påskeæg

Jeg skrev tidligere i dag (jeg er på ja-fronten) og vil lige tilføje et ps: Der er flere der nævner at du skal være 100% sikker på at din kæreste/ven brænder for det. Selvfølgelig skal han som udgangspunkt synes det er en god tanke, så du ikke skal "snyde" ham ind i det, men at forlange af så ung en fyr at han skal brænde 100% synes jeg måske nok er et urealistisk krav at sætte til situationen. Hvis dit støttesystem, især din familie, i øvrigt er stærkt, synes jeg ikke du skal lade en knægts måske skiftende og uerfarne følelser afgøre din skæbne. Babyen bliver lige dejlig uanset det. Du er så ung, du kan nå at møde dit livs kærlighed mange gange senere. Den barnløsheds-epidemi der hærger den vestlige verden er for en stor del på grund af at man venter for længe. Selvfølgelig skal man ikke føle tidspres når man er 16, du kan formentlig få unger i ca 30 år endnu, jeg synes bare man skal huske, at den materielle perfektionisme ikke kun er af det gode, men også bringer mange tragedier med. Uddannelse er vigtigt, men den er der da heller ikke spor i vejen for, det er kun et spørgsmål om at rækkefølgen bliver lidt anderledes end normen. Rækkefølgen er mindre vigtig, end at man får hvad man ønsker sig, synes jeg.

Kære Michelle, Hvis jeg nu havde været den eneste, der skulle svare på dit store spørgsmål - så havde jeg nok også haft indvendinger. Men fordi der er så mange andre, som argumenterer for, at du bør vente - så føler jeg mig tilskyndet til at lægge noget på den anden vægtskål og sige, at jeg synes, at du gerne må kaste dig ud i det. Der er så mange normer for alting, men vi kan ikke allesammen leve efter en lineal og være 29,5 år når vi får vores 1,7 børn eller hvordan gennemsnittet nu er. Praktiske ting er der altid at tænke på, uanset alder og situation. Hvis man skal vente på at alting er perfekt, og at man er "klar" på alle planer, så kan man vente for evigt. Flere har skrevet at det lyder som om du ønsker at barn for at udfylde et tomrum - og ja, det er der da slet ingen tvivl om. Men hvorfor er det anderledes end for alle andre, der ønsker sig et barn? Det er altid på en måde "egoistisk" at få barn - man får det, fordi man ønsker sig det. Fordi man føler, at uden det mangler der noget. Ofte netop fordi man ønsker sig oplevelsen af at sætte et anden menneske før sig selv. Med mindre selvfølgelig bliver gravid ved et uheld uden et forudgående ønske - og det kan jeg ikke se skulle være så meget mere ærværdigt end at få det, fordi man har ønsket og planlagt det. Selvfølgelig er der en risiko for efterfødselsdepression. Men der er også den mulighed at et barn kunne udløse så meget kærlighed og lykke at udfordringerne i dit sind ville være løst for altid. Det behøver ikke altid at være worst case scenario, man træffer sine valg ud fra. Held og lykke.

Det kan være meget anstrengende for sexlivet med projekt baby, når det ikke bare lige sker af sig selv i den første passion. Især fordi vi er præget kulturelt til at sex skal være noget der skal føles som en kraft der er større end os selv - noget spontant der tager os med storm. Men det kan også være virkelig romantisk at have sin vilje med. Jeg synes selv der kan være noget virkelig sexet ved planlagt sex - det at man har prioriteret hinanden. Jeg ved godt mange oplever det som et turn-off at det er planlagt på forhånd - jeg synes det modsatte. Det viser at man virkelig vil hinanden, især i en travl hverdag. Men jeg ved også godt at det nemt nok at sige sådan. Jeg var desværre den eneste af os i forholdet, der syntes planlægning er sexet. Så vores sexliv gik også stort set i stå, da babylængslen blev påtrængende og problematisk. Løsningen for os var IUI. Der må man ganske vist give slip på drømmen om den naturlige undfangelse, og der er da sikkert også mange, som har hårde meninger om "unødvendig" IUI. Det havde jeg vist også selv engang, før jeg kendte til længslen og savnet, når baby udebliver. Men for os reddede IUI sexlivet. Fordi - så var der andre gode kræfter, som holdt øje med ÆL, og der blev sørget for, at chancerne blev optimeret hver eneste måned. På den måde var vi selv frie til at mærke vores egen lyst - i bevidstheden om at der i denne måned ville blive/var blevet gjort at det bedste der kunne, blev PB og sexlyst igen to forskellige ting, det desperate forsvandt, og sex fik lov at stå i sit eget lys igen. Min mand blev fri for den nagende følelse af kun at være "avlsdyr" - for avlen blev allerede taget hånd om på anden måde, så han kunne igen mærke, at det var ham jeg havde lyst til, ikke kun "varen". Vores passion blomstrede op igen. Også fordi jeg blev meget mere glad, fordi jeg vidste der nu blev gjort noget seriøst ved sagen. Min udstråling blev mindre desperat. Selve proceduren klaredes bedst med masser af smil og humor. Det kræver en henvisning fra lægen hvis det skal være i offentligt regi, men hvis lægen ikke lader sig overbevise (men det ville jeg nu gætte på at han/hun gjorde - især med de hvide løgne i den gode sags tjeneste, som flere andre har anbefalet, dvs overdrive en hel del om hvor ofte I har sex og hvor længe I har prøvet) kan man gå til det private - de stiller ikke ret mange spørgsmål. IUI er ikke voldsomt dyrt, slet slet ikke i IVF-prisklasserne. Jeg synes I skal sætte IUI i gang på den ene eller den anden måde, fordi det er det der har reddet det hele for mig. Ikke kun sexlysten, men også barnløsheden. Min mand havde noget modstand da jeg introducerede ideen, han følte det viste han ikke var mand nok til at klare sagen selv - men det gik over meget hurtigt, han skulle bare lige give sin indre hulemand lidt taletid først, så kunne han sagtens se logikken. Og nu, hvor jeg er gravid, er han bare så glad for at jeg kunne tænke og handle.

