Termins Theodor.
- Fødslen, - En begivenhed, der for mit vedkommende havde været meget længe undervejs, - Rent psykisk.
Ventetiden har været præget af store smerter pga. bækkenløsning, alt for mange plukkeveer som mundede ud i at blive beordret sengeliggende fra uge 35 grundet truende for tidlig fødsel.
Jeg brugte meget energi på at sende gode tanker til min elskling i maven, for at få ham til at blive i sin hule nogle uger endnu. For udover frygten for at gå i gang for tidligt, var mit store ønske at kunne indfri den drøm om en hjemmefødsel som jeg havde planlagt.
Vanvittigt og typisk mig at prøve at planlægge noget man ingen kontrol har over! – Jeg øvede mig da også gevaldigt på at flyde med og ikke hænge mig op på, at hvis det ikke blev som ønsket ville jeg blive for skuffet! Målet var for øje. - Det vigtigste var at elskling kom sikkert til verden.
Jeg ventede med længsel på min kærestes moster, som skulle ankomme D. 1. februar fra New York, 5 dage før min termin.
Hun er den mest fantastiske kvinde, med en respekt og viden omkring den fødende kvinde som jeg er fuld af beundring for, hun har forløst omkring 800 børn i hjemmet og nu var hun på vej, for at assistere mig! – Hvor heldig kunne jeg være!
Vi havde været i kontakt over skype i dagene op til hendes ankomst, da jeg havde små veer der kom og gik, så spændingen var stor og vi sendte alle sammen ”bliv- i-maven-lidt –endnu-lille-baby” vibrationer ud, og bedte til fødselsguderne om at lade hende nå over Atlanten.
Endelig oprandt dagen! – Milepælen der hed D.1. Februar.
Jeg vågnede om morgenen for at gå på toilettet, og sørme om jeg ikke for første gang i hele graviditeten blødte en lille smule. Det var simpelthen for vildt, hvilken effekt og styrke ens psyke kan have, Cara ville lande om 3 timer.. Så nu var vi nær målet tænkte jeg.
Cara ankom og der blev uddelt kys og kram, lækkert baby tøj fra New York, spist skøn brunch og endelig kunne hun få lov til at mærke maven, lytte hjertelyd og alle de ting som hun og jeg har sukket efter over Skype i mange måneder…
Jeg kunne endelig slappe af og bare lade naturen gå sin gang… Det var den mest fantastiske forløsende følelse ikke at skulle holde igen mere, men bare give slip og have tillid til at alt var som det skulle være!
Samme aften skulle vi have velkomst familie middag, min søster, svoger, lille smukke niece Ellen(4 mdr) og svigermor.
Vi kokkerede i mange timer og nød hinandens selskab,- det var skønt.
Jeg gik i seng den aften med en helt ny ro og glæde ved det nye og spændende der snart skulle ske!
Da kl. nærmede sig 2 den nat vågnede jeg ved svage sammentrækninger i maven.. – Jeg havde veer!! – svage, men de var der!
Jeg blev enig med mig selv om at blive liggende, mærke dem an, tage tid og bare indstille mig lidt på at jeg snart ville blive mor til to.
Jeg lå sådan i noget tid, og øvede mig på min vejrtrækning. Pludselig stod Cara i døren, hun havde hørt mig trække vejret inde fra stuen.- Prøv lige at tale om Jordemoder-skills.
Hun sad lidt ved mig, - snakkede, lyttede til min vejrtrækning og masserede mig på lænden. Vi prøvede så at stå lidt op, lavede te og tændte stearinlys mens vi sad i sofaen og talte.
Jeg følte mig i de tryggeste hænder. Efter noget snak og nogle flere veer, besluttede jeg mig for at ringe til min søster, så hun kunne hente min store dreng og køre ham i børnehave og jeg fik arrangeret pasning til ham efter børnehave, for var sikker på at jeg ville blive mor igen indenfor de næste 24 timer.
Veerne var dog stadig i deres spæde stadie og vi blev enige om at prøve at sove noget mere, de var ikke helt regelmæssige og der var også stadig noget tid i mellem dem. Men det var i gang.
