Graviditetens påvirkning på parforholdet

[JulieH]

Hej alle  :)

 

Jeg er ny herinde og kunne rigtig godt tænke mig at forhøre mig om nogle ting ift. graviditetens påvirkning på ens parforhold.

Jeg er 25 år gammel, og min kæreste er 28 år gammel. Vi har længe talt om at blive gravide og har nu fælles fundet frem til, at vi vil forsøge på dette til august i år (passer med afslutning af uddannelse, fast job. m.v.). Man plejer som regel at høre, at den økonomiske situation fylder meget i overvejelserne om at blive gravid. Dog render jeg rundt med helt andre overvejelser omkring det at blive gravid, som jeg rigtig godt kunne tænke mig at dele med jer i håb om nogle svar. 

Hvordan synes I, at det har påvirket jeres parforhold at få det første barn? 

Min kæreste og jeg elsker hinanden virkelig højt og ser meget frem til at skulle blive forældre - men jeg har virkelig hørt nogle historier, som har skræmt mig fra nogle gravide bekendte. Heriblandt nogle som siger, at det første år af deres barns liv ændrede parforholdet fra kærester til venner, der skulle deles om praktiske ting ift. det nyfødte barn. Og at ens sexliv nærmest går i stå det første år af barnets liv, fordi man konstant er træt og udmattet. Min studiekammerat sagde så sent som i dag til mig, at ens forhold aldrig bliver det samme igen efter en fødsel (ment negativt fra hendes side af), og at hendes barn har taget et absolut første plads i hendes liv, således at hendes kæreste aldrig igen ville få en top-prioritet hos hende igen. Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange negative historier jeg har hørt om ændringer i parforholdet efter en fødsel, og det gør mig ret trist at tænke over  :( 

Mit indlæg er allerede blevet til en hel roman. Det jeg vil frem til er bare, at jeg ønsker, at ens første barn skal være en lykkelig del af ens parforhold, og at det ikke burde gå hen og viske al romantik ud af det (efter min mening). Man beslutter sig vel for at sætte et barn til verden sammen med sin partner, fordi man elsker ham/hende utroligt højt og ikke fordi, at man prøver at finde en ny kærlighed, som påvirker parforholdet negativt?  :unsure Jeg håber virkelig ikke på nogle negative kommentarer til mit indlæg, da jeg ikke mener noget af dette ondt men derimod bare er bekymret for, hvad en fødsel gør ved ens parforhold, og om det passer, at det aldrig nogensinde bliver det samme igen. 

Hilsen Julie  :loveyou

Hov - jeg kan se, at min indlæg er kommet under emnet 'fertilitet og barnløshed' - jeg ved ikke, hvordan man ændrer det, så jeg håber, at I kan bære over med mig (jeg har ikke helt fået lært at finde rundt herinde :unsure )

[lhk]

Jeg vil gerne komme med en lille kort kommentar:)

Vi har et barn, venter nr. 2 lige om lidt. Er gået over terminsdatoen...

Jeg vil også sige, at ens barn pludselig får 1. prioriteten i ens liv. Det kan være noget så banalt som at hvis både min mand og min søn snakker til mig på én gang, så lytter jeg efter sønnen... Ham vil jeg for alt i verden ikke skuffe/svigte. Men det er ikke negativt! Det er ikke min søn der har stjålet kærligheden fra min mand, jeg har nærmere fået ekstra kærlighed, - mere plads i mit hjerte...:)

Min mand er min redningsplanke og støtte i forhold til at tackle sønnike, og vi har et rigtig godt partnerskab omkring det, - men vi ligger ikke og snaver på sofaen hver aften, som vi jo nærmest gjorde inden vi fik børn:) Så kærligheden er der, men vi viser det ikke på samme måde som før.

Jeg har aldrig været "afhængig" af sex, så for mig gør det ikke noget at frekvensen er faldet, men hvis man elsker sex så finder man nok de kræfter der skal til. Undtagen lige i de første måneder, hvor hele ens liv er vendt på hovedet...

[Emilie]

Jeg tror det er, hvad man gør det til..

Noget af det vigtigste er nok at forventningsafstemme.. sørg for at få snakket om selv små ting. Forventer din kæreste at du skal lave mad, gøre rent, gå tur med hunden, varte ham op, når han har fri og samtidig liiige passe en baby? Eller forventer du at han ordner alt det praktiske? Kan I blive enige om et kompromis eller bare en erkendelse af, at det er okay, hvis der ikke er skinnende rent?

