Tanker ang. separationsangsten

[Bamse&Kylling]

Jeg er gentagende gange blevet spurgt, om ikke A har haft en periode, hvor hun hellere vil være hos mig end sin far eller generelt andre mennesker. Indtil videre har det aldrig været sådan - far og mor er heldigvis stadig lige gode :)

Nu tænker jeg så lidt, den periode kommer jo nok på et eller andet tidspunkt. At hun enten kun vil mor eller at hun vil mor og far, men ingen andre.!

Derfor ville det være interessant at høre, hvad I andre tænker om separationsangsten eller hvordan I taklede den (jer som har været der).

Jeg tænker, skal man HELE tiden tage barnet op/over til far og mor, når de vil?

Eller skal de lære, at de evt. kan sidde hos mormor mens mor er liiiige ved siden af, og at det er okay? - selvom barnet muligvis græder/hulker?

Hvad tror I, er den bedste/mest hensigtsmæssige måde at komme igennem fasen på?

Jeg har ikke selv tænkt meget længere end disse spørgsmål, så har ingen svar :P men kom glad med kommentarer :tak

[Guest]

Nu har vi jo ikke oplevet seperations angsten endnu, men som dig gør jeg mig nogle tanker!

Vi har oplevet en periode hvor Mie var MEGET sensitiv, og der tog vi hende HVER gang, om det var det deer hjalp eller ej ved jeg ikke, men hun er i hvert fald mere "robust" nu!

Jeg vil lytte til hendes behov i så vid udstrækning som muligt. Vi er allerede begyndt på "kuk kuk BØØØØØH" legen og hun elsker den, det læste jeg et sted kan afhjælpe, fordi de finder ud af at mor/far er lige på den anden side af dynen/stof kluden/muren/døren/badeforhænget m.m.

Da det var aller værst snakkede jeg med SP om det og hun gav rigtig gode råd der virkede på det tidspunkt. Når Mie blev ked af det når andre snakkede til hende skulle vi virkelig være bevidste om at tale i High Pitch, for man normalt vil gå i "Nåårh" tonelejet. I stedet skal man vise med total overdrevet kropssprog at alt er ok. Dvs kæmpe smil og glad stemme. Hvis hun blev ked skulle vi ikke gå vores vej med hende, men tage hende op og trøste og så vise den hun reagerede på og fortælle at det altså er HEEEEELT ok og hun/han er SLEEEEEET ikke farlig osv.

Jeg tænker også at man kan træne ved at sidde med barnet, lige så stille liste barnet over på skødet af fx mormor og så sidde helt tæt på og snakke og lege med barnet.

Men hvor lang tid varer den periode???

[SaraLK]

Nu har vi jo ikke oplevet seperations angsten endnu, men som dig gør jeg mig nogle tanker!

Vi har oplevet en periode hvor Mie var MEGET sensitiv, og der tog vi hende HVER gang, om det var det deer hjalp eller ej ved jeg ikke, men hun er i hvert fald mere "robust" nu!

Jeg vil lytte til hendes behov i så vid udstrækning som muligt. Vi er allerede begyndt på "kuk kuk BØØØØØH" legen og hun elsker den, det læste jeg et sted kan afhjælpe, fordi de finder ud af at mor/far er lige på den anden side af dynen/stof kluden/muren/døren/badeforhænget m.m.

Da det var aller værst snakkede jeg med SP om det og hun gav rigtig gode råd der virkede på det tidspunkt. Når Mie blev ked af det når andre snakkede til hende skulle vi virkelig være bevidste om at tale i High Pitch, for man normalt vil gå i "Nåårh" tonelejet. I stedet skal man vise med total overdrevet kropssprog at alt er ok. Dvs kæmpe smil og glad stemme. Hvis hun blev ked skulle vi ikke gå vores vej med hende, men tage hende op og trøste og så vise den hun reagerede på og fortælle at det altså er HEEEEELT ok og hun/han er SLEEEEEET ikke farlig osv.

Jeg tænker også at man kan træne ved at sidde med barnet, lige så stille liste barnet over på skødet af fx mormor og så sidde helt tæt på og snakke og lege med barnet.

Men hvor lang tid varer den periode???

Til det med rødt!

Det er desværre meget forskelligt hvor længe perioden kan vare.... jeg havde en pige i dagplejen som startede da hun var omkring 6-7 måneder gammel.... og det fortsatte til hun var godt 16-17 måneder.... det blev bedre med tiden, men det var også et meget ekstremt tilfælde!

Jeg kunne stort set ikke vende ryggen til hende, så begyndte hun at græde.... tryghed var alfa omega! hun var med mig OVERALT! Hun kom først ud i barnevognen og sidde når de andre skulle puttes til lur osv. hun var med mig på badeværelset... alle steder!

Til sidst kunne hun leve med at stå på den anden side af døren (med glas i) og kigge på mig, når der skulle puttes til lur og så længe hun kunne se/høre mig var det ok.

