Når erhverv ikke passer til personlighed

[NSEllekilde]

Det er lidt åndssvagt og jeg føler mig enormt fjollet at oprette et emne som dette.

Men altså det er en tilbagevendende tanke som fylder af pommerens til når den er her..

Helt fra jeg var lille har jeg drømt om at gøre en forskel. Men den gang handlede det om at jeg ville have folk til at føle sig lækre og tilpasse. Så jeg drømte om at blive kosmetolog, frisør eller noget i den branche. Jeg har altid elsket makeup og neglelak og jeg brugte gerne timer på at øve mig på at lave den flotteste hestehale.

Men det var jo en typisk pigedrøm, og jeg fik overbevist mig selv om at jeg måtte blive voksen og vælge et fag som VIRKELIG gjorde en forskel. Derfor gik jeg ind i sundhedsfaget og nu er jeg Social og sundhedsassistent. Alle jeg møder på min vej synes at det er et fantastisk job til mig og de har alle en forventning om at jeg læser videre til sygeplejerske. Og det kan jeg da også godt, hvis det er..

Problemet er at jeg ikke er lykkelig i det her fag. Jeg føler at jeg har tabt hele min personlighed.. Jeg har ALDRIG neglelak på, jeg gider ikke at bruge tid på at ordne mit hår, vi må ikke bruge parfumer på jobbet og pga seriøsitet har jeg også skåret ned på makeup så hvis jeg virkelig skal være lækker får den lige med mascaraen. Jeg hopper bare i et par joggingbukser for jeg skal alligevel have uniform på hele dagen. Og jeg bliver ked af det.

Jeg sukker langt efter matas, og jeg drømmer om at have flotte negle -men whats the point når jeg maks kan have det på i 24 timer? Jeg elsker min forlovelsesring men jeg kan ikke engang have den på...

Men jeg er skide god til mit job. Men jeg elsker det bare ikke. Jeg tager afsted af pligt og helt ærligt, så kan jeg godt lide travlheden på jobbet for så føles det som at jeg får hurtigere fri... Jeg føler mig ikke som mig. Jeg kan godt lide at gøre en forskel for mine patienter og der findes da også gode dage -men de dårlige er der flest af...

Men hvad skulle jeg ellers lave?

Kan det virkelig passe at mine krav til et job er at jeg kan være mig selv (med neglelak og smykker) fremfor at hjælpe syge?

Jeg savner bare virkelig at føle mig tilpas -ikke at udseende gør en forskel, men fordi jeg faktisk elsker at gøre noget for mig selv..

Hvad tænker i? Kan erhvervet være forkert for mig når min personlighed egentlig godt kan lide det jeg ikke har mulighed for?

Hvad ville i gøre?

[Guest]

Personligt tror jeg på, at man skal følge sine drømme og gøre det der gør en lykkelig. Og det lyder til at det ikke er der, du er?

 

Hvis jeg var dig, så tror jeg at jeg ville gå i tænkeboks. Du skal snart til at være mor og på barsel, så uanset hvad er det nok ikke lige nu, du skal begynde at ændre ting. Men tænk over det og mærk efter. Og så husk at der foregår rigtig meget i dig lige nu, og dit liv snart skal til at tage en drejning, så de helt drastiske ændringer bør du nok forholde dig ret roligt og langsommeligt til.

 

Jeg ser intet galt i at ændre retning. Du er jo ung og har tiden med dig, så du kan sagtens nå at skifte karriere og tage en anden uddannelse (og det ville du for øvrigt også kunne om 10 år, hvis det skulle være - det er i mine øjne aldrig for sent).

 

Og om du hjælper folk ved at pleje de syge eller ved at tilføre dem luksus... er det ikke hip som hap, så længe det du laver, gør dig glad? Føles det overfladisk for dig måske? For så er det måske en tanke du skal have gjort lidt op med, så du bedre kan træffe et valg.

