Kære dig. Jeg kender alt for godt til din historie og ja du har ret, der findes intet værre end at miste sit barn. Jeg har selv stået i din situation hele to gange. Første gang var jeg gravid i uge 24, vi ventede os en datter og alt var fint. Jeg begyndte at bløde en tidlig morgen, min mand kørte os til hospitalet, de kunne se at slimproppen var gået og jeg var i begyndende fødsel, dog ingen smerter. Jeg fødte en dejlig velskabt pige klokken 15.00, som desværre døde i favnen på os klokken 15.40. Vi fik hende døbt af hospitals præsten, inden hun døde. Hun kom til at hedde Andrea. Jeg blev gravid et halvt år efter og i uge 23 gik vandet, uden varsel på køkkengulvet. Var hos mine forældre, de kørte mig til akutmodtagelsen, men jeg fødte på vej der ud i bilen. Vi kunne desværre ikke få ham døbt, da han var død, men vi fik ham navngiver Villads. Vi har også nogle dejlige billeder af vores børn, fodaftryk og har lavet et fint album af dem begge. Andrea fik vi begravet, men Villads fik vi bisat, da det tog MEGET hårdt på os, at bære og se den lille kiste hun lå i. Jeg har efterfølgende af disse hændelser, været til en masse undersøgelser og lign. De har fundet ud sf, at.min livmoerhals er for kort og at jeg derfor ikke kan holde på barnet, når det begynder at veje noget og rumstere rundt. Så jeg har fået opereret en indvendig cerklage på min livmoder, som gør at jeg ikke kan komme ud for det samme igen. Jeg er nu gravid i 11,2uge og er fuldtids sygemeldt. Alt ser fint ud og går som ønsket og planlagt. Jeg har været til 3 sikkerheds skanninger og skal til den 4. på fredag og nakkefold næste fredag. Så sødeste du, der kan stadig ske mirakler. Ønsker det bedste for jer. Det er alt for hårdt, det i har og skal igennem.
