Åh gud min svigerfar er træls.

[Guest Samantha]

Jeg er nok ikke den eneste der har en svigerfar man gerne vil have byttet.

Min kærestes forældre er skilt og det har de været i 24 år snart. Da min kæreste var barn gik han på skift mellem dem, en uge ad gangen hver sted. I dag kan han sige at det vil han aldrig byde sine børn for han var aldrig rigtig glad, og min svigermor er ked af at hun lod det være sådan den gang.

Men min svigerfar er meget dominerende så hun har ikke turde gøre andet.

Min svigermor er i dag gift med en anden, og ham ser jeg som den rigtige svigerfar.

Kærestens far er bare hans far.

Her er grunden til det:

Manden har aldrig kunnet lide mig. Fra dag 1 har man kunnet mærke at jeg ikke var god nok. Og grunden til at jeg ikke er god nok er fordi jeg har mine egne meninger, og gør som jeg vil. Jeg vil ikke lade mig styre af andre mennesker. Og det har faren ikke kunnet tåle.

Han ville en gang overnatte hos os med en fremmed dame. Jeg havde aldrig mødt hende før, det havde min kæreste dog, men ikke en som han egentlig kendte. jeg sagde nej til at de måtte sove hos os. Det blev manden sur over. Fint hans problem.

Han blev sur da det viste sig at når vi holdt fødselsdag så blev der kun serveret kaffe og kage. Han ville have der enten skulle frokost eller aftensmad med. en gang købte han pizza fordi han ikke mente det var godt nok med kaffe. Jeg sagde ikke noget men jeg var gal.

Min kæreste har noget familie to timers kørsel væk. Jeg har nogle problemer med min mave så jeg får nemt dårlig mave. Og en gang har jeg måtte takke nej til en fødselsdag pga maven, og andre gange har jeg skulle arbejde. Faren mente at jeg ikke tog med pga ham.

Manden tror alt der sker er pga ham. Alt åbenbart kun drejer sig om ham.

Nytårsaften måtte vi tage hjem til ham fordi han sad alene og det kunne min kæreste ikke bære. Hallo andre sidder også alene nytårsaften. faktisk er der nogle stykker i min familie der gør det.

I går havde faren fødselsdag og kæresten synes det var synd for faren så vi invitere ham da lige ud til aftensmad, til trods for at vi skal ud til ham på lørdag. Og hele aften handlede kun om faren, og da jeg sagde jeg ville se the good wife kunne jeg godt høre at det ikke passede manden, men nogen ting gør man jo i trods ;-)

Sidste sommer var jeg faktisk nået helt derud hvor jeg sagde til kæresten at jeg ikke kunne mere. Hans far fyldte for meget, og jeg orkede ikke at alt handlede om ham. Jeg ville ikke bede min kæreste om at vælge, men jeg ville snart vælge og gå, for jeg var træt af hele tiden at få det dårlig når ville skulle være sammen med manden/faren og det gad jeg ikke.Det skal siges at han også havde sagt til min kæreste at han ikke følte sig velkommen hos os. og Hvor han har det fra ved jeg ikke for han har sku altid blevet taget godt imod når han kom. Det endte med kæresten og jeg blev uvenner og ikke snakkede sammen hele dagen. kæresten kom og sagde at kom vi derud hvor han skulle vælge ville han vælge mig. men det vil jeg jo aldrig bede ham om.

Jeg kan ganske vist ikke lide ham. Og tro mig det har jeg god grund til ikke at kunne. Jeg snakker rigtig godt med kærestens faster. hun er ligesom en veninde. og hun har fortalt mig at han rakker mig ned. Jeg er ikke god nok overhovedet i hans øjne. jeg servere ikke ordenligt mad osv. Og jeg opføre mig ikke som han ønsker.

Hmm der er jo nok en grund til at han ikke har haft en kæreste ret længe ad gangen de sidste 6 år. Han vil jo lave dem om, og de får at vide de er tykke osv osv.

Hans nevø og nevøens kæreste blev også lige rakket ned overfor os i går. det er dem der bor to timer væk i bil. de havde bare at møde til både hans og min fødselsdag for de havde jo selv valgt at flytte så langt væk. og det kostede også os at skulle køre ned til dem. ja det gør det men vi har bil og det har de ikke så det er jo nok dyrere. plus han mener jo at de i hvert fald skal komme til hans selv om de fik min invitation først. Men det er han ligeglad med. det er kun ham ham ham.

Manden er syg i hans hoved. og jeg kan bare mærke at jeg bliver i dårlig humør allerede den dag jeg ved jeg skal være sammen med ham selv om der kan være længe til.

Heldigvis har jeg et godt forhold til min svigermor og hendes mand. selv om hun godt kan lide og blande sig. Og hun forstår mig heldigvis også.

Skulle bare lige ud med det. jeg kan umuligt være den eneste der har sådan en svigerfar. men håber lidt i ikke er andre der skal døjes med sådan en.

[Guest]

ved ikke helt hvad jeg skal sige, men sender dig et par :kram :kram :kram :kram

[Barbamama]

Hold da op! Først sådan en her :kram , for det lyder sørme da ikke rart.

Og sorry, men så er jeg altså også nødt til at sige, at du heller ikke lyder sådan HELT vildt konstruktiv overfor ham? Det kan selvfølgelig sagtens være fordi han har kørt på jer så længe, og jeg kender ALT til at man nogle gange bare giver op og bliver sur.

Men jeg vil alligevel opfordre dig til at tage dig selv i det. Det er jo din mands far, og sådan lige ud fra at din mand har ondt af faren, når han skal være alene hjemme til fødselsdag og nytår, og ud fra at I kan komme op at skændes over ham, så lyder det til at din mand jo faktisk holder af ham? Og selvom du aldrig ville sige ordene "Du skal vælge mellem ham og mig", så tænker jeg at du alligevel i praksis er medvirkende (ligesom faderen er det) til at din mand står som en lus mellem to negle.

