Ensom på barsel

[Ema]

I starten af november udfyldte jeg et spørgeskema ang en app til folk på barsel, tænker linket kom herinde fra eller facebook, så der er nok andre herinde der har udfyldt samme skema.

 

Jeg har betop modtaget en mail, hvori der står at 68% har svaret at de føler sig ensomme under barsel

 

Det synes jeg er et chokerende højt tal.<som jeg nok et eller andet sted ikke forstår. Men det er så nok fordi jeg tilhører de 32% der ikkeføler sig ensomme, men jeg synes det er skræmmende at så mange gør og jeg kunne godt tænke mig at høre hvad I andre tænker om emnet og hvordan I selv har/har haft det med jeres barsel.

 

For mit vedkommende, så synes jeg simpelthen at jeg bliver bombarderet med tilbud om aktiviteter at jeg ganske enkelt har været nødt til at vælge og vrage for ikke at være afsted til noget hele tiden. Og alligevel synes jeg at jeg er afsted flere gange om ugen til diverse ting.

Jeg har generelt et ret stort behov for at være social og det synes jeg så rigeligt at jeg får dækket mens jeg er på barsel. Men jeg har også nemt ved at snakke med nye mennesker og det er måske der noget af det ligger

 

Hvad tænker I?

[Guest]

Jeg følte mig ekstremt ensom under min barsel. Så ensom at jeg har sagt til min mand at vi kun får et barn mere, hvis han tager en del af barslen, fordi jeg simpelthen gik helt ned med flaget de sidste 4-5 måneder.

Dog havde jeg også været sygemeldt en stor del af min graviditet og var nok rimelig mættet af at gå hjemme allerede inden ungen blev født :P

Samtidig kom jeg ikke ret meget ud, fordi jeg havde et barn der aldrig sov og altid var sur/ked og som førstegangsmor kunne jeg slet ikke overskue at have et grædende barn med ude. Min redning blev min mødregruppe, som desværre først startede da Adam var næsten fire måneder. Det var virkelig i sidste øjeblik for mig.

Adams første år var også præget af virkelig meget sygdom. Hos både ham og mig. Så det med at komme ud blev bare forhindret i rigtig mange tilfælde og jeg savnede virkelig noget voksen-input og at 'have en rolle' i dagligdagen ud over at være mor, f.eks. på en arbejdsplads.

Men jeg gik også fra en dagligdag med fuldtidsstudie og fuldtidsarbejde inden min sygemelding, så det var en voldsom omvæltning.

Jeg tror det kommer rigtig meget an på hvilket barn man har og hvor sikker man er i sin nye rolle. Jeg var total usikker og kunne ikke forstå hvorfor han bare ALDRIG gjorde som de babyer i bøgerne og jeg oplevede desværre nok heller ikke den opbakning jeg havde brug for, fra læge, sp og familie (undtaget min mand, der virkelig gjorde hvad han kunne). Det endte med at jeg afkortede min barsel og fik institutionsplads til Adam lidt tidligere end oprindeligt planlagt. Jeg startede også op med at spille musik igen, langt tidligere end planen, for at få noget der var mit frirum!

Og så fandt jeg ud af, at selvom jeg rigtig gerne ville være det, så er jeg bare ikke sådan en der synes at hele livet handler om børn og familie, jeg har også brug for noget andet at fylde mit liv med. Noget hvor JEG er en betydningsfuld spiller og hvor jeg kan udvikle mig. Jeg beundrer dem der elsker babyer, barsel og at gå hjemme med deres børn, jeg er bare ikke sådan én selv :unsure

Edit: endvidere brugte jeg enormt lang tid på at dunke mig selv i hovedet over at både graviditet, fødsel og amning gik af helvedes til - jeg var jo tydeligvis en rimelig dårlig kvinde/mor :rolleyes så måske mit generelle selvværd spillede ret negativt ind på hvordan jeg havde det under min barsel <_<

[Tumlepigen]

Jeg følte mig ensom på mine barsler - eller alene i hvert fald. Mere på første barsel end anden fordi på anden barsel var der min store pige at tale med og jeg kom ud af huset to gange om dagen. For mig drejer det sig i virkeligheden nok mere om at jeg ikke finder mig tilpas i rollen med et spædbarn de første 3-4 måneder og når jeg ikke har det godt føler jeg mig helt alene i verden med de følelser. De senere måneder når der kommer rytme på, går det bedre.

