Børn med særlige forudsætninger

[Camillat]

Jeg hiver lige denne gamle tråd op igen :) Tråden er pt meget relevant for mig og jeg gør mig mange tanker om emnet.

Vi har I et stykke tid I vores stlle sind og sammen med mormor og morfar, godt vist at Sebastian var lidt mere en alm. klog, men I forgårs fik vi til forældrekonsultation bekræftet at hans lære også er sikker på han er særlig begavet, som hun kaldte det.

Jeg er glad og stolt af Sebastian, men puha, jeg synes også det er enormt skræmmende. Idag lå der I hans mappe et brev om, et test sted vi skal kontakte med henblik på "diagnose" så skolen kan hjælpe ham I hans stærke og svage sider. Min første reaktion var faktisk en mavepuster. Jeg kan godt mærke, at jeg havde haft det bedre med, at han "blot" var godt begavet og ikke "særlig", da der I det særlige I mit hoved også følger lidt flere muligheder for udfordringer med. Som forældre vil man jo gerne, at ens barn kan gå relativt let igennem livet og jeg har ikke behov for at han bliver sat I "anderledes" kassen.

Vi skal jo lige have ham testet for, at se hvor "særlig" ;) han er, men læren virker ikke I tvivl og hun har en 20-30 års erfaring med børn I de små klasser, så jeg tror hun ved hvad hun snakker om, også bekræfter hun hvad vi selv var kommet frem til.

Sebastian har altid haft et godt hoved, men det var først for 1½-2 år siden vi begyndte at tale om, at det måske var lidt mere. Vi gik på nettet og undersøgte emnet og kunne I den grad genkende Sebastian, men en ting er at vi som forældre nok mener det, jeg kan godt mærke det er mere og noget andet, når professionelle omkring ham også mener det.

Vi havde møde med børnehaven det sidste år han gik der og fik er at vide at han kognitivt var meget langt fremme I forhold til de andre børn. Det gjorde desværre bare at de andre børn trak sig fra ham, da de simpelthen ikke kunne følge hans tankegang.

Vi er her hjemme løbende blevet udfordret med diverse spørgsmål som har været på højt niveau, hurra for internettet og han har lært om elektrisitet m.m., altså generelt flere interesseomåder for børn der normalt er ældre end ham.

Han har en utrolig retfærdighedssans, det kan både være godt og skidt.

Sebastian går nu I 1 klasse, han er kommet alderssvarende I skole, men havde det svært det sidste år I børnehaven og kunne ikke udfodres godt nok. Han har gået I skole ½ år nu og vi er lettede over, at hans lære lader til at se ham, præcis for den han er, Vi har været lidt bange for, om vi skulle kæmpe for at skolen skulle forstå at der sad et godt hoved, men det skal vi heldigvis ikke.

Læren fortalte, at Sebastian har et utroligt højt matematisk niveau. Niveauet de lære på pt er for lavt for ham, de har differencieret niveau og han er på det højeste, men det er stadig meget meget nemt for ham.

Han har selv udledt en regnemetode, som man normalt først forstår meget senere. Han har ikke fået metoden at vide, men kan den bare, det havde hun ikke set før. Derudover har han en formidabel forståelse for detaljer og en klæbe/fotografisk hukommelse. Han skal bare sætte sig for, at nu vil han lære noget, og så kan han det

Dog er alt ikke rosenrødt når man umiddelbart er et barn med særlige forudsætninger.

Sebastian er meget følsom/sensitiv. Han tænker utrolig meget over tingene og ved meget, men det gør også at han I perioder bliver meget bange, udover hvad jeg umiddelbart vil mene er normalt og over ting han ikke endnu burde tænke over. Jeg tænker at han følelsesmæssigt, nok ikke er helt moden nok til den viden og de tanker og til at bearbejde dem, da det er tanker han aldersmæssigt ikke burde have helt endnu.

Han har træk der kan minde om Asperger, men er det ikke.

Han har meget vanskeligt ved, at børnene kommer for tæt på ham og må ikke røre ham. Alt skal gerne være struktureret, han skal forberedes på alt, han har stadig problemer med, at de andre ikke altid forstår ham og det kan give problemer I forhold til det sociale. Han er som sådan god nok social, men ser alligvel ikke altid at andre trækker sig. Han er doven, så er det jo super at være charmerende, så han får pigerne til at rydde op for sig.