Jeg faldt i en let søvn og vågnede igen 2 timer senere da det var tid til at få Victor op og i børnehave..- Men der var nu kun meget uregelmæssige veer i syne.. hmmmm… Det var jo ikke det jeg havde forestillet mig. Men planen om at Victor skulle passes efter børnehave blev fastholdt, for vi vidste ikke helt om det bare var lidt stilhed før stormen. Dagen igennem gik med små veer der kom og gik som det passede dem, ikke nok til at kalde det aktiv fødsel, men nok til at konstatere at noget var i gang.
Min svigermor havde overnattet og vi besluttede at hun ligeså godt kunne blive. Hun skulle nemlig være med til fødslen, så det var oplagt at blive her når nu der var noget under opsejling.
De næste 4 dage er noget der står meget klart i min hukommelse som en tid der var helt speciel. For Veerne fortsatte deres eget diffuse liv, de blussede op om natten for at aftage op ad formiddagen og blive uregelmæssige igen.
Der herskede en slags undtagelsestilstand i lejligheden. Victor var hos sin far, og vi gik alle rundt og ventede på at fødslen skulle gå rigtigt i gang.
Der var mennesker meget af tiden, - Cara og svigermor sov her jo, og min søster, svoger og niece, der bor lige i nærheden camperede nærmest herovre, de mennesker vi elsker og holder af kom på skift forbi til te, kaffe, middag og spænding.
Dagene gik med forventningens glæde, lækker mad i spandevis, samtaler og grin omkring middagsbordet kun afbrudt af min prusten når veerne kom.
Der var en helt speciel stemning i lejligheden, fyldt med kærlighed, omsorg og tommetyk spænding.
På tredje dagen var jeg efterhånden noget træt. Søvn havde jeg ikke fået meget af, da veerne holdt mig vågen meget af natten, og samtidig var jeg psykisk ved at blive lettere vanvittig af at veerne blev ved med at gå i sig selv igen. Det var efterhånden lidt for spændende.!
Cara gav mig derfor en hindeløsning for at se om det kunne sætte skub i noget, det gjorde det i den forstand at de tilbagevendende natte veer den nat nev ekstra godt til. Men da jeg vågende næste morgen var de helt forsvundet!
Nu trådte demotivationen for alvor ind! – Nu begyndte det simpelthen at gøre mig i decideret dårligt humør, bare at sidde herhjemme og vente på at veerne ville blive regelmæssige. SÅ vi prøvede en anden tilgang.
Omvendt psykologi, - Jeg hentede Victor hjem fra sin farmor(som han havde været hos i nogle af dagene) også tog hele den pukkelryggede i svømmehallen, bakket op af et følge af søstre, mostre, jordemoder, børn og svigermødre ankom jeg/vi tyk og interval prustende til svømmehallen, - Nu skulle der ske noget andet!
Det var skønt at bruge energi på noget andet end at vente! – Cara svømmede rundt med mig, mens jeg til tider måtte klamre mig til svømmepladen, når der kom en ve.
Vi tog alle trætte og veltilfredse hjem til os og spiste aftensmad,- efterfølgende tog resten af familien hjem og vi gik i seng.
Kl. ca. 2 vågende jeg igen.. puste…puste..puste.. Kunne det være nu, de nev og bed godt til, jeg gik på toilettet og blødningen havde taget lidt til. Listede ind til Cara og fortalte hende om tingenes tilstand. Hun stod op og lå med mig.
Mens jeg koncentrerede mig om vejrtrækning masserede hun lænd. Sådan lå vi i en halv times tid. Hun mente at det meget vel kunne være nu, så vi skulle se om vi kunne sove lidt inden det blev vildere.
Jeg faldt i en urolig søvn og vågnede igen en times tid senere, nu gjorde de en del mere ondt, jeg kunne i hvert fald ikke længere sove. Gik igen ind til Cara, som snedigt nok havde ligget og taget tid på mig uden jeg vidste det.. mere tegnblødning…5-6 min interval…mere smerte.. Nu var den endelig god nok!!
