Korte version: Er der nogen der kender en god bog om opdragelse der påpeger det vigtige i at man nogen gange skal være det "dumme svin" som forældre? At børn har brug for at få tydelige beskeder, ikke for mange valg og at det ikke gør noget at barnet en gang imellem følger ubehag.
Lange version: Jeg har en nevø på 3, han bliver 4 til februar. Han er en engel når han er sammen med mig, bedsteforældre, i børnehaven osv, men når han er sammen med hans forældre, især hans mor(min storesøster), så skaber han sig og slår og bider dem. De har droppet at lave aftensmad eller handle ind når de også skal tage sig af ham. Når de skal børste tænder på ham, er de blevet nød til at fikserer ham ved at holde hans arme med deres ben, imens han skråler og skriger. Når jeg skal børste tænder på ham, så står han helt stille og adlyder det jeg beder ham om.
Jeg synes generelt de er alt for vage i deres opdragelse, og forsøger at tale ham til fornuft i stedet for at komme med tydelige beskeder til hvad han skal gøre. Min far og jeg var på besøg hos dem i weekenden for at se deres nye baby, vi kan kun være hos dem i 1,5 time før vi skal videre. Da vi kommer sidder han og ser Ramasjang. Min storesøster spørger min nevø om han ikke vil slukke TV'et(hvilket fylder meget både visuelt og auditivt i deres lille stue, hvor os voksne sætter os for at snakke), han siger nej, og at han vil se programmet færdig, det synes hun er okay. Når programmet er færdigt, spørger hun ham igen om han ikke vil slukke, han siger nej fordi Gurli gris lige er begyndt. Hun argumentere for at vi skal have ro til at snakke og være sammen i stedet for at se TV. Han følger ingengang 100% med i programmet, fordi jeg og hans bedstefar sidder og pjatter og snakker med ham samtidigt med han spiser en småkager. Jeg tager fjernbetjeningen og slukker TV'et. Han begynder og græde og skrige. Vi forsøger så godt vi kan at ignorere det(jeg venter på at forældrene gør et eller andet), efter lidt tid går hen til hans mor og slår og forsøger at bide hende. Hun siger at det skal han ikke, og holder ham på afstand med armene. Han stikker hovedet ned i sofaen og græder og skriger videre, min storesøster går hen og henter noget LEGO hun har taget med fra hendes barndomshjem. Hun forsøger at få ham til at blive interesseret i LEGO'et det lykkes efter nok ca. 5-10 minutter. Resten af tiden opfører han sig pænt
I ovenstående situation synes jeg jo at min søster ikke burde diskutere med sin dreng om hvorvidt TV'et skulle slukkes, det skal bare slukkes. Måske var det okay at han så det første program færdigt, men så skal den sag heller ikke trækkes længere. Er jeg helt galt på den? Han er jo selvfølgelig vant til at få sin vilje og så det ville tage noget tid at ændre på den relation han har med sine forælde. Episoden med TV'et er bare en af mange jeg har oplevet, men som tidligere skrevet så er han et helt andet barn når jeg eller andre er alene med ham.
Som barnløs lillebror(jeg arbejder dog i en SFO som pædagogmedhjælper), så har jeg jo absolut ingen autoritet hvad angår børneopdragelse. Derudover er min storesøster umulig at snakke med omkring svære emner, hun lukker bare i og kommentere ikke hvis man forsøger at starte en samtale hun ikke er interesseret i. Så er det jo jeg tænker at en bog om opdragelse som julegave, ville give god mening, især en der påpeger det vigtige i at man nogen gange skal være det "dumme svin" som forældre. Har I nogen ideer?
Er I enige med mit syn på sagen ud fra hvad jeg har beskrevet?