Det største problem lige nu, er at bliver han ikke udfordret/finder emnet interessant, så bliver han nærmest hyper og kan ikke sidde stille på stolen. Han har nu en aftale med læren om et hemmeligt tegn, når hun laver det til ham, ved han det betyder at han skal være opmærksom på at han er hyper.

Føler han sig ikke anderkendt eller set, så bliver han lynhurtigt uharmonisk og er svær at tale med og lukker sig inde I sig selv. Han har altid I disse perioder haft problemer med at det går direkte I blæren og han tisser I bukserne, prolemet er blevet bedre, men er der stadig til tider selv nu som 7årig. Han er svær at rumme og være sammen med I disse perioder. Vi føler os til tider magtesløse, da det kan være fordi han føler sig misforstået, men ikke nødvendigvis af os, men børnehave/skole.

En smule anerkendelse, fx. fra hans lære ( det skal komme fra andre end os og på den rigtige måde) og han kan gå på vandet, er super harmonisk, hjælpsom, åben, empatisk og kan det hele og er en fornøjelse at være sammen med. Det er heldigvis sådan han normalt er, men de uharmoniske tider fylder mere, da det tager på kræfterne for os forældre.

Så jeg synes ikke bare det er fedt, jeg synes det kan være rigtig godt for ham, men jeg er angst for at bliver han/det grebet forkert an, så er det hans svagheder og ikke hans styrker der kommer frem. Jeg tror på han er I en positive udvikling og jeg tror pt.på det bliver godt, når skolen nu også er med. Men jeg synes også det kan være svært at være forældre til et barn med sælige forudsætninger, ihvertfald I de uharmoniske tider, men helt igennem fantastisk når han er I harmoni.

Jeg synes jeg specielt I børnehave regi har oplevet at han er blevet misforstået og set som et problem, men hvor jeg har vidst, at greb man ham lidt anderledes an, så ville man få et helt andet resultat. Der har jeg synes det var svært at blive hørt som forældre og svært frustrerende.

Med hensyn til det arvelige, så er hans far og jeg selv rimelig godt begavet, men der har aldrig været tale om, at vi er I særlig forudsætnings kategorien. Men min søster derimod er og det blev sent anerkendt af skolen, på trods af der på et tidspunkt var tale om, at rykke hende en klasse op. Det gav hende mange problemer og det fylder selvfølgelig en del I mine tanker nu. Sebastian og hende minder utrolig meget om hinanden, pånær at Sebastians intelligens specielt er matematisk og min søsters sproglig, men derudver er der mange af de samme interesser og blot generelle ligheder.

Mine tanker går også nu på, hvorvidt Cassandra også er I kategorien børn med særlige forudsætninger. Både hvordan skal vi gribe det an hvis hun er, hvilket jeg må tilstå jeg tror hun er, men også hvad hvis hun ikke har de forudsætninger når storebror har.

Så jeg må sige, at mine følelser omkring det er meget blandede og ambivalente.

 

:kiss

 

Jeg kender en familie, hvor aeldstesoennen er mensa-barn og de har haft det ekstremt svaert med ham, men de var heller ikke bevidste om hans evner og kapaciteter foerend meget sent. 

 

Noah(2,5) kan taelle til ti paa dansk, italiensk og engelsk, hvilket jeg spaerrede oejnene paent meget op over forleden. Han mestrer det med to-tre sprog til UG. Han har sin egen forstaaelse for mange sammenhaenge, som vores superdygtige paedagog i VS siger og hun er meget imponeret over ham. De koncepter skal han igennem i foerste klasse.... Saa jeg kan da godt nikke lidt ja til dine tanke om Cassandra. Noah er ogsaa i den mere sensitive gruppe af boern, men det synes jeg nu, vi er meget gode til at tackle og maerker det ikke i hverdagen med de smaa rutiner, vi har indfoert og til stadighed justerer paa efter behov. Det er jo samtidig lidt svaert at staa der og sige hoejt, at ens barn er ret intelligent, fordi det ikke er noget, jeg ved. Men noget, jeg fornemmer i en eller anden grad. Til gengaeld kan han ikke sparke til en bold som hans grovmotorisk veludviklede faetter .)

