Karwin

Kompliceret Mor/Datter forhold :/

6 indlæg i dette emne

Hej!

Jeg har stor behov for at komme af med mine tanker og følelser samtidig med jeg trænger til råd og vejledning!

Min mor og jeg har aldrig rigtig haft det helt specielle forhold som så mange andre har været heldige med.

Som barn opfangede jeg det ikke, men som årene er gået og jo ældre jeg er blevet kan jeg se at mange af mine brister stammer tilbage fra min barndom og fra min mor.

Som barn var jeg en rigtig drengepige - Kjoler, sminke og barbidukker sagde mig intet - jeg ville meget hellere klatre i træer, fiske med bedstefar og lege med biler. Jeg er opvokset med en storebror der er stik modsat jeg - Det var ham som tegnede, hjalp til med bagning og havde spice girls plakater hængene over det hele.. Vi burde faktisk have byttet kroppe, hvilket jeg har hørt maaange gange i løbet af min barndom.. Jeg har derude over fire fætre som har fået mig til at elske at lege krig i haven. Jeg bemærkede egentlig aldrig udover vi altid skændes om min tøjstil. Hun ville have mig i kjoler, strikketrøjer m/ palietter osv, hvilket jeg slet ikke ville.. Med årene blev der mere og mere mellemrum imellem os og jeg følte mig mere og mere unormal. Jeg følte at hun var flov over mig. Pludselig en dag som 17årig blev jeg kørt ned på knallert og slap umiddelbart godt fra det hele - dette fik øjnene op for min mor - Efter den dag var det som om hun glemte det hele og blev ligeglad - Hun kunne jo ha' mistet mig. Vi blev tætte sammen, da hun var nødsaget til at bade mig og give mig tøj på pga. min kvæstelser. Der er nu gået seks år og jeg føler igen at hun hopper tilbage i den gamle mor-rolle.

Jeg mødte min daværende kæreste for fem år siden og er kommet en del tættere på at finde mig selv. Jeg er blevet en helt anden pige. Fra at være en temperamentfuld vildbasse der har levet et liv i overhalingsbanen med hængerøv og hættetrøjer er jeg nu en rolig, smilende og behagelig at være i nærheden af. Jeg er begyndt at være en rigtig pige, men kjoler, makeup, pynteting og lysten til at stå i et køkken - og det er gået stærkt. Nogen gange kan jeg selv blive forarget over forandringen. MEN, det er som om det bare stadig ikke er godt nok. I starten jeg begyndte at bære kjole, var min far den eneste der kommenterede det - min mor kunne altid finde en fejl - f.eks at skoene måske ikke passede perfekt dertil. også skal hun konstant rette på mig og min opførsel. Hvis jeg retter på min kæreste eller vi diskutere noget, skal hun altid sige "Nu skal du altså også være ordenlig ved ham", som om jeg er hæslig at være i nærheden af og han ikke kan holde mig ud, med mindre jeg slikker ham et vist sted og forguder ham. Hvis han f.eks glemmer en aftale, og jeg fortælle ham hvor skuffet jeg er, siger hun det også?

Jeg skal holde studenter/svende gilde og har inviteret omkring 30 gæster. Vi skal være i et telt i mine forældres indkørsel, da jeg bor i lejlighed - Vi har planlagt at teltet skal sættes op dagen inden festen omkring kl. 16.00. Jeg melder mig til noget den samme aften kl. 19.45 og straks går hun amok. Om jeg har tid til det? Jeg kan ikke se problemet, vi er 5 mennesker om at sætte et almindelig telt op - Er jeg forkert på den her??

Hun er typen der tager en fridag fra arbejde pga dette. Hun er perfektionistisk og ALT skal være iorden!

Hvad ville andre dog ikke tænke?! ..

Jeg har meget meget svært ved at snakke med hende omkring dette fordi hun går amok. Hun vil aldrig høre på at hun tager fejl eller at hun er gået for vidt. Så råber og skriger og tuder hun som en anden idiot.

jeg har det faktisk rigtig svært med det, for helt ærlig - Jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om hende. Jeg ville ikke have noget problem med at der gik halve år mellem vores samtaler - jeg kan bare ikke undvære min far! :(

Jeg har bidt det i mig så længe nu, at jeg tror jeg er klar til det helt store skænderi med mange måneders tavshed..

