Maustique

Jeg tror du har ret i, at det kommer til at gå hurtigt. Hvilke risici har du? For ingen kan nægte dig at føde hjemme hvis du ønsker det - men der kan selvfølgelig være ting som gør det er en dårlig ide. Det lyder bare ikke sådan hvis du siger at du har haft nemme, ukomplicerede forløb?

Altså - vi har en tablet til Alexander ved et tilfælde og han lærte lynhurtigt at bruge den. Han var vel omkring 1,5 år, da han fik den. Han har brugt den til forskellige former for puslespil og så at se videoer på youtube. Det er dog MEGET sjældent han bruger den - og ofte er den ikke engang ladt op, når vi lige kommer i tanke om den. Alexander leget så dejligt selv på den gammeldags måde - så det er faktisk ikke nødvendigt. De få gange vi har brugt den har primært været på længere bil eller flyveture, når han har været småsyg - eller når mor har været det og har haft behov for at aktivere ham.

Jeg fik først min første mens efter 8 måneder - men jeg fuldammede også indtil 6 måneder. Den var uændret og regelmæssig med det samme...

Hvordan reagerer hun hvis hun sidder med noget mad selv? Det er jo ikke er must at hun skal have grød - og hun er stadig meget lille...

Skal hun ikke have en ny? Så kan de ofte overtales til at tage den gamle med ;-)

Så længe du sørger for at få 400 microgram folsyre om dagen - så tror jeg det er hip som hap. Det er dobbelt af normal dagsdosis.

Solen kan rigtig nok give pigmentpletter - men skadet hud er også mindre elastisk = større risiko for strækmærker

Syltetøj

Ej - jeg er her også ;-) Jeg skriver bare ikke så meget fordi der - tjaaa - ikke sker så meget herinde

Skal vi ikke have sådan en? Jeg skal nok smide første billede på i aften, når jeg kommer hjem. Til dem der er på fra mobilen, så ville det måske være en god ide, at vi skrev, hvor langt vi var henne, når billedet blev taget Sæt igang :bunny :lovebk

Se - denne beretning skulle jeg har lavet for et år siden, men jeg har bare aldrig rigtigt fået det gjort. Nu tager jeg mig sammen og deler beretningen med jer, primært fordi jeg stadig får spørgsmål til den måde jeg valgte at føde på. Måske kan det inspirere jer :kram Graviditet og fødselsvalg Dette skal ikke blive en debat om hjemmefødsel vs. hospitalsfødsel - men I får baggrunden for mit valg. Jeg havde på det tidspunkt lige rundet de 30 år og Alexander er mit første barn. Min mand på dengang 38, har to store piger på 12 og 16 år som bor hos os ca. halvdelen af tiden. Graviditeten var forløbet uden de store komplikationer og alt var faktisk standard. :stork Som de fleste andre førstegangsfødende, så fyldte tankerne om fødslen rigtig meget allerede tidligt i graviditeten. Jeg har aldrig været den store fan af hverken hospitaler eller for den sags skyld læger - og jeg havde flere veninder, der i forbindelse med deres fødsler havde oplevet forskellige ting, der kørte som skrækscenarier i mit hoved. Jeg nævner i flæng: flere af dem havde været igennem hele bygen af indgreb (igangsættelse, vedrop, rygmarvsbedøvelse, vestorm, kop, klip og bristninger), de havde kæmpet sig vej til hospitalet, kun for at blive sendt hjem igen med galoperende veer, havde ligget på stuer i meget lang tid uden jordemødre, og selvom der generelt var stor tilfredshed med de jordemødre, der havde hjulpet til slut, var det for mig et billede af en fortravlet hverdag uden ret meget tid og ro :unsure . Det skræmte - for at sige det mildt - livet af mig. :boo Jeg nåede to jordemødrebesøg på sygehuset - og de hjalp ikke ligefrem på hverken hormoner eller fødselsangst. Den første jordemoder ævlede bare en endeløs række af spørgsmål op fra et stykke papir (vi faktisk havde udfyldt i forvejen) uden på noget tidspunkt at kigge op på os. Vi var hverken narkomaner eller socialt udsatte - derfor ikke yderligere interessante. Jordemoder nr. 2 startede med at uddele en skideballe fordi vi havde misset et besøg, vi er rimelig enige om, vi aldrig er blevet indkaldt til, for derefter at kvide: "Neeeeiiiijjj - endNU en termin i beg. af juli. Nøøøøj hvor får vi travlt - det er slet ikke sikkert der er plads til jer her (I Næstved). Men når I ringer ind kan I få at vide, om I skal køre til Holbæk istedet. Hurra for 1,5 times kørsel i bil med veer?? :shooter eller "Fødsel i kar?? Jamen nu er det jo langt fra alle, der når at føde i kar her - I skal tænke på, vi har jo kun 4 kar". Gennem en veninde (som desværre havde født for tidligt, og derfor ikke kunne føde hjemme), blev jeg præsenteret for Hjemmefødselsordningen region Sjælland. Jeg ringede til dem kort efter jordemoderbesøg nr. to - og ved ikke helt hvad jeg håbede. Men hjem til os kom den sødeste jordemoder til en kop kaffe og en lang snak og halvanden time senere, var min fødselsangst næsten forsvundet og en ellers anelse skeptisk mand var fuldstændig overvundet. Vi skulle føde hjemme! :loveshower

