Bonusbarn - hvordan griber jeg det bedst an?

[Annemb]

Jeg har en skøn bonussøn på 2½ år. Hans far og jeg har været kærester et lille års tid (bor ikke sammen endnu men har planer om at flytte sammen inden for de næste 4-5 måneder). Selv har jeg en søn, der er ca. tre måneder yngre. Sådan helt overordnet går det faktisk forrygende. Vores drenge kommer godt ud af det med hinanden. Vi har tilbragt det meste af sommeren sammen, og det har været alle tiders. 

Min bonusdreng er glad for mig. Det er jeg ikke i tvivl om. Han snakker meget om mig og min dreng, når vi ikke er der, og han er opsøgende og ofte meget kærlig over for mig, når vi er sammen. Han er hos sin far 5 ud af 14 dage ca. "Problemet" består i, at han ofte bliver ret hys, hvis jeg vil give ham tøj på, skifte ham, hjælpe ham i skoene, med at skære mad i stykker, give ham solcreme på osv. Han skriger op og vil kun have, at hans far gør det. Så sent som i morges havde vi en lille "episode", da jeg skulle hjælpe ham i tøjet. Hans far havde lidt travlt, så jeg hjalp, og han blev helt hysterisk, da jeg ville give ham tøj på. Jeg forsøger at tale stille og roligt til ham på en kærlig men bestemt måde. Jeg opfordrer ham til at hjælpe til og forsøger at aflede ved at snakke om hunden på t-shirten osv. Det havde bare ikke den store effekt. Det er som regel hurtigt ovre igen, men det er lidt frustrerende, at de små praktiske ting i dagligdagen skal udløse sådanne episoder og jeg er meget i tvivl om, hvad vi skal gøre ved det. Havde det været min egen søn, havde jeg nok insisteret på, at min kæreste også godt må gøre disse ting, og det forsøger min kæreste også at gøre, men det er lidt svært for mig at finde ud af hvor langt jeg skal gå, hvis man kan sige det sådan.

Skal man respektere, at han kun vil have sin far til at gøre disse ting eller skal man på en kærlig men bestemt måde stå fast på, at jeg altså også må gøre disse ting? Sådan rent praktisk giver det jo bare god mening, når vi har to børn i samme alder, at når man lige er igang med solcremen fx, kan man lige så godt smøre begge drenge ind osv. Jeg vil jo heller ikke overskride hans grænser, men samtidig føler jeg det også lidt som et nederlag/svaghedstegn, hvis vi altid bare giver efter og siger, at ok, så tager far over. Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdning til, hvordan vi bedst tackler det. Er der nogen, der har oplevet noget tilsvarende?

 

 

[Tinakp]

Jeg synes at det fantastisk at høre hvor godt jeres drenge kommer ud af det med hinanden - og hvor meget du tager hensyn til din bonussøn. Det må være en svær balancegang når man har en på ca samme alder, at skulle dele sol og vand lige. Men jeg synes at det lyder til, at du ved lige præcis, hvad du skal gøre...

Og så til spørgsmålet - som du faktisk selv har svaret på. Eller det kan godt være at der er andre meninger, men min mening er, at du skal følge det, som du selv ville praktisere ifht din egen søn. 

For selvfølgelig er kampene trælse, og dem vil der unægtelig komme flere af i andre situationer. Derfor er det så vigtigt at I nu - selvfølgelig anerkender hans følelser ved at sige, at jeg godt forstå at du synes at det er træls jeg gør det, hvis du lige havde regnet med at din far skulle gøre det. Men lige nu er det altså mig, der gør det. 

Uden at lyde alt for "pædagogisk" - man kan også bruge andre vendinger - men simpelthen give udtryk for at du forstår hans følelser - men at det er dig der er den voksne og har bestemt at sådan er det. 

Hans far kan jo ikke altid være der - der vil være situationer, hvor I er alene... skal du så til at ringe til ham? Eller i institution - der er det jo også andre end hans far, der gør tingene. Hvordan reagerer han der? Jeg tænker at det nok er en overgang, til han har vænnet sig ordentlig til hvordan familieforholdene er. 

[Guest cmbk]

Min bonusdatter er også sådan til tider - især hvis hendes far er i huset. Jeg fortsætter som altid, forklarer at nu er det lige mig der giver tøj på, om vi ikke skal se på hvad der er på tøjet eller noget andet afledning.

