Aborterede på vores ferie

[Madglad2015]

Så er vi netop kommet hjem fra den ferie, som vi troede ville blive den sidste større tur, mens vi kun var to. Jeg ville have været i uge 9+0 i torsdags, men endte med at abortere efter flere dages blødning. Det betød, at vi endte på et gynækologisk ambulatorium flere gange på turen. Det var godt nok ubehageligt at opleve at miste fosteret, mens jeg tissede. Jeg føler mig helt følelsesløs nu, og begynder at tude, hvis jeg taler om det. Turen startede med troen på en fremtid med Baby, men sluttede meget trist. Min mand er også bare så ked af det...

Hvordan er I andre kommet videre efter sådan en oplevelse?

[AS2014]

Det gør mig ondt at høre :kram

Jeg har oplevet en MA i uge 10. Vi har været igennem fertilitetsbehandling og blev derfor skannet et par gange hvor det ikke så helt normalt ud. Først var der hjerteblink som der skulle være, men sen var bare for lille, så var der pludselig næsten intet fostervand rundt om den, så var der kommet fint med fostervand igen og så slog hjertet pludselig for langsomt og til sidst var der så ikke længere hjerteblink og jeg blev indlagt til udskrabning i fuld bedøvelse (på min fødselsdag!). Det er bare så hårdt og forfærdeligt! På en måde var vi jo selvfølgelig advaret om, at der var stor risiko for, det ikke ville ende godt, men det var godt nok nogle hårde og nervepirrende uger og lidt af en rutchebane tur med skiftevis gode og dårlige skanninger. Mine nerver var helt i opløsning til sidst. Efter udskrabningen tog jeg en uge hjemme på sofaen, hvor jeg bare tudede og så Disney film.

Det er en kliché at sige, men det passer: tiden lindrer alle sår! Efterhånden fylder det mindre og mindre, og vi begyndte at acceptere, at der jo havde været noget galt med fosteret og vi derfor var taknemmelige for, at set trods alt havde slutter så tidligt. Jeg forestiller mig, at det havde været endnu mere frygteligt måske at nå til nakkefoldsskanning og det stadig ikke så helt rigtig ud og man skulle til at gennemgå alt mulig udredning og til sidst selv tage en aktiv beslutning om, om man skulle fortsætte graviditeten..

Jeg er gravid igen nu og har lige været til en vellykket nakkefoldsskanning :) Det har nok været den bedste kur! Jeg har været meget nervøs under denne graviditet, men er efterhånden begyndt at tro på, at det kommer til at gå godt denne gang. Og den tidligere MA fylder ikke så meget hos os længere. Det var hårdt, frygteligt og trist mens det stod på, men nu glæder vi os over den nye graviditet og at alt ser godt ud :)

Jeg ved det hele føles uendelig trist og uretfærdigt lige nu, men det skal nok blive bedre! Og i skal nok få jeres ønskebarn :) Giv jer selv lov til at sørge og snak med jeres familie og venner om det. Men i skal nok komme ud på den anden side igen :kram

[tsecret]

Vi mistede også ca. 9+0, men det blev først opdaget 11+0, en uge inden nakkefold (blev scannet pga blødning). Da kroppen ikke selv udstødte det skulle jeg også i fuld narkose og have udskrabning. 

 

Først og fremmest så gav jeg mig lov til at være ked af det. Jeg snakkede om det med de tætteste veninder og var syg fra arbejde i ca. en uge. Det var frygtelig og jeg følte at jeg aldrig havde været så langt nede i et sort hul som jeg var lige der. Men vi forsøgte også at trøste os selv med, at det trods alt var bedre at fostret døde selv, i forhold til hvis vi en uge senere skulle have stået med et frygtelig valg.

 

Dernæst så gjorde vi noget aktivt for at komme op af det sorte hul. Gjorde ting vi ikke kunne have gjort hvis jeg var gravid - tog til fest og drak nytårsaften, tog på spontan skitur, løb og cyklede og alle mulige sådanne ting. 

 

Og til sidst, så gik vi i gang med behandling igen så hurtigt som muligt, og allerede i næste behandling (ca. to måneder efter jeg mistede) blev jeg gravid igen. Det var faktisk hårdt, især de første 12 uger, men resultatet var jo fantastisk. I dag er vi meget glade for at vi har en sund og rask og intelligent lille dreng på 2½ i stedet for den der måske kunne have været 2 måneder ældre, men som sandsynligvis fejlede alt muligt. I dag fylder aborten ikke så meget, undtaget at det er noget vi har været igennem og som gør os endnu stærkere. 

[tsecret]

Dobbeltpost. 