[NSEllekilde]

Lige et hurtigt svar da jeg er på arbejde: det er heller ikke ment som at jeg ville springe hovedkulds ud i en ny uddannelse inden jeg skal på barsel, men mere om det virkelig er det her jeg vil for altid??

Jeg drømmer ikke om at være kosmetolog nu, men jeg mangler bare noget som mit job overhovedet ikke opfylder..

Jeg må prøve at finde ud af hvad jeg vil :(

[JosephinePN]

Jeg troede faktisk at du ville være JM?

 

Jeg tænker at neglelak, smykker og make-up ikke skal definere, hvem du er? I hvert fald ikke på dit arbejde, slet ikke, når du egentligt er dygtig til dit fag.

Man er jo også forskellig fra når man er derhjemme og til, når man er på arbejde? Min mand ville i hvert fald blive hysterisk, hvis jeg talte til ham, så jeg taler til vores kunder og gæster, når jeg er på arbejdet :D

Hvis du drømmer om at gøre mere ud af dig selv, så gør det når du har fri - også selvom det kun er i 24 timer.

Jeg gør faktisk det lige omvendte. Jeg arbejder som receptionist, hvor jeg personligt selv synes, at det kræves, at jeg gør noget ud af mig selv med hår, make-up, parfume og neglelak. Under min graviditet har jeg skruet en hel del ned for forbruget, men inden jeg blev gravid fik den hele armen. Jeg fandt billeder på Pinterest, som jeg brugte til inspiration og lavede nye frisure og prøvede at lægge min make-up anderledes. Når jeg så har fri tager jeg make-upfri dage, hvor mit hår enten bare får lov til at hænge løst eller bliver kastet op i en hestehale.

 

Så er du utilfreds med din uddannelse og dit arbejde eller trænger du bare til at være lidt lækker for din egen skyld?

 

Hvis arbejdet virkelig ikke gør dig glad, kan du som JustMe foreslår overveje en anden gren inden for samme branche, hvor du har mulighed for, at gøre lidt mere ud af dig selv. Din barsel kommer til at give dig en passende pause væk fra det arbejde, som du ikke helt elsker. Måske kommer du til at savne det undervejs og måske bliver du bekræftet i, at du ikke længere skal være plejer.

 

Når alt dette så er sagt, kan jeg fortælle, at jeg heller ikke laver det, som jeg drømmer om. Jeg endte med at tage receptionistuddannelsen ved lidt af et tilfælde og jeg elskede det i et par år. Jeg var smadder dygtig og fik super meget ros og flotte karakterer til mine afsluttende eksaminer. Men i virkeligheden drømmer jeg om noget med mere dybde, hvor jeg kan bruge mit hoved mere.

Jeg har mange overvejelser og et par forskellige drømme, som stikker lidt til hver sin side. Men intet af det er realistisk lige nu, da det er min mands tur til at læse.

Da min mand tidligst er færdig om 5,5 år giver det mig god tid til, at finde ro omkring, hvad jeg egentligt gerne vil.

Måske finder jeg et arbejde i samme stil med det som jeg har nu, som kommer til at gøre mig glad og som jeg ikke har lyst til at forlade og måske kommer jeg til at springe ud i en uddannelse, når tiden er inde.

 

Vi lever i et land, hvor der er mulighed for at udvikle og uddanne sig igennem hele livet. Der er ingen grund til at kaste sig ud i noget nyt bare sådan liiige.

 

Og så mindes jeg altså, at du i flere omgange har nævnt en drøm om at blive JM og politimand? Er de nu væk?

 

Der er ingen grund til at stresse og flakke rundt. Du er så ung endnu og har et langt liv foran dig. Lige om lidt skal du være mor og så skal du alligevel ikke tænke over, at kaste dig ud i en uddannelse. Lad hovedet og tankerne hvile lidt og med tiden vil livet forme sig for dig, som det nu passer både dig og dine drømme bedst :)

[Kanelkamel]

Du spørger efter hvad vi tænker, eller hvad ville gøre. 