Jeg ville blive så ked af det, hvis min kæreste straks kom og tog over!

Men det er rigtig svært at være bonusmor, synes jeg - samtidig med at være mor også

[Guest]

Jeg tænker faktisk omvendt, at du er den voksne og han er en lille dreng, der ikke ser sin far hver dag og selvom han godt kan lide dig og din søn, så lever han en tilværelse med skift, og jeg kan godt forstå, at han har ekstra brug for sin far. Selvfølgelig skal han ikke tyranisere, men jeg ville være forsigtig med at presse for meget på, når han er så lille. Jeg tror, det er far, der skal ekstra på banen med at støtte dig i, at du også kan hjælpe og fx. italesætte, at "han godt kan forstå, at han gerne vil have sin far, men at lige den her opgave godt kan klares uden far, og at far stadigvæk er her indtil på tirsdag, så der skal nok blive tid til at lege med far" eller hvordan det nu måtte være. Pøj pøj med det og hurra for, at jeres unger har det så godt sammen :)

[Guest]

Jeg er enig med de andre. Anerkend at han har det som han har det, men lige nu er det dig.

Få kæresten til at træde i karakter og sige at han er enig med dig i situationen. Og så fylde op på kærligheds kontoen indimellem.

Mie er lige nu MEGET mor glad og jeg skal gøre ALT ifølge hende, det hverken kan eller vil jeg, så hvis det er logisk at det er far jamen så siger jeg noget i stil med "Mie jeg er lige her så kan du komme herhen når du er færdig men lige nu er det altså far der gør det!". I andre situationer er det fint hun får lov at "vælge" men hvis vi først har sagt "far gør" så GØR far (altså selvfølgelig ikke med vold og magt ;) Men med afledning og tålmodighed og brede skuldre). Far kan godt sige hun skal have en ble på og så mærker man hurtigt stemningen og inden hun flejner kan han så sige, "vi to kan lige finde en ble og så kan mor skifte dig." Det skal jo ikke være en kamp for kampens skyld.

[Guest]

Jeg er som udgangspunkt enig med de andre - du er den voksne, og det er dig der bestemmer (sammen med far). Hvis du og far har bestemt at du skærer maden ud, jamen så er det dig som gør det. Hvis I har bestemt at du smører solcreme på - så er det dig der gør det, osv.

Det eneste jeg vil tilføje er, at vi har egentlig altid praktiseret overfor Maja - og nu Aron også - at hvis det er noget hvor der vitterligt ikke ER nogen grund til at det er dig der rejser dig og skifter ble (ex.), så ville jeg lade ham have medbestemmelse.

Maja er jo også bonus, men bor her jo så. Hun har også haft perioder hvor det KUN var far der var ok, og jeg kunne ellers bare hoppe i havnen for hendes skyld. Det har også været omvendt... Men der har vi vurderet fra gang til gang om det var noget vi ville gennemtrumfe bare fordi, eller om der kunne være en mening bag at det skulle være den anden.

Et eksempel: Vi skiftes til at putte børnene, altså jeg putter den ene, U den anden. Maja bliver sur og siger det skal være far som putter i dag. Vi står fast, fordi det er en regel vi har her i huset, at vi skiftes, så begge børn får nogenlunde lige muligheder for at blive puttet af hhv far og mor. Så jeg siger godnat til Aron, og U går ind på værelset med Aron, mens jeg putter Maja.

Eksempel 2: Vi skal spise aftensmad, og vi har hældt op til Maja, og jeg stiller hendes tallerken fra mig mens jeg hælder op til Aron, og siger til Maja at far puster på hendes mad. Maja siger "Nej du skal". Eneste grund til at det var manden der skulle puste på Majas mad den aften, var at så kunne vi komme igang... Så der byttede vi tallerken, og lod hende bestemme.

Det virker måske lidt random, men her i huset er der visse ting som er aftalt og er som de er - ex hvem der putter. Det er altid besluttet på forhånd hvem der laver mad, fordi manden ikke gider lave mad, og så må ungen blive sur over at de skal lege med far der. Men hvem der puster på hvis mad er rent tilfældigt. Vi sidder lige ved siden af hinanden, og det er bare et spørgsmål om at puste på den ene eller anden tallerken. Så er jeg ret ligeglad med hvis tallerken jeg puster på.