Er det fair at far fortsætter med sit liv og kører til sport/andre aktiviteter mens du er bænket til sofaen med en baby? For nogle er det naturligt, mens andre har et behov for at han bliver hjemme og hjælper/støtter mor og bebs..

Skal han tage barsel eller tager du det hele?

Og hvad med sexlivet, skal det prioriteres eller må det stå lidt på standby?

Find selv på flere lavpraktiske ting til listen :)

Og snak om det undervejs. Husk at ingen er tankelæsere, så hvis ikke du/han siger det højt, kan den anden ikke forventes at kende til et givent behov.

det behøver absolut ikke at være en dødsdom for parforholdet. Men tingene kommer heller ikke bare flyvende på en lyserød sky. Det vil give udfordringer og måske nogle gnidninger. Især fordi man jo også er træt, så ens lunte er måske ikke så lang..

Så snak snak snak.. sæt ord på tanker, følelser, forventninger og (u)rimelige krav.. :)

#edit - jeg har bevidst ikke skrevet om, hvordan det gik for mig og min mand.. vi blev skilt kort før knægtens første fødselsdag.. men det var som sådan ikke det at få et barn, der var problemet.. det tydeliggjorde bare en masse problemer, som vi faktisk godt var klar over, vi havde før bebs, men som vi begge har tiet ihjel.. vores forhold ville være gået i stykker før eller siden. Det skal vores dreng ikke have skyld for ❤

[JulieH]

Tusind tak for jeres besvarelser. :blush Det hjalp mig en del i mine tanker, og jeg kan fornemme på alles svar, at kommunikationen med partneren og forventninger både før og efter barnet er kommet osv. er virkelig vigtig for at få det til at fungere på bedste vis. 

Og I har også helt ret i det med, at hver baby og hvert et parforhold er forskelligt og kan have hver sine udfordringer at byde på, så det skal også klart være med i overvejelserne inden. 

 

Og til Emilie: Jeg er faktisk rigtig glad for, at du lige skrev det sidste i besvarelsen omkring dig og din tidligere partner, som du fik barnet med - fordi det satte nogle tanker igang hos mig omkring det, at ens problemer ikke bare "forsvinder", fordi man får et barn - tværtimod kunne jeg forestille mig. Så det er også vigtigt for mig at tænke over, om der er nogle uløste problemer i parforholdet, som der skal tales om og overvejes inden man begynder at planlægge graviditet. 

 

Hvis jeg må være så fræk at spørge: er der nogen af jer, der efterfølgende har talt med jeres partner om, at I følte, at I blev forældre for hurtigt? Netop i forhold til det med, at der kommer til at ske nogle ændringer i forholdet, som man ikke kan komme uden om? Jeg har en veninde som har fået en fødselsdepression (hendes søn er 3 måneder gammel), og hun fortalte mig, at hvis hun fik valget, så ville hun vente med at få børn til senere i parforholdet, da hun ikke længere følte samme glæde ved det. Så det kunne være, at nogen har haft det på samme måde?

[Emilie]

Jeg ved at min eksmand nok ville have ventet, hvis han skulle gøre det om. Han blev spurgt mange gange i forløbet, men turde ikke sige fra.. han var personligt ikke klar (og ville nok i virkeligheden aldrig være blevet det).. han fik en stressreaktion efter fødslen og har distanceret sig en hel del.. han elsker sin søn, men har ret svært ved at finde sig til rette i rollen som far.

jeg selv bragede ind i en gevaldig efterfødselsdepression, men den ville nok være kommet uanset hvad. Og selvom det er det værste, der nogensinde er overgået mig (og jeg har ellers været langt nede med angst/depression det meste af mit liv) så har det også været sundt for mig. For det har sat gang i en masse processer, så jeg nu langt om længe kan arbejde med den bagvedliggende årsag til depressionerne og ikke bare behandle symptomatisk..

Jeg har altid ønsket at få børn tidligere, end jeg gjorde, men i dag er jeg glad for at vi ventede. :)

[lhk]

Tusind tak for jeres besvarelser. :blush Det hjalp mig en del i mine tanker, og jeg kan fornemme på alles svar, at kommunikationen med partneren og forventninger både før og efter barnet er kommet osv. er virkelig vigtig for at få det til at fungere på bedste vis. 

