en lille tanke

[juliemomme]

hej.

 

jeg er ny her inde og dette er mit første oplæg. jeg kunne rigtig godt tænke mig børn men er også lidt i tvivl om det er en god ting. har ikke nogen i forvejen og da det jo er noget helt nyt og fremmed ved jeg ikke hvordan jeg vil reagere på det. lige nu når jeg er steder hvor der er børn synes jeg de er trælse og er ved at gå ud af mit gode skind forde de irritere mig. jeg har en borderline og vil jo ikke give det videre til mine børn. er heller ikke tålmodig og bliver meget hurtig sur over små ting. og den opførsel kan man jo ikke have over får børn der jo ikke forstår det. jeg har fået af vide af  folk at det ændre sig når man får den første for så er det jo en eget barn og ikke andres og så kommer tålmodighed og alle de andre ting af sig selv. jeg håber bare at jeg kan tage vare på et andet menneske end mig selv for det er jeg ikke altid god til.

 

hilsen julie

[Little Miss]

Velkommen til Julie  :balloons

 

Kan sagtens forstå dine tanker omkring noget så uvirkeligt som at få børn. 

 

Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn og gerne en stor flok af dem. Desværre blev det først ret sent jeg kom igang med projektet og jeg har så fundet en mand der er ældre end mig selv så hvis vi er heldige får vi to. Vi har i forvejen Carl Emil på 2 år. Selvom jeg altid gerne har ville have børn og har elsket at have børn omkring mig har jeg da også altid været glad for at kunne levere dem tilbage til forældrene efter at have leget og hygget med dem. Men det at få sit eget barn ER bare anderledes. Man har en anden tålmodighed og en helt anden følelse. Dog vil der være dage hvor man har lyst til at smide dem ud af vinduet og jeg har da også dage hvor jeg tænker på hvor fedt det ville være bare at kunne ligge på sofaen og lavet intet. Men det bliver opvejet af det lille menneske man har skabt. 

 

Angående din borderline diagnose har jeg en tidligere veninde som har samme diagnose. Hun er idag mor til en fantastisk lille pige. Og som jeg ser og høre det går det fantastisk. Faktisk tror jeg det har hjulpet hende på mange punkter at have et fast holdepunkt i livet. Men synes hvis du er i tvivl omkring din diagnose og det at få børn at du skal tale med din læge eller evt. tage finde frem til grupper eller lignende hvor man kan spørge om hvad andre har haft af oplevelser mv.

 

Pøj pøj med projektet hvad du end beslutter dig for  :kiss

[juliemomme]

hej. mange tak for svar.

 

jeg er nået så langt at det ikke er min borderline der fylder det hele mere. jeg har en meget tålmodig mand jeg har været sammen med i 8 år nu. men han er 12 år ældre end mig så han bliver 40 til næste år. hvia han skal til at have børn skal det jo til at være. jeg vil rigtig gerne have børn og har ønsket det i mange år men ved bare ikke om det er rimeligt over for børnene. de bestemmer jo ikke hvem der bliver deres forældre. vil jo ikke gøre skade på dem. det er nok det er holder mig mest tilbage. det er nok tanken at jeg kan komme til at skade dem og give min borderline videre og det øsnker jeg ikke for dem. jeg er kommet rigtig langt i forhlodt til hvordan det har set ud for mig. er meget bedre stillet nu end jeg var for bare 5 år siden. men har bare i baghovedet at jeg ikke vil gøre dem ondt og gøre hvad min mor gjorde ved mig.

[SuperKlar]

Borderline er jo arveligt, så der er en stor sandsynlighed for at du giver det videre... MEN du skal huske at selvom de får Borderline, vil den ligge i dvale! Der skal en eller anden hændelse til for at den bryder ud! Det er meget forskelligt hvor meget der skal til, men langt de fleste gange skal der faktisk temmelig meget/en traumatisk oplevelse til, og jeg vil våge den påstand at når du har så godt styr på din sygdom, som det lyder til, så vil det ikke være dig der bliver skyld i det bryder ud hos dem... Men jeg forstår ganske udmærket din bekymring, jeg har selv en svigerinde som har Borderline, og hun har bestemt ikke styr på den... men hendes brød først ud efter hun havde fået fire børn! Det der skubbede til hende var at hendes ældste søn fik ADHD i voldsom grad, og ingen ville lytte, da han var meget ung (4-5 år) da de selv begyndte at mistænke noget, så de fik ingen hjælp før han i 1. klasse trak en kniv mod en klassekammerat som larmede i timen... derfra skete der meget fra kommunens side, men det skubbede min svigerinde ud i en dyb depression som senere blev om-diagnosticeret til Borderline. Nu er hele familien, specielt på faderens side, meget opmærksom på deres datter som er rigtig meget igennem, hun er lige blevet konfirmeret, og er i enorm risiko for selv at få Borderline, grundet alt det hun har været igennem, både med syg storebror og mor! Jeg tror min niece nok skal klare sig for hun er en stærk pige, har hun vist, og det er et spørgsmål om sårbarhed/reciliens (modstandsdygtighed, kan man kalde det) og det er der mange ting der spiller ind på, men en vigtig faktor er støtte fra andre, og din mand lyder til at kunne være en rigtig stærk støtte for jeres kommende børn!