Jeg er helt enig i de ting, du påpeger med din svigerfar, som HAN ikke kan være bekendt. Men jeg tænker også:

- Kunne man have lært hans kæreste at kende inden man sagde nej til at hun kunne sove der? Jeg er selv lidt hys med hvem der sover i mit hjem, men hvis det f.eks. havde været min bror (som jeg holder meget af), der havde fået en kæreste, så måtte hun gerne sove hos os - fordi hvis hun er god nok i hans øjne, så er hun også i vores. Det er selvfølgelig JERES hjem og JERES grænser, men jeg kan godt forstå, hvis svigerfar er lidt såret, når nu din mand også har mødt kæresten...

- At manden VIL have frokost eller aftensmad med til fødselsdagen er da løjerligt. Men måske kunne man sige "Han er godt nok en sær snegl" og så ikke gøre det til et større problem. Eller simpelthen invitere ham lidt før så han kunne få en rugbrød med jer, eller lade ham blive til aftensmad. Det ville vel egentlig ikke have været et problem?

- Og jeg går ikke ud fra, at du har fortalt din far at du har tendens til dårlig mave (den slags fortæller jeg i hvert fald ikke mine svigerforældre!!!!) og så kan jeg egentlig godt forstå, at han tror, at det er pga. ham, at du ikke vil komme, når man tænker på det forhold I iøvrigt har til hinanden?

- Og så ville jeg måske heller ikke have sat mig over og se serier, hvis vi havde inviteret svigerfamilie ud, og da slet ikke hvis forholdet til svigerfamilien i forvejen var lidt iffy.

- At I skal være sammen med ham til fødselsdag og nytår er jo ikke noget (som jeg læser det) som faren har bestemt, men derimod noget din kæreste tvinger igennem?

- Og så hjælper det nok heller ikke, at du siger (til dig selv, os eller andre) at "manden er syg i hovedet" ;)

Jeg håber virkelig ikke, at du forstår det her som et angreb på dig, for sådan er det BESTEMT ikke ment. Jeg tænker bare, at I alle sammen ville være gladere, hvis I kunne med hinanden, og der synes jeg, at du har lige så meget ansvar som svigerfaren har. Og så er jeg af den overbevisning at man ikke kan ændre på andre, men kun på sig selv og hvordan man ser på andre. Jeg forstår absolut godt din frustration og han lyder heller ikke nem, men jeg tænker, at der er meget du selv kan gøre anderledes. Ud fra dit indlæg lyder det egentlig mere som om at det er dig, der ikke vil give ham en chance end omvendt, og så kan jeg godt forstå, at han ikke føler sig velkommen. Måske er I kommet ind i en lidt "ond cirkel" med det her? I givet fald er det jo kun dig eller ham, der kan bryde den. Og det lyder ikke som om, at han er voksen nok til det, så måske kunne du være det, og starte på en frisk? Ellers kan I døje med det her lige til han dør, og det er jo også træls :(

Jeg håber, I finder ud af det! :kram

[mtune]

Hold da op! Først sådan en her :kram , for det lyder sørme da ikke rart.

Og sorry, men så er jeg altså også nødt til at sige, at du heller ikke lyder sådan HELT vildt konstruktiv overfor ham? Det kan selvfølgelig sagtens være fordi han har kørt på jer så længe, og jeg kender ALT til at man nogle gange bare giver op og bliver sur.

Men jeg vil alligevel opfordre dig til at tage dig selv i det. Det er jo din mands far, og sådan lige ud fra at din mand har ondt af faren, når han skal være alene hjemme til fødselsdag og nytår, og ud fra at I kan komme op at skændes over ham, så lyder det til at din mand jo faktisk holder af ham? Og selvom du aldrig ville sige ordene "Du skal vælge mellem ham og mig", så tænker jeg at du alligevel i praksis er medvirkende (ligesom faderen er det) til at din mand står som en lus mellem to negle.

Jeg er helt enig i de ting, du påpeger med din svigerfar, som HAN ikke kan være bekendt. Men jeg tænker også:

- Kunne man have lært hans kæreste at kende inden man sagde nej til at hun kunne sove der? Jeg er selv lidt hys med hvem der sover i mit hjem, men hvis det f.eks. havde været min bror (som jeg holder meget af), der havde fået en kæreste, så måtte hun gerne sove hos os - fordi hvis hun er god nok i hans øjne, så er hun også i vores. Det er selvfølgelig JERES hjem og JERES grænser, men jeg kan godt forstå, hvis svigerfar er lidt såret, når nu din mand også har mødt kæresten...

- At manden VIL have frokost eller aftensmad med til fødselsdagen er da løjerligt. Men måske kunne man sige "Han er godt nok en sær snegl" og så ikke gøre det til et større problem. Eller simpelthen invitere ham lidt før så han kunne få en rugbrød med jer, eller lade ham blive til aftensmad. Det ville vel egentlig ikke have været et problem?

- Og jeg går ikke ud fra, at du har fortalt din far at du har tendens til dårlig mave (den slags fortæller jeg i hvert fald ikke mine svigerforældre!!!!) og så kan jeg egentlig godt forstå, at han tror, at det er pga. ham, at du ikke vil komme, når man tænker på det forhold I iøvrigt har til hinanden?

- Og så ville jeg måske heller ikke have sat mig over og se serier, hvis vi havde inviteret svigerfamilie ud, og da slet ikke hvis forholdet til svigerfamilien i forvejen var lidt iffy.

- At I skal være sammen med ham til fødselsdag og nytår er jo ikke noget (som jeg læser det) som faren har bestemt, men derimod noget din kæreste tvinger igennem?

- Og så hjælper det nok heller ikke, at du siger (til dig selv, os eller andre) at "manden er syg i hovedet" ;)

Jeg håber virkelig ikke, at du forstår det her som et angreb på dig, for sådan er det BESTEMT ikke ment. Jeg tænker bare, at I alle sammen ville være gladere, hvis I kunne med hinanden, og der synes jeg, at du har lige så meget ansvar som svigerfaren har. Og så er jeg af den overbevisning at man ikke kan ændre på andre, men kun på sig selv og hvordan man ser på andre. Jeg forstår absolut godt din frustration og han lyder heller ikke nem, men jeg tænker, at der er meget du selv kan gøre anderledes. Ud fra dit indlæg lyder det egentlig mere som om at det er dig, der ikke vil give ham en chance end omvendt, og så kan jeg godt forstå, at han ikke føler sig velkommen. Måske er I kommet ind i en lidt "ond cirkel" med det her? I givet fald er det jo kun dig eller ham, der kan bryde den. Og det lyder ikke som om, at han er voksen nok til det, så måske kunne du være det, og starte på en frisk? Ellers kan I døje med det her lige til han dør, og det er jo også træls :(

Jeg håber, I finder ud af det! :kram

Jeg er enig i ovenstående :)

[Guest Samantha]

ved ikke helt hvad jeg skal sige, men sender dig et par :kram :kram :kram :kram

Tusinde tak for det :-)

De gør stor glæde hos mig kan du tro

[TroldeMor]

Hold da op! Først sådan en her :kram , for det lyder sørme da ikke rart.

