Mistede venskaber i forbindelse med at blive mor?

[Barbamama]

Nu er der jo en del af jer herinde, der er (kommende) mødre, og derfor kan I måske se min situation fra den anden side...

Sagen er den, at min (såkaldt) bedste veninde, som jeg har været veninde med siden 2. klasse er ved at glide lidt fra mig og mere blive en perifer veninde. Og jo, der var måske nok en smule knas allerede da vi "bare var unge piger uden forpligtelser", men det føles bare lidt som om at hendes børn og mit bryllup har drevet lidt en kile imellem os, og jeg forstår det ikke helt, og det gør mig ked af det. :(

Jeg har truffet nogle dumme valg i forbindelse med mit bryllup og med hvor meget hun skulle være med. Og jeg har undskyldt og vi er sådan set ikke uvenner mere. Men det er som om at vi alligevel ikke helt kan blive helt "pot og pande" igen. Idag skulle vi have været ude og spise, og jeg ville så have inviteret hende med ud og se min kjole på lørdag (Hvilket er STORT fordi jeg har været SÅ mega øm over min kjole, og hun vil i givet fald være en ud af de tre mennesker, der kom til at se den. Udover hende er det KUN min mor og min svigerinde, der skal hjælpe min HTB med at finde sit tøj, der ser den). Men hun måtte melde afbud fordi hendes kæreste var blevet syg og derfor ikke kunne passe børnene. Og det kan hun selvfølgelig ikke gøre for, men det var alligevel lidt som om at det var meget kendetegnende for vores forhold som det er nu... At jeg har fokus på bryllup og hun på børn, og så kan vi ikke rigtig finde ud af at mødes.

Det er bare som om, at hun ikke rigtig har været interesseret i mit bryllup. Hun kan SLET ikke forestille sig selv at blive gift, hun har jo pt. børnene som det helt store i hendes liv.

Og omvendt er det som om, at jeg ikke kan "give" hende noget mht. børnene. Jeg forsøger at engagere mig og jeg kan vildt godt lide hendes børn, men jeg kan da også godt forstå, at hun hellere vil ses med hendes svigerinde som har børn, end med mig, der ikke lige tænker over at man ikke så godt kan slæbe barnevogne med rundt i tøjbutikker og at man skal time dagen, så middagslure passer ind og sådan.

Det er lidt som om at vi bare slet ikke er på bølgelængde, fordi der sker to så store og så forskellige ting i vores liv samtidig... Og det er som om, at jeg ikke engang rigtig kan tale med hende om det, for vi misforstår pt. hinanden ENORMT nemt...

Så ved egentlig ikke, hvad jeg vil med det her indlæg... Måske høre nogle solstrålehistorier om nogen, der har været i samme situation, men hvor venskabet vendte tilbage igen? :-D Eller bare have et kram? :)

[Guest]

jeg er sikker på at i nok skal finde hinanden igen. Jeg har haft veninder fra folkeskolen, som jeg on og off ser. Vi har perioder, hvor vi ikke rigtig ser eller snakker med hinanden fordi vi begge har travle liv, men når vi så ses, så går snakken på livet løs og som om vi lige har været sammen...

Og ja eftersom hvor man er i livet finder man venner...

Jeg er sikker på, at når jeres bryllup er overstået og jeres fokus kommer på børn, så kommer venskabet igen

[sala]

:kram Har ikke en masse kloge ord til dig, men du kan få en masse :kram :kram :kram :kram :kram

Kram

Rikke

[Barbamama]

Tak søde piger, jeg håber I har ret :kram

[Banshee]

Jeg er helt enig med Vanni...

Jeg havde en veninde som fik børn, og det var også en svær periode - for alt i hendes liv handlede om børn, mens mit liv på daværende tidspunkt var noget til at opgive tanken om børn og i stedet nyde livet med fester, cafeture, tøj og uddannelse...