Jeg synes ikke det væltede ind med tilbud udover mg, men jeg opsøgte selv babysvømning (overvejede også babysalmesang eller rytmik). Tror tilbuddene er afhængig af kommune.

[Tumlepigen]

Jeg tror det kommer rigtig meget an på hvilket barn man har og hvor sikker man er i sin nye rolle. Jeg var total usikker og kunne ikke forstå hvorfor han bare ALDRIG gjorde som de babyer i bøgerne og jeg oplevede desværre nok heller ikke den opbakning jeg havde brug for, fra læge, sp og familie (undtaget min mand, der virkelig gjorde hvad han kunne). Det endte med at jeg afkortede min barsel og fik institutionsplads til Adam lidt tidligere end oprindeligt planlagt. Jeg startede også op med at spille musik igen, langt tidligere end planen, for at få noget der var mit frirum!

Og så fandt jeg ud af, at selvom jeg rigtig gerne ville være det, så er jeg bare ikke sådan en der synes at hele livet handler om børn og familie, jeg har også brug for noget andet at fylde mit liv med. Noget hvor JEG er en betydningsfuld spiller og hvor jeg kan udvikle mig. Jeg beundrer dem der elsker babyer, barsel og at gå hjemme med deres børn, jeg er bare ikke sådan én selv :unsure

Meget enig her! Tror der i mange tilfælde er forskel på første og andet barn.

[Guest]

Meget enig her! Tror der i mange tilfælde er forskel på første og andet barn.

Det er virkelig også mit håb at jeg hviler mere i det anden gang. Og om ikke andet er forberedt på hvor hårdt det er for mig. Ligesom dig er jeg virkelig heller ikke fan af de første baby-måneder :blush

[Barbamama]

Jeg har det ligesom dig Ema (bortset fra at jeg ikke har så stort et socialt behov). :)

Men måske er jeg også bare heldig, at have mange i min omgangskreds, der er studerende/på barsel/arbejdsløse/arbejder hjemme - så der er jævnligt voksenkontakt i dagtimerne. Og ellers hygger jeg mig vældigt bare i mit og Tulles selskab :badgirl

[Tumlepigen]

Det er virkelig også mit håb at jeg hviler mere i det anden gang. Og om ikke andet er forberedt på hvor hårdt det er for mig. Ligesom dig er jeg virkelig heller ikke fan af de første baby-måneder :blush

Det tror jeg bestemt du vil gøre. Dermed ikke sagt at det ikke bliver hårdt - jeg syntes heller ikke de første måneder anden gang var super. Men jeg havde en anden erfaring og tro på at det blev bedre.

Der er jo også forskel på børn så næste gang får du en rask sove-baby ;) :kram2

[Guest]

Det tror jeg bestemt du vil gøre. Dermed ikke sagt at det ikke bliver hårdt - jeg syntes heller ikke de første måneder anden gang var super. Men jeg havde en anden erfaring og tro på at det blev bedre.

Der er jo også forskel på børn så næste gang får du en rask sove-baby ;) :kram2

Åh, det ville da være dejligt :P

[Girl Next Door]

Astrid er kun 7 uger, men jeg ELSKER at være på barsel :glad

[MamatilJ&M]

Jeg føler mig heller ikke ensom. Jeg elsker at gå hjemme og hygge mig med Julius. Har en skøn mødregruppe. Der er også flere tilbud rundt i vores lille by denne gang og jeg GLÆDER mig til, forhåbentlig, at starte op med træning i januar, som er specielt til mødre på barsel...