Og sorry, men så er jeg altså også nødt til at sige, at du heller ikke lyder sådan HELT vildt konstruktiv overfor ham? Det kan selvfølgelig sagtens være fordi han har kørt på jer så længe, og jeg kender ALT til at man nogle gange bare giver op og bliver sur.

Men jeg vil alligevel opfordre dig til at tage dig selv i det. Det er jo din mands far, og sådan lige ud fra at din mand har ondt af faren, når han skal være alene hjemme til fødselsdag og nytår, og ud fra at I kan komme op at skændes over ham, så lyder det til at din mand jo faktisk holder af ham? Og selvom du aldrig ville sige ordene "Du skal vælge mellem ham og mig", så tænker jeg at du alligevel i praksis er medvirkende (ligesom faderen er det) til at din mand står som en lus mellem to negle.

Jeg er helt enig i de ting, du påpeger med din svigerfar, som HAN ikke kan være bekendt. Men jeg tænker også:

- Kunne man have lært hans kæreste at kende inden man sagde nej til at hun kunne sove der? Jeg er selv lidt hys med hvem der sover i mit hjem, men hvis det f.eks. havde været min bror (som jeg holder meget af), der havde fået en kæreste, så måtte hun gerne sove hos os - fordi hvis hun er god nok i hans øjne, så er hun også i vores. Det er selvfølgelig JERES hjem og JERES grænser, men jeg kan godt forstå, hvis svigerfar er lidt såret, når nu din mand også har mødt kæresten...

- At manden VIL have frokost eller aftensmad med til fødselsdagen er da løjerligt. Men måske kunne man sige "Han er godt nok en sær snegl" og så ikke gøre det til et større problem. Eller simpelthen invitere ham lidt før så han kunne få en rugbrød med jer, eller lade ham blive til aftensmad. Det ville vel egentlig ikke have været et problem?

- Og jeg går ikke ud fra, at du har fortalt din far at du har tendens til dårlig mave (den slags fortæller jeg i hvert fald ikke mine svigerforældre!!!!) og så kan jeg egentlig godt forstå, at han tror, at det er pga. ham, at du ikke vil komme, når man tænker på det forhold I iøvrigt har til hinanden?

- Og så ville jeg måske heller ikke have sat mig over og se serier, hvis vi havde inviteret svigerfamilie ud, og da slet ikke hvis forholdet til svigerfamilien i forvejen var lidt iffy.

- At I skal være sammen med ham til fødselsdag og nytår er jo ikke noget (som jeg læser det) som faren har bestemt, men derimod noget din kæreste tvinger igennem?

- Og så hjælper det nok heller ikke, at du siger (til dig selv, os eller andre) at "manden er syg i hovedet" ;)

Jeg håber virkelig ikke, at du forstår det her som et angreb på dig, for sådan er det BESTEMT ikke ment. Jeg tænker bare, at I alle sammen ville være gladere, hvis I kunne med hinanden, og der synes jeg, at du har lige så meget ansvar som svigerfaren har. Og så er jeg af den overbevisning at man ikke kan ændre på andre, men kun på sig selv og hvordan man ser på andre. Jeg forstår absolut godt din frustration og han lyder heller ikke nem, men jeg tænker, at der er meget du selv kan gøre anderledes. Ud fra dit indlæg lyder det egentlig mere som om at det er dig, der ikke vil give ham en chance end omvendt, og så kan jeg godt forstå, at han ikke føler sig velkommen. Måske er I kommet ind i en lidt "ond cirkel" med det her? I givet fald er det jo kun dig eller ham, der kan bryde den. Og det lyder ikke som om, at han er voksen nok til det, så måske kunne du være det, og starte på en frisk? Ellers kan I døje med det her lige til han dør, og det er jo også træls :(

Jeg håber, I finder ud af det! :kram

Jeg ved godt det er en nem løsning... Så undskyld for det :)

Men jeg synes bare Meggers skriver det så godt, at jeg vil nøjes med at sige :ditto

Jeg håber virkelig for dig at i finder frem til en løsning som alle kan leve med... Nogle mennesker svinger man bare ikke med, og når det så er familie, bliver det svært...

Men man har et ansvar for at få det til at køre nogenlunde... :) (også for din kærestes skyld, og jeres forhold)

Du får hvert fald :kram2 herfra

[Barbamama]

Jeg ved godt det er en nem løsning... Så undskyld for det :)

Men jeg synes bare Meggers skriver det så godt, at jeg vil nøjes med at sige :ditto

Jeg håber virkelig for dig at i finder frem til en løsning som alle kan leve med... Nogle mennesker svinger man bare ikke med, og når det så er familie, bliver det svært...

Men man har et ansvar for at få det til at køre nogenlunde... :) (også for din kærestes skyld, og jeres forhold)

Du får hvert fald :kram2 herfra

Hehe tak for de pæne ord. :) Og iøvrigt en god tilføjelse at der jo er nogen, man bare ikke svinger med. - Men at man alligevel har ansvar for at det kører bare nogenlunde :)

[Guest]

Hold da op! Først sådan en her :kram , for det lyder sørme da ikke rart.

Og sorry, men så er jeg altså også nødt til at sige, at du heller ikke lyder sådan HELT vildt konstruktiv overfor ham? Det kan selvfølgelig sagtens være fordi han har kørt på jer så længe, og jeg kender ALT til at man nogle gange bare giver op og bliver sur.

