Min fødselsberetning.
Mit vand gik kl 3 lørdag morgen og ved 4.30 tiden havde jeg gået lidt rundt om mig selv, pakket en taske, ringet til min mor, taget et bad og vi kørte en tur på fødegangen for at blive tjekket.
Der var dog ingen tegn på veer - kun lidt murren og jeg havde satdig 1 cm livmoderhals tilbage og var kun lidt åben - så vi blev sendt hjem for at sove og fik besked på at jeg jo kunne ringe ved 16 tiden og så kunne vi lægge en slagplan der, men hun mente nu ikke der ville ske noget de næste mange timer.
Da vi kom hjem ringede jeg til Jesper, der straks ville gå i gang med at finde flybilletter og pakke. Han kunne komme med et fly samme eftermiddag og være i Aalborg søndag kl 13 - og jeg mente jo at jeg først skulle sættes i gang søndag morgen, så vi krydsede fingre for at han ville nå det.
Efter frokost synes jeg dog det der murren blev værre og kl 13.30 begyndte jeg at overveje om det bare var mig der var pylret, for syntes godtnok lige pludselig det gjorde rigtig ondt.
Min mor blev sat til at ta tid og det viste sig at veerne kom hver 5 min og varede et minut - og efter en time på den måde, besluttede vi at ringe til fødegangen igen og vi fik besked på at vi bare kunne komme ind.
Vi var der ved 15 tiden og der var der i hvert fald ikke 5 min imellem mere - nærmere 3. Jeg kom ind på fødestuen og blev tjekket og der havde jeg så åbnet mig 6 cm!! (så tror da f*nden jeg syntes de veer gjorde nas – de har arbejdet hurtigt) Veerne blev bare ved med at komme og jeg begyndte at snakke om bedøvelse.
JM fortalte at der var vagtskifte om et kvarter og om jeg ville kunne vente så længe, og det mente jeg måske lige jeg kunne klare.
Da ”min” JM så kom ind (sammen med en JM stud.) og jeg igen begyndte at fable om den der epidural, begyndte hun at fable om jeg ikke havde overvejet at prøve noget ”mildere” først og så ævlede hun ellers bare løs om varmepuder og akupunktur og bivirkninger, mens jeg prustede og stønnede mig gennem endnu en ve og overvejede om ikke jeg godt kunne kvæle hende nu.
- Men jeg HAR jo en ”naturlig” skræk for nåle, så hun fik mig overtalt til at prøve at komme ud og sidde i et badekar lidt – bare en to-tre veer og så kunne vi ringe til narkoselægen derudefra.
Da jeg så kom i karret, fandt jeg ud af, at det rent faktisk hjalp – ahhh, altså veerne gjorde stadig monster avs, men nu kunne jeg slappe af imellem dem i stedet for bare at stå helt forkrampet og vente på den næste. Så jeg lå der i næsten en time og så kunne jeg godt mærke at presset begyndte at blive anderledes. Så mig op af karret igen og så blev jeg lige bedt om at tisse inden vi gik tilbage på fødestuen (og så kan jeg lige fortælle at det er ligeså umuligt at tisse mens man har en ve, som det er for en hund at skide mens den logrer med halen ;) ). Tilbage på stuen blev jeg undersøgt og fik at vide at jeg faktisk var helt klar – nu skulle de ”ordentlige” presseveer bare gå i gang. (og så var det lissom alt for sent til den der bedøvelse : )
Hun mente dog at baby stod lidt skævt, så jeg blev bedt om at vrikke – først kom jeg op på alle fire, men mine knæ blev ved med at glide ud og jeg var bare enormt umagelig, så i stedet kom jeg ud og sidde på sådan en ”bundløs stol” hvor jeg så senere fandt ud af at JM og den studerende sad bagved og holdt spejle under, for at kunne følge med (heh – det er utroligt hvor lidt blufærdighed man har i sådan en situation).
Efter en halv times vrikken fik jeg endelig lov til at komme op og ligge – og så ventede jeg ellers pænt på de der ”enorme” presseveer, som alle har fortalt om, hvor man bare ikke KAN lade være med at presse og hele systemet arbejder med en. De kom bare aldrig – ikke sådan rigtig i hvert fald, så JM sad og heppede på mig om ikke jeg kunne arbejde med de veer der nu kom så det prøvede jeg – og her vender tankerne tilbage til den der med melonen og udstødningsrøret, der faktisk ikke føles fra at være ret langt fra sandheden. Pressede alt hvad jeg kunne, hvergang JM fortalte at nu havde jeg en ve (måtte jo tro på hende, når jeg nu ikke rigtig kunne mærke det selv) og kunne da også pludselig mærke at der skete noget – hver gang jeg pressede sad JM og den stud og heppede ”nu kan vi se hovedet” men når jeg så fik lov til at slappe af, smuttede han tilbage igen. Dert fik JM til at sige at hvis jeg ikke havde preset ham længere ud i den næste ve, kunne hun blive nødt til at give mig vestimulerende drop, og jeg tænkte bare ”fandme nej!” Nu havde jeg klaret det så langt uden nogen bedøvelse og nåle – så skulle hun sQ ikke til at stikke i mig når der åbentbart kun var meget lidt tilbage.
Så det var bare fuld kraft pres, to veer og SÅ kunne jeg mærke at han var ved at være der. Den der brændende fornemmelse folk snakker om, den er i hvert fald ikke til at tage fejl af – men så var det bare en ve mere og så kom han ud.
Og så er det at folk siger at når først hovedet er ude, så følger kroppen bare efter... Neeej den gør ikke – og den gør sQ næsten lisså ondt at klemme ud som hovedet – men ud kom drengen, med et ordenligt skrig – og så havde jeg ellers et stk blå og meget fedtet baby på maven plus et stk stortudende nybagt mormor i øjenkrogen.
Så kl 17.19 den 13. februar blev lille Sebastian født 37+1 (og så var han jo heller ikke mindre med sine 3590 g og 52 cm)
Jeg fik lige lov til at ligge og sunde mig et par minutter og så ville de ellers til at klemme mig på maven for at moderkagen kunne komme med ud – auwi! Der var det jeg pludselig begyndte at kalde dem grimme ting – havde ellers været trukket helt ind i mig selv under hele fødslen (registrerede god hvad JM sagde, jeg kunne bare ikke svare hende) men de prikkede mig altså lige ned i navlen! (og jeg HADER at blive rørt i navlen!) Og så skulle der jo ellers ”gøres status” over skaderne.
Min store skræk var jo at jeg skulle sprække, men jeg havde klaret det med en lille rift indeni og en udenpå, så fik i alt 7 sting. Og derefter lå jeg bare og blev tanket op med æblejuice, så jeg kunne få noget sukker og en fyldt blære. Vi kunne nemlig først blive sendt videre, når jeg havde tisset selv.
(skal liige finde ud af den der med billederne.....senere...)
