Konsekvens eller ej og i givet fald hvilken?

[Barbamama]

Hvad gør den gode kloge forælder?

Tidligere i denne uge kom V hjem fra bh med et par smadrede briller. Angiveligt var det kammeraten, der havde gjort det, det mente pædagogerne også, men nu tvivler jeg lidt. Anyway, vi snakkede om, at det var rigtig ærgerligt og sådan og så var der ikke mere i det

Dagen efter kom han hjem med endnu et par smadrede briller og der havde førnævnte kammerat et alibi, og det lyder til at V selv har gjort det. Det var dog lidt svært at blive klog på, om der var sket et uheld eller om det var med vilje eller hvad det var sket. Min første teori var, at det virkelig var kammeraten første gang, og at V så skulle prøve det af selv anden gang, men nu er jeg ikke så sikker. Nå, men vi havde en lille og helt rolig snak om, hvad der var sket (inkl om han var sur eller ked af det, men jeg kunne ikke blive klog på det) og om, at briller koster mange penge, så det er vigtigt at passe på dem.

Og så tog vi ned og bestilte sådan nogle briller, der kan bøjes og vrides i alle retninger uden at knække. ;)

Idag ødelægger V så sine sidste par briller. Det skete efter en dum konflikt, og han var SUR, så det virker rimelig meget som værende med vilje, synes jeg.

Det hører med til historien, at han lige er blevet blefri (hvilket jeg egentlig synes går godt, men man mærker også at det tærrer på ressourcerne) og så mærker han måske også, at mit humør og overskud er lidt svingende for tiden (selvom det altså ikke er værre end at jeg stadig kan lege og jeg går ikke og græder hele tiden eller sådan noget). Og måske er han også inde i en eller anden form for fase, who knows. Han er i hvert fald - trods sit ellers gode, kærlige, humoristiske væsen - lidt af en mundfuld generelt for tiden. Der bliver svaret igen, rakt tunge, råbt, hylet, hvinet, slået osv... Vi har virkelig forsøgt, at give ham (mere) tid, ro, tålmodighed og kærlighed, men det ER bare svært at være V for tiden og jeg er ikke sikker på hvorfor.

Nå men tilbage til brillerne. Hverken B eller jeg, ved, hvordan vi skal håndtere det. B kender kun røvfuld og stuearrest og det er vi helt enige om ikke er en mulighed. Jeg har faktisk ikke selv nogen erindringer om sådan med vilje at have ødelagt noget i min barndom, så jeg ved ikke, hvordan mine forældre ville have reageret. Jeg er generelt ikke tilhænger af konsekvens-pædagogik, men helt ærligt, så er jeg vred og irriteret over, hvis han bare valser udenom det her og over til sin iPad og hygger, mens vi smider briller for flere tusinde i skralderen.

Jeg vil helst gøre det, der er bedst for V. Det, der giver ham en spirende forståelse (passende til en 4-årig) om at det her er meget meget dumt, og sørger for at han ikke gør det igen, men uden at han er i tvivl om, at vi elsker han og uden at han bliver fuldstændig ulykkelig, hvis han senere får smadret et par briller ved et uheld.

Den umiddelbare "konsekvens" var at han sad alene i fem minutter og "tænkte" mens jeg trak vejret og fik pulsen ned. Derefter havde vi en halvlang snak, sådan ca. om:

- At jeg er sur og ked af, at han har ødelagt brillerne

- At de koster mange penge, faktisk lige så mange penge som fx hans iPad og flere end han har i sin (tunge) sparegris

- At jeg tror, han gjorde det, fordi han var sur på mig i vores konflikt, og hvad man så istedet kan gøre, hvis man en anden gang bliver rigtig sur

- Jeg prøvede at spørge om han var sur på mig/os eller om han kunne forklare hvorfor han gjorde det eller om han var ked af brillerne (som han ellers plejer at være god til at have på og/eller bede om pause fra)

- At det er vigtigt at han har briller, fordi de hjælper ham med at se

- Jeg foreslog ham, at han kunne sige undskyld og love ikke at gøre det igen, hvilket han gjorde

- Vi aftalte til sidst at være gode venner igen og jeg fortalte, at selvom jeg måske stadig er træt af at brillerne er i stykker, så er jeg ikke sur på ham mere, og at jeg elsker ham altid og uanset hvad.

- Jeg fik også sagt, at der ikke er nogen iPad i "lang tid", så der er egentlig lagt en konsekvens, men jeg har det ikke helt godt med den. Den var impulsiv, er upræcis, har ikke relation til gerningen og igen, konsekvenser i det hele taget, hmm...

Jeg kan ikke lige huske om vi snakkede om mere :chin:

Bagefter gik han ud til B i køkkenet og sagde undskyld og de krammede.