[Emilie]

Jeg føler mig enormt ensom på barsel (og gjorde det også i graviditeten, hvor jeg var sygemeldt).

Jeg har egentlig et okay stort behov for social kontakt, men har ikke rigtig nogen at være social med udover min familie, som arbejder.

Har et par veninder, men ingen, der bor i nærheden af mig.

Tilbuddene er ikke ligefrem væltet ind ifht. aktiviteter, men jeg har omvendt også valgt meget fra pga fødselsdepression og dermed manglende overskud. Har gået til stimulastik, efterfødsels træning og været i mødregruppe. Begge dele er stort set stoppet nu, så nu kommer jeg næsten ikke ud.. det er surt.

Men jeg elsker faktisk at gå og nusse om min søn. Så hvis jeg havde lidt mere liv uden for hjemmet, er jeg sikker på, at jeg ville elske barsel.

[Guest]

Jeg følte mig ikke ensom på barsel med c. Havde slet ikke tid til at nyde det rigtigt, tror jeg. Det skal jeg denne gang :-)

[louisef]

Jeg følte mig ensom i min barsel. Jeg var den første i min daværende venindegruppe som fik barn, og min mand knoklede for at blive færdig med speciale og eksaminer og starte turnus. Jeg gik til en del aktiviteter med Andrea,men jeg synes egentlig ikke det hjalp på ensomheden for det var jo mere motoriske udfoldelse sammen med min Andrea udført ved siden af andre forældre - altså forstå mig ret, det var hyggeligt, men jeg fik ikke rigtig et forhold til de andre mødre som gik ud over hilse på hinanden. En del af de andre kom jo så også i grupper.

Ps jeg elskede altså stadig at være på barsel og jeg eeeelskede tiden med Andrea :7himmel men jeg savnede nogen ligesindede at snakke med

[Ihpets-mortilto]

Jeg følte mig bestemt ikke ensom på barsel med W! Vi gik til en aktivitet en gang i ugen og mg hver anden uge og det var alt rigeligt på fast program. Så så vi også nogle veninder og sådan af og til.

Jeg har bestemt ikke noget stort socialt behov, så det undrer mig på ingen måde at jeg ikke følte mig ensom.

[Guest]

Jeg følte mig ikke ensom, men generelt er jeg glad for at være alene (lidt forfald måske.. :chin:), så Storm var rigeligt selskab for mig.. Jeg havde mødregruppe en gang om ugen, og så aftaler i weekenden hbor Tim også var med.. Men nej, jeg følte mig aldrig ensom!

[girly1988]

Jeg har ikke følt mig ensom i min første barsel. Kom i en god mødregruppe og har haft to veninder og deres babyer hvor vi har haft vores egen lille mødregruppe. Derudover gik jeg til salme sang i en periode hvor af vi var 4 ud af 6 i min mødregruppe som gik der.

Men min graviditet har sat begrænsninger så på den måde har der været perioder hvor jeg ikke har kommet ud så meget som jeg ellers ville have gjort.

Nu er jeg startet ny barsel da vi venter på lillebror. Jeg er spændt på næste mødregruppe og om jeg med to børn får overskud til aktiviteter.

De to andre jeg har ses meget med er jo startet arbejde igen så bliver nok lidt begrænset med aftaler med dem forestiller jeg mig.

Men kommer jeg til at føle mig ensom er jeg rimelig god til at skabe nogle kontakter da jeg har stort socialt behov såå skal skam nok finde nogle at ses med i løbet af det næste år :-)

[Ihpets-mortilto]

Til mit svar skal nok også tilføjes at jeg MEGET HURTIGT opdagede at W slet ikke kunne magte gæster, mg, aktiviteter osv. Så det var såååååå anstrengende at være afsted og dagene efter hvor jeg skulle rette op på det hele igen og igen.

Det betød at jeg var lettet som bare pokker, når jeg aflyste mg og andre aftaler.