Vi lader dem altså få medbestemmelse over nogle ting, og andre ting bestemmer vi.

Præcis det jeg mener :super

[Lovely Lady]

Jeg tænker faktisk omvendt, at du er den voksne og han er en lille dreng, der ikke ser sin far hver dag og selvom han godt kan lide dig og din søn, så lever han en tilværelse med skift, og jeg kan godt forstå, at han har ekstra brug for sin far. Selvfølgelig skal han ikke tyranisere, men jeg ville være forsigtig med at presse for meget på, når han er så lille. Jeg tror, det er far, der skal ekstra på banen med at støtte dig i, at du også kan hjælpe og fx. italesætte, at "han godt kan forstå, at han gerne vil have sin far, men at lige den her opgave godt kan klares uden far, og at far stadigvæk er her indtil på tirsdag, så der skal nok blive tid til at lege med far" eller hvordan det nu måtte være. Pøj pøj med det og hurra for, at jeres unger har det så godt sammen :)

Ret enig her (og meget enig med justme også:-). Jeg har været i mine ekstra-børns liv (2 piger), siden de var ca 4 og 8 - og hvor vi holder fast på, at mit ord gælder lige så meget som fars (nogle gange endda mere, fordi jeg ikke bøjer for plageri ;) ), så har jeg altid gerne givet lidt ekstra plads til, at pigerne kan trænge ekstra til deres far - både fordi de lever med en masse skift, og fordi de simpelthen ikke har ham tilgængelig hele tiden som fuldtidsbørn.

Det er noget med at finde en balance, hvor man tager lidt ekstra hensyn, men ikke får skabt små regenter, der styrer det hele i de-stakkels-delebørns-navn :) Jeg tager også gerne vores søn lidt ekstra, når pigerne er her, så far kan gå med ud at spille fodbold, selvom det egentlig var hans putte-aften - men ville på den anden side protestere, hvis det tog overhånd, for han er jo også stadig vores søns far, selv om pigerne er her.

[Annemb]

Jeg synes at det fantastisk at høre hvor godt jeres drenge kommer ud af det med hinanden - og hvor meget du tager hensyn til din bonussøn. Det må være en svær balancegang når man har en på ca samme alder, at skulle dele sol og vand lige. Men jeg synes at det lyder til, at du ved lige præcis, hvad du skal gøre...

Og så til spørgsmålet - som du faktisk selv har svaret på. Eller det kan godt være at der er andre meninger, men min mening er, at du skal følge det, som du selv ville praktisere ifht din egen søn. 

For selvfølgelig er kampene trælse, og dem vil der unægtelig komme flere af i andre situationer. Derfor er det så vigtigt at I nu - selvfølgelig anerkender hans følelser ved at sige, at jeg godt forstå at du synes at det er træls jeg gør det, hvis du lige havde regnet med at din far skulle gøre det. Men lige nu er det altså mig, der gør det. 

Uden at lyde alt for "pædagogisk" - man kan også bruge andre vendinger - men simpelthen give udtryk for at du forstår hans følelser - men at det er dig der er den voksne og har bestemt at sådan er det. 

Hans far kan jo ikke altid være der - der vil være situationer, hvor I er alene... skal du så til at ringe til ham? Eller i institution - der er det jo også andre end hans far, der gør tingene. Hvordan reagerer han der? Jeg tænker at det nok er en overgang, til han har vænnet sig ordentlig til hvordan familieforholdene er. 

 

 

Mange tak for dit svar :-). Jeg føler egentlig også et langt stykke hen af vejen, at jeg godt ved, hvad jeg skal gøre. Usikkerheden opstår helt klar fordi jeg godt ved at det kan være en stor mundfuld for en lille dreng først at opleve sine forældre blive skilt og skulle vænne sig til to nye hjem og frem og tilbage. Bedst som han er faldet til i det dukker der en ny kvinde og et nyt barn op, som han har skullet vænne sig til - og ikke mindst dele sin far med. Det er jo meget for sådan en lille størrelse, og derfor forstår jeg egentlig godt hans reaktioner. 

