Tristans vej til verden og de første 28 timer uden mig !!

[myboy]

Tristans vej til verden og de første 28 timer uden mig.

Den 10 Maj 2010

Jeg ringer til lægen mandag den 10 Maj, kan ikke forstå mine fødder ikke svinder bare lidt i løbet af nætterne, det skal siges jeg havde nærmest havde elefant fødder og mine fingre var osse voldsomt hævede pga. vand i kroppen …. Smed 15 kg de første 9 – 10 dage. Og hele min vægtøgning var gennem graviditeten 23 kg GISP. Men nåh tilbage til lægen han har holdt meget øje med mig pga. svangerskabs forgiftning, hvilket aldrig var blevet sagt direkte til mig/os, jeg kommer med den obligatoriske urin prøve, ikke en fin en værre end alle de andre  og får så taget mit blodtryk og det var tårn himmel højt. Så han ringer til sygehuset i Horsens at han har en patient osv osv, resultatet I køre lige til Horsens. Så vi vender lige hjemmet en omgang, for som lægen sagde han var næsten sikker på de beholdte mig til en igangsættelse. Så vi ville lige have min taske der var færdig pakket med og desuden var jeg sulten og det var heller ingen omvej for os.

Vel ankommet til Horsens sygehus får jeg kørt en kurve på vores søn og han havde det godt, aflevere atter en urin prøve og får taget endnu et højt Blodtryk og de tager osse flere blodprøver, intet rigtigt sker og vi er i det lille modtager værelse ret længe hvor vi bare venter og venter og venter. Og da vi endelig får svar på hvad der sker, har de valgt at indlægge mig. Selvsamme sættes aften jeg i gang ved at få lagt en pille op  nu sker der snart noget jeg skal sku til at være mor…. Men det er jo ikke bare lige nu og her og 5 min efter at der kommer veer, havde måske håbet det var sådan, man har vel lov at drømme.

Den 11 Maj 2010

Tirsdag formiddag lægges næste pille. Blodtryk og diverse blod prøver tages nogen gange denne dag. Jeg ligger på en 4 sengs stue sammen med nogen gamle piger omkring 60 år, der skal have fjernet livmoder med videre…. og det er faktisk lidt hyggeligt og vi får snakket en hel del, tiden skal jo gå med noget når man nu alligevel er her. Jeg får lagt en pille tirsdag aften det mure lidt derinde men ikke noget jeg syntes er voldsomt. Min kære husbond kom osse og besøgte mig dejligt, fik osse besøg af min kære søster og niece, så tiden kunne gå med noget. Manden køre kort efter aftensmaden for at komme hjem til vores misser og få dem fodret.

Så er jeg sat igang !!!

Den 12 Maj 2010

Vågner flere gange om natten og kan da godt mærke at der er ved at ske noget i de nedre dele af mig, men intet der minder om helt regelmæssige veer, udover at det gør ondt. Får fat i en af sygeplejerskerne og de vil så gerne skaffe en af jordmødrene og jeg bliver undersøgt, klart det har gjort ondt jeg havde da åbnet mig 3 – 4 cm, endelig sker der noget……………….. Jeg bliver overført til en fødestue og får ringet efter manden ved 8 tiden om morgen onsdag, hvad han laver, sover svare han, nåh men så må du egentlig gerne komme op til mig på sygehuset nu, en køre tur på 50 min. Og da der er gået over en time og han ikke er dukket op får jeg jordmødrene til at ringe til ham, for jeg har ondt og brug for at han kommer, men han tager ikke tlf. ( Han var nok lige temmelig upopulær hos mig der ) værre går det da han ikke er dukket op efter 2 timer beder jeg dem ringe atter engang igen uden held, sg mig lige hva sker der for ham. Jeg har sammen med jordmorderen blevet enig om at få EPI til bedøvelse, den bliver lagt i første forsøg og gør ikke ondt at få lagt dejligt  Kort efter kommer han ind på fødestuen, så er mit spørgsmål hvorfor det lige tog så lang tid at komme. Joh han skulle da lige i bad lave en kop kaffe og køre på. GRRRR

Han ringer efter min søster, der skal være med til fødslen, efter at han er kommet, da jeg ikke lige havde overskuddet til det på daværende tidspunkt. Så der går lidt tid inden hun dukker op. Vi får tændt radioen på stuen elsker musik gør altid en i så godt humør. Epien virker ret godt, hvilket er super dejligt og det giver mig et mentalt overskud til at joke og nynne med til musikken, og det jeg nynner med til musikken havde de på fødegangen aldrig rigtigt oplevet før. Men som sagt gav epien mig et stort mentalt overskud et langt stykke af fødslen. Det føles som maven er varm og blød, nærmest som jeg har en regnfrakke på maven. SMILER.

Epien virker dog ikke hele vejen så da jeg er ved at være ret langt henne er jeg nok til emsig over at det gør nas, for det gør det sku at føde, men her i dag lidt over 2 uger efter er alt lykkelig glemt. Jeg siger til et par af veerne ” GÅ NU VÆK ” right som om at det hjælper. HMMM Jeg får en pudendus blokade osse på et tidspunkt til sidst for det er ved at gøre temmelig nas og jeg er vist ikke go til at helt samarbejde med veerne. På et tidspunkt dykker Tristans hjertelyd og de vil have ham ud NU, så en blød kop lægges på hans hoved og lægen trækker ved de næste to presse veer, og ud kommer verdens dejligste søn.

