på samme måde. Og så blander de sig lidt (for meget) udenom, når hun fortæller, at hun har problemer. Eller også kommer de straks med en hurtig løsning (fordi de er jo VIRKELIG en "rigtig mand" hvis de kan løse alles problemer) og så sidder kvinden der, og føler sig egentlig slet ikke hørt. Nå, men pointen er, at jeg faktisk tror, at din mand gerne vil give dig dét, som du har brug for. Han ved bare ikke, hvad det er :)

Han hjælper ret godt til herhjemme, men det er mig der styrer "showet" og han tager sjældent initiativ til noget. Han er totalt doven til at planlægge (eller hjælpes ad med det) fx. inkøb osv. så hvis jeg en aften siger at vi skal finde ud af hvad vi skal købe ind til aftensmad den følgende dag gider han ofte ikke snakke om det og aftale hvem der handler. Så ender det med at vi begge to står derhjemme kl 17 og ikke har noget mad.

Her bider jeg lidt mærke i, at du starter med at sige, at han faktisk hjælper ret godt til derrhjemme. Det er jo skønt! :) Men det ville selvfølgelig være dejligt, hvis han tog mere initiativ til planlægningen. Men måske er hans hjerne bare mere indrettet til at "gøre" end til at "tænke" (sådan er vi også hjemme hos os... Min mand laver en masse, men det er mig der koordinerer og tænker og planlægger og laver plan b-løsninger). Men måske passer det bare SLET ikke til hans hoved, at planlægge aftensmad dagen før. Og så synes jeg ikke at du kan "kræve/forvente" at det skal planlægges sådan, bare fordi det er dét, der passer dig bedst. Måske kunne du hive fat i ham, og spørge om han ikke også synes det er træls, når I står klokken 17 og ikke har noget mad, og så spørge, om der er en måde I kan planlægge det på, der fungerer for ham? Måske ville det fungere bedst, at I satte jer ned hver søndag aften og planlagde maden for hele ugen? Eller måske skal du stå for maden alene, mens han så står for et eller andet andet (f.eks. tøjvask eller hvad ved jeg...)

Jeg tager frivilligt et stort ansvar for vores barn, specielt mht. at planlægge weekenden. I denne weekend skulle han i byen lørdag, og jeg ville derfor gerne ud og shoppe om formiddagen og få lidt tid for mig selv. Han står sent op, og jeg kommer derfor også sent afsted. Efter et par timers shopping skriver han at han han håber jeg snart kommer hjem fordi der skal handles <_< Om søndagen sover han hele formiddagen, men når lige at være oppe en time før lillen og jeg tager over til bedsterne (kl 13). Vi sover der så og han har hele dagen for sig selv, men da jeg kommer hjem fra arbejde mandag kl 17 har han ikke engang vasket de par tallerkener op som vi efterlod søndag eller ryddet op.

Når du skriver, at du frivilligt taget et stort ansvar for jeres barn, så tænker jeg, om der "mellem linjerne" står at du er skuffet over at han ikke også frivilligt tager ansvar for et eller andet? Jeg kan tage fejl, men min "kvindelige intuition" siger mig, at du gerne vil have at han frivilligt tager ansvar for noget AF SIG SELV. Men læg mærke til, at jeg skriver, at det er min KVINDELIGE intuition, der fortæller mig det ;) Hvis din mand er ligesom min - og såvidt jeg ved som de flestes - så har han slet ikke opdaget at du frivilligt tager ansvar for noget, for hans skyld. Så regner han bare med, at du laver så meget, som du synes det er fair at du laver, ud fra hvor meget han laver. Dvs. han ANER ikke at han "skylder". Og hvor skulle han egentlig også vide det fra? Han kunne nemt tro, at du tog ansvaret for barnet, fordi du slet ikke opfattede det som et stykke arbejde. Jeg tror, du er nødt til helt konkret at fortælle ham, hvad du godt kunne tænke dig, at han gjorde tilgengæld (jeg ville personligt ALDRIG have regnet ud at "Jeg tager barnet idag" betyder "Og så tager du opvasken". Altså hvor er sammenhængen i dét?). Eller i hvert fald gøre ham opmærksom på, at du opfatter børnepasningen som et stykke arbejde (det lyder så koldt, jeg er helt med på, at du gør det af kærlighed. :) Jeg mener bare, at det ER jo hårdt at stimulere og passe et barn, og hvis manden ikke er vant til at udføre det arbejde, så har han måske ikke helt opfattet hvor meget arbejde der er i det) og at du derfor gerne vil have at han gør noget tilgengæld - eller tager mere del af børnepasningen.

