Baby der ikke vil spise - erfaringer?

[MrsAndersen]

Jeg leder simpelthen med lys og lygte efter andre der har eller har haft en baby der bare ikke rigtigt vil spise.

Hvis I har læst i min tråd så ved I at min lille Christine synes at alt andet end at spise er interessant - og derfor har vi i øjeblikket en sonde i hende så vi kan sikre at hun får nok næring.

Ligeledes skal vi i forløb på spædbarnspsykiatrisk på Glostrup Hospital.

Så - andre herinde der har prøvet spiseproblemer (måske af den mere alvorlige art), sonde osv?

Jeg læser meget på nettet om babyer med samme problem som vores Christine men tænker bare på om der er nogen herinde at erfaringsudveksle med - eller nogen der kender nogen? Jeg synes jeg føler mig sådan lidt alene i den her situation, nok også fordi den (heldigvis da) er så sjælden.

[Bolsin]

Har sendt dig en PM :kram2

[Susanne]

Vi havde også problemer med Anna og maden, men slet ikke i samme omfang som Jer.

En vi kender fik en dreng et par måneder f'ør Anna kom til og de var også tilknyttet en afdeling på Bispebjerg (tror jeg) for små børn med spiseforstyrrelser. Det var en lang og sej kamp, men deres dreng er i dag næsten 2 år og har ingen problemer med mad :)

Jeg håber I kan få noget hjælp og vejledning :kiss

[MrsAndersen]

Har slet ikke haft spiseproblemer af Christines størrelse - overhovedet!!! Jeg har kun en dreng som synes alt andet er mere interessant, og som nægter at spise hvis fx han får noget galt i halsen eller lignende - også selvom han kun har spist et par mundfulde. Da han var 3 mdr begyndte han pludselig at spise markant mindre end ellers, fordi han simpelthen skulle være med i alt.

Det som hjælper ham er at jeg ikke går i panik. Nu er Aron jo absolut ikke en lille fyr, og han kan sagtens tåle en dag med begrænset mad, men jeg må indimellem acceptere at han fx ikke spiser et helt måltid, fordi hvis jeg presser ham, så de næste flasker stritter han imod, og den eneste måde jeg kan få ham til at spise igen på, er at jeg accepterer at lige nu vil han ikke. Sætter flasken væk, og venter absolut minimum en time. Det bedste er faktisk hvis jeg venter 2,5 - 3 timer - også selvom han ikke har spist overhovedet. Så kan jeg som regel få brudt cirklen efter et par forsøg.

Et eksempel: Jeg havde lavet mos til ham, og manden pressede ham til at spise det meste under protester. Jeg har siden ikke kunnet få ham til at spise broccoli / blomkålsmos, fordi han forbindet det åbenbart med at blive presset.

Det er SLET ikke så svært som med Christine, men Aron er sgi en lille klump når det kommer til at spise, og så må jeg bare sætte min lid til at han er en stor baby, som absolut ikke tager skade af ikke at spise så meget.

Åh ja, vores problem er jo netop at Christine aldrig har været en stor baby så derfor har det været svært at acceptere at hun har spist markant mindre, men det har jo så også været næsten hver dag og ikke bare en gang imellem. Kunne godt forestille mig at hun ligesom Aron ville reagere hvis hun virkelig blev presset til at spise når hun ikke ville. Men det synes jeg ikke vi har gjort - vi har bare brugt uforholdsmæssigt megen tid på hvert måltid og skulle måske i stedet acceptere at hun bare ikke ville spise. Men jeg tror så resultatet ville have været en meget dehydreret baby.

Kan godt forestille mig at vi, når Christine vejer noget mere, bedre vil kunne acceptere at hun ved et måltid bare ikke vil spise så meget eller måske intet - fordi så kan hun tåle det. Det foreslår de også på hospitalet - men det er ikke endnu, lige nu skal vi bare have fyldt hende op.