Det blev bedre i takt med at hun begyndte at forstå mere og jeg kunne fortælle hvad jeg skulle!

Problemet var akkurat det samme derhjemme! ;)

[Bamse&Kylling]

Nu har vi jo ikke oplevet seperations angsten endnu, men som dig gør jeg mig nogle tanker!

Vi har oplevet en periode hvor Mie var MEGET sensitiv, og der tog vi hende HVER gang, om det var det deer hjalp eller ej ved jeg ikke, men hun er i hvert fald mere "robust" nu!

Jeg vil lytte til hendes behov i så vid udstrækning som muligt. Vi er allerede begyndt på "kuk kuk BØØØØØH" legen og hun elsker den, det læste jeg et sted kan afhjælpe, fordi de finder ud af at mor/far er lige på den anden side af dynen/stof kluden/muren/døren/badeforhænget m.m.

Da det var aller værst snakkede jeg med SP om det og hun gav rigtig gode råd der virkede på det tidspunkt. Når Mie blev ked af det når andre snakkede til hende skulle vi virkelig være bevidste om at tale i High Pitch, for man normalt vil gå i "Nåårh" tonelejet. I stedet skal man vise med total overdrevet kropssprog at alt er ok. Dvs kæmpe smil og glad stemme. Hvis hun blev ked skulle vi ikke gå vores vej med hende, men tage hende op og trøste og så vise den hun reagerede på og fortælle at det altså er HEEEEELT ok og hun/han er SLEEEEEET ikke farlig osv.

Jeg tænker også at man kan træne ved at sidde med barnet, lige så stille liste barnet over på skødet af fx mormor og så sidde helt tæt på og snakke og lege med barnet.

Men hvor lang tid varer den periode???

Jeg tænker også highpitch skal benyttes meget, når det er! Og vise ekstra meget at man selv er glad og rolig - tror det smitter SÅ meget af!

Hmm.. Men hvor lang tid det generelt varer, ved jeg ikke. Jeg tænker hvert fald nogle uger. Men er det mon måneder? Jeg håber det ikke :)

[Bamse&Kylling]

Er der slet ikke nogen, der har erfaringer de vil dele?

Eller gode råd til at "forberede" sig selv og baby på det? Hvis de evt. er meget vant til fremmede/andre mennesker, er denne fase så lettere?

Er der mon nogen, hvor man slet ikke kan mærke det?

Eller evt. nogen der er MIDT i fasen lige nu og vil dele?

[Myliona]

Camille er syg, og det er første gang vi oplever det.

Til hun blev syg, var hun helt klart en fars pige.. Men mens hun har været syg, har hun faktisk kun villet have mig, især når hun var ked.

Hvis hun er ved mig og jeg giver hende til Christian, skal jeg hightpitche, man skal "danse og fjolle" osv, også kan hun nogengange gives videre uden problem ;)

Især når hun er træt af det slemt, og jeg oplever for første gang at hun virkelig strække armene ud, og klamre sig fast :( Det er svært, især fordi at imens hun er syg skal hun bare have alt hun har brug for, og jeg føler ikke jeg kan lade min hæse lille pige, skrige mens jeg tisser fx :( Så øv, nogen lange dage det kan give!!

Havde hun ikke været syg, havde jeg nok talt til hende og havde gjort så hun kunne se hvor jeg gik hen osv.. Og tænkt at det var bare nødvendigt, og så lang tid tager en tisning jo heller ikke ;) Men ikke når hun er syg :(

[Malouski]

Vi er der nu! Mads er ekstremt mordårlig. Vrider sig ud af fars arme for at komme over til mig, og når vi leger på gulvet, prøver han hele tiden at klatre op ad mig.

Jeg lader ham hele tiden komme op til mig. Tror, det er rigtig vigtigt at vise, at man er der, når de har brug for en, og på et tidspunkt går det jo over. Men ok, vi er kun i begyndelsen af det, og jeg har stadig masser af overskud til det. Måske det ser anderledes ud om nogle måneder, hvis det stadig er lige galt eller har eskaleret ;)

[SaraLK]

Er der slet ikke nogen, der har erfaringer de vil dele?

Eller gode råd til at "forberede" sig selv og baby på det? Hvis de evt. er meget vant til fremmede/andre mennesker, er denne fase så lettere?

Er der mon nogen, hvor man slet ikke kan mærke det?

Eller evt. nogen der er MIDT i fasen lige nu og vil dele?

Har du læst det jeg quotede til Majs?

[Bamse&Kylling]

Har du læst det jeg quotede til Majs?

Jep :) Men håbede på flere erfaringer, da jeg virkelig ikke håber på en varighed af 10 mdr :D Du har ikke haft andre i dp, der har været i den dur, vel? Ved du, hvorfor hende pigen var SÅ "ramt" af det?