www.aku.nu

Ja. Min mand var der ikke, for sædkvaliteten var aldrig noget problem, (problemet var min alder - jeg er 43 og derfor tænkte vi det var bedst at give processen et lift, så tiden ikke løb fra os) men jeg ved, at der er mange andre, hvor det er manden, der får behandling og efter nogle gange opnår bedre sædtal. Hvis sædkvaliteten er en udfordring er det bestemt værd at forsøge.

PS. Nej det var ikke på behandlingsstedet, men en jeg selv fandt. Der er jo mange, jeg vil råde til at at vælge en der brænder for fertilitet, og som du har god kemi med.

Jeg gik og går stadig hos en akupunktør med speciale i (bl.a) fertilitet. Hun forklarede at hun ville rette op på hele min generelle tilstand, for at forøge chancerne for graviditet - det er jo nemmere med en krop i balance. Selv små forskelle i f.eks slimhinden kan være lige det der gør udslaget. Da jeg begyndte var jeg stadig i dyb sorg og chok fra at have mistet og desuden (måske derfor) meget modtagelig for infektioner, havde den ene lunge/bihule(pandehule osv osv betændelse efter den anden, og min forbrænding var tilsyneladende gået nærmest i stå. Hun forklarede en masse om hvordan min "energi var stagneret" og jeg havde "for meget slim" o.lign, jeg behøvede ikke at forstå det hele, for jeg kunne jo mærke at det virkede efter nogle gange. Jeg har været der MANGE gange, og fik det bedre for hver gang. Først blev min modstandskraft meget bedre og så mit humør. Henimod den insemination som lykkedes, var jeg i så god følelsesmæssig balance at jeg næsten kunne se en god tilværelse for mig selv, SELV HVIS DET ALDRIG LYKKEDES AT BLIVE GRAVID IGEN, og det siger en del, når det gælder mig. DA jeg så stod med de to streger, betroede hun mig, at alle de IUI-H vi havde lavet imens jeg stadig var "stagneret", havde hun tænkt var håbløse - at min krop slet ikke havde haft de ressourcer der skal til, for at naturen synes det er en god ide. At selvom jeg på papiret havde prøvet mange gange, havde de reelle forsøg, dem der gav mening udefra set, kun været ganske få. Jeg gik der en gang om ugen og også umiddelbart efter insemination. Jeg kunne mærke bagefter hvordan min livmoder blev helt hård og varm og levende og stærk. Det føltes rigtig godt, selvom selve behandlingen ikke ligefrem er behagelig - faktisk lå jeg og skreg og græd af smerte når hun ramte rigtigt i mine "yndlings" :blink punkter - men det flow jeg følte bagefter, især i underlivet, og i hjernen, var det hele værd. Og de to streger - ja, det er jo umuligt at sige om det var på grund af akupunkturen, men der er god mulighed for at det spillede en stor rolle. Jeg vil blive ved med at gå der til jeg er forbi det tidspunkt hvor jeg mistede sidst. Også for at bevare det optimistiske humør og ikke spinne for meget ud i bange tanker.

Åh nej hvor er det bare uretfærdigt, jeg har fulgt med herfra og jeg føler så meget med dig! Jeg sender dig alt godt og håber du hurtigt heler, så du kan blive klar igen, gravid igen, og det hele virker næste gang. Der er selvfølgelig stadig et lille håb, men jeg forstår godt hvis du ruster dig til den endelige afgørelse ved blodprøven. Hvis det er et mirakel og baby stadig har det godt, så glæder jeg mig til at læse det her. Hvis ikke, så håber jeg du hurtigt kan se fremad - i hele mit forløb har det holdt mig følelsesmæssigt nogenlunde oven vande at hele tiden se fremad, fokusere på næste behandling, næste skridt, næste aktive handling. Pludselig lykkes det. Se fremad. Tænker på dig :kiss

Hej, Fortvivl ikke, og giv ikke op! Vedholdenhed bringer lykke. Jeg er 43 og gravid, ganske vist via IUI-H, men håber det kan bruges som solstråle alligevel :7himmel . Det lykkedes i tiende (!) forsøg. Jeg vil være 44 når jeg føder. Hang on! Og hold dig fra at læse for mange statistikker - det kan være skadeligt :) Masser af kærlige tanker herfra.