Skruk i "bølger" - andre der har det sådan?

[ErDetSnartNu]

Hej allesammen! 

 

Så blev det tid til min første tråd herinde - jeg håber, I vil tage godt imod mig :) 

 

Jeg trænger til nogen at dele mine tanker med, da mange af mine veninder ikke er nået så langt som jeg er i forhold til babytanker og den slags. 

 

Jeg er 26, min kæreste er 30, vi har en hund på 13 måneder og flyttede i hus for godt et år siden - umiddelbart har vi god plads (både fysisk og i hjertet) til en lille én  :wub Dog bruger vi en del tid og overskud på at renovere på huset, men der er jo ingen, der siger at det behøver at gå SÅ hurtigt når vi pludselig bliver 3. Jeg er studerende (mangler 1,5 år af min kandidatuddannelse) og min kæreste er selvstændig med arbejdsplads i huset, så vi har enormt meget tid og fleksibilitet i forhold til andre, og jeg (vi) mener, at det ville være smart at udnytte den tid jeg stadig er studerende til at få en baby.

 

Mit problem er, at skrukheden for mig kommer i bølger. 

Nogle gange er jeg så skruk, at jeg er ked af det fordi jeg endnu ikke kender det væsen, som skal bo i min mave i 9 måneder. Jeg går og forestiller mig hvordan vi skal synge for det ufødte ban, hvordan mavebillederne skal være, jeg bruger enoooormt lang tid på at lede efter babyudstyr på nettet og og og... :kuller Jeg ser babyer alle vegne og synes jo de er deeejlige. Dog ved jeg ikke altid hvad jeg skal stille op med dem når jeg har dem, men jeg tænker at det mere skyldes at jeg ikke er vant til små børn end at jeg ikke kan finde ud af det. 

 

Andre gange tænker jeg, at vi slet slet ikke er klar - og om der ikke lige vil komme en voksen, som kan fortælle os, hvad vi skal gøre  :rolleyes Jeg elsker mit liv med min kæreste, jeg trives med vores ustrukturerede liv, hvor vi tit ender med at spise aftensmad kl 21 (og drikker et glas vin til...) og jeg nyder den frihed vi har. Dog lever vi på ingen måde det vilde byliv, og jeg tror reelt set ikke det ville føles som om vi gav afkald på så meget igen. Vi føler os i hvert fald ikke begrænsede af at have en hund, og selvom det ikke kan sammenlignes synes jeg alligevel, at vi er kommet skridtet nærmere :)

 

I denne uge er vi begyndt at knalde uden kondom (jeg smed pillerne for 1.5 måned siden og begyndte på folsyre for 3 ugers tid siden) og det er ret vildt - en blanding af spænding, lykke og nervøsitet, og jeg ved ikke om min ambivalens skyldes at det lige pludselig kommer meget tæt på - men vi VED at vi ønsker at få børn, og vi er også meget klar over, at dette er det absolute mest fornuftige tidspunkt i forhold til fleksibilitet, tid i hverdagen og øget sandsynlighed for at få job bagefter. 

 

Er der ikke lige nogen, der kan fortælle mig, at det er normalt at skifte mellem at crave efter en baby, og at komme i tvivl om det er det rigtige? Vi har jo alt hvad der skal til for at skabe et godt liv for en lille én, og jeg føler mig sikker på, at vi vil vokse med opgaven  :loveshower

 

[Dino123]

Jeg har det ligesom dig, kan gå fra at være helt skruk til at synes, at det er det mest skræmmende og sindssyge projekt!

[FruOvervejelse]

Jeg kender det alt for godt! Det ene øjeblik er jeg ved at tude over, at det ikke er lykkes endnu (vi har kul været i gang i to mdr), det andet tænker jeg på alle de ting, jeg skal gå glip af. Min mands 30års, rejser, mm. Jeg tænker, det er ret normalt, når det bliver mere virkeligt

[diazbebs]

Velkommen til! :loveshower  :balloons  Du er kommet til det rigtige sted! Her kan man lufte sine tanker og de er dejlige og hjælpsomme herinde.

[ErDetSnartNu]

Jeg har det ligesom dig, kan gå fra at være helt skruk til at synes, at det er det mest skræmmende og sindssyge projekt!