[Bamse&Kylling]

Vi er der nu! Mads er ekstremt mordårlig. Vrider sig ud af fars arme for at komme over til mig, og når vi leger på gulvet, prøver han hele tiden at klatre op ad mig.

Jeg lader ham hele tiden komme op til mig. Tror, det er rigtig vigtigt at vise, at man er der, når de har brug for en, og på et tidspunkt går det jo over. Men ok, vi er kun i begyndelsen af det, og jeg har stadig masser af overskud til det. Måske det ser anderledes ud om nogle måneder, hvis det stadig er lige galt eller har eskaleret ;)

Jeg tænker nemlig også, at de skal vide at man er der 100%, når de har brug for det, men samtidig lære, at man godt kan gå lidt og komme tilbage? Og måske vise, at det er ok at sidde ved siden af mor og ikke ovenpå eller sådan noget?

Jeg ved det jo ikke, da jeg ikke selv er der endnu :)

[SaraLK]

Jep :) Men håbede på flere erfaringer, da jeg virkelig ikke håber på en varighed af 10 mdr :D Du har ikke haft andre i dp, der har været i den dur, vel? Ved du, hvorfor hende pigen var SÅ "ramt" af det?

nej har indtil nu "kun" haft et hold... starter med 4 nye, inkl. Luna her til Maj :)

hun har altid været sensitiv, og er det til dels stadig selvom hun er 3,5år. hun har stort set aldrig haft en nat hvor hun har sovet igennem, før hun blev 2år... hun er blevet undersøgt flere steder og lægerne har haft hendes sag med på flere konferencer, uden at kunne give et logisk svar på, hvorfor hun er som hun er..... men en fantastisk pige trods det!!

[Guest]

Simon har aldrig kunnet sidde hos andre, det gik indtil han var ca 8 uger, men derefter var det slut!

Det er ganske få mennesker der må; min og J's søster og så et af vores vennepar!

J lider af en let socialfobi, så vi har af SP fået af vide at det er vigtigt at vi respektere når Simon siger fra og at han nok skal lærer det! Selvom det da gør lidt ondt i mit mor hjerte at han ikke vil sidde på skødet af sin mormor, men min søns velbefindende kommer altså i første række!

Men når det kommer til mor/far så kan vi altså godt sige til ham at nu må han lige vente et øjeblik hvis han gerne vil over til den anden, fordi vi ved at vi begge er tryghed for ham!

Vh Lene

[Annemb]

Min dreng er 9 måneder og er vist lige midt i det nu - dog ikke super-hårdt ramt. Når vi er alene, må jeg ikke forsvinde ud af syne, så bliver han helt ulykkelig og græder indtil han kan se mig igen. Hvis der er andre til stede, kigger han stadigvæk efter mig, men bliver ikke ked af det, når jeg går. Det har stået på et par uger. Det var ret slemt et par dage i sidste uge, hvor han faktisk var ked af det næsten hele tiden, medmindre jeg gik rundt med ham på armen - især sidst på dagen, så jeg er ikke sikker på at det "kun" var seperationsangst, der var årsagen. Det blev så lige så stille lidt bedre igen, og fredag startede han i vuggestue. Jeg var noget spændt på om det bare var rigtig dårlig timing, når han havde de sådan, men han tog det sjovt nok forbavsende pænt. Han var der alene i halvanden time og var glad og tilpas hele tiden. Jeg er alene med ham, men når hans far er der, vil han også gerne være hos ham, selv om jeg er der. Han var hos sin far 5-6 timer søndag og var også glad og tilpas der, selv om jeg ikke var der. Nu har han så været i vuggestue 3 dage denne uge i 5-6 timer, og han har været glad og tilpas. Har ikke reageret på at blive afleveret. Han rækker bare ud efter pædagogerne og smiler til dem. Det samme gør han til mig, når jeg kommer og henter ham igen. Han græder stadigvæk, hvis jeg forsvinder ud af syne, når vi er alene derhjemme, så nu er jeg så bare begyndt at tage ham med mig, hvis jeg skal ordne vasketøj eller i bad. Hvis jeg bare skal hente noget eller på toilet siger jeg til ham, at jeg går, hvad jeg skal, og at jeg kommer tilbage om lidt. Så græder han, mens jeg er væk, og jeg kommer tilbage og forsøger at snakke almindeligt til ham, så han mærker at det ikke var "farligt" at jeg var væk. Hvis det her i seperationsfasen for hans vedkommende, er det helt bestemt et meget mildt tilfælde, men han har også altid været meget tryg i andres selskab. Jeg har haft ham meget med mig rundt altid, og det har han aldrig reageret negativt på eller virket overstimuleret. Jeg var lidt spændt på om det ville ændre sig, når han blev større og mere bevidst, men det er ikke tilfældet endnu i hvert fald. Måske det kommer på et tidspunkt og at jeg kun lige har set en lille snert af seperationsfasen, men man har vel lov at håbe, at det ikke bliver "værre" end det her :-).