Og I har også helt ret i det med, at hver baby og hvert et parforhold er forskelligt og kan have hver sine udfordringer at byde på, så det skal også klart være med i overvejelserne inden. 

 

Og til Emilie: Jeg er faktisk rigtig glad for, at du lige skrev det sidste i besvarelsen omkring dig og din tidligere partner, som du fik barnet med - fordi det satte nogle tanker igang hos mig omkring det, at ens problemer ikke bare "forsvinder", fordi man får et barn - tværtimod kunne jeg forestille mig. Så det er også vigtigt for mig at tænke over, om der er nogle uløste problemer i parforholdet, som der skal tales om og overvejes inden man begynder at planlægge graviditet. 

 

Hvis jeg må være så fræk at spørge: er der nogen af jer, der efterfølgende har talt med jeres partner om, at I følte, at I blev forældre for hurtigt? Netop i forhold til det med, at der kommer til at ske nogle ændringer i forholdet, som man ikke kan komme uden om? Jeg har en veninde som har fået en fødselsdepression (hendes søn er 3 måneder gammel), og hun fortalte mig, at hvis hun fik valget, så ville hun vente med at få børn til senere i parforholdet, da hun ikke længere følte samme glæde ved det. Så det kunne være, at nogen har haft det på samme måde?

Nej, for os passede tidspunktet perfekt. Både mht. det følelsesmæssige og praktiske, (hus, bryllup, renoveringer/byggeprojekter, økonomi mv.

Men man kan alligevel ikke forberede sig på hvad det præcis vil sige at have en baby. Vores søn var fx vågen til kl. 23 om aftenen til han var 5/6 måneder, så vi havde ingen partid i lang tid. Og andre kan putte deres barn kl. 18.30 og sidde og hyggesnakke på sofaen. Omstændighederne er bare så forskellige, og umulige at spå om...

[JulieH]

Emilie: Puha, ja okay så har den hverken været let for dig og din eksmand. Det er nok en af mine største frygt-punkter at skulle få en fødselsdepression eller efterfødselsdepression, selvom man jo heller aldrig kan spå om dette vil ske for en.. Jeg har selv lidt af voldsom depression gennem perioder af mit liv, så den tanke om at skulle få en igen, den er selvfølgelig skræmmende, og den har jeg tænkt meget over siden min veninde fik sin fødselsdepression. 

 

lhk: Du har helt ret i, at man aldrig kan forberede sig på, hvordan det kommer til at forløbe og hvilke udfordringer man kan møde, og det er nok det jeg skal blive bedre til at huske. Jeg kan godt mærke, at mit "svage punkt" i disse overvejelser er, at jeg altid gerne vil have styr på alting - og det bliver jeg nødt til at indse at man ikke kan få, når baby kommer til verden, da man aldrig kan vide, hvad der sker. 

[Emilie]

Emilie: Puha, ja okay så har den hverken været let for dig og din eksmand. Det er nok en af mine største frygt-punkter at skulle få en fødselsdepression eller efterfødselsdepression, selvom man jo heller aldrig kan spå om dette vil ske for en.. Jeg har selv lidt af voldsom depression gennem perioder af mit liv, så den tanke om at skulle få en igen, den er selvfølgelig skræmmende, og den har jeg tænkt meget over siden min veninde fik sin fødselsdepression.

Nej det var hårde odds for os begge to :)

Har du fortalt det til din jordemoder? Risikoen for at få en fødselsdepression (eller andre efterfødselsreaktioner) er større, når man tidligere har været ramt. Mange steder har man forebyggende indsatser for at komme det i forkøbet :) det kan f.eks. være ekstra besøg ved jm eller besøg fra sp allerede inden fødslen.. det er i hvert fald værd at undersøge mulighederne og om ikke andet så være ekstra obs på symptomerne :)

Jeg tror personligt at det er vigtigt at arbejde med behovet for kontrol. For er der en ting, man absolut ikke har, når der er en baby involveret, så er det kontrol.. og så droppe idéen om at være den perfekte mor. Det er der ingen, der er.

Og så må man ikke være bange for at bede om hjælp.

❤