Men jeg vil alligevel opfordre dig til at tage dig selv i det. Det er jo din mands far, og sådan lige ud fra at din mand har ondt af faren, når han skal være alene hjemme til fødselsdag og nytår, og ud fra at I kan komme op at skændes over ham, så lyder det til at din mand jo faktisk holder af ham? Og selvom du aldrig ville sige ordene "Du skal vælge mellem ham og mig", så tænker jeg at du alligevel i praksis er medvirkende (ligesom faderen er det) til at din mand står som en lus mellem to negle.

Jeg er helt enig i de ting, du påpeger med din svigerfar, som HAN ikke kan være bekendt. Men jeg tænker også:

- Kunne man have lært hans kæreste at kende inden man sagde nej til at hun kunne sove der? Jeg er selv lidt hys med hvem der sover i mit hjem, men hvis det f.eks. havde været min bror (som jeg holder meget af), der havde fået en kæreste, så måtte hun gerne sove hos os - fordi hvis hun er god nok i hans øjne, så er hun også i vores. Det er selvfølgelig JERES hjem og JERES grænser, men jeg kan godt forstå, hvis svigerfar er lidt såret, når nu din mand også har mødt kæresten...

- At manden VIL have frokost eller aftensmad med til fødselsdagen er da løjerligt. Men måske kunne man sige "Han er godt nok en sær snegl" og så ikke gøre det til et større problem. Eller simpelthen invitere ham lidt før så han kunne få en rugbrød med jer, eller lade ham blive til aftensmad. Det ville vel egentlig ikke have været et problem?

- Og jeg går ikke ud fra, at du har fortalt din far at du har tendens til dårlig mave (den slags fortæller jeg i hvert fald ikke mine svigerforældre!!!!) og så kan jeg egentlig godt forstå, at han tror, at det er pga. ham, at du ikke vil komme, når man tænker på det forhold I iøvrigt har til hinanden?

- Og så ville jeg måske heller ikke have sat mig over og se serier, hvis vi havde inviteret svigerfamilie ud, og da slet ikke hvis forholdet til svigerfamilien i forvejen var lidt iffy.

- At I skal være sammen med ham til fødselsdag og nytår er jo ikke noget (som jeg læser det) som faren har bestemt, men derimod noget din kæreste tvinger igennem?

- Og så hjælper det nok heller ikke, at du siger (til dig selv, os eller andre) at "manden er syg i hovedet" ;)

Jeg håber virkelig ikke, at du forstår det her som et angreb på dig, for sådan er det BESTEMT ikke ment. Jeg tænker bare, at I alle sammen ville være gladere, hvis I kunne med hinanden, og der synes jeg, at du har lige så meget ansvar som svigerfaren har. Og så er jeg af den overbevisning at man ikke kan ændre på andre, men kun på sig selv og hvordan man ser på andre. Jeg forstår absolut godt din frustration og han lyder heller ikke nem, men jeg tænker, at der er meget du selv kan gøre anderledes. Ud fra dit indlæg lyder det egentlig mere som om at det er dig, der ikke vil give ham en chance end omvendt, og så kan jeg godt forstå, at han ikke føler sig velkommen. Måske er I kommet ind i en lidt "ond cirkel" med det her? I givet fald er det jo kun dig eller ham, der kan bryde den. Og det lyder ikke som om, at han er voksen nok til det, så måske kunne du være det, og starte på en frisk? Ellers kan I døje med det her lige til han dør, og det er jo også træls :(

Jeg håber, I finder ud af det! :kram

jeg er også ret enig i det du skriver søde, og synes du får det formuleret rigtig godt...

Og kommer så med kommentaren fra min svoger, som er politibetjent, at de faktisk har mere at lave juleaften end nytårsaften, fordi juleaften skal man være sammen med familien også dem men ikke kan lide, hvilket kan føre til klammerier, og nytårsaften er man sammen med venner, og folk man selv har valg...

[Guest Samantha]

Hold da op! Først sådan en her :kram , for det lyder sørme da ikke rart.

Og sorry, men så er jeg altså også nødt til at sige, at du heller ikke lyder sådan HELT vildt konstruktiv overfor ham? Det kan selvfølgelig sagtens være fordi han har kørt på jer så længe, og jeg kender ALT til at man nogle gange bare giver op og bliver sur.

Men jeg vil alligevel opfordre dig til at tage dig selv i det. Det er jo din mands far, og sådan lige ud fra at din mand har ondt af faren, når han skal være alene hjemme til fødselsdag og nytår, og ud fra at I kan komme op at skændes over ham, så lyder det til at din mand jo faktisk holder af ham? Og selvom du aldrig ville sige ordene "Du skal vælge mellem ham og mig", så tænker jeg at du alligevel i praksis er medvirkende (ligesom faderen er det) til at din mand står som en lus mellem to negle.

Til at begynde med vil jeg sige, at jeg har gjort alt hvad jeg kan for at min svigerfar skal synes om mig. Og jeg mener alt. men ingenting er godt nok til ham. Og når man så får smidt tilbage i hovedet at han ikke synes man gør tingene godt nok er det svært at synes om ham. og jeg har ikke lyst til at behage ham mere. selvfølgelig vil jeg ikke gøre noget sådan at min kæreste står mellem os. og det har jeg også sagt til ham. han forstår mig, og ved også godt at hans far er træls. Jeg elsker min kæreste så meget at jeg nogen gange opføre mig som en helt anden for at behage hans far og det kan altså ikke være rigtigt.

Jeg er helt enig i de ting, du påpeger med din svigerfar, som HAN ikke kan være bekendt. Men jeg tænker også:

- Kunne man have lært hans kæreste at kende inden man sagde nej til at hun kunne sove der? Jeg er selv lidt hys med hvem der sover i mit hjem, men hvis det f.eks. havde været min bror (som jeg holder meget af), der havde fået en kæreste, så måtte hun gerne sove hos os - fordi hvis hun er god nok i hans øjne, så er hun også i vores. Det er selvfølgelig JERES hjem og JERES grænser, men jeg kan godt forstå, hvis svigerfar er lidt såret, når nu din mand også har mødt kæresten...