JEG ER BLEVET MOR TOTALT FOR SKØNT TIL EN SKØN SKØN SØN.

Men han er en lille slow starter, så han er kun et split sekund på min mave, ville gerne at manden skulle klippe navlestrengen, hvilket jeg siger, men det er der ikke lige tid til, da han skal over på bordet for at have ilt, men han er lidt langsom og grynter kun lidt i starten, åh nej kom nu lille skat tænker jeg samtidig med at jeg er jublende lykkelig over at en 17 år gammel drøm endelig er opfyldt. Jeg har et kæmpe totalt overskud lige efter er vel nok nærmest høj af adrenalin kick der virkelig siger spar to til alt, intet slår den følelse, ej heller da manden og jeg blev gift og andre store dage i vores liv. Jeg ligger ligefrem og fotografere mens de er ved at sy mig sammen, siger til dem at de kan brodere Horsens sygehus Maj 2010 . Det sidste jeg husker inden det bliver ret kaotisk på fødestuen er jeg giver kameraet til min mand.

Resten her er noget jeg har fået fortalt:

Jeg bliver spurgt om jeg har det godt, mine ben ryster meget og det har de gjort før svare jeg, log derefter er jeg væk i kramper i 25 – 30 min. Min mand og søster bliver sendt uden for døren mens talstærkt lægepersonale strømmer ind på stuen mens de kæmper med at holde mig og få mig givet masse af medicin så jeg slapper af. Manden sidder uden for døren og kan se hvilken maskiner de køre ind til mig, og da han normalt selv arbejder på et sygehus kender han lidt til de maskiner, hvilket gør ham meget bekymret for mig. Han siger at se mig gå i kramper er som at se EXORCISTEN en gyser film. De sidder uden for døren i 10 min og snakker og fik kaffe og vand. En jordmor kommer ud med vores søn Tristan og sammen går de over til modtagerstuen og måler og vejer ham. 3420 g og 51 cm født 13.08. Og derefter bliver de fulgt ned på barselsgangen.

Dette er så det første jeg husker efter jeg har krampet:

Jeg kan huske jeg bliver hjulpet over i en anden seng på fødestuen og høre ordet intensiv og når at tænke ” Intensiv det er ikke godt” og så er jeg væk igen, det skal så siges at der falder jeg i søvn, og vågner kort op under køreturen til intensiv. Jeg kommer ordentligt til mig selv på intensiv og vågner med drop i begge hænder, ilt og den der måler ilt optagelsen i blodet kender ikke navnet på den, og kateter til urin. Manden og sønnen kommer og besøger mig ved 17 tiden hvor jeg så ser min søn rigtigt for første gang, de er der kun ganske kort da jeg ikke må have besøg, de kommer dog et par gange i løbet af aftenen og besøger mig, imellem alle bagels besøgende som jeg jo desværre gik glip af. Jeg sover første del af natten uden ilt men bliver vækket at jeg skal have ilten igen da iltoptagelsen i blodet er for lav.

Den 13 Maj 2010

Næste dags morgen kommer mand og søn og besøger mig dejligt, for er da nervøs for dem osse, selvom jeg nok lige havde nok i mig selv som andre ville sige. Første hen på eftermiddagen dagen 28 timer efter sønnens fødsel, bliver jeg udskrevet fra intensiv og under det sidste besøg af mand og søn får jeg sønnen over til mig og sammen kan en portør køre os til barselsgangen.

Vi bliver udskrevet fra barselsgangen efter 6 dage, hvor de har fulgt mig med blodprøver hverdag og blodtrykket er blevet taget flere gange om dagen.

Personalet på fødegangen har været helt fantastiske under alt dette virak, de kom og besøgte mig på intensiv og os 3 på barselsgangen flere gange, for at snakke med os om de ubehagelige oplevelser, for vi er udmærket klar over at de kunne være kommet hjem kun de to i stedet for os alle tre. Vi skal i juli op til en opfølgnings samtale med de involverede fra fødslen. Og jeg vil desuden blive indkaldt til Århus, for de vil undersøge mig om de kunne være et evt. epilepsi anfald hvilket jeg aldrig har haft. Sammen har vi fået snakket en del sammen og der er virkelig blevet grædt en del tåre. Vi har efter denne oplevelse her fået et lidt andet aspekt på livet og fundet ud af at ikke alt skal tages for givet i livet

[myboy]

:loveshower Jeg har besøg af min søn og holder ham for første gang :loveshower

Og 7 mdr senere her til jul

[Snowie]

Sikket barsk efter-forløb - dejligt at læse, at I alle har det godt :loveshower

[myboy]

Her 7 mdr efter har vi været gennem mange undersøgelser og scanninger og der er ikke tegn på Epilepsi.

Det var svangerskabs forgiftningen der udløste kramperne, og på horsens sygehus sker dette 2 - 4 gange om året.

Vi har det alle 3 godt idag osse. Selvom vi lige fik en lidt hård medfart.

Dog ærger jeg mig da over at jeg gik glip af alle barsels besøgene de første 1½ dag, min søster, tristans farmor og hans onkel og tante besøgte mig på intensiv få sek, da jeg ikke måtte have for meget besøg. Dog kom far og søn flere gange mens jeg var på intensiv.

[Abelka]

Hold da op for en oplevelse :kram2

Men lækkert outcome i hvert fald :biglove

[Dorthe]

Hold da op en start i fik :kram