 

 

Jeg kender det alt for godt! Det ene øjeblik er jeg ved at tude over, at det ikke er lykkes endnu (vi har kul været i gang i to mdr), det andet tænker jeg på alle de ting, jeg skal gå glip af. Min mands 30års, rejser, mm. Jeg tænker, det er ret normalt, når det bliver mere virkeligt

Hvor er jeg glad for at høre at jeg ikke er alene!  :kiss Spørgsmålet er nu bare, om vi 3 er normale eller skingrende skøre  :D  :glad Kender I det med, at man kan have helt dårlig samvittighed overfor det endnu-ikke-undfangede foster fordi man ikke glæder sig vildt til det hele tiden? Jeg har også lidt dårlig samvittighed overfor min kæreste de dage, hvor jeg ikke er skruk-skruk, for hele det her babyeventyr var min idé (som han så er med på nu, og han glæder sig også) så hvis jeg har "overtalt" ham og så nogle gange føler, at jeg trækker lidt i land, så får jeg lidt følelsen af, at jeg ikke er fair. 

Men så igen - i dag har jeg ikke været skruk-skruk, men skulle da liiiige tjekke babyafdelingen i Ikea (og baby(lege)tøjet) i Bilka, og så står jeg jo ogå smiler over hele hovedet - så helt galt er det nok ikke  :wub

[ErDetSnartNu]

Velkommen til! :loveshower  :balloons  Du er kommet til det rigtige sted! Her kan man lufte sine tanker og de er dejlige og hjælpsomme herinde.

Tak for velkomsten - I lyder så søde herinde at jeg godt "tør" være med  :loveshower

[Barbamama]

Velkommen her til :balloons

Jeg tror faktisk at det er de færreste, der er 100% afklarede og har kæmpe babylyst HVER dag og HELE tiden. Det er i hvert fald mit indtryk at selv dem, der kæmper længe, kan få det sådan lidt "fuuuuuck, hvad har vi gang i?!" når de endelig får de to streger.

Selv har jeg allerede en søn, så jeg ved, hvor meget skønt, der venter, når vi får en mere :wub Men derfor kan jeg stadig godt have dage, hvor jeg er mindre skruk end andre dage. Jeg er sikker på, at det er fuldstændig normalt :)

[Guest]

Her er gudskelov plads til alle, og altid plads til en mere.

Dine følelser er helt normale! Men selvom et barn ændre nogen ting, så er der jo også masser af ting man stadig kan.

Vi putter indimellem Simon, og når han så er lagt hygger vi med lidt ekstra god mad og lidt kærestetid...

Derudover er det fantastisk at se verden gennem sit barns øjne, det er de særeste ting der kan begejstre og vække vild glæde.

Nu venter vi nr. 2 og 3 og jeg skal ærligt indrømme at jeg gik i total panik da jeg hørte at der var to, men nu har vi haft et par dage og nu glæder vi os. Men er sikker på at jeg nok skal nå at panikke en gang eller to mere inden termin bare fordi....

Held og lykke med projektet!

[Mannie]

Det er over 2 år siden vi gik i gang og i starten var jeg meget skruk, og synes det var vildt at vi var i gang.

Men det lykkedes desværre ikke så let for os, og til tider var jeg sådan helt: så kan det også bare være ligemeget! Lad os droppe det!

Nu hvor jeg er 6 mdr henne har jeg stadig dage med en frygt for det ukendte vi bevæger os ud i, og tanker om at vi jo egentlig har det godt nok nu og sikkert godt liiiiige kunne vente lidt endnu faktisk, for vi mangler jo stadig at...blablabla... Dårlige undskyldninger ;)

Så det er helt normalt at "fortryde" lidt engang i mellem ;)

[ErDetSnartNu]

Hvor er jeg glad for jeres svar, det beroliger mig i forhold til om vi nu burde fortsætte med PB når vi nu ikke er super-skruk hele tiden :) Jeg har godt nok hørt det med, at man ikke bliver helt klar før man står i det, og den tese holder jeg mig til, for hvis vi ikke er helt klar nu (hver dag altså) så tror jeg heller ikke vi bliver det senere :) Vi kunne måske godt tænke os at have rejst lidt mere, men spørgsmålet er, om vi overhovedet ville få det gjort når vi i forvejen er dårlige til at komme afsted og i stedet bruger pengene på at renovere hus. Jeg tror det med PB er noget man bare må springe ud i når man har lysten, tiden, pladsen og overskuddet, og så må brikkerne falde på plads hen ad vejen  :)

 

 

Hvordan og hvornår vidste I, at I var klar? Altså, ikke blot at I havde lyst, men at I var klar? 

[ErDetSnartNu]

Det er over 2 år siden vi gik i gang og i starten var jeg meget skruk, og synes det var vildt at vi var i gang.

Men det lykkedes desværre ikke så let for os, og til tider var jeg sådan helt: så kan det også bare være ligemeget! Lad os droppe det!