Langsomt kom der liv i lejligheden, stemningen var fantastik! – Som et tilbageholdt åndedrag der venter på udånding.
Cara begyndte at varme håndkæder, stemme sin vægt og gøre klar. Fødekaret blev pustet op og der blev puslet sagte rundt omkring mig.
Jeg lå og brugte al min koncentration og de redskaber jeg havde lært i en seng i stuen, mens jeg nød al den omsorg jeg kunne mærke omkring mig.
Min kæreste ringede til min søster der skulle være til fødslen og samtidig skulle køre Victor hjem til sin farmor.
Pludselig var der trippende fødder, - Victor var selv vågnet, han kunne tydeligt mærke stemningen og var et stort smil, han var så glad og spændt og mellem veerne fik jeg kysset ham farvel og på gensyn. - Han blev pakket i en dyne og i et stort smil båret ned i bilen. Nu skulle der arbejdes!
Med Victors afgang blev veerne intensiveret og de krævede nu al min koncentration.
Jeg var begyndt at få kvalme når veerne toppede. Så kolde klude og pebermynte var inden for rækkevidde. Cara og jeg havde fra starten af aftalt at, nu mindre jeg ønskede det eller situationen krævede det, ville hun ikke undersøge mig indvendigt.
Hun er så rutineret at hun kan høre på min vejrtrækning og se på mit kropssprog hvor langt jeg er, og jeg ønskede mindst mulig indblanding.
Det var den mest fantastiske oplevelse at få lov til at hengive sig fuldstændig til min krop og naturens gang, uden at blive forstyrret med diverse undersøgelser og indgreb. Ved halv otte tiden kom vores danske jordemoder som samtidig er vores veninde.
Hun skulle repræsentere det danske system, på dette tidspunkt var jeg så koncentreret om vearbejdet og min vejrtrækning at jeg ikke registrerede særlig meget. Jeg hørte dog langt ude i periferien at Cara sagde til min kæreste at han skulle begynde at fylde karet NU.
Jeg fik bakset mig op at stå også kan jeg love for at der kom skub i tingene, veerne begyndte at føles som spæde presseveer og jeg kunne mærke ham trænge længere og længere ned. Jeg stod i ca tre kvarter på samme sted og havde veer.. Cara fik efterfølgende meget blidt guidet mig ind i karet, veerne var på deres højeste for første gang var jeg bange for at jeg ikke kunne gennemføre det.
Heldigvis blev den der opgivende usandsynlig smertefulde tilstand afløst af presseveer og pludselig måtte jeg presse.
Jeg kunne næsten ikke tro at det var nu, at jeg allerede skulle møde min dreng, det var bare gået så ”smertefrit” og lige efter bogen og nu var det tid.
Jeg pressede aktiv i 17 minutter og midt i al smerten og fordybelsen hørte jeg pludselig langt langt ude i den virkelige verden; Flora,- Take your boy.. Jeg kiggede ned i vandet foran mig og der svømmede min søn, jeg løftede ham op i mine arme. Han var fin, smuk og med et hoved fuld af hår og en mund der hilse på verdenen i et højt tonefald… Jeg var lykkelig, - Lykkelig over at alt var gået som jeg havde ønsket.
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet mig at kunne være så heldig at det hele ville gå op i en højere enhed, at jeg kunne klare denne fødsel uden nogen som helst indblanding eller indgreb, at min krop vidste hvad den skulle og jeg havde overskuddet til at gå med det. Jeg føler mig så heldig!! –
Efter fødslen var vel overstået kom min anden søster, svoger og niece over, Victor blev hentet hjem, - og Cara, Helle(danske Jordemoder) og svigermor kokkerede en helt fantastisk fødselsdags morgenmad/brunch med vafler, æg og bacon, frugt, brød og champagne. Da vi satte os til bordet væltede solen ind af vinduerne, og verden faldt hak.
Theodor kom til verden på Terminsdagen d.5. februar 3555 g. og 52 cm’s ren kærlighed.
