Min hjemmefødsel af vores førstefødte

[Pernille]

Så fik jeg lidt overskud til at nedfælde : "hvad der skete i de dage i november engang".. eller for lidt under 4 måneder siden, da min datter kom til verdenen i vores lille hjem :

Michelas vej til verden..

Mandag d. 29. november 2010 som var vores 14 års kærestedag begyndte som den plejede med at Jim, min mand tog i skole. Jeg havde en 2 ugers tid før haft fornemmelsen af at der ville ske noget denne dag, men var ikke sikker. Jeg var dog ret træt om morgenen og besluttede at blive i sengen og sove lidt ekstra for jeg kunne vel bruge kræfterne senere tænkte jeg ubevidst. Jim ringede lidt over 11 at de havde fået fri pga. sneen og ville høre om jeg ville have ham hjem.. Umiddelbart kunne han bare blive så han kunne få læst i ro og mag på skolen. Men efter at have ringet af skulle jeg på toilettet og her kom der blod og slim ud.. temmelig meget endda, så jeg ringede til jordmor Tina og fik en snak om hvordan og hvorledes. Der kunne jo godt gå flere dage med sådanne tegnblødninger, så jeg skulle bare hvile og hvis der kom gang i noget skulle jeg endelig ringe. Ringede så til Jim og fortalte det som det var og at jeg gerne så han kom hjem, men han skulle tage det stille og roligt i det her snevejr. I tilfældet af at det var nu, kunne vi ikke modtage gæster og Michela i det smårod der var, så jeg fik ryddet op, støvsuget og tørret støv af.

Lå og hvilede mig på sofaen da Jim kom hjem kl. 14 og kl. 15.15 begyndte de første spæde veer at vise sig. Det var lidt ligesom plukveer de kom bare hyppigere og også når jeg sad ned. Normalt har de kun vist sig når jeg har gået for stærkt/for meget. Vi fik lavet lidt aftensmad og ringet til bedstemødrene at de godt kunne indstille sig på at der nok snart skete noget. Jeg fik hvilet lidt i sengen, for hvis nu det var en hel nats forestilling, så var det vigtigt at jeg ikke var for træt. Omkring kl. 21 begyndte veerne at nive lidt mere og da der kun var en 5-6 minutter mellem hver ringede jeg efter Tina. Tog et langt varmt bad og sendte Jim i seng så han også kunne være frisk hvis der skete noget. Tina ankom og Jim havde i mellemtiden ringet til Farmor at hun godt kunne komme, men pga. frosten, tror vi, sad hun fast i elevatoren, så da Tina var i gang med at undersøge mig, gik Jim i gang med projekt: ”red farmor ud”. Hun var strandet mellem 1. og 2. sal, men Jim fik hevet dørene op og trukket hende ud af elevatoren.

Tina kunne konstatere at jeg var 1-2 cm åben og det var på et så begyndende stadie at hun ville køre hjem igen. Heldigvis bor hun kun 5 min fra os. Farmor satte sig til at strikke og Jim og jeg lagde os ind i sengen og hvilede os. Kl. 3 begyndte det at gøre ret ondt og jeg bad Jim ringe efter Tina. Hun kom ½ time senere, men kunne konstatere at jeg kun havde udvidet mig 4 cm, men hun synes alligevel at jeg godt kunne komme i fødekarret og få lidt lindring. Normalt skal man være 5-6 cm åben, ellers kan veerne gå i sig selv igen. Det var vidunderligt at komme i karret. Det dejlige varme vand gjorde veerne næsten udholdelige, men efterhånden måtte jeg også ty til min vejrtrækning for at lindre dem. Det hjalp også rigtig meget at have Jim ved min side.

Natten blev til morgen.. havde småblundet mellem veerne og jeg havde slet ikke ænset at solen var stået op før en solstråle lyste mig i ansigtet. Det var en meget smuk morgen. Mormor var også ankommet hvilket jeg kun lige havde registreret svagt i løbet af morgenen. De fik tvunget lidt mad i mig og Tina ville gerne undersøge mig for at se hvor langt jeg var kommet. Nedslående var det at jeg kun var kommet op på 6-7 cm. Syntes selv det havde varet så længe at jeg da helt sikkert var udvidet helt. Hun kunne dog mærke at der var lidt hinder der spærrede lidt, så dem løsnede hun og det første fostervand begyndte at sive, men ikke så meget. Tilbage i karret og ligge. Omkring kl. 12 var jeg oppe igen og nu begyndte veerne virkelig at gøre ondt. Jim og jeg lagde os ind i sengen og jeg fik gang i en god vejrtrækning, men da kl. blev 15 gad jeg ikke ligge derinde mere og satte mig ind i stuen på bolden. Tina og Farmor var faldet i søvn (farmor snorkede) Mormor var taget af sted et par timer tidligere da hun skulle til læge. Tina vågnede ved at jeg fik en ve og den var nu så kraftig at det var blevet til presseveer. Yes tænkte jeg, nu er der ikke så langt igen, men hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var at det ville komme til at tage meget længere tid end først forventet og det ville være det mest opslidende forløb. Jeg hoppede op i karret, men efter et stykke tid kunne Tina konstatere at veerne var aftagende og at der var for langt i mellem dem til at de havde betydning og gavn for mig, så vi besluttede at jeg skulle stå op og sætte mig ud på toilettet for det var det mest behagelige sted at sidde på daværende tidspunkt, men det havde ikke den ønskede effekt, så vi lagde os ind i sengen og Tina prøvede at overbevise mig om at jeg ikke måtte presse, men bruge min vejrtrækning til at komme igennem veen, bare indtil veerne blev mere regelmæssige og hyppigere. Jeg klarede nogle stykker, men det hjalp bare ikke og jeg var meget tæt på at smide håndklædet i ringen. Huskede at jeg på et tidspunkt fik sagt: ”kan jeg ikke bare lægge mig til at sove og så tager I hende ud for mig”. På det her tidspunkt var Tina på nippet til at overføre mig til Næstved Sygehus, for intet af de jeg/vi gjorde virkede og det næste var så at tage derud og give mig noget ve-stimulerende, for det måtte hun nemlig ikke give ved hjemmefødsler. Jeg var på det tidspunkt temmelig ligeglad.. ville bare have det overstået.