 

Og så glemte jeg lige at ønske dig held og lykke med at komme igennem sorgen, og så komme igennem den svære tid og gerne blive gravid igen!

[PernilleMaj]

:kram

[Madglad2015]

Tak for jeres historier. Det er jo desværre tilsyneladende ret hyppigt, og ja det ville jo ikke have kunne leve. Vi fik at vide, at den nok var død for et par uger siden, da den var alt for lille.

Jeg har stort set ingen smerter haft (intet mere end mens smerter), men puha hvor er det en rutschetur følelsesmæssigt. Jeg vil også tale med nogle veninder om det, men inddrog I også jeres familier/forældre? Jeg ved da, at mine forældre så vil blive alt for bekymrede fremadrettet. Men på den anden side så skal de jo også vide, hvorfor vi har det svært.

Puha kan godt forestille mig, at det må være ekstra hårdt at få en udskrabning. Jeg håber, at det hele er kommet ud nu. Hvor lang tid tog det, inden I fik en normal menstruation? Jeg håber virkelig, at min krop vil blive klar til et nyt baby-mirakel i år!

[Madglad2015]

Og tak for råd til at komme videre. Jeg tænker også selv i de retninger, men det med at give mig lov til at være ked af det, skal jeg nok have lidt fokus på. Har altid været dårlig til at mærke mig selv.

Nogle triste historier I havde (at få udskrab på sin fødselsdag-puha) -rart at I er kommet godt ud på den anden side.

[Madglad2015]

Og tak for råd til at komme videre. Jeg tænker også selv i de retninger, men det med at give mig lov til at være ked af det, skal jeg nok have lidt fokus på. Har altid været dårlig til at mærke mig selv.

Nogle triste historier I havde (at få udskrab på sin fødselsdag-puha) -rart at I er kommet godt ud på den anden side.

[AS2014]

Mine forældre vidste at vi var i behandling, så de vidste også hvornår vi havde testdag osv, og vi fortalte dem det derfor også da jeg testede positiv. Svigerfar og hans kone fik det at vide da vi var til svigerfars 60-års fødselsdag få dage efter at vi havde fået at vide, at det nok var 50/50 om fosteret ville blive ved med at leve. Vi var ikke lige frem feststemte og jeg drak ikke noget alkohol, så de fornemmede hurtigt der var noget galt, og det var rigtig rart at snakke med dem om det også. Ellers havde vi ikke fortalt så mange om graviditeten. Men efter vi mistede var vi ret åbne omkring det. Jeg havde en periode efter, hvor jeg var helt "bange for babyer". Jeg var virkelig nervøs for at nogen ville placere en baby i armene på mig og komme med kommentarer som "se, er han/hun ikke sød, skal i ikke også snart have sådan en" eller lign. Vi havde været gift i halvandet år på det tidspunkt og f*uck hvor var jeg træt af folks kommentarer om børn. Især svigermor kørte meget på at der bare ikke var nogen, der ville give hende børnebørn (ja tak, vi prøver ligesom!!). Før vi mistede var det kun mine forældre der vidste vi var i behandling. Så for os var det det rigtige at fortælle alle de nærmeste om det og være ærlige. Det lukkede ned for babykommentarerne og vi fik meget forståelse og støtte :) Forældrene blev kede af det ja. Aller mest dem af dem, som havde været "med på rutchebaneturen". De der først fik det at vide bagefter havde måske ikke helt fornemmelsen af, hvad vi havde været igennem og reagerede lidt mere med "hvor er det trist, men op på hesten igen".

Så hvad der er det rigtige for jer, kan kun i fornemme. Man kan sige, at det selvfølgelig tog lidt af overraskelsen da vi tre måneder efter annoncerede næste graviditet, for nu vidste alle jo det ville komme (men igen, vi har været gift i halvandet år, så større overraskelse var det jo heller ikke :) ), men det var også rigtig rart med forståelse omkring at vi nu bar lidt ekstra bekymrede (for ja, sådan en oplevelse sidder bare fast i en til næste gang).

Jeg måtte vente 8 uger på min næste mens, men jeg havde også normalt en cyklus på omkring 50 dage uden hormoner, så det var ikke så meget anderledes end det plejede.

Og som du skriver er det desværre meget almindeligt - op til 25% af de tidlige graviditeter går til igen :( Du må bare huske på, at det ikke er noget du har gjort. Det sker bare en gang i mellem. Og det dejlige er jo, at i nu ved i kan blive gravide, så du skal nok blive gravid igen :) Det er måske en stakkels trøst lige nu, men det bliver bedre.

Endnu et :kram til dig og held og lykke med hurtigt at blive gravide igen :)