Jeg har af og til været alene med begge drenge i kortere tid, og der er ingen problemer, ligesom jeg ikke har indtrykket af, at der er problemer i vuggestuen eller andre steder. Derfor er jeg også ret sikker på, at det udelukkende handler om, at selv om han på den ene side er glad for mig og min dreng og nyder at være sammen med os, så synes han også det er svært at skulle dele sin far, og derfor kommer de reaktioner. Men altså kun når hans far er i nærheden, fordi han så bliver mindet om, at han helst vil have ham til det og han vil måske også gerne vise sin far det. 

Denne weekend er det så faktisk gået rigtig fint. Jeg har både kunnet skifte ham og hjælpe ham af skoene osv. uden problemer. Det er sikkert bare en fase, der går over, og jeg tror også vejen frem må være at bygge det op lige så stille ved at gøre tingene, når det er et godt tidspunkt, hvor han er i det rette hjørne og ellers tage "kampen" i de situationer, hvor det er nødt til at være mig og så netop gribe det an som du skriver og som jeg også forsøger.

I øvrigt tænker jeg også, at mange ting bliver nemmere, når vi først bor sammen og der bliver lidt mindre "frem og tilbage". 

[Annemb]

Min bonusdatter er også sådan til tider - især hvis hendes far er i huset. Jeg fortsætter som altid, forklarer at nu er det lige mig der giver tøj på, om vi ikke skal se på hvad der er på tøjet eller noget andet afledning.

Jeg ville blive så ked af det, hvis min kæreste straks kom og tog over!

Men det er rigtig svært at være bonusmor, synes jeg - samtidig med at være mor også

 

 

Tak for dit svar :-). Ja, jeg forestiller mig egentlig også, at det er en meget normal reaktion i sådan en sammenbragt familie. Jeg forsøger det sammen med afledning og at forklare, at nu er det lige mig, der gør det, men at bagefter skal vi xxx sammen med far.

Min kæreste har nu heller ikke for vane at tage over, og jeg synes også han bakker op om at jeg kan gøre tingene, men han lidt den der tilgang, hvor han kommer til at spørge sin søn om lov til at jeg må give ham sko på osv. Det er jeg selv lidt modstander af, fordi jeg ikke mener, at et barn på den størrelse skal bestemme hvordan sådan nogle ting skal foregå. Jeg synes ofte valgmulighederne i de situationer skader mere end de gavner. Selvfølgelig skal de have medbestemmelse på nogle ting, men jeg bryder mig ikke om at man spørger sit barn om lov til at gøre ting, der skal gøres.

Det kan være lidt en øvelse at være bonusmor, men jeg synes det går bedre og bedre, og jeg nyder det også. Jeg tror faktisk også det er en fordel at komme ind i deres liv mens de er så små og man virkelig har mulighed for at opbygge en tæt relation. Jeg synes det giver min søn meget at have en bonusbror på samme alder, og det giver min kæreste og mig noget "ligevægt" i forholdet, at vi har samme udgangspunkt og begge to bringer et barn ind i forholdet, så vi kan sætte os mere i hinandens sted. Selvfølgelig giver det også flere udfordringer, når man ikke er helt enige, men det er vi heldigvis med langt det meste :-).

[Annemb]

Jeg tænker faktisk omvendt, at du er den voksne og han er en lille dreng, der ikke ser sin far hver dag og selvom han godt kan lide dig og din søn, så lever han en tilværelse med skift, og jeg kan godt forstå, at han har ekstra brug for sin far. Selvfølgelig skal han ikke tyranisere, men jeg ville være forsigtig med at presse for meget på, når han er så lille. Jeg tror, det er far, der skal ekstra på banen med at støtte dig i, at du også kan hjælpe og fx. italesætte, at "han godt kan forstå, at han gerne vil have sin far, men at lige den her opgave godt kan klares uden far, og at far stadigvæk er her indtil på tirsdag, så der skal nok blive tid til at lege med far" eller hvordan det nu måtte være. Pøj pøj med det og hurra for, at jeres unger har det så godt sammen :)