Vi prøvede så en stilling hvor jeg sad op ad Jim og her fandt vi så ud af at min livmoder ikke gjorde som den skulle, nemlig at når jeg havde presset, så burde den trække sig lidt sammen og derved fastholdet Michela der hvor hun var kommet til, men det gjorde den ikke.. den forblev slap og derved kunne hun smutte tilbage i hulen. Det hjalp så at Jim agerede udvendig livmoder og han trykkede min mave ind og nedad når jeg havde presset og derved fastholdt Michela der hvor hun skulle blive. Denne trykken gjorde også at mine presseveer kom hyppigere. Nu kunne jeg selv mærke toppen af hendes hoved.. det var fyldt med hår, nu var der ingen vej tilbage. Hun kronede og jeg røg om på alle fire da jeg bedre kunne presse der. Jim masserede stadig min mave og pludselig var hovedet så langt ude at det ikke kunne svuppe tilbage. Hold da fast hvor gjorde det nas. Tina prøvede at få mig til at tage det roligt, så jeg ikke gik i stykker, bl.a. ved at gispe vejrtrækningen, men nu skulle hun ud koste hvad det ville og jeg fik lov at presse lidt og så gispe igen, presse og gispe og så kom de fantastiske ord..: ”så er hovedet ude.. Pernille, ved næste presseve er hun født” og den kunne bare ikke komme hurtigt nok og svup, så var hun ude. Alt smertehelvedet stoppede med et og jeg kunne føle trætheden vælte ind over mig.. Havde ikke engang kræfter til at vende mig rundt og se hende som smølf. Jeg fik forsigtigt vendt mig rundt, så jeg ikke kludrede i navlestrengen. Farmor kom ind med varme håndklæder og Michela blev svøbt i dem og lagt op til mig. Jim lagde sig ved siden af og sammen lå vi bare og kiggede på dette nye væsen der netop havde set nattens lys for kl. var blevet 22.25 førend hun valgte at komme. Udenfor rasede snestormen, men her i vores seng var der lunt og rart.

Det var tid til at klippe navlestrengen og føde moderkagen. Jim fik æren af at klippe den over og herefter fik han Michela over til sig. Tina trak forsigtigt i tilbageblevne navlestreng og jeg pressede denne bløde klump ud, der var temmelig stor. Jeg blev rengjort og fik så Michela tilbage for at se om hun ville sutte og det ville hun bestemt. Hun hev sig fast med det samme og her sad vi så i en halv time mens jeg også fik lidt af spise. Da hun slap, fik Jim hende tilbage igen, så jeg kunne blive undersøgt forneden. Tina måtte sy to sting. Det var ikke noget alvorligt.. det var mere af kosmetiske årsager og så havde jeg fået lidt smårifter, men kun udvendigt.. ikke noget indvendigt. Det var blevet tid til vejning og undersøgelse af Michela, så alle kom ind i soveværelset hvor Tina undersøgte hende og hun fik topscore i apgartesten og blev målt til 53 cm og vejet til 3900 g. En ordentlig størrelse og noget større end de havde skudt hende til (3500-3600g).

Farmor havde bagt fødselsdagsboller og det var også tid til barselsgaver, så vi gik ind i stuen og fik spist gode boller og nydt et glas koldt Asti og så ville jeg bare i seng og sove, så jeg hoppede ind og lagde mig, mens resten af selskabet fik ryddet op, givet Michela tøj på, lagt hende i liften og stillet ind til mig. Jim kom og lagde sig og vi fik snakket lidt og så var det ellers godnat for nu var kl. blevet 1.30 og vi håbede sådan at hun ville sove længe da vi begge var meget kvæstede og det gjorde hun søreme.. helt til kl. 9 næste morgen.

Selvom fødslen var lang og opslidende er jeg ikke en sekund ked af jeg valgte en hjemmefødsel. Jeg tror jeg var gået mere i panik ved at skulle tage ud på fødegangen for så at blive sendt hjem igen og så oven i købet i det her vejr ville det slet ikke have været sikkert at køre. Ja derude ville jeg have fået vestimulerende, men det kunne også have været endt i kejsersnit hvem ved, men pga de rolige omgivelser var Michela stærk hele vejen igennem. Tina lyttede næsten konstant til hendes hjerterytme og den var stærk og vedholdende, så hun havde det virkelig godt derinde. Og et eller andet sted er jeg sgu lidt stolt over at jeg har kunne føde hende selv, selvom det holdt hårdt. Jim var i hvert fald meget overrasket over de kræfter jeg besad og brugte under forløbet, men når al kommer til sin ret, så tror jeg der skal gå et par år før den næste generation Egholm skal se dagens lys.

[Prinsessemor]

Sikke en fin beretning, lyder som en drømmefødsel :) Tillykke med hende

[Fru Fe]

Hvor var det fint og godt at læse om din hjemmefødsel. Jeg er selv i syv sind. Har lyst til at føde hjemme, men det er første fødsel, så aner ikke hvordan min krop føder. Men godt at læse om, hvordan det var ro på og at I undgik vestimulerende og at jeres datter havde det godt hele vejen igennem.