"Desværre" er jeg jo så nu nået til det punkt hvor jeg tænker hus, børn og bryllup... Og nu er hendes drenge blevet "store" 6-7 år, og hun er gået fra faren som har dem hver anden weekend - så nu vil hun gerne i byen, feste og alt det - og jeg har ikke lysten til det mere...

Alligevel ses vi - holder kontakten og forsøger at finde en bølge vi kan "være sammen om"..

Men jeg tror på det skal lykkedes :) Og så for dig/jer :D

[TroldeMor]

Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan i har det...

Jeg har på en måde været det samme igennem med min egen bedste veninde...

Vi var begge single, og boede i lejlighed sammen for 5 år siden... Så fik vi begge kærester, flyttede fra hinanden, og sås ikke særlig meget i en periode... Vi var jo begge så forelskede ;)

Men da der faldt ro over det fandt vi hinanden igen...

Mit liv de efterfølgende år:

Flyttede i hus

Fik hund

Byggede hus

Blev gift

Blev gravid

Hendes liv de efterfølgende år:

Flyttede i lejlighed

Blev single

Blev sygemeldt

Flyttede hjem til sin far

Og det er så der vi står nu....

Så vi har VIRKELIG skullet over nogle hurdles mht. vores venskab... Vi har jo helt forskellige liv og helt forskellige problemer...

Men jeg synes alligevel vi har været gode til at finde sammen igen, hver gang der er sket et skred i mit eller hendes liv.

Jeg tror det handler om at man gør noget ud af at sætte sig ind i hinandens situation. Og samtidig give venskabet plads til at IKKE kun at handle om hinandens umiddelbare situation.

Det der har taget hårdest på vores venskab har helt sikkert været min graviditet... Efter jeg fortalte hende om det, gik der flere måneder hvor vi stort set ikke snakkede sammen... Indtil vi blev enige om, at det her kunne vi godt klare... Og så tog hun med mig ud og shoppede babyting, og jeg tog med hjem til hende og holdt pyjamas-party og hyggede og snakkede hele natten...

På den måde fik vi lissom bevist at vi stadig havde hinanden... Selv om alting ændrer sig...

Og vi er nu begge to meget mere afslappede omkring det hele...

Ej måske ender det her med at være en værre gang rod...

Men det jeg mener er, at måske skal i huske at der BÅDE skal være plads til at hun sætter tid af til dig og brylluppet... og OGSÅ til at du sætter tid af til hende og børnene.

Og vigtigst af alt... At i sætter tid af til HINANDEN, uden at det handler om hverken børn eller bryllup!! Altså, tager ud og hygger jer, i biffen, på café eller hvad i nu kan lide...

På den måde anerkender i hver især hinandens liv, og samtidig holder i fast i jeres venskab, der betyder mere, end hvad der lige sker i den andens liv lige nu...

Giver det nogen mening overhovedet?

Ellers sig lige til, så skal jeg prøve at forklare det bedre... er vist lidt træt :blush

Men kan hvert fald sende dig en hel bunke :kram2 :kram2 :kram2 :kram2 :kram2 :kram2

[mille1981]

Jeg kan godt forstå dig... Og jeg tænker tit over hvor meget det egentlig tærer på venindeforhold at man er forskellige steder i livet.

:kram :kram :kram :kram

[Guest DitteWisti]

Jeg tror det variere meget afhængig af personerne, personlighederne og de ting der er sket forud og skal til at ske..

Jeg har mistet en ven eller to da jeg skulle giftes da de blev så giftige og fortørnede over at jeg havde valgt dem fra. Havde dog tilbudt dem at de kunne komme med i kirken, men det var de ikke tilfredse med..

Den gjorde rigtig ondt, da jeg havde gjort hvad jeg kunne i den bedste mening..

Generelt efter jeg er flyttet far min hjemø har jeg mistet rigtig mange venner og veninder. Forstået mest sådan at jeg ikke decideret har mistet dem, men vi ses heller ikke, eller snakker sammen på samme basis som da jeg boede indenfor 13 km radius af dem alle.

