beli

Hej Tøser! Synes lige I skulle have endnu en lille opdatering fra mig! Jeg vågnede i morges og var bare vildt ked af det og meget nervøs. Jeg har haft mens-lignende smerter hele natten og synes de havde taget til i løbet af morgenen. Jeg besluttede at nyde godt af min fantastiske læges hjælp og kontaktede den gynækolog hun havde henvist mig (om min lange historie) til. De var heldigvis rigtig søde da jeg ringede derop og en time senere sad manden og jeg (stortudende) og ventede på at komme ind til scanning. Og ved I, hvad tøser? Det var fantastisk! Gynækologen vendte skærmen væk fra os da hun scannede og pludselig hørte vi bare den mest fantastiske lyd blæse ud af højtalerne! - det var juniors hjerteslag! Så skal jeg love for at der blev tudet godt og grundigt, men denne gang af glæde! Vi så en lille fin basse, med to ben og to arme ligge og vinke til os, men bedst af alt hørte vi bare den lyd, der er så bekræftende og fuldstændig fantastisk! - vi aftalte med klinikken at jeg kan komme til scanning, hver uge, så længe jeg har brug for det. Det er bare en stor lettelse og en fantastisk historie jeg lige ville dele med jer! :balloons En meget glad Beli, der støt og roligt er ved at være :biglove med den lille basse!

Jeg fik tilbudt tidlige scanninger af flere årsager. En tidlig scanning i uge 7 (normalt når man har været i fertilitetsbehandling) og derefter i uge 9, fordi jeg mistede vores datter i uge 28 og dermed er MEGET nervøs og bekymret. Jeg forventer nu at blive indkaldt til en samtale med læge og jordemoder, hvor vi sammen kan lægge en plan for scanninger og ekstra jordemoderbesøg. Derudover har jeg en fantastisk praktiserende læge der har skaffet mig en gynækolog med scanningsudstyr, jeg altid kan ringe til, hvis jeg bliver bekymret (i for høj grad).

Nu er min situatuion måske lidt anderledes, men jeg vil da lige dele. Jeg havde, efter en dødsfødsel, 3 mislykkede forsøg med ægoplægning da jeg forsøgte mig med akupunktur/zoneterapi. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger, men nu taler resultatet jo for sig selv, for i dag sidder jeg og er 10 uger henne og det tog kun 1 forsøg efter jeg var startet hos min heltinde :loveshower Så mit råd: spring ud i det, for ligegyldigt hvad resultatet bliver er du nu også temmelig befriende at bruge noget tid på sig selv! Kram Beli

Jeg mener at det er "emma gad korrekt" at lægge 10%. Vi lægger nok bare, hvad der føles rigtigt, men jeg synes ikke man går helt galt i byen med en tommelfingerregel der siger 10 %... og så lige et tillykke med bryllupsdagen :seng og god fornøjelse med middagen :toot

Hej! Jeg synes lige jeg ville fortælle jer at vi havde en dejlig og livsbekræftigende scanning i fredags. Den lille reje er nu begyndt at ligne en legomand og knap så meget reptil :-) Den havde det godt, og lå og gyngede i min livmoder. Nu kan vi se frem til en nakkefoldscanning om tre ugers tid og så har jeg forhåbentlig haft mit første møde med en jordemoder og fået mere vished om, hvordan min graviditet kommer til at forløbe :-) Lige nu er vi ihvertfald meget glade og optimistiske! Og, hvor er det bare vildt at man kan elske sådan en lille filur så højt allerede! De varmeste regnvåde hilsner fra Beli

Nu sidder man jo her med den største graviditetscraving efter guldkarameller! Det er jo det rene ondskab! :sandie

