SuperKlar

Nå men så opdaterer jeg lige én gang til... altså d. 21 er jeg i sommerhus med svigermekanikken, så tænker lidt at jeg tester hjemmefra, fredag (d. 19) morgen, så jeg ikke står med en test som jeg så skal prøve på at få smidt uset ud i sommerhuset, OG ved om jeg må drikke lidt rødvin hele den uge vi er i sommerhus... Men hold nu op der er lang tid til d 19... hele 11 dage :o det er da nærmest helt ulidelig længe!!!

Opdatering... er ret sikker på æl var i går, så vil gerne rykkes til testdag d 21 :yay Denne gang fortalte var jeg så SLET ikke i tvivl om at det nærmede sig... HURA for at kroppen snakker til mig igen :glad

Hej skønne piger :) Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men har haft nogle tanker på det sidste der er ved at drive mig til vanvid... Under normale omstændigheder er jeg typen der VIRKELIG IKKE kan klare når nogen jeg kender har modgang, og også får helt ondt i maven af medfølelse når folk jeg aldrig har hørt om før oplever fx at miste et barn eller får SA... MEN for omkring 14 dage siden læste jeg en opdatering på face book fra en som lige havde mistet deres søn et par dage før termin, og det eneste jeg tænkte var "Nå, det er jo ikke første gang du laver et barn der ikke kan leve..." og bagefter "Gad vide om du overhovedet KAN lave et barn der kan leve?" Nu synes jeg at det jo nærmest er onde tanker, og har virkelig dårlig samvittighed over at have tænkt dem, men jeg har INGEN følelse af medlidenhed hverken med ham eller kæresten, hvilket er meget usædvanligt for mig, og det er kun dem jeg ikke føler medlidenhed med, når jeg læser alle jeres historier herinde, oplever jeg præcis de samme følelser som ellers... Med til historien hører selvfølgelig at det var min eks-kæreste og hans nye kæreste som det er sket for, en mand som jeg på ingen måder har følelser for længere da det er snart 6 år siden vi gik fra hinanden, og vi stort set ikke har snakket sammen/haft nogen form for kontakt med siden. Da vi var sammen, hvilket kun var omkring to måneder, blev jeg gravid ved et uheld (mænd skal simpelthen lære at købe en størrelse kondomer der passer, de falder af når de er for store...). Vi gik fra hinanden inden jeg opdagede det. Først var det et chok, skulle vænne mig til tanken om at være alenemor og under uddannelse (Jeg havde INGEN planer om at tage ham tilbage, da han havde droppet mig med den værst tænkelige undskyldning jeg kunne forestille mig, og abort var, for mig, utænkelig), men efter en uges tid havde jeg vænnet mig til tanken og var faktisk begyndt at glæde mig, men havde ikke besluttet om jeg skulle fortælle ham det eller ej, for han havde vel ret til at vide det, men havde ikke lyst til at have ham med i det da jeg jo var ret vred på ham... før der var gået en uge mere mistede jeg barnet, jeg var vel lige omkring 7+5 eller sådan noget, havde ikke helt styr på det, fordi jeg på ingen måde havde planlagt det. Enden blev at faderen aldrig fik noget at vide, og jeg kom ret hurtigt over det igen, lige med undtagelse af at jeg ret impulsivt, ca. 7½ måned senere, købte min hund :oops Det er en del af mit liv som kun meget få kender, min mor, min mand og nogle få veninder, og jeg troede ikke jeg nogensinde skulle komme til at bekymre mig om det igen, andet end at jeg var bekymret for om det kunne ske igen med min mand, om det måske er mig der ikke kan holde på et barn, og sådan nogle tanker, som jeg egentlig godt ved ikke er noget at bekymre sig om, MEN nu begynder jeg så at sidde med de tanker da jeg læste hans opdatering, og endvidere begynder jeg faktisk en lille smule at glæde mig over det, for så betyder det jo nok at det slet ikke var mig den var gal med, men ham, at det var pga. ham at barnet ikke kunne leve... Er jeg ved at udvikle mig til et ondt menneske, eller er der andre der kan nikke genkendende til den form for tanker, SÅ længe efter?