Det er en super lang historie og ærligt magter jeg ikke selv at skrive så meget - det er også super svært at fortælle det hele, for der er så mange detaljer og følelser i det her, at jeg næsten ikke kan rumme det.. Jeg håber I har fået et indblik i min historie og kan forstå hvor jeg vil hen..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Halløj søde ven

Vil bare sige at du ikke er alene. Jeg kan genkende meeeeeget af det du skriver, og jeg har desværre ingen løsning. Hos os går det bedre i perioder, men jeg skal altid passe på. Det er opslidende. Jeg har måttet sætte nogle meget klare grænser, særligt efter jeg er blevet mor (til et barn som på flere måder skal vokse op med andre værdier end de, jeg er vokset op med). Det har hjulpet i den forstand, at min mor nu oftest kan tage imod et "moar - nu gør du det dér igen", og så er der ikke mere ballade. Men i perioder er det nærmest som om det er hendes fornemmeste opgave, at overskride mine grænser - som vi vel og mærke HAR talt TYDELIGT og i en god tone om. Så kan jeg godt blive rigtigt ked af det og frustreret, og jeg får det som dig: jeg kan sagtens nøjes med at tale med hende hver 6. måned. Og det ærgrer mig så meget, for i de gode perioder har jeg det med at tro, at NU er det anderledes.

Jeg bliver også træt af, at selvom jeg jo synes, jeg ikke har brug for hende, så har jeg alligevel det dér mor/barn-instinkt, som hiver i mig for at fortælle at nu er der sket noget godt. Formentlig er det et helt banalt træk i alle mor/far/barn-relationer der hedder noget med: se mor, jeg har opnået noget, elsker du mig så? Primitivt og irriterende, men det er der sgu alligevel.

(Ps: min mor var også flov over mig, da jeg var barn og teenager. I dag viser hun mig frem eller bruger mig som SIN "gode historie". Nu er jeg flot og har langt hår og går i pænt tøj, og så er jeg pludselig en skøn datter. Hun er ikke interesseret i mit indre liv, hvem jeg er, medmindre jeg har oplevet noget, som hun kan gøre til hendes og dermed få opmærksomhed.

Se, JEG tror, at det efterhånden er hende der har nogle udfordringer med selvværdet og måske ikke så meget mig længere. Det synes jeg er synd for hende, men jeg kommer tættere og tættere på at tro på, at det ikke er mit problem. Særligt ikke så længe hun ikke er interesseret i/modig nok til at se nærmere på det selv (altså på sig selv - ikke for min skyld)).

Det var da vist ikke særligt opmuntrende. Sorry. Men hvis der sidder en med løsningen derude, så hit med den:) For jeg elsker hende min mor og min vatnisse-far.

PS: Mht. svendegildet, så forstår jeg ikke at hun går amok, men jeg synes måske det havde været god stil, at du holdt aftenen åben. Man ved jo aldrig hvad der kan dukke op af udfordringer.

PPS: en ting jeg har lært: Man skal ikke bede om ret mange tjenester. Så skylder man! Hos os ville en fest i mine forældres have blive min mors fest og noget jeg skulle høre for i årevis efter. Jeg arbejder stadig på at lære det (efter at have lånt deres sommerhus i sommer).

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Meget interesaant traad... jeg vil svare imorgen, for nu er mindag slut. Men jeg kan nikke genkendende til felre af Fisters hejs med sin mor - og din mor ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Halløj søde ven

Vil bare sige at du ikke er alene. Jeg kan genkende meeeeeget af det du skriver, og jeg har desværre ingen løsning. Hos os går det bedre i perioder, men jeg skal altid passe på. Det er opslidende. Jeg har måttet sætte nogle meget klare grænser, særligt efter jeg er blevet mor (til et barn som på flere måder skal vokse op med andre værdier end de, jeg er vokset op med). Det har hjulpet i den forstand, at min mor nu oftest kan tage imod et "moar - nu gør du det dér igen", og så er der ikke mere ballade. Men i perioder er det nærmest som om det er hendes fornemmeste opgave, at overskride mine grænser - som vi vel og mærke HAR talt TYDELIGT og i en god tone om. Så kan jeg godt blive rigtigt ked af det og frustreret, og jeg får det som dig: jeg kan sagtens nøjes med at tale med hende hver 6. måned. Og det ærgrer mig så meget, for i de gode perioder har jeg det med at tro, at NU er det anderledes.