Gør dig selv den tjeneste at læs noget om sårbarhed/recilliens (psykologi), da jeg tror det vil hjælpe dig rigtig meget til at hvile i beslutningen om at få børn, at være bevidst om hvordan du/jeres omgivelser kan være med til at gøre jeres børn modstandsdygtige, og det gælder faktisk for alle (eller i al fald rigtig mange af) de psykiske diagnoseer, ikke at jeg er ekspert, det er jeg langt fra, men synes det er et spændende emne :)

 

Held og lykke med beslutningen :)

[juliemomme]

Borderline er jo arveligt, så der er en stor sandsynlighed for at du giver det videre... MEN du skal huske at selvom de får Borderline, vil den ligge i dvale! Der skal en eller anden hændelse til for at den bryder ud! Det er meget forskelligt hvor meget der skal til, men langt de fleste gange skal der faktisk temmelig meget/en traumatisk oplevelse til, og jeg vil våge den påstand at når du har så godt styr på din sygdom, som det lyder til, så vil det ikke være dig der bliver skyld i det bryder ud hos dem... Men jeg forstår ganske udmærket din bekymring, jeg har selv en svigerinde som har Borderline, og hun har bestemt ikke styr på den... men hendes brød først ud efter hun havde fået fire børn! Det der skubbede til hende var at hendes ældste søn fik ADHD i voldsom grad, og ingen ville lytte, da han var meget ung (4-5 år) da de selv begyndte at mistænke noget, så de fik ingen hjælp før han i 1. klasse trak en kniv mod en klassekammerat som larmede i timen... derfra skete der meget fra kommunens side, men det skubbede min svigerinde ud i en dyb depression som senere blev om-diagnosticeret til Borderline. Nu er hele familien, specielt på faderens side, meget opmærksom på deres datter som er rigtig meget igennem, hun er lige blevet konfirmeret, og er i enorm risiko for selv at få Borderline, grundet alt det hun har været igennem, både med syg storebror og mor! Jeg tror min niece nok skal klare sig for hun er en stærk pige, har hun vist, og det er et spørgsmål om sårbarhed/reciliens (modstandsdygtighed, kan man kalde det) og det er der mange ting der spiller ind på, men en vigtig faktor er støtte fra andre, og din mand lyder til at kunne være en rigtig stærk støtte for jeres kommende børn!

Gør dig selv den tjeneste at læs noget om sårbarhed/recilliens (psykologi), da jeg tror det vil hjælpe dig rigtig meget til at hvile i beslutningen om at få børn, at være bevidst om hvordan du/jeres omgivelser kan være med til at gøre jeres børn modstandsdygtige, og det gælder faktisk for alle (eller i al fald rigtig mange af) de psykiske diagnoseer, ikke at jeg er ekspert, det er jeg langt fra, men synes det er et spændende emne :)

 

Held og lykke med beslutningen :)

tænker at du skriver at borderline er arveligt. jeg er adopteret så jeg ved ikke om jeg har arvet den eller om jeg har fået det gennem miljøet jeg har været i. og når du siger arveligt tænker du så genmæssigt eller er det bare at man bliver påvirket af omgivelserne. hvis jeg kigge på min mor kunne hun da godt have nogle træk til en borderline men ved det ikke. jeg har nok fået den pga svigt ni barndommen. jeg har lært at leve med den og vil rigtig gerne have børn vil bare være ked af at det er min skyld at de skal gå igennem det samme som jeg har. jeg har brugt mange år på at blive medicinfri og nogenlunde kunne begå mig i arbejdslivet. jeg kan godt mærke at jeg ikke er som alle andre men sådan er det.

[L14]

Hej

 

Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer! Jeg har selv kendskab til en kvinde med borderline, som har en voksen dreng. De to har et fantastisk forhold fyldt med kærlighed og respekt. De ser hinanden meget og han har i dag selv fået kone og to børn. Han er ikke ramt af nogle form for psykisk sygdom og hendes borderline er noget sekundært i deres liv. Ud fra det du skriver om dit ønske om at for børn, synes jeg bare, du skal springe ud i det. 

 

Som Superklar skriver, kan jeg også anbefale dig at læse om resiliens. Du kan blandt andet læse Rutter og Ungar (engelsk) eller Peter Berliner, Dion Sommer (dansk). Jeg er stor foretaller for det resiliensteoretiske perspektiv og hvis du har nogle spørgsmål ift. det, spørger du bare løs:) Resiliens handler i korte træk om, hvorfor nogle mennesker klarer sig godt i livet på trods af modstand.

[juliemomme]

jeg har en rigtig god mand der er meget tålmodig og det er også ham der har hjulpet mig så langt som jeg er i dag. vi startede med at være sammen da jeg begyndte at have min depressioner og han har være med hele vejen igennem alle min humørsvingninger, behandlinger og medicinering. han var den eneste der ville være sammen med mig da jeg havde det værst. min familie lukkede mig ude under det hele og det er først nu har jeg har det godt stort set alle dage og ikke har depressioner mere at de vil se mig igen. og jeg ved at også rigtig meget kunne tænke sig børn også fordi han er det ældre end mig skal det også snart til at være. jeg har bare været i tvivl for du kan jo ikke bare få børn og hvis du så ikke magter det alligevel er der jo ikke returret på dem. det er jo noget man binder sig til resten af livet. jeg er bare ret sikker på at der også er utrolig mange glæder ved at få børn. også selv om det kan være hårdt nogen dage.

[SuperKlar]

Når jeg skriver arveligt mener jeg egentlig gen-bestemt... men at det er miljøet der kan få det til at bryde ud... altså vil jeg mene at det er din biologiske mor eller far at du har fået borderline fra, men at det er noget i miljøet omkring dig (det kunne nemt være det svigt du har oplevet) der har fået det til at bryde ud.