[Fister]

Det lyder som om det går lidt igen, at sygemelding fører til ensomhed. Jeg var også sygemeldt inden min første barsel (ikke graviditetsbetinget) og var temmeligt ensom på barsel, men det var helt sikkert en følge af at gå hjemme i over 1,5 år sammenlagt, og ikke have tilknytning til en arbejdsplads. Der gik længe for det gik op for mig, at ensomheden var med til at gøre mig depri.

Denne gang har jeg været deltidssygemeldt fra studiet sidste år, så jeg havde ferie fra maj til 1. september, hvor jeg startede på studie igen og så fødte i slutningen af oktober. Jeg er ikke ensom (men er også i gang med at skrive eksamensprojekt lidt på sidelinjen), men jeg var det sgu lidt i sommers. Og jeg kan godt mærke at det ligger mig nært at blive ensom, hvis jeg ikke har et eller andet andet sted at "høre til". Det har mange årsager. Jeg er et ret ekstrovert menneske, som fik så meget stress at min krop stadig slet ikke kan klare så mange indtryk som hidtil, så jeg vakler i forvejen imellem at få energi af at være ude og at skulle sige fra, og jeg savner ofte mit udadvendte jeg. Så for mig handler det ikke decideret om barslen. Faktisk tror jeg, at hvis jeg stadig havde haft mit arbejde og var gået på barsel, ville jeg have elsket det. Så ville jeg storgrinende have sagt farvel til vild travlhed og forpligtelser, velvidende at jeg havde et sted at komme tilbage til - og det ville have været skønt.

[Capall]

Jeg husker ikke at jeg generelt var ensom under barslen med Clare. Jeg husker noget om et dyk da jeg måtte erkende at det ikke gav mening at jeg havde min pony stående når mine forældre havde tid (og plads) til ham og jeg ikke havde, og så havde jeg Clare hjemme mens jeg studerede på fjernstudie fra hun var 8 måneder, og de 4 måneder før hun kom i dagpleje som et årig husker jeg som ensomme - men det er baseret på, at jeg næsten brugte alle frie øjeblikke til at læse lektier og lave afleveringer, så jeg fik ikke set eller gjort ret meget.

Denne gang føler jeg mig ikke ensom. Overhovedet. Jeg gør godt nok nix og nada endnu, men jeg får opfyldt mit - ret sparsomme - sociale behov ganske fint. Og jeg bliver tvunget ud af døren hver dag, for vi har ikke længere bil, så det er mig der skal aflevere Clare samt handle ind i løbet af dagen :)

[Guest]

Jeg var ikke ensom overhovedet, jeg havde tille der borde lige ved siden af og til åben SP var der en vi kendte fra jordemoder gruppe. Derudover havde jeg Bk pigerne som jeg sås med ret jævnligt, der var baby bio, tumlastik, baby svømning og min søster var på barsel.

Jeg valgte faktisk mødregruppen fra fordi jeg allerede havde 12-14 mennesker at ses med og faste aktiviteter flere gange i ugen.

(Denne gang skruer jeg HELT ned og vil knap så meget ;) jeg blev jo helt forpustet :D )

Men der var da dage jeg var alene med følelser og der var perioder det var røv hårde. Hvis ikke jeg havde haft nogen at dele mine tanker og frustrationer med så forstår jeg godt man kan føle sig ensom.

[Fru-Nielsen]

Jeg mindes ikke, at jeg følte mig ensom. Men jeg rendte heller ikke til alt muligt hele tiden. Var i en mødregruppe, som var vildt dårlig til at ses - det var sådan en gruppe, hvor man mente at alle skulle kunne, og så bliver der altså lang tid i mellem. Men jeg følte mig nu heller ikke sådan helt tilpas i gruppen. Tror nok jeg følte mig noget ung og ved siden af. De andre kom alle fra byen, hvor jeg er tilflytter, og det kunne på en eller anden måde mærkes.

Nå, det skulle ikke handle om mødregruppe bare :p

Men jeg tror godt jeg kunne have brugt noget mere socialt, men direkte ensom mindes jeg ikke, jeg var :)