Her er hvad jeg ville gøre. Jeg ville passe mit job  som SOSU, indtil jeg skulle på barsel. Når jeg så havde forladt arbejdspladsen, så ville jeg bruge tid på at ånde ud og finde ud af hvad der betød noget for mig. Skrive ned hvad det er du er god til, hvad du vægter højt. Hvad der gør en god dag, som der blev nævnt tidligere. 

 

Barsel er en god anledning til at overveje om man er på rette hylde. Måske skal du overveje om du vil starte med at læse igen. Kosmetolog, negletekniker, socialrådgiver, butiksassistent (f.eks. matas, du lyder til du har styr på dine ting hvad angår makeup, hudpleje, parfumer og negle!)... Der er masser af muligheder, men det er vigtigt (!!!) at du kan lide dit arbejde. Vi bruger ca. 1/3 af vores tid på vores arbejde og arbejdspladser, så du skulle jo helst kunne lide dit job!

[Barbamama]

Jeg har ikke læst alle svar, men tænkt en del over din tråd, fordi jeg på nogle punkter kan relatere til den.

Jeg er psykolog, jeg er god til det (min erfaring taget i betragtning i hvert fald), og jeg valgte det (blandt andet) fordi jeg gerne ville gøre en forskel for dem, der har det svært. Men nu - i min barsel - overvejer jeg lige en ekstra gang, hvad der egentlig gør mig lykkelig her i livet, og selvom jeg elsker mit fag, så er det måske ikke lykken at arbejde med det nu. Men nok om mig, du kan evt læse mere i min tråd i fortroligt ;)

Jeg får lyst til at sige:

- Kosmetologer gør også en forskel. Jeg kan godt få lidt pip af at man næsten skal være sygeplejerske eller politimand for at føle at man bidrager til samfundet. Jeg kan godt forstå tanken (og har jo selv haft den), men i vores samfund har vi også brug for negleteknikkere, legetøjsekspedienter, fotografer, postbude og bartendere. Uden at have meget forstand på kosmetologers typiske klientel, så siger min egen erfaring mig, at de især bruges ved større lejligheder. Jeg var fx selv til kosmetolog i forbindelse med mit bryllup, og jeg husker stadig de to søde kvinder, der var lige ved at fælde en tåre over mig som "produkt", fordi jeg (ærlig talt :D) var blevet helt smuk efter at de havde brugt 4-5 timer på mig. Det resultat var en del af mit bryllup - som er på top3 over vigtigste dage i mit liv - og jeg ser deres arbejde, hver gang jeg kigger billederne fra dagen. Og så kan man da godt sige, at uden præsten havde der slet ikke været et bryllup... Men kosmetologen gjorde en STOR forskel!

- Gå efter mest mulig lykke til dig og din familie. Det er ikke afgørende, om du er god til noget andet eller har uddannet dig til noget tredje. Det behøver du ikke være bundet af. Interessen og passionen er også en faktor. Og det kan små praktiske ting også være. Hvordan passer det fx ind i jeres liv som kommende småbarnsfamilie, at I begge har nattevagter? Eller hvordan passer en kosmetologs arbejdstider? (Er det ikke ofte a la butik 10-17 fx? Og hvordan passer det så med institution osv?)

- Makeup og lækkerhed behøver ikke at definere dig, hvis du arbejder med det, men omvendt så er det vel sådan, at dem, der arbejder med den slags, synes at det er dejligt. Så nogen af dem, der føler som du, skal vel arbejde med det, så hvorfor ikke dig?

- Tænk evt lidt over ulemperne ved at arbejde med makeup osv. Alle jobs har ulemper ;) Det kan være hårdt at stå op i en matas dagen lang, du snakker ikke kun med smukke mennesker (men også dem, der skal have hjælp til forstoppelse, sved og hudorme), alt parfumen kan måske øge din risiko for allergi, og jeg synes faktisk sjældent at negleteknikkere har flotte negle selv - de har altid lige været ved at eksperimentere med noget, eller spildt på egne negle mens de har lavet kundens.

Jeg kan ikke gennemskue, hvad du skal arbejde med, men jeg hepper på, at du ikke lader dig hæmme mere end højest nødvendigt :) Det lyder til, at du har mange drømme, så brug din barsel til - udover at være sammen med din baby ;) - at finde ud af, hvad du alt i alt gerne vil arbejde med.

:goodluck

[Emilie]

Jeg kan så godt følge dig! Jeg er faktisk også lidt træt af at man ikke må have lidt neglelak eller lignende på. Og jeg gør heller ikke ret meget ud af mig selv af præcis samme årsager som dig. Hvis jeg skal have neglelak på, skal jeg mindst have to fridage i træk, ellers er det ikke besværet værd.

Jeg har aldrig ville være sygeplejerske, men mine andre karrieredrømme blev skudt i sænk pga sygdom i gymnasiet og dermed faldende karakterer. Så da der var flere, der påpegede, om ikke det lige var noget for mig, sprang jeg ud i det.

jeg hadede det som pesten hele vejen gennem studiet, men er blevet glad for arbejdet efter endt uddannelse. Jeg kan lide, når det går stærkt, jeg kan lide det håndværksmæssige i det, jeg kan lide at kunne nørde paratviden om diverse sygdomme, blodprøver og des lige, og jeg elsker at kunne redde liv. Og jeg er god til mit job.

Men inderst inde er det bare stadigvæk ikke drømmen.

Her under barslen har jeg tænkt, at jeg virkelig ikke ønsker at arbejde i vagter. Weekender er ok, men ikke aften/nat. Og det er svært at finde (i hvert fald for en med kun 2 års erfaring).

En dag håber jeg at finde mit drømmejob, selvom jeg ikke ved, hvad det er.

Nå, det skulle jo ikke handle om mig :P

Hvis du ikke er glad for at være SOSU-assistent, så synes jeg ærligt at du skal finde noget andet. Du skal i hvert fald ikke læse videre til sygeplejerske. Det bliver du ikke gladere af, for det ligner utroligt meget, det du er i nu. Selvfølgelig giver det dig nogle andre muligheder karrieremæssigt, men i langt de fleste jobs skal du stadig have uniform på hver dag, håret samlet og rene, kortklippede negle. Og så er du lige vidt.

JM har samme arbejdsvilkår, så der tror jeg umiddelbart ikke, at du bliver mere glad (med mindre det i virkeligheden er selve faget og ikke manglen på makeup/negle, der trætter dig).

Det er kun dig selv, der kan mærke, hvad der vil være rigtigt for dig.

Men jeg tror, du skal gøre lidt op med dine egne fordomme. Hvorfor er du kun noget værd, hvis du redder andre mennesker? (Okay sat lidt på spidsen måske).

Hvorfor er det ikke okay, hvis du nu havde lyst til at være negletekniker, kosmetolog eller frisør? Okay, det er måske ikke dem, der afgør om folk lever eller dør.. men de giver masser af mennesker livskvalitet. For nogle mennesker er det altså virkelig vigtigt, hvordan de tager sig ud. Jeg havde for eksempel engang en svært syg kvinde indlagt. Vi vidste ikke om behandlingen var sat igang hurtigt nok, så det var nærmest 50/50 om hun ville overleve eller ej. Men det var ikke det, der betød noget for hende lige der. Hun var i dyb krise over, at hun skulle ligge på en firesengs stue, når hun hverken havde makeup på eller havde fået ordnet hår. Så vi kontaktede vores udekørende frisør, som kom og hjalp med at gøre hende præsentabel. Hun blev så lykkelig, for nu tabte hun ikke ansigt over for medpatienterne.. det er da lidt fantastisk.. så kunne vi stå der med alle vores talenter :D sej kone.

Det jeg prøver at sige er, at du skal kigge på, hvad du vil. Hvad gør dig glad? Uanset hvilket job, du ender med, vil du kunne gøre en forskel for andre mennesker. For alle er afhængige af andre. Men det aller vigtigste er, at du gør en forskel for dig selv :)

[NSEllekilde]

Åh hvor er det nogle gode råd i giver.. Umiddelbart tænker jeg også at bruge min barsel til at virkelig ville beslutte mig.

Jeg skal finde min rette hylde i livet uanset hvad det er. Jeg har haft mange overvejelser ind over -politibetjent, Falck redder, psykolog, sygeplejerske, jordemoder.... Ja, alle dumper stortset på at jeg går på kompromis med hvem jeg egentlig er.

Jeg ville være god til det, uden tvivl, men hvad nytter det hvis jeg ikke er tilfreds med arbejdstider, arbejdsmiljø og den udfordring at jeg føler jeg giver slip på mig selv?

For mig handler makeup og cremer ikke om at løfte min selvtillid -den er ligeså stor som når jeg ikke har makeup på, men det handler om at jeg har brug for at forkæle mig selv. Jeg nyder at give mig selv en flot makeup -og jeg tror også at Nichlas savner den person jeg var.. Hende som ikke var ligeglad med sig selv. . Jeg savner hende hvertfald..

Nå, det var lige nogle tanker inden rengøringen skal i gang :)

[Guest Amina]

Lige et spørgsmål, for jeg er selv sosu-assistent. Hvorfor går du ikke med makeup bare fordi du er på arbejde? Jeg har da makeup på hver dag, og bruger stadig tid på at se præsentabel og lækker ud. Jeg ordner også mit hår. Jo jo, det er ikke løst hængende, men stadig opsat hver dag så det ser flot ud - har tit en ny frisure :)

Jeg arbejder på plejehjem, men ser det ikke som nogen hindring. Mine borgere synes det er frisk med mit nye hår, og øreringe i alle mulige farver og former. Jeg bruger også en svag parfume, så dufter altid lækkert. Dog aldrig neglelak, men det er jo af hygiejne årsager. Min arbejdsplads tillader alt dette da det ikke strider imod nogen retningslinjer. Undrede mig bare :)

[NSEllekilde]

Lige et spørgsmål, for jeg er selv sosu-assistent. Hvorfor går du ikke med makeup bare fordi du er på arbejde? Jeg har da makeup på hver dag, og bruger stadig tid på at se præsentabel og lækker ud. Jeg ordner også mit hår. Jo jo, det er ikke løst hængende, men stadig opsat hver dag så det ser flot ud - har tit en ny frisure :)

Jeg arbejder på plejehjem, men ser det ikke som nogen hindring. Mine borgere synes det er frisk med mit nye hår, og øreringe i alle mulige farver og former. Jeg bruger også en svag parfume, så dufter altid lækkert. Dog aldrig neglelak, men det er jo af hygiejne årsager. Min arbejdsplads tillader alt dette da det ikke strider imod nogen retningslinjer. Undrede mig bare :)

Jeg arbejder på lunge og infektionsmedicinsk afdeling derfor er parfume strengt forbudt :)

Jeg oplever bare at alt over mascara virker useriøst for de "gamle " overlæger, og jeg kan tydeligt mærke forskel på behandling af lægerne når jeg vælger at have Makeup på fremfor ikke at have det. Det har måske også noget med min alder at gøre :)

Jeg synes bare at håret mister sin værdi hvis man ellers ligner noget katten har slæbt ind :D

[PernilleMaj]

Har du overvejet at snakke med en UU-vejleder? Vedkommende er jo uddannet i at hjælpe andre med at vælge den rigtige uddannelse og kan helt sikkert se langt flere muligheder end vi herinde kan.

 

Ellers kan jeg lige nævne et par uddannelser, som er i samme boldgade som din nuværende, men med mulighed for at bære makeup og flot hår. Der er i hvert fald pædagog og ergoterapeut. Lige nu er min hjerne så gået i stå, så kan ikke komme i tanke om flere, som ikke tidligere er nævnt, selvom jeg ved, at de er der.

[Guest Amina]

Jeg arbejder på lunge og infektionsmedicinsk afdeling derfor er parfume strengt forbudt :)

Jeg oplever bare at alt over mascara virker useriøst for de "gamle " overlæger, og jeg kan tydeligt mærke forskel på behandling af lægerne når jeg vælger at have Makeup på fremfor ikke at have det. Det har måske også noget med min alder at gøre :)

Jeg synes bare at håret mister sin værdi hvis man ellers ligner noget katten har slæbt ind :D

Okay så er det forståeligt med parfumen. Mht makeuppen så tager jeg ikke hensyn til sådan noget. Jeg er selv 26 år. Og oplever heldigvis at jeg bliver vurderet på min faglighed. Måske fordi jeg altid ser sådan ud, who knows :P jeg er absolut ikke malet. Men går op i at se frisk ud, og har altid både foundation, pudder, øjenskygge, mascara og rouge på. 4 ud af 5 dage har jeg også øreringe på. Men jeg har bare aldrig set det som et problem, og er aldrig blevet behandlet anderledes. Og hvis nogen behandlede mig anderledes pga mit udseende ville jeg helt klart konfrontere dem. Nå nu blev det en historie om mig :oops

[Emilie]

Jeg ville absolut heller ikke tage hensyn til det.. altså med mindre selvfølgelig det var en direkte krigsmaling, jeg iførte mig. Det synes jeg iøvrigt heller ikke er passende i et plejefag.

Men der er da også langt fra dulle-krigsmalings looket og til hængt-kat-uden-makeup :P

Jeg kunne aldrig drømme om at tage på arbejde uden som minimum lidt pudderfoundation (har en tendens til at se trist/kedelig ud uden lidt pudder) og jeg har gerne en smule rouge, øjenskygge og mascara på. Alt sammen i dæmpede, naturlige nuancer.

Hvis nogle af "mine" læger kiggede skævt til mig pga. makeup ville jeg nok give dem en opsang. De kan da bare lige prøve..

Uanset om man så dukker op og ligner jokeren fra batman, så er det vel i bund og grund stadig ens faglighed, det kommer an på. Folk må gerne synes, at det er upassende eller whatever, men de kan da holde det for dem selv.

[NSEllekilde]

Jeg er rimelig ny på arbejdspladsen og jeg vil derfor ikke give en opsang -jeg gider ærligtalt heller ikke at gå og have noget med lægerne, de kan være skrappe nok :D

Lige nu er jeg jo gravid, så jeg går jo ikke rigtig med makeup nu ;)

Jeg tror måske også bare at de piger /kvinder som går med makeup som kan ses, også er i den gruppe der sladre om andre, bagtaler og går i seng med lægerne trods mand og børn derhjemme -og dem vil jeg bare ikke blive sat i bås med.. Det er måske også lidt tarveligt af mig, og det er måske også derfor at overlægerne ser ned på de kvinder :rolleyes

Jo mere jeg har tænkt over det her, jo mere begynder jeg også at føle at det måske ikke bare handler om det... Jeg er træt.. Træt af sladder, træt af prøvelser, træt af at blive dømt og snakket om hvis man ikke er perfekt. Og det ved jeg at jeg gør. For jeg kan jo høre at de snakker om alle andre på arbejdet. Så selvfølgelig også mig. Det gælder ikke alle, men mange, og det er jo prisen ved at arbejde i en hønsegård ;)

Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg drænet for energi. Jeg smider mig på sofaen og kan absolut ikke finde energien til at plukke øjenbryn eller barbere ben. Det gjaldt også før jeg blev gravid. Jeg bliver ked af at se mig selv i spejlet fordi jeg overhovedet ikke ser den pige jeg var. Jeg var altid flot. Lange velplejet negle med neglelak der matchede et eller andet i mit outfit. Jeg gik op i sko som altid stod på ønskelisten. Jeg købte ofte pænt undertøj, ikke kun for N's skyld men også fordi jeg følte jeg kunne være det bekendt! Mit hår var pænt, farvet og altid rent.