Jeg er meget slank - og jeg tror faktisk det er sværere at holde skjult der. Hvis man normalt har en hel flad mave så får man hurtigt den der karakteristiske helt runde bule.. Jeg har begge gange (uden at være stor nogen af gangene) måttet krybe til korset henne omkring uge 10 fordi folk decideret begyndte at spørge. Og det på trods af både meget poset tøj, vintermåneder og kreativ brug af ferie. Jeg blev stor i samme hast første og anden gang..

Ja - jeg fødte sammen med Cille og håber at komme til det igen om en måneds tid

Hvor i landet bor du?

Det er ikke skræmmende - du skal ikke være bange. Du slipper for transport, har din helt egen jordemoder hos dig hele tiden, er hjemme i vante omgivelser og HVIS der bliver det mindste så bliver du overflyttet. De tager ingen chancer ;-)

Som svar på dine spørgsmål så er det ikke ret dyrt at benytte en sæddoner. Søg på priser og sæddonation så får du prisark fra sådan noget som Copenhagen fertility Center frem. Hvor mange forsøg der skal til kan ingen fortælle dig. Mener statistikken hedder at 80% er gravide indenfor et år og yderligere 10% indenfor to ved et normalt sexliv - så jeg tænker at chancen er en smule højere her, fordi de sikrer sig at de rammer ægløsning. Etisk har jeg ingen problemer med donorbørn. Jeg ville nok vælge en med en så åben profil som muligt - især fordi du ikke har en far-rolle inde og barnet vil begynde at spørge tidligt. Og så er der hele rationalet med at få et barn tidligere, alene og med en donor fordi nogle læger har sagt at det muligvis kunne afhjælpe nogle smerter som de ikke engang ved hvad skyldes? Tja - jeg ville på det aller aller kraftigste fraråde dig at få et barn af de grunde. Det kan godt være at du gerne vil være mor - det ville jeg også som 25 årig. Bare ikke lige der. En graviditet er rigtig hård - og der er altid en risiko for at nogle af generne (som f.eks. bækkenløsning) ikke går væk efter fødslen. Hvis du ikke har lyst til at være gravid allerede inden du bliver det, så kan jeg garantere dig at så bliver det et helvede at ligge i tre måneder med hovedet i toilettet, strækmærker, bækkenproblemer, halsbrand, søvnløshed og alt det andet der følger med en helt normal graviditet. Hvis du ikke er skruk, hvis du ikke længes efter små baby tæer og fingre, hvis du ikke kigger babytøj i smug og kigger misundeligt på andres gravide maver og har lyst til at være gravid - så synes jeg absolut ikke, at du skal prøve at få et barn! Og så lader jeg helt være med at berøre, hvor hårdt det er at være ung, enlig mor, hvor mange udfordringer det kommer til at give dig senere med mænd (de vil sjovt nok gerne være fædre til deres egne børn) og hvordan livet ændrer sig efter børn og hvorvidt du føler dig klar til den ændring forholdsvist tidligt i livet.