Jeg bliver også træt af, at selvom jeg jo synes, jeg ikke har brug for hende, så har jeg alligevel det dér mor/barn-instinkt, som hiver i mig for at fortælle at nu er der sket noget godt. Formentlig er det et helt banalt træk i alle mor/far/barn-relationer der hedder noget med: se mor, jeg har opnået noget, elsker du mig så? Primitivt og irriterende, men det er der sgu alligevel.

(Ps: min mor var også flov over mig, da jeg var barn og teenager. I dag viser hun mig frem eller bruger mig som SIN "gode historie". Nu er jeg flot og har langt hår og går i pænt tøj, og så er jeg pludselig en skøn datter. Hun er ikke interesseret i mit indre liv, hvem jeg er, medmindre jeg har oplevet noget, som hun kan gøre til hendes og dermed få opmærksomhed.

Se, JEG tror, at det efterhånden er hende der har nogle udfordringer med selvværdet og måske ikke så meget mig længere. Det synes jeg er synd for hende, men jeg kommer tættere og tættere på at tro på, at det ikke er mit problem. Særligt ikke så længe hun ikke er interesseret i/modig nok til at se nærmere på det selv (altså på sig selv - ikke for min skyld)).

Det var da vist ikke særligt opmuntrende. Sorry. Men hvis der sidder en med løsningen derude, så hit med den:) For jeg elsker hende min mor og min vatnisse-far.

PS: Mht. svendegildet, så forstår jeg ikke at hun går amok, men jeg synes måske det havde været god stil, at du holdt aftenen åben. Man ved jo aldrig hvad der kan dukke op af udfordringer.

PPS: en ting jeg har lært: Man skal ikke bede om ret mange tjenester. Så skylder man! Hos os ville en fest i mine forældres have blive min mors fest og noget jeg skulle høre for i årevis efter. Jeg arbejder stadig på at lære det (efter at have lånt deres sommerhus i sommer).

Er du en hidtil ukendt søster til mig? For det der er min mor du beskriver.

:kram2 til dig og trådstarter (som jeg lige har glemt hvem var, beklager)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mit nuværende problem er at jeg føler lige meget hvad jeg stiller op, er det bare aldrig godt nok!

Jeg er bange for min selv, da jeg bliver mere og mere kold - der går længere og længere imellem opkaldenen hjem til de to gamle, da min far desværre ikke kan se problemerne. Han er blevet blind, da han går op af hende hele tiden.. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det, om hvor svært jeg synes det er men jeg får det samme svar hver evig eneste gang.. "Sådan er hun bare, du ved hun har sine perioder" osv osv.

Jeg er så heldig at have fået mig to fantastiske svigerforældre som virkelig er der for mig. De vil mig kun det bedste og jeg har fået emnet åbnet op hjemme hos dem. De har nu fået stor forståelse for min tryghedsmani, og hvorfor jeg tit reagere som jeg gør - Hvorfor jeg har svært ved at være alene i længere perioder. De støtter mig så meget, og møder op til ting mine egne forældre burde men ikke har "tid" til ??? :o

Mine svigerforældre er blevet de forældre jeg nu går til, når jeg skal have hjælp. Dem jeg ringer til, snakker med og bager kage til ..

Måske min egne forældre snart opdage fraværet fra mig?? Hvem ved - jeg er faktisk også "ligeglad", næsten da :(

stephi-pigen:. Må jeg have lov at spørger hvordan du linker til dine egne tråde.. Jeg kan bare ikke finde ud af det :(

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sådan har jeg i perioder også haft det med min mor. Og det tog år med op til 4 års tavshed og stolen for døren, før tingene vendte til det bedre.