Nu orker jeg ingen af tingene.

Jeg føler ikke at det er besværet værd. Pengene værd. Ingen skal alligevel se det.

Herhjemme går jeg rundt i N's nattøj som jeg drukner i, reder aldrig mit hår og det er sjældent jeg ordner mine øjenbryn. Og jeg kunne sagtens finde på at tage ud og handle sådan.

Jeg er så utilpas med hvordan jeg blevet, hvordan jeg har givet slip. .

Men hvorfor tage flot neglelak på når du skal have det af igen om 8 timer? Hvorfor skal jeg tage flot tøj på når det er folk i bussen som skal se det? Jeg er jo tit alene til N kommer hjem når jeg sover. Det samme gælder makeup -hvorfor skal jeg tage det på når jeg mærker en uprofessionelisme for mine kollegaer når det kan undgås ved at tage det af? Jeg gider ikke tage det på for at sidde herhjemme og se tv...

Det lyder sikkert som mange dårlige og dovne undskyldninger men jeg gider ikke besværet... Og det er jeg ked af! Jeg har mistet energien..... :boo

[Guest]

Jeg tænker at det umiddelbart er noget du skal vente med at se på til i har fået den lille - Ens opfattelse af livet ændrer sig markant når man er blevet nogens mor.

Selvom jeg lige pt. er uden arbejde, så er jeg altid pæn i tøjet og har ordnet hår / make-up, sådan har jeg altid været tror jeg.

Uden at kende dig, virker det som om at du er ked af noget der i virkeligheden stikker dybere end bare dét?

[Fru-Nielsen]

Lad nu være med at gøre de der overlæger til noget de ikke er :blink Jeg har oplevet en hel del af dem, men jrg kan bare slet ikke forstå hvis de skulle rende og dømme plejepersonalet i sådan en grad pga. make up mv.

Jeg tror helt ærligt det er et spørgsmål om at hvile i sig selv - det kommer med alderen :)

Jeg stopper selv nogle gange op og tænker over, hvornår jeg stoppede med at gå høje hæle og barbere ben ugentligt. Og jeg kommer frem til, at det for mig har været en naturlig udvikling. Da jeg var 18 boede jeg i Århus, man så mig aldrig i flade sko, min morgenmad var en latte fra baresso, jeg gik i byen, var politisk aktiv og havde et flyvsk sexliv. Det var en fed tid.

Nu bor jeg i udkantsdanmark - her er i øvrigt skønt, og man kan bestemt godt gå i høje hæle, det er bare gået op for mig hvor smadderupraktisk det er og forfærdeligt for fødderne, så det sker ikke længere på daglig basis ;) I stedet for at gå i byen og drikke jordbærshots, spiser vi god mad og drikker for meget rødvin med vores venner i hjemlige omgivelser. Og benene - det er for længst gået op for A at jeg altså har naturlig hårvækst på mine ben, lige så vel som han nu ved, at jeg også kan få toilettet til at lugte ;) Jeg skal ikke imponere en ny fyr i weekenden,så helt naturligt er der lidt længere mellem benene bliver barberede. :)

Min pointe er, at jeg ofte tror vi "bare" udvikler os. Det kan være svært at følge med. Men vi er som mennesker ikke på den samme måde og med de samme interesser og prioriteter igennem hele livet.

Det lyder til du har mærket godt efter, og måske har du reelt ikke dig selv med, men jeg håber du vil tænke lidt over ovenstående :kram2 Jeg er selv ung og har været igennem en uhyggelig hurtig udvikling hvad alt sådan noget angår, og jeg er virkelig ofte blevet i tvivl det her virkelig er mig. Men det er heldigvis bare fordi det er gået så stærkt.

Jeg går i øvrigt stadig med make up dagligt. Jeg kan ikke en gang aflevere Theodor i vuggestue uden mascara og optegnede bryn.

[Barbamama]

Jeg tror måske også bare at de piger /kvinder som går med makeup som kan ses, også er i den gruppe der sladre om andre, bagtaler og går i seng med lægerne trods mand og børn derhjemme -og dem vil jeg bare ikke blive sat i bås med.. Det er måske også lidt tarveligt af mig, og det er måske også derfor at overlægerne ser ned på de kvinder :rolleyes

Jeg får lyst til at sige noget om sten, glashus og tyve, der tror at andre stjæler...

Er det "alle andre" der ser ned på dem med makeup eller er det også dig, der associerer det med noget negativt? :)

[Camilla_krøier]

Nu er det danske sygehussystem jo ikke Greys hvide verden, jeg har aldrig selv gået med en masse make-up, delvis fordi jeg ikke interessere mig for det eller er særligt god til det og dels fordi jeg er velsignet med meget pæn hud og lange, fyldige og mørke øjenvipper, men jeg går der på hold med rigtig rigtig mange piger der altid har make-up og farvet og/eller opsat hår og der bliver aldrig gjort forskel på os når vi er på de forskellige hospitaler af den grund.... Der hvor der kan mærkes forskel er på det rent faglige, jo mere man er på og interessere sig jo mere får man ud af det....

[JosephinePN]

Åh hvor er det nogle gode råd i giver.. Umiddelbart tænker jeg også at bruge min barsel til at virkelig ville beslutte mig.

Jeg skal finde min rette hylde i livet uanset hvad det er. Jeg har haft mange overvejelser ind over -politibetjent, Falck redder, psykolog, sygeplejerske, jordemoder.... Ja, alle dumper stortset på at jeg går på kompromis med hvem jeg egentlig er.

Jeg ville være god til det, uden tvivl, men hvad nytter det hvis jeg ikke er tilfreds med arbejdstider, arbejdsmiljø og den udfordring at jeg føler jeg giver slip på mig selv?

For mig handler makeup og cremer ikke om at løfte min selvtillid -den er ligeså stor som når jeg ikke har makeup på, men det handler om at jeg har brug for at forkæle mig selv. Jeg nyder at give mig selv en flot makeup -og jeg tror også at Nichlas savner den person jeg var.. Hende som ikke var ligeglad med sig selv. . Jeg savner hende hvertfald..

Nå, det var lige nogle tanker inden rengøringen skal i gang :)

Er du sikker på at du stadig er den samme, som du var en gang?

 

Hvis jeg ser tilbage er jeg bare ikke længere den samme, som da jeg var 19 år gammel og måske heller ikke engang den samme, som da jeg var 21...

Man udvikler sig jo igennem hele livet og ændrer sine prioriteter. 

 

Mine ben ser bestemt ikke en skraber hver uge og slet ikke i øjeblikket, hvor jeg kæmper med at nå ned...

 

Hvis din make-up virkelig betyder så meget for dig, så forkæl sig selv og gå all-in. Jeg tror simpelthen ikke på, at der skulle rende læger og andre fagfolk rundt, som dømmer dig, fordi du bruger make-up. Du behøver jo ikke give den med Barbie-looket og det lyder som om, at du godt kan finde ud af, at lægge en pæn og stilren make-up :)

 

Hvis du savner hende, så er det bare om, at finde hende frem igen - Du skal ikke gå op i, hvad du måske tror andre tænker.