Jeg er enig - begge dele er asocialt. Derfor minimeres begge dele også. Men jeg vil sidde sammen med dem, når de så skal have lov. Dvs. at jeg vil både kunne se, hvad der foregår på i-paden eller se samme tv. Det der med at de gemmer sig væk på værelset med adgang til internettet, det vil jeg undgå så længe som muligt.

Alexander startede først i dagpleje, da han var 11 måneder - og det synes jeg var dejligt. MEN da vi startede projekt baby sad vi med en dobbelt husleje og et usælgeligt hus. Hvis det hus ikke var blevet solgt inden den periode jeg havde med fuld løn var udløbet, så havde jeg nok også været tvunget til at sætte ham i dagpleje i en alder af 4-6 måneder. Simpelthen fordi vi ikke kunne betale vores terminer, hvis jeg var på dagpenge (hurra for finanskrise og 40% fald i boligpriserne i Næstved) Så nogle gange er det simpelthen et valg, man er nødt til at træffe - om så man kan lide det eller ej. Til gengæld gik jeg i mødregruppe med én som sågar var arbejdsløs pædagog, og hun valgte at fortsætte med at gå hjemme på sine barselsdagpenge - og alligevel sætte sin datter i vuggestue så snart hun kunne. Mener at pigen var en 5-6 måneder. Hendes argumentation var, at datteren jo havde behov for at se andre børn og blive stimuleret af de voksne. Den må jeg indrømme jeg ikke rigtig kunne forstå.

De skal jo lige have mulighed for at "lære" at lege selv. Jeg synes, I skulle slukke for tegnefilmene og se hvad der sker. Det kan godt være, at der kommer lidt tuderi - men jeg tror det går over. Alexander har et lille legehjørne i vores stue med hans yndlingslegetøj. Selvfølgelig synes han, at det er sjovest, hvis der hele tiden sidder nogen sammen med ham - men efter noget tid, så går han altså igang selv. Og det er sundt for børns fantasi at kede sig lidt ;-) Og så er jeg meget enig i dette!

Synes slet ikke det er nødvendigt. Vi har to teenagere i huset - og de ser alligevel kun tv på deres computere - dog typisk i stuen sammen med os. Når vi ser tv så er det nogle gange for Alexander og andre gange for os. Han skal lære at "dele". Jeg kan slet ikke lide tanken om et barn der sidder på sit værelse og ser tv alene. Så her er svaret aldrig ;-)

Ej - hvor jeg bare ELSKER Peter Plys!!! :loveshower

Det tror jeg altså ikke, du skal tage så tungt. Børn har en underlig logik - og det med døden betyder ikke nødvendigvis det samme for små børn som for voksne. Jeg ville fortælle ham det i forvejen - men ikke mere end det. Og så ville jeg i stedet lægge vægt på, at han skulle hygge sig ekstra med mor indtil far kommer hjem igen. Børn reflekterer voksne rigtig meget - så vis ham, at du er glad og ingen bekymringer har, så smitter det af...

Vent du bare et par uger inden du ringer til din læge. Som andre siger vil de højest sandsynligt ikke se dig før omkring uge 8 - og min erfaring er også, at lægens er væsentlig mindre følsomme. Du risikerer at gå derfra med en læge der siger, at du ikke er gravid ;-)

Jeg tænker frem til de er minimum 20 år :yay :lol Alexander er lige straks tre, og jeg tager ham stadig hud mod hud, hvis han er syg, overtræt, ked af det eller bare har brug for det. Vi kraver ind i vores seng, jeg beholder trusser på og han beholder bleen - og så krammer vi bare... Hvornår jeg begynder at insistere på noget tøj ved jeg ikke. Lige nu er han stadig så meget "baby" at han ikke forbinder mine bryster med andet end blødhed, varme og tryghed. Mine bonustøser sov jævnligt i arm med mig frem til de var en 11-12 år, når far ikke lige var hjemme. Dog med nattøj på :loveshower

Jeg hælder også til mørk sirup blandet med almindelig sukker. Mørk sirup smager næsten 100% som farin synes jeg...