Først og fremmest, tak til alle jer dejlige kvinder der har læst og taget sig tid til at sende os en lille besked :loveshower Det har været meget bevægende, først og fremmest at skrive indlægget, men bestemt også at læse alle jeres beskeder... Jeg synes stadig at det hele til tider kan virke helt urealistisk! Men jeg er vild med at være gravid igen! Jeg glæder mig helt vildt til at blive mor og ikke mindst til at gå igennem endnu en fødsel, men denne gang med den "rigtige" udgang! Til jer der har spurgt ind til Elviras obduktion; vi var til samtale på hospitalet 3 uger efter fødslen (til min store forskrækkelse, blev vi indkaldt til samtale i scanningsafdelingen på Rigshospitalet, og tro mig! - billeder af babyer og en million gravide maver er ikke lige sagen 3 uger efter man har født sin lille døde datter!) Nå, men vi fik sat os til samtalen og fik svaret, at de ikke vidste hvad der var gået galt... Det positive i det, var jo at de ikke udelukkede at jeg kunne blive mor en dag, og for at være helt ærlig så ville det ikke have ændret noget, hvis vi havde fået vished for, hvad der gik galt. Den endelige konklusion hedder "vuggedød i maven". Lige nu glæder jeg mig bare til at komme til min tryghedsscanning på fredag og se mit lille 9-ugers vidunder, som vi glæder os til at byde velkommen i familien! Endnu en gang, tusind tak for alle jeres varme tanker! Beli