Nu hvor jeg er 6 mdr henne har jeg stadig dage med en frygt for det ukendte vi bevæger os ud i, og tanker om at vi jo egentlig har det godt nok nu og sikkert godt liiiiige kunne vente lidt endnu faktisk, for vi mangler jo stadig at...blablabla... Dårlige undskyldninger ;)

Så det er helt normalt at "fortryde" lidt engang i mellem ;)

Tillykke med din graviditet!  :loveshower

Haha, jeg er næsten glad for at høre at du små-panikker lidt selvom I havde 2 år at forberede jer i - så kan jeg trods alt ikke være SÅ skør når jeg har det sådan overfor en ny beslutning :-D

[Mannie]

Tillykke med din graviditet!  :loveshower

Haha, jeg er næsten glad for at høre at du små-panikker lidt selvom I havde 2 år at forberede jer i - så kan jeg trods alt ikke være SÅ skør når jeg har det sådan overfor en ny beslutning :-D

Nej helt tosset er du ikke ;)

Tror det er meget normalt. Tror at uanset hvor meget man føler sig klar eller ikke klar, så er det noget der kommer når det kommer.

Har hvertfald lært at det ikke kan planlægges! Og det måske er meget godt ;)

[Barbamama]

Hvor er jeg glad for jeres svar, det beroliger mig i forhold til om vi nu burde fortsætte med PB når vi nu ikke er super-skruk hele tiden :) Jeg har godt nok hørt det med, at man ikke bliver helt klar før man står i det, og den tese holder jeg mig til, for hvis vi ikke er helt klar nu (hver dag altså) så tror jeg heller ikke vi bliver det senere :) Vi kunne måske godt tænke os at have rejst lidt mere, men spørgsmålet er, om vi overhovedet ville få det gjort når vi i forvejen er dårlige til at komme afsted og i stedet bruger pengene på at renovere hus. Jeg tror det med PB er noget man bare må springe ud i når man har lysten, tiden, pladsen og overskuddet, og så må brikkerne falde på plads hen ad vejen :)

Hvordan og hvornår vidste I, at I var klar? Altså, ikke blot at I havde lyst, men at I var klar?

Til dit sidste spørgsmål: Når lysten til at få en baby fyldte mere end frygten/bekymringerne :) Selvfølgelig er det rart at have tjek på nogle ting inden, men på et tidspunkt blev vi bare enige om, at nu prøver vi, og så ser vi, hvad der sker. :)

Ved vores første var min mand lige blevet færdiguddannet og havde fået job, mens jeg havde 2 år tilbage af kandidaten. Vi havde ikke mange penge, men lyst, overskud og et kontor, som blev til børneværelse.

Denne gang er jeg lige blevet færdiguddannet, men jeg har ikke fået job og tiden vil vise om jeg når at få det inden, jeg bliver gravid. Min mand starter uddannelse igen til efteråret og vi har stadig ikke mange penge, og den nye baby kommer til at dele værelse med vores store dreng i starten. Og vores søn sover stadig ikke igennem. Men vi føler, at det er nu, og at vi kan klare det. Vi har ikke mange penge, men vi har nok. Vi har ikke meget plads, men vi har nok. Og vi har kærlighed, overskud og en god familie som gerne hjælper. Så det skal nok gå :)

Og det skal det også for jer - det lyder da til at I har fine "rammer" til at få et barn :)

[ErDetSnartNu]

Til dit sidste spørgsmål: Når lysten til at få en baby fyldte mere end frygten/bekymringerne :) Selvfølgelig er det rart at have tjek på nogle ting inden, men på et tidspunkt blev vi bare enige om, at nu prøver vi, og så ser vi, hvad der sker. :)

Ved vores første var min mand lige blevet færdiguddannet og havde fået job, mens jeg havde 2 år tilbage af kandidaten. Vi havde ikke mange penge, men lyst, overskud og et kontor, som blev til børneværelse.

Denne gang er jeg lige blevet færdiguddannet, men jeg har ikke fået job og tiden vil vise om jeg når at få det inden, jeg bliver gravid. Min mand starter uddannelse igen til efteråret og vi har stadig ikke mange penge, og den nye baby kommer til at dele værelse med vores store dreng i starten. Og vores søn sover stadig ikke igennem. Men vi føler, at det er nu, og at vi kan klare det. Vi har ikke mange penge, men vi har nok. Vi har ikke meget plads, men vi har nok. Og vi har kærlighed, overskud og en god familie som gerne hjælper. Så det skal nok gå :)

Og det skal det også for jer - det lyder da til at I har fine "rammer" til at få et barn :)

 

Tak for et rigtig godt svar :kram