[Guest]

:kiss

Jeg kender en familie, hvor aeldstesoennen er mensa-barn og de har haft det ekstremt svaert med ham, men de var heller ikke bevidste om hans evner og kapaciteter foerend meget sent.

Noah(2,5) kan taelle til ti paa dansk, italiensk og engelsk, hvilket jeg spaerrede oejnene paent meget op over forleden. Han mestrer det med to-tre sprog til UG. Han har sin egen forstaaelse for mange sammenhaenge, som vores superdygtige paedagog i VS siger og hun er meget imponeret over ham. De koncepter skal han igennem i foerste klasse.... Saa jeg kan da godt nikke lidt ja til dine tanke om Cassandra. Noah er ogsaa i den mere sensitive gruppe af boern, men det synes jeg nu, vi er meget gode til at tackle og maerker det ikke i hverdagen med de smaa rutiner, vi har indfoert og til stadighed justerer paa efter behov. Det er jo samtidig lidt svaert at staa der og sige hoejt, at ens barn er ret intelligent, fordi det ikke er noget, jeg ved. Men noget, jeg fornemmer i en eller anden grad. Til gengaeld kan han ikke sparke til en bold som hans grovmotorisk veludviklede faetter .)

Det lyder som om Noah også er en kvik lille en :)

Jeg synes også det har været svært at sige at han er intelligent og følt lidt at folk tænker, "ja ja, men nu er han jo også din søn så selvfølgelig mener du det". Det er som om de kun hører den intelligente del også ikke at vi også har lidt udfordringer.

Jeg har tit fået at vide at det jo nok var alderen også selvom andre børn ikke reagerer på samme måde.

Så jeg har følt det lidt som at folk mener jeg blot vil fremhæve ham istedet for at lytte. Jeg har haft brug for de lyttede, da jeg har følt større behov for at have nogen at tale med efterhånden som han er blevet ældre og tingene bliver mere tydelige. Jeg kan godt mærke at nu hvor skolen har anerkendt det, er det som om det er mere rigtigt og jeg på en eller anden måde må sige det mere højt ;)

Jeg har fortalt en veninde om mødet med skolen og fik heldigvis en positiv respons både på det positive, men også en forståelse for udfordringerne.

Jeg synes også det er lidt svært i forhold til noget familie. Min familie har fuldt forståelse for det, men kender det også på godt og ondt fra egne oplevelser. De er bare glade for det bliver anerkendt.

Jeg synes dog det kan være svært i forhold til mine svigerforældre og vi har faktisk ikke fortalt dem om mødet med skolen.

De har 2 andre børnenebørn omkring Sebastians alder og jeg synes hurtigt det er som om de ser det som en konkurrence mellem børnene. De andre er ikke i særlig kategorien, såvidt jeg ved, men selvom de godt ved Sebastians kan mere bogligt så må vi ikke helt sige det. De andre kan så mere sportsligt.

Vi forsøger på ingen måde at gøre det til en konkurrence og blander slet ikke de andre ind i det, når vi fortæller om Sebastian, så jeg forstår ikke at det skal være sådan. VVi har blot også et behov for at dele om Sebastian.

Sebastian jonglerer også fint imellem dansk og tysk og taler begge sprog flydende, men der er jo også et element af at det bare er hverdagen for ham. Alle har dog været meget imponeret af hvor hurtigt han har lært det.

Hans ynglings beskæftigelse pt er at lære engelsk.

Sebastian er også sensitiv, er vi ret sikre på, jeg synes også vi har fundet en god måde at tackle det på. Jeg er til tider lidt i tvivl om hvad der er det sensitive og hvad der er begavelsen, men det er nok også underordnet bare man tackler det rigtigt.

Med Cassandra har jeg som sådan ikke noget konkret at holde det op imod. Blot en meget stærk fornemmelse som jeg meget tidligt fik.

Hun virker bare så meget med og nysgerrig/undersøgende.

Foreløbig tror jeg dog på en anden måde end Sebastian og jeg tror hun får færre udfordringer, men det er blot min moderlige intuition, så må vi se om den holder stik :)