Her er en virkelig nederen stemning, men om det er fordi vi har håndteret det her helt galt, eller om det er fordi V har dårlig samvittighed og vi faktisk stadig er sure, det kan jeg ikke helt lodde.

Hvad gør man lige? :HUUG

[Lovely Lady]

Åh øv... :kram2 Jeg har desværre ikke rigtig noget begavet at komme med..:-/ Jeg tænker, at I har håndteret det så godt, som man nu kan - I havde jo ikke ligefrem en plan klar, og udover måske det med, at ipad'en måske, ikke lige har en sammenhæng med brillen (men altså - det kriterium SKAL vel for hulen smutte ind imellem :rolleyes ), så er det vel også fint nok? Det sværeste bliver vel næsten at få rystet irritationen af sig.. :rolleyes

Min sprælleunge er jo et år yngre, så jeg kan ikke rigtig vurdere, om det overhovedet giver mening at vandre mere rundt i det :chin: Junior ville intet forstå af noget, der kom i morgen som konsekvens af en handling i dag :unsure

[Guest]

Selvfølgelig skal han ikke ødelægge sine briller med vilje, men jeg tænker at brillerne desværre er sådan en ting der kan smadres i vild leg. Hvilket børn gør i.

Z havde en overgang hvor hun ødelagde Carolines legetøj med vilje, og da det skete for 3 gang på én dag - så blev jeg sur og hun fik i moderne termer "skæld ud" Jeg havde forsøgt 2 gange at forklare hende, at det skal man ikke.

Men med hans briller er det jo svært at vide hvad der reelt er sket - udover da han ødelagde dem med vilje, i den situation tror jeg I bør tale som I gør :-)

[Barbamama]

Tak Lise. Rart at høre, at vi i det mindste vistnok har håndteret det rimelig ok. Og tak for kram :kram2

B og jeg har efterfølgende snakket om, at ipad'en nok alligevel ikke er så god at sidde med, når man er langsynet (svært ved at se tæt på), så på den måde kan vi finde en lille bitte sammenhæng. V spurgte noget tid efter "Hvorfor er der ingen iPad?" og jeg sagde stille og roligt til ham, at det ikke var godt for hans øjne at kigge iPad uden briller, så nu hvor brillerne var i stykker, så var der ingen iPad, indtil han fik nogle nye. Det virkede faktisk til at han forstod det, og som bonus fik vi etableret "straf-længden" og forhåååååååbentlig givet ham lidt motivation til at passe på brillerne fremover. Han spurgte, om han måtte få læst en bog istedet og DET måtte han selvfølgelig gerne.

Han blev puttet med kys, kram og kærlighed as always og irritationen er lettet lidt. Det knager stadig i mit hoved, men det går vel nok alt sammen :unsure

[Barbamama]

Selvfølgelig skal han ikke ødelægge sine briller med vilje, men jeg tænker at brillerne desværre er sådan en ting der kan smadres i vild leg. Hvilket børn gør i.

Z havde en overgang hvor hun ødelagde Carolines legetøj med vilje, og da det skete for 3 gang på én dag - så blev jeg sur og hun fik i moderne termer "skæld ud" Jeg havde forsøgt 2 gange at forklare hende, at det skal man ikke.

Men med hans briller er det jo svært at vide hvad der reelt er sket - udover da han ødelagde dem med vilje, i den situation tror jeg I bør tale som I gør :-)

Han er tidligere kommet hjem med smadrede briller, hvor han direkte sagde, at ham og X havde slåsset med pinde og så var der sket et uheld og det havde vi lutter "Nå, ej det var sørme ærgerligt" og kram til overs for.

Hvad der er sket første og anden gang i denne "runde" er der jo ingen, der har set, men alle tre briller er knækket ved "næsen" og ved et af parrene er "ørestangen" (sagde hun og demonstrede sit manglende brille-ordforråd :D) yderligere rykket af. Jeg tror ikke, det er gjort i ond vilje, men jeg synes heller ikke at det ligner et rigtigt uheld...

Det er også "ligemeget", hvad der er sket der... Det er mest her idag, jeg spekulerer i, fordi det var så konfliktfyldt og virkede så meget til at have været med vilje... :unsure

[SletDenneBruger]

.

[Barbamama]

Det er skam heller ikke, fordi jeg vil opdrage ham i en konsekvensfri tilværelse. :) Jeg vil bare rigtig gerne, at konsekvenserne er de naturlige følger og helst ikke sådan en udmålt straf.

Altså hvis han spilder mælk, skal han tørre op. Hvis han gør nogen ked af det, skal han sige undskyld. Og han hjalp mig med at forsøge at lime brillerne (altså bare som en akut løsning) og kunne helt sikkert godt forstå, at det var ikke bare sådan lige.

