Hvordan hjælper jeg bedst min kollega?

[sallys]

Jeg ved ikke om jeg lægger dette emne det rigtige sted, men så må det flyttes...

Jeg har en kollega, der igennem et langt stykke tid har haft det rigtig skidt. Hun er stresset og har fået konstateret en depression, hun får nogen piller og hun går til psykolog. Hun arbejder fortsat, dog har hun været deltidssygemelt et stykke tid nu. Hjemme får hun ikke meget opbakning, hun har 3 børn fra 2-5 år som hun skal tage sig af, og en mand der arbejder rigtig meget. Hun ønsker ikke at være sygemeldt, men der er egentlig stor forståelse for hendes sygdom hos chefen.

Jeg snakkede med hende i dag, og kunne mærke, at hun havde fået det mere dårligt på det sidste - selv siger hun, at hun havde en dårlig dag. Hun har åbnet sig overfor mig, vi snakkede ellers ikke rigtig før, men jeg har støttet hende gennem hendes stress periode, da jeg tilfældigvis var den, hun brød sammen overfor. I dag virkede hun meget nede, ligeglad med alt, ligeglad med om hun blev fyret (har aldrig været på tale), nærmest ligeglad med børnene, hun kunne slet ikke overskue dem osv osv. Hun sagde at alting også bare kunne være ligemeget (i mine ører blev det forstået som at hun ikke gad leve...)

Jeg lyttede, fortalte om egne erfaringer og forsøgte at komme med gode råd, men meget svært. Mit spørgsmål er, om jeg overhovedet kan gøre andet end at lytte? Hun virkede selvmordstruet i dag, jeg ved hun sagde, det var fordi hun havde en dårlig dag, men jeg ved ikke hvor slemt det er alle dage, og jeg vil meget nødig bare se til, hvis hun virkelig er selvmordstruet.

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg bedst støtter hende, så er der nogen, der evt har været i samme båd som mig eller hende, som har nogle gode råd, hører jeg gerne nærmere...

[Myliona]

Hvis hun går til psykolog, burde denne kunne vurdere om hun er selvmordstruet...

Jeg ville tale med chefen, og "lufte" frygten - hun burde IKKE gå på arbejde! Nu ved jeg ikke hvad I arbejder med, men det er jo ikke forsvarligt.. Han burde tale med hende om en sygemelding.

Ellers ville jeg nok som veninde prøve at hjælpe hende - hjælpe med pasning af unger, rengøring osv osv.

Er hun deprimeret, så er det ikke nok at tilbyde hjælpen - man skal simpelthen bare gøre det..

Jeg har selv været nede med depression, og hvis folk spurgte om de skulle hjælpe, sagde jeg nej - for kunne simpelthen ikke overskue at finde ud af hvad de skulle hjælpe med og hvordan. Men da min veninde kom over, og bare sagde - Nu tager jeg din opvask, og så går jeg over og vasker dit tøj bagefter; Så var det jo bare sådan det var. Og ikke noget med at jeg skulle bede om hjælp; Så tilbyd din hjælp KONKRET!!

"Passer det dig tirsdag at jeg kommer hjem forbi dig, så kan jeg lige hjælpe med dit og dat" også ellers rykke lidt hvis dagen lige er dårlig for hende.

Det samme med børnepasning: "Skal jeg ikke tage ungerne på torsdag, så kan du smutte hjem og læse en bog"

Det er bestemt noget værd at tilbyde hjælpen; Men som deprimeret, kan man ikke overskue at spørge efter den..

[Barbamama]

Sikke en omsorgsfuld tråd. :kram2

Jeg hørte engang fra en forelæser på mit studie (jeg læser psykologi) at depressive ofte bliver selvmordstruede når der er på vej i bedring. Det lyder lidt mærkeligt, men giver på en måde alligevel god mening. Når man er RIGTIG deprimeret, så bliver man ofte handlingslammet. Og i takt med at man får det bedre, så orker man også at gøre nogle ting. Og der kan depressive ramme ind i et uheldigt "kryds" i bedringen, hvor de stadig er kede af livet, men nu har fået så meget handlingspotentiale, at de risikerer at "gøre noget ved det" :o

Så selvom det er rigtig skræmmende at din kollega virker selvmordstruet, så behøver det ikke betyde at hendes behandling går dårligt. Og iøvrigt er det jo bestemt ikke alle depressive, der forsøger selvmord! Og desuden er det ikke dit ansvar, så pas på dig selv, så du aldrig kommer til at føle skyld HVIS hun skulle forsøge på det.

Jeg synes det lyder rigtig godt og omsorgsfuldt, sådan som du har reageret indtil nu. Jeg er ikke sikker på, hvor meget depressive kan "tage ind" af andres erfaringer, men at nogen vil lytte er sikkert rart. :) Jeg tror ikke at du kan gøre så meget mere, for hun HAR jo medicin og sin psykolog, og jeg tror ikke at du som kollega kan gå ind som "ekstra psykolog" og sige noget, der som sådan ændrer noget.

Så jeg synes det er rigtig fint og virkelig godt nok at du "bare" lytter. Derudover kan du selvfølgelig have øjnene åbne, hvis der er noget, der lugter faretruende af selvmord. Hvis du har mod på det, og hvis I er tæt nok til det, så kan du evt. tilbyde at hjælpe med nogle praktiske ting, såsom børnepasning, indkøb eller hvad det nu kunne være. Men kun hvis det virker "passende", så det ikke virker som om at du "overtager" hendes liv, hvis du kan følge mig :)

Men rigtig godt (og bestemt "nok") at du lytter. :)

[sallys]

Vi sidder på kontor, og hun virker til hun helst vil "arbejde sig ud af det", hvilket selvfølgelig ikke er vejen frem. Hun har desværre haft mange "gode" undskyldninger for at udskyde sine psykologbesøg på de sidste, så hun har ikke været afsted et godt stykke tid. Lægen har hun været hos i forbindelse med regulering af pillerne.

Tak for dine råd, jeg vil prøve i det omfang jeg har mulighed for det aflaste hende lidt, hendes børn ville kunne lege med mine, så hun fik lidt luft der, f.eks., vi har bare ikke som sådan haft noget privat sammen - og som hun fortæller det har hun ikke rigtig åbnet op over for sin familie og sine tætte venner om, hvor slemt hun egentlig går og har det.

[Guest]

jeg vil bare sige, at noget af det bedste du kan gøre, er at være der for hende, vise at du har overskud til at lytte og ikke være bange for at snakke med hende.

Noget af det, som jeg har hørt mange med depressioner fortæller, at det er meget tabubelagt, og at folk ikke rigtig tør snakke om det, og derfor bliver den ramte ofte isoleret, når denne kommer tilbage på arbejdet, fordi der er en berøringsangst :)