Jeg tror helt sikkert på at ønsker man et venskab skal varer ved kræver det en hård kamp, meget i at forsøge at få et venskab til at fungerer og fortsætte, hvis den anden fra begge sider. Det nytter intet at den ene part ligger rigtig part ikke gør det tilsvarende. Så på et punkt bliver den hårdt arbejdende part træt af at kæmpe og ligger det hele på hylden, og den dag den anden part så forsøger at ligge kræfter i det, er den første part "long-gone"...

Hvis du forstår :) Det blev et lidt rodet indlæg!

[Barbamama]

Hov, jeg har da aldrig fået opdateret hvordan det går med venskabet... :)

Jeg synes vi har fundet hinanden lidt igen... Det bliver nok aldrig HELT det samme, men det kan jeg godt acceptere, for vi er jo heller ikke de samme personer længere, vi har udviklet os og er i nye situationer i livet.

Veninden endte med at komme med ud og se min brudekjole. Det virkede stadig ikke som om at det sagde hende ret meget, men hun var da med, og jeg tror at hun var glad for at jeg gerne ville have hende med, selvom selve kjolen ikke var noget hun gik så meget op i (giver det mening? :huh )

Og jeg har lige været med til hendes datters barnedåb... Og der havde hun nok mere tilfælles med hendes svigerinde og en anden veninde, der begge lige havde en lille også, men jeg følte mig nu ikke udenfor og det var vældig hyggeligt. :)

Så jeg tror, at vi er nået til et punkt, hvor vi er gode venner og hvor det "kører", selvom vi måske ikke er helt uadskillelige og deler-alt-veninder, som vi var engang :) Og det er faktisk okay. :)

[Guest DitteWisti]

Hov, jeg har da aldrig fået opdateret hvordan det går med venskabet... :)

Jeg synes vi har fundet hinanden lidt igen... Det bliver nok aldrig HELT det samme, men det kan jeg godt acceptere, for vi er jo heller ikke de samme personer længere, vi har udviklet os og er i nye situationer i livet.

Veninden endte med at komme med ud og se min brudekjole. Det virkede stadig ikke som om at det sagde hende ret meget, men hun var da med, og jeg tror at hun var glad for at jeg gerne ville have hende med, selvom selve kjolen ikke var noget hun gik så meget op i (giver det mening? :huh )

Og jeg har lige været med til hendes datters barnedåb... Og der havde hun nok mere tilfælles med hendes svigerinde og en anden veninde, der begge lige havde en lille også, men jeg følte mig nu ikke udenfor og det var vældig hyggeligt. :)

Så jeg tror, at vi er nået til et punkt, hvor vi er gode venner og hvor det "kører", selvom vi måske ikke er helt uadskillelige og deler-alt-veninder, som vi var engang :) Og det er faktisk okay. :)

Det er dejligt at høre :D:D Fortsæt den gode stil :)

[Guest baby2011]

Det er super dejligt at høre :)

For det kan bare gøre rigtig ondt når man "mister" en veninde eller vokser i hver sin retning.. Vi har også et vennepar som vi var rigtig meget sammen med i mange år, men så fik vi barn og har en mere på vej uden de har fået nogle og nu er vi også meget langsomt ved at glide fra hinanden og det gør mig også meget ked af det :( Engang kunne vi alt sammen, nu kan vi ikke ret meget sammen.. Jeg kan se på facebook at dem de er sammen med nu er dem uden børn, så om jeg vil det eller ej må jeg nok konstanterer at vores børn er i vejen for det venskab, men sådan er det nu engang... Så har vi heldigvis så mange andre venner der har børn som vi ser ofte :loveshower :loveshower Men ondt, det gør det..

Men jeg er glad for at læse i trods alt har fundet hinanden igen og jeg håber det varer ved :)