Måske ved han iøvrigt ikke, hvad du forventer at han gør tilgengæld. Hvis jeg tager mit eget liv som eksempel, så kan jeg hurtigt nævne mindst 10 ting, som jeg gerne vil have gjort herhjemme, og lur mig om min mand ikke højest kunne nævne 3. Og det er ikke fordi han er uopmærksom, dum eller sjusket. Det er bare fordi, det generer ikke ham, at der f.eks. står en kasse med alt muligt junk ovenpå fryseren på kontoret, og det generer ham heller ikke, at der er lidt støv på hylderne inde i glasskabet. Hvis din mand heller ikke ved, hvad du synes, der trænger til at blive gjort, så kan du evt. lave en liste til ham, med ting, du gerne vil have gjort. Men lad det ikke være en "Alt det her skal du, kære mand, lave". Lad det være en "Hvis du gerne vil gøre mig glad ved at vise, at du tager ansvar for vores hjem, så er her nogle forslag til, hvad du kan lave - og du behøver IKKE at lave alle tingene for at gøre mig glad, men jo flere du laver, desto gladere bliver jeg".

Og så lige en ekstra ting mht. at lave ting i hjemmet a la at tage opvasken. Jeg har det selv sådan, at det betyder noget, at vores hjem er pænt, fordi vores hjem er "vores elskovsrede". Og hvis vores elskovsrede roder, så føler jeg mig faktisk på en eller anden måde lidt mindre elsket. Sådan ser min mand det OVERHOVEDET ikke. Han synes kun kærligheden er i mig og ham, og mener at vi elsker hinanden akkurat lige højt om vi bor i et palæ eller i en sump. Begge syn er jo faktisk udtryk for at vi elsker hinanden rigtig højt, men hvis vi ikke vidste, hvordan den anden tolkede "hjemmesituationen", så kunne vi nok hurtigt blive uvenner. Måske er der noget lignende på spil hos jer?

Idag fandt jeg ud af at der var et bestemt lagersalg (ikke tøj) et stykke vej fra hvor vi bor, men meget tæt på han arbejde. Men tror i han gider tage forbi for mig??

Her kan der jo være mange ting på spil. Vidste han, hvor meget det betød for dig at han tog til lagersalg? Hvad var hans behov? Var han enormt træt efter en lang arbejdsdag, og ville bare gerne hjem og kysses velkommen af sin kone istedet for at shoppe noget, han var ret ligeglad med? :)

Han tager stort set aldrig sin telefon, og når han gør er samtalen afsluttet på mindre end 30 sek. fordi "han bliver nødt til at gå". Man føler altid at man ringer ubelejeligt og han synes det er totalt irrelevant det man ringer om. Forleden dag sad jeg fast i trafikken og ville høre om han kunne nå at hente i vs. han tog den ikke! heldigt at jeg nåede det :rolleyes

Det er selvfølgelige ikke irrelevant at ringe, for at høre om han kan hente den lille i vuggestue. Og jeg tror heller ikke, at de andre ting, du ringer om er irrelevante. Men måske er det nogle gange ting, som din mand helst vil snakke med dig om ansigt til ansigt istedet for over telefonen. Og måske kan noget af det faktisk vente? Omvendt, kan jeg godt se, at det er lidt upraktisk, at han er svær at få fat i, når I har et barn. Det bedste ville nok være, at I gik på en slags kompromis, der hedder at han bliver bedre til at tage telefonen og lytte til, hvad du siger, når du ringer, og at du bliver bedre til at overveje, om det nu også er nødvendigt at ringe til ham, eller om det kan vente. Og det med at samtalen er sluttet på under 30 sekunder... Er det et problem, hvis I får sagt det, der skulle siges? Igen, er det måske noget med at overveje om I tænker forskelligt. Måske betyder telefonsamtalen for dig, at du kan få lettet hjertet og følt dig hørt, mens det for ham bare er et spørgsmål om at overlevere nødvendig info? Mellem min kæreste og jeg, er samtalerne også meget korte - vi hader nemlig begge at snakke i telefon :P

Kunne i leve sammen med sådan en mand?

Ja, men ikke på den måde. Men jeg er sikker på, at I sagtens kan få rettet op på meget af det, sådan relativt nemt :kram

Jeg er sikkert mega urimelig når jeg brokker mig sådan, for jeg har det helt sikkert min del af skylden, men får bare nok nogle gange

Jeg synes IKKE, at du er urimelig, og jeg kan godt forstå, at du er frustreret!!!! Det lyder BESTEMT ikke sjovt! Men jeg er glad for at du selv skriver, at du også har en del af skylden (selvom jeg hellere vil sige "ansvaret"), for der er rigtig meget, du kan gøre selv. :)

Og bogen af John Gray er SUPER! Jeg læste den første gang da jeg var 14, men jeg har læst den flere gange siden, og "bruger" stadig en del af metaforerne i den, hvis jeg synes min man ter sig dybt mærkeligt. Og det er min erfaring at rigtig RIGTIG mange af de ting, der umiddelbart virker SÅ følelseskolde, faktisk er udtryk for kærlighed, der bare er dybt dybt misforstået...