øhh... men kan man så godt smide en gravid multi i manden for at han får zink??? eller er der så noget i dem som han IKKE må få?

Men det er så dejlig nemt at finde årsager til at han fortjener det... Det gør han nemlig ikke!!! og det mener jeg af hele mit hjerte, for jeg har aldrig haft grund til at hade ham, i al fald ikke for hvad der skete, og tror aldrig jeg vil komme til at hade ham for det, for ud over det med kondomet, så var han jo ikke skyld i at jeg mistede, mere end mig... Det er også derfor jeg er så forvirret/fortvivlet over at jeg tænkte som jeg gjorde, for jeg synes vitterligt ikke han (eller for den sags skyld hans kæreste) har fortjent det!

Jeg ved godt man ikke kan sige at det er den ene eller andens skyld at barnet ikke levede, rent intellektuelt ved jeg det, men det er det med følelserne... Men der er bare noget der ligesom "kortslutter" oppe i hovedet, og siger at det er sådan det er, hvis i forstår... Jeg ønsker på ingen måde det skulle ske for nogen, heller ikke ham! I dag er han for mig en person som alle andre... der gik egentlig noget tid før vi var helt færdige med hinanden... først ville han have mig tilbage, det ville jeg ikke, senere var det mig der ville tilbage, det ville han ikke... havde jeg været vred på ham endnu, havde jeg ikke, tror jeg da, været venner med ham op FB, for så ville jeg ikke kunne holde ud at se på ham... Men jeg tror måske at ønskebebs har ret i at det måske er min måde at tænke "hævn" på, selvom jeg aldrig har tænkt at have behov for at få hævn over det... Jeg besluttede til gengæld at jeg ikke ville fortælle ham noget dengang, fordi jeg ikke mente han kunne bruge det til noget... Altså efter jeg havde mistet... og indtil videre vil jeg ikke sige vi har problemer, vi er i gang med 3. rigtige cyklus, så det er jo inden for normalen... :) Mannie, jeg kan sagtens følge det, og ja, det kan nemt passe! Men kan du fortælle mig hvordan jeg så slutter fred med dæmonerne? for troede jo egentlig at det var et overstået kapitel i mit liv...

Kender det alt for godt, vi får nogle meget hårde dage... Vil gerne være sikker på at ramme æl denne måned, men med min uregelmæssige cyklus bliver det til :hump dagligt fra 2-10 sept. for det er sådan et sted derimellem :blink Men hey, hvem klager over lidt ekstra hygge :hophop

Jeg plejer bare at have væsentlig mere, og så helt rå ;) men det er også kun 3. cyklus efter p-pille stop, så kommer nok til at lære meget mere om min krop, den kommende tid :)

tak tak :) Hmm... Fangede lige en enkelt gang lidt udflåd som var æggehvide agtigt, men ikke helt "rå æggehvide" nærmere som sådan på vej til "blødkogt" :huh

Jeg regner med at teste senest onsdag d. 24, men hvis jeg faktisk finder ud af hvornår jeg har æl denne cyklus, hvilket min krop glemte at fortælle mig sidste cyklus :klap, så ændrer jeg måske testdagen :rolleyes

Stort tillykke Tanja83 :balloons

hmm... så kom mens... en hel uge tidligere end sidste cyklus, så er bare total forvirret over min krop... MEN til gengæld ved jeg nu at jeg havde æl d 6, selvom jeg kun lige havde æl-slim om morgenen, og at det nærmest var sådan "blødkogt æggehvide" agtigt frem for rå æggehvide... Min krop er bare mærkelig... nå, men så starter vi forfra og prøver bare med en masse :hump igen :wub

Nå det blev ikke til en test i denne måned, da mens kom i dag, allerede på cd 29, en hel uge tidligere end sidst...

Men hvis han skal ud og rejse, så er man da også nødt til at time turen så der er æl enten når han skal afsted eller når han kommer hjem, ellers hjælper det da ikke meget at han er fertil :bunny Men jeg har hørt at hvis man vil have drenge så er det bestemt ikke en mekanikker man skal vælge som far til barnet. Min bror er flymekanikker og han siger at af 5 mekanikkere han arbejder med som har børn er der én dreng (og faren til ham er faktisk ikke helt sikker, eftersom konen skred til fordel for en anden, så måske var det egentlig den anden der er far???)... det er noget med at pigerne er bedre til at overleve nogle af de kemikalier og varme som de går i, end drengene er...

#Mor igen: En meget lille skyggestreg, men nok til at sige TILLYKKE :loveshower

Det var det der var min plan, teste en gang i ugen til det skete enten det ene eller andet ;) ens krop kan jo ændre sig over tid, og man opdager det ikke mens man er på p-piller, men det kan da også være du har heldet med dig i første forsøg :bd

Tja, det kommer jo an på hvordan din cyklus var før du startede på p-piller... min var lang, så ventede, men manden min var utålmodig (og det blev jeg også lidt af at høre på ham :huh ) så efter tre dage testede jeg bragende negativ, og mens kom som jeg nok egentlig havde regnet med, på cd 36... nu er jeg så i gang med 2. cyklus og er på cd 22 og allerede vild utålmodig fordi jeg slet ikke kan finde ud af min krop, synes slet ikke der har været æl-slim og jeg er/har været total svimmel hele tiden den sidste lille uges tid (ca fra jeg ville have forventet æl)... men har besluttet at jeg ikke vil teste før EFTER cd 36, så det er tidligst d 27... :blink

Er der nogen der har oplevet svimmelhed som tidlig symptom? synes godt nok jeg bliver svimmel af INGENTING og uden nogen grund, for drikker nok og sover også det jeg skal, og umiddelbart er min blodprocent også fin... men, men, men er 3+0 fra sidste mens, men hvis min cyklus er som sidst, er der 2+1 til mens, så vil ikke teste endnu...

Jeg regner med at teste d 27/8, men min cyklus var meget uregelmæssig før jeg startede på p-piller og d 27/8 er regnet på en cyklus på 36 dage som sidste, så har ingen anelse om, om det er den rigtige dag :blink men forventer æl i løbet af den kommende uge, og tror da vi :humphver dag i den uge, bare fordi vi har lyst :rolleyes

# babyønske: Ja det kunne da nemt tænkes :) det kunne da være hyggeligt :) (ved altså ikke hvad der lige sker for min computer, nogen gange vil den godt quote mens den andre gange ikke vil...)

# babyønske: Ja, man når at tænke alverdens ting, bare fordi cyklus er lidt længere end den var med pillerne ;) Smerterne holdt heldigvis kun ved på førstedagen, og ikke så slemt som tidligere (altså før pillerne) så håber det fortsætter ligesådan til der kommer to streger :)

Så kom mens... altså var min første "rigtige" cyklus 36 dage. Allerede her hvor det lige er brudt igennem, fortæller min mave mig hvorfor jeg i sin tid begyndte på p-pillerne... det er ikke slemt endnu, men tænker bare, når det allerede kan mærkes så meget nu, så er det spændende hvordan min aftenvagt kommer til at gå... :unsure

Hej piger :) Jeg er egentlig ret ny indenfor det her baby-halløj... Når nu i skriver at i er 3+4 eller 4+6 osv., hvor tæller i så fra??? er det æggeløsning eller første dag i sidste mens eller??? Og hvornår er det så lige jeg kan tage en test der giver et nogenlunde svar???

Okay tusind tak for hjælpen, så vil jeg være 4+4 i dag... men den var negativ, så må jeg jo bare vente og se hvornår mens så har tænkt sig at komme, eller prøve igen senere :)

Er så super spændt på i dag... Hele vores BP afhænger lidt af et møde vi skal til på kommunen her i formiddag... Min mand skal til møde med rehabilliterings-teamet, og vi håber på flex-job til ham, da han ikke kan komme tilbage til fuld tid, har prøvet det sidste halvandet år, og kan ikke komme over max 18 effektive arbejdstimer om ugen! Men alt efter hvad de indstikker ham til, er det økonomien der bestemmer om BP fortsætter som planlagt og p-pillerne ryger her til d. 12... det håber vi :balloons