Acceptere begrænsninger?

[Myliona]

Xxxx

[Emilie]

Jeg synes den hårdeste "modstander" var mig selv.

Min familie og omgangskreds har accepteret det med det samme og været meget obs på ikke at kræve for meget af mig.

Jeg synes, du skal beslutte med dig selv, at du SKAL slappe af, for det har din læge sagt og det kan gå ud over babyen, hvis ikke du gør det.

og når der så kommer kommentarer, så skal du tage kampen. Nej, graviditet er ikke nogen sygdom. Men det kan bare gå SÅ galt, hvis man ikke lytter til sin krop og det er nu engang ikke noget du har fundet på, fordi du synes, det er sjovt at lave ingenting. Det er din læge, der har "ordineret" ro og hvile både til dig men i høj grad også til baby.

[Guest]

Jeg er ikke sygemeldt, men det er kun fordi, jeg er studerende, planlægger min egen tid og kan læse herhjemme. Som jeg hører det, er det dine omgivelser, der overhovedet ikke har nogen som helst forstand på, hvad det vil sige at være gravid! Her fristes jeg til at bruge et meget grimt ord, men for babyklars skyld vil jeg moderere mit sprog og i stedet sige GLEM dem.

 

Det er DIG, det handler om lige nu. Du bærer jeres barn og har al ret i verden til at gøre, hvad der er bedst for dig. Nej, gu´ er graviditet ikke en sygdom, men jeg tror da nok mange herinde ville give mig ret i, at vi af og til ville foretrække en omgang fredelig influenza fremfor de smerter og det ubehag, der kan være ved at bære den lille i sin mave. Jeg ved godt, det kan være meget svært, men man kan godt sige til folk på en pæn måde, at de skal blande sig udenom, hvis de ikke har noget forstående og pænt at sige. Og så find ro i dig selv. Hvis du selv er afklaret med, du gør det rigtige, skal omgivelserne nok lige så stille følge med. Selvom det kan være en hård kamp...

 

Lyt til din krop, det er så vigtigt nu. Og du har lov til det :).

[Myliona]

Xxx

[Guest]

Først og fremmest tror jeg du skal starte med selv at acceptere at du har dine begrænsninger. Hvis du alligevel gør tingene, så ser de jo at du kan, de ser måske du har ondt, men oplever ikke dine smerter som du, men ser at du kan.

Din egen accept må vel komme, ved at du tænker på hvordan du får det og at du skal passe på den lille. Det er ikke nemt at acceptere og hvordan du skal gøe det, har jeg nok ikke opskriten på.

Der tror jeg du skal starte, sige hvad du kan og hvad du ikke kan eller skal have hjælp til.

 

Så må du jo forklare dem, at det ikke er med din gode vilje og det kan godt være mange har nogle fine graviditeter og det er fjong, og de havde du jo også I den 1. Sådan er denne bare ikke, du har det skidt og så kan en masse andre omkring dig have det nok så godt, men det, det ændre bare ikke på at sådan har du det ikke.

 

Jeg havde det selv skidt I mine graviditeter, men jeg oplevede fra den nærmeste familie at der var respekt omkring hvordan jeg havde det og jeg fik hjælp. Der var andre der ikke helt forstod det, det sårede mig, men jeg valgte at lukke ørene så godt jeg kunne.

 

:kram2 til dig og god bedring