Det var slet ikke en kæreste bare en veninde, som han nogen gange havde sex med. Og de skulle til noget halbal og så sove hos os, og så kunne jeg godt forestille mig hvad der kunne ske. jeg er ikke sippet, men jeg havde kun mødt faren få gange og aldrig hans veninde. og jeg skulle altså ikke nyde noget af hvad de kunne finde på at lave.

- At manden VIL have frokost eller aftensmad med til fødselsdagen er da løjerligt. Men måske kunne man sige "Han er godt nok en sær snegl" og så ikke gøre det til et større problem. Eller simpelthen invitere ham lidt før så han kunne få en rugbrød med jer, eller lade ham blive til aftensmad. Det ville vel egentlig ikke have været et problem?

Nej det ville som sådan ikke være et problem. jeg ved godt det lyder som undskyldninger, men det er det ikke. som regel når vi holder fødselsdag har vi to hold på en dag. det ene hold om dagen og det andet om aften. Manden ville ikke slå sig til tåls med rugbrød, tro mig jeg har hørt stikpiller fra ham hvis han ikke har ment der har været serveret nok mad eller ordenligt mad. selv i 30 graders varme forventer han varm mad.

- Og jeg går ikke ud fra, at du har fortalt din far at du har tendens til dårlig mave (den slags fortæller jeg i hvert fald ikke mine svigerforældre!!!!) og så kan jeg egentlig godt forstå, at han tror, at det er pga. ham, at du ikke vil komme, når man tænker på det forhold I iøvrigt har til hinanden?

Jeg fik i sommers konstateret irritabel tyktarm. normalt holder man sådan nogle ting for sig selv men jeg har været meget åben omkring det fordi jeg nogle gange var til fødselsdag, hvor vi fik mad jeg ikke kunne tåle i min mave, så jeg ikke kan få noget at spise. derfor har jeg været nødt til at være åben. folk har været meget gode til at tage hensyn og spørge ind til det. Men hans far har været ligeglad fra dag 1. han ved faktisk ikke engang hvad jeg laver lige nu eller skal i gang med til trods for at han har fået det at vide. og det er simpelthen fordi alt drejer sig om ham. han mener at han er den eneste der kan fejle noget og det skal vi alle sammen høre på. Hans søsters svigerforældre spurgte ham engang hvad jeg så gik på af uddannelse og det vidste han ikke selv om han flere gange havde fået det at vide.

- Og så ville jeg måske heller ikke have sat mig over og se serier, hvis vi havde inviteret svigerfamilie ud, og da slet ikke hvis forholdet til svigerfamilien i forvejen var lidt iffy.

Da jeg kommer hjem om aften sidder de og ser noget med bygninger. ikke specielt spændende. jeg holder på at når der er gæster ser man ikke tv mens man spiser. den regel er ændret når kærestens far er der. og da vi sad og fik kaffe i sofaen efter maden ville faren også se tv. og det skulle helst være nyheder. det fik han også lov til indtil den serie kom. Og ja jeg gjorde det for at trodse ham. jeg kunne ikke holde en hel aften ud hvor han skulle bestemme alt. det er rigeligt vi ser tv fra vi kommer til vi går hos ham, og det er kun sport. Jeg lyder nok som den uhøflige, og det er jeg nok også til tider, men jeg er nået til det punkt hvor han ikke skal styre mit hjem.

- At I skal være sammen med ham til fødselsdag og nytår er jo ikke noget (som jeg læser det) som faren har bestemt, men derimod noget din kæreste tvinger igennem?

Min kæreste gør de ting for at faren ikke skal være alene. og det er også en sød tanke. men jeg har den følelse at faren manipulere lidt med min kæreste ved at sige at han skal sidde alene og det kunne være hyggeligt hvis vi kiggede forbi men han vil da ikke tvinge os. sådan blev der sagt nytårs aften. til fødselsdagen var det til gengæld kæresten der bestemte han skulle komme. min mor og kærestens mor var sidste år alene på deres fødselsdage, men det var åbenbart ikke synd. Min kæreste er enebarn hos hans far. min svigermor har fået to andre børn med hendes mand. og jeg føler min kæreste skal være der rigtig meget for sin far. det kan gå an nu, men den dag vi får børn så er der bare ikke så meget plads til faren. Min kæreste tager rigtig meget på sine skuldre pga den mand. han lytter til al den sygdoms snak faren lukker ud og alt mulig andet. og det synes jeg ikke er rimligt. faren har ikke nogen venner da de smutter når de finder ud af hvordan han er. og det gør desværre at min kæreste føler han skal være der. og kæresten har sagt mange gange at han ville ønske faren havde en kæreste. og det ville han nok også have hvis han ikke konstant kritiserede dem og ville lave dem om.

- Og så hjælper det nok heller ikke, at du siger (til dig selv, os eller andre) at "manden er syg i hovedet" ;)

jeg ved godt det heller ikke hjælper. men desværre kender min familie ham fra deres unge dage. Han boede sammen med en kvinde i 15 år. han har kørt hende psykisk ned så hun ikke kan lide at være i byen når hun ved han er her. (hun er veninde med farens søster) hendes søn bankede han, da han var sammen med hende. og jeg kan komme med en masse andre ting. i hans øjne er det kun min kæreste der dur. og det kan man ikke gøre noget ved. jeg elsker min kæreste, men hey ingen er så perfekt som faren mener han er.

Jeg håber virkelig ikke, at du forstår det her som et angreb på dig, for sådan er det BESTEMT ikke ment. Jeg tænker bare, at I alle sammen ville være gladere, hvis I kunne med hinanden, og der synes jeg, at du har lige så meget ansvar som svigerfaren har. Og så er jeg af den overbevisning at man ikke kan ændre på andre, men kun på sig selv og hvordan man ser på andre. Jeg forstår absolut godt din frustration og han lyder heller ikke nem, men jeg tænker, at der er meget du selv kan gøre anderledes. Ud fra dit indlæg lyder det egentlig mere som om at det er dig, der ikke vil give ham en chance end omvendt, og så kan jeg godt forstå, at han ikke føler sig velkommen. Måske er I kommet ind i en lidt "ond cirkel" med det her? I givet fald er det jo kun dig eller ham, der kan bryde den. Og det lyder ikke som om, at han er voksen nok til det, så måske kunne du være det, og starte på en frisk? Ellers kan I døje med det her lige til han dør, og det er jo også træls :(

Jeg har givet den mand så mange chancer for min kærestes skyld, og kæresten kan også godt se at det desværre ikke hjælper. når vi er hos ham eller han hos os, så har jeg længe gjort hvad jeg kan for at han føler sig godt tilpas. jeg prøver at snakke med ham og spørge ind til ham. men det er så svært. og det gør det ikke bedre at jeg ved at han siger ting om mig bag min ryg til hans søster. Ja hun burde ikke fortælle mig det, men jeg har bedt om at få det at vide. jeg vil ikke gå rundt og tro alting er godt.

se nu i går han mente ikke vi havde ryddet sne godt nok så det gør han. det er så ikke lige vores ansvar men udlejer. og faren har dårlig ryg så burde han ikke holde sig fra det. Bare vent i aften kommer der nok en opringning hvor han klager over sin ryg. Det kan godt lyde som om jeg ikke har prøvet nok, men det føler jeg at jeg har. jeg har været derude hvor jeg tænkte det var nemmest hvis jeg gik fra kæresten for jeg kunne bare ikke mere. kæresten har været derude hvor han grædende sad hos sin mor og fortalte om hvor svært det hele var pga faren. men vi kæmper og jeg kæmper videre for jeg elsker min kæreste, men det er hårdt psykisk. Selv nu hvor jeg skriver om det bliver jeg ked af det fordi det fylder så utrolig meget.

Jeg håber, I finder ud af det! :kram

Lang besvarelse så jeg sætter lige min svar ind med anden farve ved dine :-)

[Guest Samantha]

Jeg ved godt det er en nem løsning... Så undskyld for det :)

Men jeg synes bare Meggers skriver det så godt, at jeg vil nøjes med at sige :ditto

Jeg håber virkelig for dig at i finder frem til en løsning som alle kan leve med... Nogle mennesker svinger man bare ikke med, og når det så er familie, bliver det svært...

Men man har et ansvar for at få det til at køre nogenlunde... :) (også for din kærestes skyld, og jeres forhold)

Du får hvert fald :kram2 herfra

Tusinde tak for det.

jeg kan sagtens følge jer alle sammen.

og jeg må indrømme jeg tit har ønsket at give op. Jeg har aldrig skulle kæmpe så meget for at nogen bare skulle kunne lide mig lidt.

Men allerede i starten sagde faren at han håbede vi gik fra hinanden. Så føler man at man allerede der fik dødsstødet.

Jeg elsker min kæreste så¨meget. og jeg tænker at han altså kunne finde en kæreste som ikke ville kæmpe så meget og var både rapkæftet og alt muligt. og et eller andet sted ville jeg nyde det. for man må nemlig ikke sige faren imod.

Men jeg vil da ikke lade en anden få min kæreste. så jeg kæmper videre. og jeg håber det hjælper når vi engang bliver en familie. for så er der ikke så meget tid til faren mere.

Mange tak for krammet :-)

[Guest Samantha]

jeg er også ret enig i det du skriver søde, og synes du får det formuleret rigtig godt...

Og kommer så med kommentaren fra min svoger, som er politibetjent, at de faktisk har mere at lave juleaften end nytårsaften, fordi juleaften skal man være sammen med familien også dem men ikke kan lide, hvilket kan føre til klammerier, og nytårsaften er man sammen med venner, og folk man selv har valg...

Synes din svoger har en god pointe. heldigvis har jeg endnu ikke holdet jul med svigerfaren. Og ser heller ikke frem til det. holder det altid med min mor, og det er det bedste på hele jorden :-)

Elsker julen hos mine forældre.

[Barbamama]

Jeg skriver lige på et "friskt ark" men det er selvfølgelig svar på dit lange svar på mit lange svar ;)

Den med veninden kan jeg godt forstå! Jeg ville såmænd også kunne havet forstået at I sagde nej, hvis det havde været en kæreste, for det er jo jeres hjem og dermed jeres grænser. Min pointe gik bare på, om I kunne have lært hende at kende før I sagde nej (og "dømte" hende på forhånd). MEN hvis der ikke er tale om en kæreste, så kan jeg godt forstå, at I simpelthen bare siger nej på forhånd - det havde jeg også gjort.

Udover det, synes jeg stadig at det lyder som om, at du har "besluttet" dig for at han er udenfor pædagogisk rækkevidde og at det aldrig bliver bedre og at det er hans skyld. Og det er nok heller ikke så underligt, når han har været så hård, som han har, men jeg holder fast i min oprindelige tankegang om, at der er noget, du kan gøre for at få det til at glide lettere, også for din kærestes skyld, og uden at du bliver en anden end du er. F.eks. tænker jeg, at det måske ikke er et større indgreb på din personlighed, hvis du går glip af at se en serie i tv? Og at det faktisk er ret provo og uhøfligt overfor gæster at de "får lov at se tv-avis indtil dit program kommer på".

Du kunne måske også passe lidt på med at høre på hvad svigermor og fastre osv. siger at han har sagt om dig. Hvis de heller ikke kan lide ham, så har de vel også det lettere ved at tolke hans ord som om at han er en nar og derved få det formuleret hårdere til dig, end det faktisk er ment?

Og den med maden... Arrrrh... Selvom I er i to hold, så kunne han vel godt spise med før, under eller efter et hold? I ville vel heller ikke gå gennem en hel dag uden mad? Og ellers så ryst på skulderen af at manden tager pizza med - ikke fordi det er iorden, men fordi det lidt bedre kan opretholde husfreden. ;)

At han ikke spørger ind til din irritable tyktarm synes jeg heller ikke, at du kan bebrejde ham. Det kan jo også være akavet for ham, at snakke om. Jeg kan tilgengæld godt forså, at du er såret over at han ikke aner, hvad du laver. Omvendt, så hænger det måske også sammen med, at I ikke rigtig kan sammen?

Noget andet er, at det godt kunne lyde som om at din svigerfar måske har det rigtig svært i livet. Det må da heller ikke være spor sjovt at være gnaven på alle pånær sin søn, ikke at kunne holde på en kæreste, at være alene ved store lejligheder, og at være uvenner med sit eneste svigerbarn. Og hvis han så også har tendens til at være voldelig, så kunne der måske være noget oprigtigt galt. Du skriver også, at han selv snakker om sygdom og noget med at han fejler noget? Når han nu har så stor respekt for sin søn, kunne du så foreslå din kæreste, at han talte med sin far om, om han egentlig havde det godt? Det kan jo være, at han har noget depression/afhængighed/temperamentsproblemer eller andet, som han skammer sig for meget over til at gøre noget ved, men som ødelægger det for jer alle sammen? Og så skal han jo i virkeligheden have hjælp og støtte, vil jeg sige... Og hvis han har problemer, så ville det jo også forklare at han ikke havde overskud til at sætte sig ind i andres liv og heller ikke dit.

Jeg synes, det lyder lidt som om, at I begge har besluttet, at den anden opfører sig totalt latterligt (og måske har I begge lidt ret ;)), og jeg tror ikke at din svigerfar har styrken til at ændre på den opfattelse, men det tror jeg at du har. Det vil være mega mega hårdt, og det bliver nok aldrig MEGA godt, men der ER altså stadig ting, du kan gøre for at det bliver bedre.

Og husk forresten at du ER god nok. :) Det lyder egentlig ikke som om, at du glemmer det, men sådan som det her tynger dig, så kan tvivlen nok dukke op for selv den bedste. Og selvom jeg måske "er lidt efter dig" mht. svigerfaren, så synes jeg samtidig at det lyser ud af dit indlæg at du elsker din kæreste SÅ højt, og at du virkelig gerne vil hans familie (det går jo godt med alle andre end svigerfaren). Hold ud!!!! Og så håber jeg meget, at det hele blive bedre for jer. :kram2

[Guest Samantha]

Jeg skriver lige på et "friskt ark" men det er selvfølgelig svar på dit lange svar på mit lange svar ;)

Den med veninden kan jeg godt forstå! Jeg ville såmænd også kunne havet forstået at I sagde nej, hvis det havde været en kæreste, for det er jo jeres hjem og dermed jeres grænser. Min pointe gik bare på, om I kunne have lært hende at kende før I sagde nej (og "dømte" hende på forhånd). MEN hvis der ikke er tale om en kæreste, så kan jeg godt forstå, at I simpelthen bare siger nej på forhånd - det havde jeg også gjort.

Var det en kæreste ville jeg godt have lært hende at kende. han havde den sødeste kæreste for to år siden. Hun var så sød. Hun havde to sønner. dem kunne han ikke lide. Jeg havde aldrig mødt dem, men med den mor kunne jeg kun forestille mig at de var søde. desværre fik han pillet hende fuldstændig ned. hun måtte ikke møde os før hun havde tabt sig. og de åreknuder hun havde på benene skulle fjernes. Det holdt et år så kunne hun ikke klare det. men hun har altså også kun fortjent det bedste. hun var så glad for ham og så var han sådan overfor hende.

Udover det, synes jeg stadig at det lyder som om, at du har "besluttet" dig for at han er udenfor pædagogisk rækkevidde og at det aldrig bliver bedre og at det er hans skyld. Og det er nok heller ikke så underligt, når han har været så hård, som han har, men jeg holder fast i min oprindelige tankegang om, at der er noget, du kan gøre for at få det til at glide lettere, også for din kærestes skyld, og uden at du bliver en anden end du er. F.eks. tænker jeg, at det måske ikke er et større indgreb på din personlighed, hvis du går glip af at se en serie i tv? Og at det faktisk er ret provo og uhøfligt overfor gæster at de "får lov at se tv-avis indtil dit program kommer på".

Jeg kan sagtens følge dig. men jeg er nok nået dertil hvor jeg ikke gider gøre som han vil. for jeg føler ikke det nogensinde er godt nok. en aften med ham føles som 100 år. og jeg kan også høre at at kæresten anstrenger sig for at få en god aften. Ja han kunne godt have set det han ville. men hvorfor skal han bare bestemme alt tænker jeg. det lyder barnligt, men jeg kan undre mig over at han skal styre det hele når han er her. Normalt når han har været her foregår hele aften på hans præmisser. Den helt store middag og hvad han nu vil se i tv. Jeg tænker hvorfor kunne vi dog ikke bare tage det afslappet men det kan ikke lade sig gøre.

Du kunne måske også passe lidt på med at høre på hvad svigermor og fastre osv. siger at han har sagt om dig. Hvis de heller ikke kan lide ham, så har de vel også det lettere ved at tolke hans ord som om at han er en nar og derved få det formuleret hårdere til dig, end det faktisk er ment?

Svigermor tolerer ham pga min kæreste. fasteren er ikke så vild med ham. Men man er ikke i tvivl om hvis en person ikke kan lide en. Ingen i min familie kan lide ham. de kender ham fra unge dage. og han tror selv han er guds barn. faktisk var det sådan at min mor ringede rundt til mine onkler da hun fandt ud af hvem min svigerfar var, for at høre om min kæreste var lige som ham. heldigvis er han ikke det. Min kærestes mosters mand har faren en gang gået til at tude fordi han kørte på ham psykisk. Jeg har siddet til en fødselsdag en hel dag hvor han ikke snakkede til mig, kun til nevøens kæreste og alle de andre.

Og den med maden... Arrrrh... Selvom I er i to hold, så kunne han vel godt spise med før, under eller efter et hold? I ville vel heller ikke gå gennem en hel dag uden mad? Og ellers så ryst på skulderen af at manden tager pizza med - ikke fordi det er iorden, men fordi det lidt bedre kan opretholde husfreden. ;)

Der blev heller ikke sagt noget da han kom med pizzaer, men kæresten og jeg snakkede om det. og det var som om faren ikke var tilfreds med det vi tilbød. i år til min fødselsdag skal vi have mad udefra. og så har jeg sagt at så er det slut. for eftertiden er det kun kaffe og kage. jeg kommer på su og jeg synes 1500 kr er mange penge for mad til en fødselsdag kun for at stille faren tilfreds. for han er den eneste der har brokket sig over at der kun var kaffe og kage.