Jeg tror faktisk ikke, at han lærer en dyt ved at jeg har konfiskeret ipad'en. Jeg holder fast i inddragelsen så jeg ikke risikerer mere forvirring, og fordi jeg faktisk tror det er noget skidt for hans små langsynede øjne at kigge på den uden hjælp, og helt ærligt også fordi det hjælper MIG til at slippe irritationen.

Men hvis hans lille næsten 4-årige hoved lærer noget af det her, så tror jeg det er "Mor bliver sur og ked af det, hvis jeg ødelægger mine briller". Og hvis jeg er rigtig heldig: "Mine briller er vigtige og jeg kan ikke bare lige få nye med det samme".

Og derudover skulle han helst IKKE lære "Alle mine ting er i fare, for hvis jeg laver noget skidt, bliver en random kær ejendel taget fra mig".

Altså sådan lidt sat på spidsen, ikk'? :) Når man (jeg) lige står med det i praksis, så bliver løsningen alligevel en uskøn blanding af fine refleksioner, impulsive ideer, egen barndomserfaringer og rene tilfældigheder :rolleyes

[Barbamama]

I øvrigt synes jeg, han har en meget veludviklet forståelse af rigtig/forkert. Og det interesserer ham. "Moar, man må ikke XXX, vel?" og "Moar, må man XXX?".

Han har bare også (desværre og heldigvis) samme store følelsesregister som sin mor: Han kan være verdens gladeste sødeste og smilende dreng, og er det langt det meste af tiden, men han kan også blive MEGET vred og ked af det.

Og jeg tænker egentlig ikke, at han ødelagde brillerne fordi han ikke vidste, at det var skidt. Han kaldte på sin far (ikke mor ;)) umiddelbart efter, og ifølge B så han ret skyldig ud. Jeg tænker, at han gjorde det med vilje men i affekt. Så selvom han IMO selvfølgelig skal vide, at det ikke var ok (og det har han fået at vide) så er det sådan lige en balancegang med ikke samtidig at hive for meget skyld, skam og straf ind i det, men istedet hjælpe ham til, hvad han kan gøre fremover...

Men jeg synes ikke det er nemt :unsure

[Barbamama]

Anyway, B og jeg aftalte igår aftes, at idag er en ny dag. Hvis V spørger efter iPad, bliver han kærligt mindet om, at der ikke er nogen iPad uden briller og at han derfor må vente til de nye er færdige. Men derudover satser vi på, at den er lukket nu :)

[MforMor]

Jeg synes, I har gjort det helt rigtige! Og umiddelbart tænker jeg, at de (V og I og jævnaldrende) stadig er for små til at kunne håndtere en egentlig straf. Andet end den kæmpe straf der jo faktisk ligger i, at ens egen søde mor eller far bliver sur og ked af det, og at man snakker alvorligt sammen. For V har iPad'en jo ingen sammenhæng med de briller, og jeg tror heller ikke, at de små hoveder er i stand til at blive ved med at have det skidt over noget, der skete for "så længe siden". Altså det er jo mere en voksenting dét med skyld og skam, og umiddelbart er det heller ikke noget, jeg har lyst til at give videre til mine børn :unsure

Men jeg kan GODT forstå, at I er i tvivl, for jeg ved altså heller ikke, hvad jeg lige ville gøre :chin: Det er virkelig svært. 

Men jeg tror dét med, at konsekvensen består i, at man med det samme får talt med hinanden om, at det altså IKKE er ok vil være den løsning, som vi også ville bruge.

Og så vil jeg bare sige, at der sørme også bliver afprøvet grænser herhjemme for tiden. Hold da op hvor kan hun blive SUR og skælde og smælde og nogle gange reagere ret voldsomt rent humørmæssigt. Så jeg tror altså også, at det er en ret naturlig og normal udvikling hos de søde små mennesker. Og at man bare må vise dem, at man godt kan rumme dem, men samtidig også markere, at man ikke bare vil finde sig i alt, og at mor og far også godt kan blive kede af det.

[Lovely Lady]

Anyway, B og jeg aftalte igår aftes, at idag er en ny dag. Hvis V spørger efter iPad, bliver han kærligt mindet om, at der ikke er nogen iPad uden briller og at han derfor må vente til de nye er færdige. Men derudover satser vi på, at den er lukket nu :)

:super

Edit: og gu er det ej nemt.. Junior har også en vis forståelse for rigtig og forkert, og han ved sq egentlig godt, at han ikke må smadre/ødelægge ting - men affekt er en stærk faktor med store følelser i en lille krop :rolleyes