Håber, du kunne bruge mit laaaaaaaange og rodede indlæg til noget, og at I får vendt skuden lidt derhjemme. :)

:kram

[Barbamama]

Og btw, nu har jeg jo skrevet en masse om hvad DU kan gøre, og det er altså IKKE for at signalere, at det hele er din egen skyld og at du er dum og det er dig, der er noget galt med, osv... Men jeg kan jo ikke skrive til din mand og sige, hvad han skal/bør ;) Eller tvinge ham til at ændre noget. ;) Så jeg har primært prøvet at foreslå, hvad du kan gøre. :)

:kram

[NewMom]

Tusinde tak for jeres svar, og specielt dig Meggers :kram2

Jeg ved godt at mange ting kunne løses hvis vi snakkede sammen om vores behov hver især. Men vores forhold er rigtig skidt, og kommunikationen ligeså. I virkeligheden har vi nok næsten opgivet det begge to :( Og jeg synes heller ikke jeg vil prøve at lave totalt om på ham.

Min kæreste er rigtig svær at snakke med, jeg har hørt flere veninder og selv familie der uafhængigt af hinanden har udtalt at de ikke "kan snakke med ham". Og nu har jeg åbenbart samme problem. Jeg synes nu også det er rart bare at kunne fortælle hvad der er sket - men ikke når man føler at han helst ville være fri for at høre på det. Jeg har også mange gange fremlagt konkrete problemer og issues som jeg har haft det rigtig svært med, og der vil jeg rigtig gerne have noget sparring. Her føler jeg overhovedet ikke han gider at prøve på at hjælpe.

Når jeg skriver at jeg tager en stor del af ansvaret for vores barn mener jeg at det er noget jeg gerne vil og dermed kan jeg måske nogle gange komme til at vippe ham lidt ud på sidelinjen (vel en klassisk mor ting). Jeg er egentligt ikke skuffet over hans indsats men ville ønske han tog lidt mere initiativ til nogle aktiviteter osv i weekenden. Det er ofte også sådan at jeg har hovedansvaret herhjemme i forbindelse med selve weekenden, så det er mig der er hjemme med mindre jeg melder noget ud. Når jeg så har planlagt det meste af weekenden for mig og lillen og det ender med at han har næsten hele weekenden alene, så bliver jeg bare rigtig skuffet over at han ikke kan ordne bare en lille smule derhjemme så det tager trykket lidt af hverdagene, som er meget stressede pt.

Mht. lagersalget så var den eneste grund at han ikke gider. Helt simpelt. Og det er ikke fordi det lagersalg betyder noget særligt, men at han ikke engang gider gøre så lidt for mig synes jeg bare er rigtig tamt og tarveligt. Og desværre typisk ham :(

Min allerstørste problem er i virkeligheden ikke alle disse praktiske og planlægningsmæssige ting. Det er mere hans totalt lade og uinteresserede opførsel. Jeg synes han er kedelig og mut. Han er meget konfliktsky og giver mig intet modspil. I stedet får jeg denne rolle som en bitchy og bestemmende kæreste, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til. Hvis han tog noget mere initiativ og stod lidt op for sig selv ville jeg få langt mere respekt for ham og tingene ville ske mere ligeligt på vores begge vilkår. Jeg føler virkelig at jeg går langt ind over hans banehalvdel, og han reagerer med at blive mut og tvær. Men det er svært når han slet ikke er "inde i kampen". Det er jo ikke fordi at han er forkert fordi han er sådan, men måske er vi bare ikke rigtige for hinanden :huug

[NewMom]

Ville rigtig gerne give dig et langt og grundigt svar, men er lidt småsyg, så orker det ikke, sorry... :(

Men vil lige hurtigt nævne, at jeg tror, at mange af de ting, som generer dig ved ham, skyldes misforståelser. Jeg kan varmt anbefale John Grays "Mænd er fra Mars, kvinder er fra venus". Den kommer ret specifikt ind på noget af det du nævner, synes jeg. :) - Og på, at det er helt normale "problemer", som faktisk bare er opstået af at mænd og kvinder tænker forskelligt.

Håber, at det hjalp for dig at brokke dig lidt, men læs bogen, den tror jeg bestemt at du vil kunne få meget ud af, og den kan som regel findes på biblioteket.

:kram

Jeg vil helst sikkert overveje at læse bogen, skal bare førdt bluve færdig med "kvinder der elsker for meget" ;)

God bedring :)