At han ikke spørger ind til din irritable tyktarm synes jeg heller ikke, at du kan bebrejde ham. Det kan jo også være akavet for ham, at snakke om. Jeg kan tilgengæld godt forså, at du er såret over at han ikke aner, hvad du laver. Omvendt, så hænger det måske også sammen med, at I ikke rigtig kan sammen?

Han spørger ikke ind til nogen som helst om noget som helst, for han interessere sig kun for sig selv. sidste år til kærestens fødselsdag sad han nede ved kærestens mormor og morfar og snakkede hele dagen om han dårlige ryg. de er heldigvis så høflige mennesker så de spurgte ind til det. men han spurgte ikke ind til noget ved dem. og det er ikke for at tale endnu mere dårligt om ham. men jeg lyver ikke når jeg siger han ikke interessere sig for andre. hver gang min kæreste snakker i telefon med faren drejer hele samtalen hele tiden ind på faren. han hører slet ikke efter hvad der bliver sagt. kæresten er begyndt at være træt af det for han har jo også ting han gerne vil fortælle.

Jeg forlanger ikke at han skal snakke med mig om irritabel tyktarm og jeg forlanger ikke han skal lave speciel mad til mig. men når han ved at jeg ikke kan tåle fed og stærk mad, kunne man måske sørge for lidt salat eller noget. for det er jo også uhøfligt ikke at spise noget, men hvad kan man gøre hvis ikke man kan tåle det.

Noget andet er, at det godt kunne lyde som om at din svigerfar måske har det rigtig svært i livet. Det må da heller ikke være spor sjovt at være gnaven på alle pånær sin søn, ikke at kunne holde på en kæreste, at være alene ved store lejligheder, og at være uvenner med sit eneste svigerbarn. Og hvis han så også har tendens til at være voldelig, så kunne der måske være noget oprigtigt galt. Du skriver også, at han selv snakker om sygdom og noget med at han fejler noget? Når han nu har så stor respekt for sin søn, kunne du så foreslå din kæreste, at han talte med sin far om, om han egentlig havde det godt? Det kan jo være, at han har noget depression/afhængighed/temperamentsproblemer eller andet, som han skammer sig for meget over til at gøre noget ved, men som ødelægger det for jer alle sammen? Og så skal han jo i virkeligheden have hjælp og støtte, vil jeg sige... Og hvis han har problemer, så ville det jo også forklare at han ikke havde overskud til at sætte sig ind i andres liv og heller ikke dit.

Psykisk er han meget svingende. det ligger til den side af familien. Men det er ikke noget man taler om, og jeg ville aldrig kunne få min kæreste til at snakke med faren om det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. men faren er en slags autoritet som man ikke siger imod, snakker følelser med, går imod eller gør noget han ikke vil have. alle går på listefødder omkring ham, og stemningen er meget anspændt. og det er alle der har det sådan. folk lagde også mærke til at han ikke snakkede til mig til den tidligere nævnte fødselsdag.

Vi er ikke decideret uvenner, men jeg har det bare ikke godt i hans selskab, men jeg ved jo også hvordan han har det med mig. og selv om man lader som ingenting kan man stadig mærke det. Jeg kan da godt til tider synes det er synd for ham at han er alene, men så gør han noget eller siger noget hvor jeg tænker at han altså selv er ude om at have det sådan.

Han har altid været "ligeglad" med andre. det har min kæreste fortalt. han har altid være bestemmende. selv da min kæreste var barn var der strenge regler. og det at hans mor i dag siger at hun fortryder at min kæreste var så meget ved faren siger også en del om manden synes jeg. for hun har fået en dreng hjem der faktisk kun var rigtig barn hos hende. for der måtte han det som børn skal have lov til. hos faren var der ikke tv på værelser. de skulle lege ude. måtte ikke have venner med hjem og tingende blandt andet deres cykler skulle stå på en bestemt måde. han er en meget hård mand. og jeg ville aldrig overlade mine børn til ham.

Jeg ville ønske at jeg kunne holde af ham som jeg holder af kærestens stedfar. men det kan jeg bare ikke.

stedfaren er så dejlig en mand, som vil gøre så meget for os. og det sætter jeg virkelig pris på. hvis faren skulle gøre noget for os så ville vi også skulle gøre noget for ham. tro mig.

Jeg synes, det lyder lidt som om, at I begge har besluttet, at den anden opfører sig totalt latterligt (og måske har I begge lidt ret ;)), og jeg tror ikke at din svigerfar har styrken til at ændre på den opfattelse, men det tror jeg at du har. Det vil være mega mega hårdt, og det bliver nok aldrig MEGA godt, men der ER altså stadig ting, du kan gøre for at det bliver bedre.

Og husk forresten at du ER god nok. :) Det lyder egentlig ikke som om, at du glemmer det, men sådan som det her tynger dig, så kan tvivlen nok dukke op for selv den bedste. Og selvom jeg måske "er lidt efter dig" mht. svigerfaren, så synes jeg samtidig at det lyser ud af dit indlæg at du elsker din kæreste SÅ højt, og at du virkelig gerne vil hans familie (det går jo godt med alle andre end svigerfaren). Hold ud!!!! Og så håber jeg meget, at det hele blive bedre for jer. :kram2

Man kan godt få sine tvivl og tænke om min kæreste kunne få en bedre pige end mig, som måske synes alle de her ting er i orden. Og man kan godt få lyst til at tage den nemme løsning og skride fra det hele. men hvorfor når jeg kun vil være sammen med min kæreste. Jeg kæmper og det vil jeg altid gøre. for jeg ved de andre holder af mig og jeg af dem. og som de siger vi er alle forskellige og der skal være plads til os alle. Ingen skal tvinge mig til at være som de vil. jeg er ikke rebelsk. faktisk vil jeg helst at alle kan lide hinanden og alle har det godt. min kæreste siger nogen gange at jeg er så god af mig, og at jeg vil gøre så meget for andre. men man kan altså bare ikke behage alle. Så længe min kæreste også er glad for mig så kæmper jeg.

Tusinde tak for dit svar :-) jeg ser det som en hjælp at folk ude fra også kan give deres mening til kende, for føler ikke rigtig vi kommer nogen steder.

Jeg er virkelig glad for dine svar. det kan også hjælpe en til at se tingene i et andet lys