Tak for dit input :-). Jeg er faktisk helt enig med dig, og det er også derfor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg er netop også meget forsigtig med at presse for meget på, fordi jeg jo gerne vil opbygge en god relation til ham. Jeg tror også det er vejen frem, at jeg udviser forståelse for hans følelser omkring det og italesætter at hans far er her osv. Derfor vil jeg heller ikke insistere på at skulle gøre unødvendige ting for ham, hvis hans far lige så godt kan gøre det, men sommetider er det jo bare nødvendigt. Vi sørger i øvrigt også for ikke at være for meget sammen, når min kæreste har sin søn, så de også får deres alenetid sammen, og vi ikke bygger for meget på for hurtigt. Når vi nu bor hver for sig og har muligheden for både at være sammen og hver for sig. Jeg tænker også det skal fortsætte i en eller anden form, når vi flytter sammen, så de fortsat får nogle oplevelser og stunder, der kun er deres. Min søn er kun hos sin far hveranden weekend, og derfor får han jo rig lejlighed til alenetid med mig og min kæreste, mens min bonussøn altid vil opleve, at min søn er her, når han er det.

Men ja, det er fantastisk at de kommer godt ud af det sammen, for det er absolut ikke en selvfølge selvom de er lige gamle :-)

[Annemb]

Jeg er enig med de andre. Anerkend at han har det som han har det, men lige nu er det dig.

Få kæresten til at træde i karakter og sige at han er enig med dig i situationen. Og så fylde op på kærligheds kontoen indimellem.

Mie er lige nu MEGET mor glad og jeg skal gøre ALT ifølge hende, det hverken kan eller vil jeg, så hvis det er logisk at det er far jamen så siger jeg noget i stil med "Mie jeg er lige her så kan du komme herhen når du er færdig men lige nu er det altså far der gør det!". I andre situationer er det fint hun får lov at "vælge" men hvis vi først har sagt "far gør" så GØR far (altså selvfølgelig ikke med vold og magt ;) Men med afledning og tålmodighed og brede skuldre). Far kan godt sige hun skal have en ble på og så mærker man hurtigt stemningen og inden hun flejner kan han så sige, "vi to kan lige finde en ble og så kan mor skifte dig." Det skal jo ikke være en kamp for kampens skyld.

Tak for dit svar :-). Jeg har netop også tænkt, at det jo på mange måder minder om det, jeg ser i andre familier, hvor et barn i perioder kun vil enten sin mor eller far. Der er det måske bare lidt "nemmere" at insistere, fordi man trods alt er forælder til barnet. Men jeg har tålmodighedshatten på og går forsigtigt frem, mens jeg fylder godt op på kærlighedskontoen. God måde at sige det på :-)!

Som jeg skrev tidligere, er det gået rigtig godt denne weekend. Han har opsøgt mig meget, vist mig ting, leget med mig og givet masser af krammere, så det føles som om vi er på rette vej :-). 

[Annemb]

Jeg er som udgangspunkt enig med de andre - du er den voksne, og det er dig der bestemmer (sammen med far). Hvis du og far har bestemt at du skærer maden ud, jamen så er det dig som gør det. Hvis I har bestemt at du smører solcreme på - så er det dig der gør det, osv.

 

Det eneste jeg vil tilføje er, at vi har egentlig altid praktiseret overfor Maja - og nu Aron også - at hvis det er noget hvor der vitterligt ikke ER nogen grund til at det er dig der rejser dig og skifter ble (ex.), så ville jeg lade ham have medbestemmelse. 

 

Maja er jo også bonus, men bor her jo så. Hun har også haft perioder hvor det KUN var far der var ok, og jeg kunne ellers bare hoppe i havnen for hendes skyld. Det har også været omvendt... Men der har vi vurderet fra gang til gang om det var noget vi ville gennemtrumfe bare fordi, eller om der kunne være en mening bag at det skulle være den anden.

 

Et eksempel: Vi skiftes til at putte børnene, altså jeg putter den ene, U den anden. Maja bliver sur og siger det skal være far som putter i dag. Vi står fast, fordi det er en regel vi har her i huset, at vi skiftes, så begge børn får nogenlunde lige muligheder for at blive puttet af hhv far og mor. Så jeg siger godnat til Aron, og U går ind på værelset med Aron, mens jeg putter Maja.

 

Eksempel 2: Vi skal spise aftensmad, og vi har hældt op til Maja, og jeg stiller hendes tallerken fra mig mens jeg hælder op til Aron, og siger til Maja at far puster på hendes mad. Maja siger "Nej du skal". Eneste grund til at det var manden der skulle puste på Majas mad den aften, var at så kunne vi komme igang... Så der byttede vi tallerken, og lod hende bestemme. 