Det lader til at Aron ligesom Christine er meget mere interesseret i omgivelserne end at spise - og det passer meget godt med af det blev mere markant ved 3-månedersalderen for det er også nu, Christine for alvor er blevet slem til at fokusere på alt muligt andet.

Tak fordi du lige delte :kiss

[MrsAndersen]

Har sendt dig en PM :kram2

Tak, søde du - den er meget værdsat. Skal nok svare snarest :kram2

[MrsAndersen]

Vi havde også problemer med Anna og maden, men slet ikke i samme omfang som Jer.

En vi kender fik en dreng et par måneder f'ør Anna kom til og de var også tilknyttet en afdeling på Bispebjerg (tror jeg) for små børn med spiseforstyrrelser. Det var en lang og sej kamp, men deres dreng er i dag næsten 2 år og har ingen problemer med mad :)

Jeg håber I kan få noget hjælp og vejledning :kiss

Ja, det kan jeg huske, du nævnte på et tidspunkt - var det ikke fordi hun var låst i nakken?

Åh det er godt med en succeshistorie med et barn med spiseforstyrrelse - Bisbebjerg er en af de afdelinger af spædbarnspsykiatrisk de har, hvor vi skal til Glostrup.

Puh, vores ophold på afdelingen i Herlev har bare gjort at jeg har fået set alt for mange lidt ældre børn der ikke ville spise og jeg er bare så bange for at Christine tager problemet med sig i fremtiden :(

Tusind tak for historien :kiss

[Susanne]

Ja, det kan jeg huske, du nævnte på et tidspunkt - var det ikke fordi hun var låst i nakken?

Åh det er godt med en succeshistorie med et barn med spiseforstyrrelse - Bisbebjerg er en af de afdelinger af spædbarnspsykiatrisk de har, hvor vi skal til Glostrup.

Puh, vores ophold på afdelingen i Herlev har bare gjort at jeg har fået set alt for mange lidt ældre børn der ikke ville spise og jeg er bare så bange for at Christine tager problemet med sig i fremtiden :(

Tusind tak for historien :kiss

For vores vedkommende var det en kombination af flere ting, tror jeg, men jo, en af hovedårsagerne var helt sikkert, at det gjorde ondt på hende at ligge i ammestilling og det fattede jeg først alt for sent. Så jeg prøvede lidt for ihærdigt, at få hende til at spise alligevel og hun er af et sådant sind, at det kunne hun ikke abstrahere fra igen.

Mit allerbedste råd er, at slappe af omkring det. Jeg VED godt det er vildt svært (frygten for at Anna får for lidt at spise sidder stadig dybt dybt i mig, så tro mig, jeg ved det), men det er virkelig af stor betydning. Måske er det lidt noget andet, når hun rent faktisk måske 'er syg' - det ved jeg ingenting om, men hos os var det tydeligt på Annas reaktion, når jeg hhv. var stresset over det eller var afslappet omkring det og accepterede at hun sagde nej og troede på hun nok skulle spise når hun blev sulten nok. For Anna handlede det meget om, at der ikke er nogen der skal bestemme hvad hun skal spise og hvornår - og sådan er det stadig. Efterhånden som hun kunne spise maden selv, forsvandt alle spændinger og bekymringer omkring det og så spiste hun helt normalt; stadig måske mindre end gennemsnittet, men hun får det hun har brug for :) Hun er dog ret 'kræsen' og har ikke et problem med at være sulten, så hvis det man serverer ikke behager hende, så lader hun bare være med at spise noget og det er ret frustrerende, for på den lange bane betyder det for lidt søvn og virkelig sur og kortluntet Anna <_< Men jeg har lært signalerne og så får hun tilbudt en portion havregryn med mælk og kanel, risengrød eller yoghurt med koldskål, havregryn og kammerjunkere og så er alting godt igen ;)

Jeg ønsker Jer alt det bedste! Det er ubeskriveligt hårdt at være bekymret for om ens barn får nok at spise! :kiss

[Bolsin]

Tak, søde du - den er meget værdsat. Skal nok svare snarest :kram2

Du svarer bare når du får tid ;)