20 måneder og bange for at mor går

[Annemb]

Hej med jer.

Min søn på 20 måneder er pludselig gået fra at være en glad og tryg lille dreng, der nemt falder i søvn selv, sover hele natten og elsker at være hos andre end sin mor, til at være meget tryghedssøgende, sove dårligt, være svær at putte og kun ville sin mor. Det er sikkert bare en fase, som hænger sammen med at han er ved at blive bevidst om, at når mor går, kan der godt gå noget tid før hun kommer tilbage. Oplever I andre med børn i den alder noget tilsvarende?

Jeg er alene med min søn og har været det siden han blev født, så jeg har ikke mærket så meget til de der "kun mor duer" eller "kun far duer"-faser tidligere, og det er meget muligt, at det er det der sker for min søn lige nu. Han er hos sin far hveranden weekend fra lørdag morgen til søndag eftermiddag, og det plejer at gå rigtig fint, men denne weekend var han for første gang ked, da jeg afleverede ham hos sin far. Weekenden gik dog fint og han sov (som altid) helt fint hos sin far. Da jeg så fik ham hjem i går, var han også i fint humør, men meget ked, da han skulle puttes og vågnede ked af det mange gange i løbet af natten. Jeg har svært ved at vurdere, hvor meget af det der er en helt almindelig fase, mange børn går igennem, og hvor meget der kan være en reaktion på at være delebarn.

 

Når han ser mine forældre, som han ellers er fuldstændig vild med, vender han sig straks mod mig, som om han vil sige, "nu må du ikke gå fra mig mor", og det er altså ikke fordi han bliver passet ret tit. Det er faktisk flere måneder siden han har haft en overnatning hos mine forældre. Han bliver også oftere ked, når jeg afleverer ham i vuggestue, men den største ændring er nætterne. Før kunne jeg lægge ham op i seng, kysse ham godnat og gå ud igen, og så sov han efter få minutter eller lå måske og snakkede lidt i et stykke tid. Nu er han helt ulykkelig, hvis jeg vil gå ud. Jeg er begyndt at gøre mere ud af putteritualet og sidde med ham og læse bøger inden han bliver puttet, synger godnatsang og nusser ham, for netop at give ham ekstra tryghed. Det er bare ikke altid nok. Derudover vågner han virkelig mange gange hver nat lige pludselig. De første 5-6 gange kan jeg får ham til at falde i søvn igen ved at snakke beroligende til ham og give ham sutten, men så på et tidspunkt vil han bare ikke have at jeg går, og jeg ender som regel med at tage ham med ind i min seng, hvor han så sover videre. Jeg vil virkelig gerne undgå, at han skal til at sove i min seng næsten hver nat, men jeg vil selvfølgelig også have at han er tryg.

 

Hvordan håndterer I andre sådan en periode som denne, hvis I altså har oplevet/oplever noget tilsvarende?

[My love]

Vi er inde i en periode der minder. Der er intet om dagen andet end vores datter er mere tryghedssøgende. Og når hun puttes om aften er der heller ikke noget, men om natten er jeg oppe 1-3 gange fordi hun græder, god et eneste der hjælper hende er flasken og så sover hun med det samme. Men man er træt og kan næsten ikke hænge sammen fordi det er sådan hver nat og man har konstant hovedpine.

I nat prøver jeg at hun skal sove ved mig. Det er min sidste mulighed nu føler jeg