Jeg ønsker mig en baby, vanvittigt meget. Men min kæreste er ikke heeeeeelt klar, ("måske snart", som han siger), og jeg er håbløst utålmodig (pænt dårlig kombination).
Det kommer sig af (formoder jeg) at jeg på et tidspunkt troede.. nej jeg var faktisk sikker på at jeg var gravid.. først var jeg panisk angst, da det SLET ikke var planlagt, og jeg havde egentlig ikke engang overvejet hvornår jeg ønskede børn - jeg vidste dog at jeg engang ønskede at blive mor. Men i de par uger der gik, nåede jeg at forberede mig mentalt på at der nok var et foster i min mave, og jeg endte faktisk med at blive helt skuffet da jeg fandt ud af at det var ren indbildning, min kæreste fortalte at han faktisk havde håbet og også var ret skuffet.
Efterfølgende har jeg følt at jeg mangler noget, og nu ønsker jeg mere en noget andet at blive gravid.. Jeg tænker på det hver dag, og jeg kæmper en kamp for bare at leve en lille smule i nuet.
Er der nogle der kender den følelse? Jeg spørger fordi jeg er begyndt at føle mig en smule skør - hvordan kan jeg mangle noget jeg aldrig har haft, så meget?
Min kæreste er jo som sagt ikke helt klar, men han er heller ikke helt afvisende og det er så frustrerende - jeg ville ønske jeg kunne gøre noget der kunne få ham til at ændre mening.. på den anden side er det sidste jeg ønsker at presse ham til noget, der for ham ikke føles rigtigt..
Men for h...... hvor er det hårdt lige nu :D