 

Det virker måske lidt random, men her i huset er der visse ting som er aftalt og er som de er - ex hvem der putter. Det er altid besluttet på forhånd hvem der laver mad, fordi manden ikke gider lave mad, og så må ungen blive sur over at de skal lege med far der. Men hvem der puster på hvis mad er rent tilfældigt. Vi sidder lige ved siden af hinanden, og det er bare et spørgsmål om at puste på den ene eller anden tallerken. Så er jeg ret ligeglad med hvis tallerken jeg puster på.

 

Vi lader dem altså få medbestemmelse over nogle ting, og andre ting bestemmer vi.

Tak :-).

Det lyder fornuftigt med at give dem medbestemmelse på nogle ting og lade andre ting være de voksnes beslutning. Når først vi bor sammen tænker jeg også at det bliver lidt nemmere at lave nogle rutiner omkring hverdagstingene. Og ind til da må vi vurdere fra gang til gang og undlade at tage unødvendige kampe og forsøge at komme bedst muligt igennem, der der uundgåelige :-).

[Guest]

Tak for dit svar :-). Jeg har netop også tænkt, at det jo på mange måder minder om det, jeg ser i andre familier, hvor et barn i perioder kun vil enten sin mor eller far. Der er det måske bare lidt "nemmere" at insistere, fordi man trods alt er forælder til barnet. Men jeg har tålmodighedshatten på og går forsigtigt frem, mens jeg fylder godt op på kærlighedskontoen. God måde at sige det på :-)!

Som jeg skrev tidligere, er det gået rigtig godt denne weekend. Han har opsøgt mig meget, vist mig ting, leget med mig og givet masser af krammere, så det føles som om vi er på rette vej :-).

Det lyder rigtig godt! Jeg syntes det at du har så mange overvejelser omkring det gør at i helt sikkert finder den rigtige løsning for jer :)

[Annemb]

Ret enig her (og meget enig med justme også:-). Jeg har været i mine ekstra-børns liv (2 piger), siden de var ca 4 og 8 - og hvor vi holder fast på, at mit ord gælder lige så meget som fars (nogle gange endda mere, fordi jeg ikke bøjer for plageri ;) ), så har jeg altid gerne givet lidt ekstra plads til, at pigerne kan trænge ekstra til deres far - både fordi de lever med en masse skift, og fordi de simpelthen ikke har ham tilgængelig hele tiden som fuldtidsbørn.

Det er noget med at finde en balance, hvor man tager lidt ekstra hensyn, men ikke får skabt små regenter, der styrer det hele i de-stakkels-delebørns-navn :) Jeg tager også gerne vores søn lidt ekstra, når pigerne er her, så far kan gå med ud at spille fodbold, selvom det egentlig var hans putte-aften - men ville på den anden side protestere, hvis det tog overhånd, for han er jo også stadig vores søns far, selv om pigerne er her.

Tak for dit besyv :-). Dejligt med erfaringer fra nogen, der har prøvet det af på egen krop.

Jeg har selv samme tanker om, hvordan det skal være, når vi flytter sammen, hvor min kæreste og hans søn jo ikke har samme muligheder som nu for at få alenetid og indhente det de mister ved ikke at være sammen på fuldtid. Det er helt sikkert en balancegang, der til tider kan være svær, men vi har allerede talt rigtig meget om det, og jeg føler, vi er ret enige. Det handler nok også i høj grad om at komme rigtigt fra start, og der føler jeg, at vi er på rette spor.

Min søns far har selv en bonussøn på samme alder, som bor hos ham og hans kæreste på fuldtid. Der ville jeg nemlig sommetider ønske for min søn, at hans far - bare en sjælden gang i mellem - ville tage sig tid til at være lidt på tomandshånd med vores søn. Det sker desværre aldrig, og det kan jeg jo ikke tvinge ham til, men jeg synes børn, hvis forældre har valgt at gå fra hinanden og starte nye liv med nye partnere og delebørn har "krav" på, at den forælder, de ikke ser så meget, tager sig ekstra tid, når de så endelig er sammen og involverer sig så meget som muligt.