Hej! Her er min historie. Efter 3 års ufrivillig barnløshed får vi en positiv graviditets test d. 30. december 2009. Lykken var selvfølgelig enorm og vi var helt ustyrligt glade og spændte. 2 uger senere (da er jeg 5 uger henne), begynder jeg at bløde. Jeg får taget en masse blodprøver og efter en del venten finder vi ud af at jeg stadig bærer rundt på et fint lille foster og at det højst sandsynligt har været en spontan abort af et tvillingefoster. Dagene og ugerne går og alt forløber godt. De første små "spark" mærker jeg i uge 17 og så er kærligheden til vores lille blyp total! Jeg bliver sygemeldt fra mit arbejde i uge 24 på grund af stress, og får tjekket alt hvad der har med den lille at gøre og intet tyder på at jeg har risiko for for tidlig fødsel eller noget som helst andet. Alt ser bare skønt ud! Jeg henvender mig til hospitalet i uge 26 fordi jeg ikke rigtig mærker babyen så meget. De tilbyder mig promte en scanning og der ser (og hører) vi at der bestemt er gang i maven, så endnu en gang bliver angst ændret til lykke! Et par uger går, stadig uden de helt store spark og da jeg d. 27. maj 2009 ikke har mærket noget i lang tid, ringer jeg til hospitalet igen. Denne gang virker de en anelse overraskede over at jeg intet mærker og vi får besked på at troppe op med det samme. Den første jordemoder prøver at finde hjertelyden, men der er meget stille... hun fumler rundt med apperatet og prøver at berolige os med at den kan ligge forkert, og at hun har svært ved at skrue op for lyden. Jeg glemmer aldrig følelsen af at ligge der, kigge ned i fodenden, hvor min mand sad og var fuldstændig opløst i tårer... Jordemoderen fortæller os at vi skal scannes og at hun vil tilkalde en læge. Vi venter nok ikke mere end 5 minutter før jeg lægger mig tilrette på briksen. Lægen forklarer os at hun lige vil kigge på skærmen inden hun viser os den. Der er MEGET stille på stuen. Pludselig udbryder min mand "den ligger jo helt stille" og lægen svarer "ja, det gør den". Med et fik vi revet tæppet væk under os. Oppe på skærmen ligger vores lille ønskebarn fuldstændig roligt med fingrene i munden. Ingen bevægelse, intet hjerteslag. Vores lille blyp er død. Efter at have udført de værste telefonopkald i mit liv, til familie og venner, med beskeden om at vi havde mistet vores lille ufødte barn, får vi en stue på fødegangen og fødsel bliver forsøgt sat i gang. Efter 30 timer med veer og en hård kamp fra lægernes side for at sætte det hele i gang, føder jeg fredag d. 28. maj 2009 kl. 20.15 en smuk, velskabt, men meget lille pige som vi giver navnet Elvira. Klokken tolv samme nat forlader vi Rigshospitalets fødeafdeling uden det barn vi skulle have haft med hjem. Dagene efter fødslen er forfærdelige. Vi havde besluttet os for selv at ordne alle papirerne og afhentningen af vores lille pige efter obduktionen, men som dagene går kan vi godt se at det er fuldstændig umuligt for os. Vi kan ikke andet end bare at fungere. Jeg ligger bare på sofaen og stirrer tomt på tv'et og jeg kan ikke engang huske hvad jeg så 5 minutter tidligere. Søndag eftermiddag ringer vi til en bedemand. Dagen efter sidder vi pludselig i vores lille lejlighed med en bedemand! En bedemand der skal hjælpe os med at give vores Elvira det bedste, som vi kan give hende, nemlig et fint sted at hvile. Vi sidder pludselig og vælger urne og kiste, hvor vi skulle have valgt barnevogn og sparkedragter... Vi er ikke i tvivl om at hun skal ligge på Bispebjerg Kirkegård, og nu skal vi bare beslutte os for det endelig sted. Vi bliver kørt rundt af en graver og kigger på "Blomsten", et fint sted til børnegrave, men vi falder begge for en urneplads, hvor der står et lille træ lidt væk fra de større. Og skæbnen ville at der var plads til vores lille blyp, vi havde fundet det perfekte sted. Vi sagde farvel til hende en lille uge efter fødslen. Bedemanden havde sørget for et rum, hvori hendes lille kiste stod. Inden da havde vi fået ham til at lægge et bryllupsbillede af os, en tegning fra en lille kusine og et brev ned til hende. Vi havde fra starten været enige om at min mand og jeg ville sige farvel, kun os to. Så vi gik ind til hendes lille kiste, med den mindste "bårebuket" af lyserøde blomster, bundet sammen af båndet fra min brudebuket, som vi lagde på kisten. Det var en hård afsked, men måden vi gjorde det på var det helt rigtige for os. Vi har bagefter talt meget om, hvor vildt det egentlig er, at vi i sorgens stund tog så mange beslutninger og at vi ikke har fortrudt en eneste af dem. Nogle dage senere hentede vi hendes urne og min mand bar hende det sidste stykke ned til hendes grav. Vi satte hende selv i jorden og kastede det første jord over hende... Nu havde hun fået sit helt eget sted, hvor vi kunne være "sammen" med vores lille pige. Vi savner hende hver evig eneste dag. Mange har prøvet at trøste os med; "hellere nu end når I har haft hende i 2 måneder", men som vi svarede; vi ville have givet hvad som helst for at have set hendes øjne, hørt hendes gråd, mærket hendes fingre om vores... Vi talte meget om, hvorvidt vi var blevet forældre eller ej. Vi besluttede os for at vi var blevet forældre, men at vi stadig havde tilgode at blive mor og far. Det skal vi så være nu! Jeg er nemlig gravid igen. Efter 3 mislykkede forsøg er det endelig lykkedes for os at få den positive graviditetstest og jeg har termin i begyndelsen af marts 2012. Vi er selvfølgelig ovenud lykkelige og glæder os helt vildt, men angsten og tankerne er jo fulgt med. Selvom jeg går med de samme graviditetstanker og spørgsmål som så mange andre gravide, er der jo også min historie som følger med. Frygten for at det kunne ske igen, tankerne om sygemeldinger og ekstra kontrolbesøg og en million andre ting, der pusler rundt i tankerne. Jeg havde brug for at dele min historie og hvis nu der er andre der går igennem endnu en graviditet, efter at have mistet og som kunne have brug for at dele sorger og glæder med andre :-) Tak fordi I tog jer tid til at læse mit indlæg!