Nu er jeg 29 og min mor 47, og selv nu kan vi have vores perioder. Min mor var slem til at drage fordel af andres fejl og mangler, kunne sidde og tale ned til mig/andre, gøre sig selv til ofret og ikke ville erkende hun havde begået fejl. Så undskyld var ikke ordet man hørte særlig tit dengang.

Nu kender jeg min mor UTROLIG skræmmende godt på det punkt, jeg behøver i dag blot sige til hende, at nu går hun snart over MIN grænse. Og indrømmet så er hun blevet bedre til at bakke, sige undskyld og lade det ligge. Selvfølelig alt efter hvad det er.

Jeg var dengang også nødt til at sige ordret til min mor, hvad jeg egentlig mente om hendes måde at behandle mig på osv, og det var den tidsperiode der gav 4 år uden snak.

Ved godt det ikke altid er lige rart, men hvis det er der DU føler du må hend nu med din mor, så lig kortene på bordet.

Hvis du elsker din mor, hvilket jeg stadig håber du trods alt gør, så husk at få det sagt også, men at du ikke kan blive ved med at holde ud at hun er sådan over for dig. Det er DIT liv nu. Hun burde være stolt af dig, lade dig lære af dine fejl osv for det skal alle. Intet er perfekt. Og det at hun blander sig i hvad dig og din kæreste gør, kommer jo ik hende ved.

Gad vide hvordan hun selv ville reagere hvis folk blander sig i hvad hun siger og reagere over for din far?!

Lige for lige vil jeg sige. Ordsproget siger. Man skal ikke kaste med sten hvis man selv bor i et glashus.

Men prøv i første omgang at tage en stille snak med din mor. Det kunne jo tænkes hun gjorde det ubevist pga dårligt selvværd eller pga ting hun selv har oplevet i hendes barndom, som hun aldrig har fortalt dig om. Start med at række hånden ud mod hende, og se om I ikke kan løse dette her, sætte grænser op osv så I stadig kan snakke. Også selvom der kan gå måneder imellem. Lykkes dette ikke, ja så må du nok gå skridtet videre, måske en dag kan I så igen tage snakken. Men der kan gå længe før det lykkes, som det skete det mellem min mor og jeg.

Samme historie næsten er der med min far. 2006 og frem til sommeren 2012 snakkede vi ik sammen. Det holdt kun 8 måneder. Og for mit vedkomne er min far IKKE en del af mit/vores liv mere, nogensiden. I modsætningen til min mor, har min far ikke ændret sig en skid.

Så hav med i tankerne, at du kan risikere at blive mega skuffet over din mor, mere end du nok er i forvejen. Visse folk er bare ikke parate til at ofte sig lidt, ændre lidt så det er til at holde ud at være sammen. Og det væreste er hvis der er børn imellem. Men nogengange må man bare ofte lidt i livet, hvis man ikke konstant skal gå og være vred, ked, osv .

En af de ting jeg har måtte kæmpe meget med, var at tilgive. Tilgive for de ting min mor men også far sagde om mig m.m i min barndom. Jeg måtte tilgive dem for deres fejl, for at jeg selv kunne komme videre med MIT liv.

Måske du skulle prøve det samme, ellers kan det ende med du brænder alt for meget inde med det, og det er livet for kort til.

Undskyld den lange smøre. Men håber du forstår pointen.

Ang links til egne tråde. Så skal du ind i den tråd du vil linke til. Du kopiere derefter http (det hele op i bjælken- den du altid bruger når du skal søge på internettet) . Derefter går du ind i din profil menu, mener du skal ind under enten avatar eller personlige indstillinger. Det er en tekst boks du skal kopiere dit tråd link til. Og mener du kan rette til også så det passer. Det er samme tekst boks du skal bruge når du har en gravititets banner.

Er på fra mobil, så kan ikke huske korrekt fremgangsmåde. Men i hvertfald du skal kopiere linket til din tråd du ønsker at linke til og så ind under din profil menu.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER