Her et lille indblik i min kamp (btw, så flad er den mave heller ikke, men skyldes snarere lidt for meget kage)
Jeg er 28, min H2B 29, og vi begyndte vores PB i sep' 2012.
Vi er begge utrolig normale, sunde og raske mennesker (det siger min gynækolog i hvert fald).. Jobs er på plads, og snart hus, bryllup og vovse. Så frustrationerne kender jeg alt til; hvorfor var det lige at vi blev et af de mange par der kæmper med fertiliteten (især når alt tilsyneladende er helt normalt)??!!
Pt. er jeg i gang med mit 2. behandlings-inseminations-forsøg. Begge gange er forløbet helt efter bogen, og så alligevel slet ikke!
HADER bare denne ventetid, og at jeg ikke kan tillade mig selv at tro på det.
Om 2 dage er det testdag, og selvom jeg prøver at stoppe mig selv, er jeg ULTRA opmærksom på min krops reaktioner.
Jeg er bange for at det vil føles ligesom sidst, hvor jeg ikke engang nåede til testdagen.
Trods alt, er jeg meget optimistisk (..til tider en anelse utålmodig), og troen på at det nok skal lykkes er stor..
Det trøster mig lidt at jeg ikke er den eneste der kæmper, og at jeg her på BK kan læse om andre i samme båd (for ude i den virkelige verden, er alle I ikke specielt lette at få øje på!!)
Måske blæser jeg det op, måske har vi ikke prøvet særlig længe, ift. så mange andre par. Men når man er midt i det, føles tiden uendelig lang!!
