Gravid?! Panik...

[LHJ]

Jeg havde ikke troet jeg skulle skrive herinde foreløbig - men..

I forgårs tog jeg en (OK, 3) graviditetstest som alle var bragende positive. Aldeldes uventet og ikke spor planlagt. Jeg bor med min dejlige kæreste som jeg har været sammen med i knap 3 år. Vi har hele tiden været enige om at skulle have en maaasse børn på et tidspunkt.

Tidspunktet passer perfekt, jeg er 26 år og færdig med min uddannelse som sygeplejerske til Juni og lægen vurderede mig idag til at være 6+4, så jeg kan gå på barsel efter min bacheloreksamen hvis alt går vel. Kæresten har et godt fast job og en ambition om at læse videre om nogle år.

Men nu?! Min første reaktion var noget der ligner: Kvalme, nær-besvimelse, glæde og vild panik. En kombination af følelser, der ikke har sluppet mig, her 2 dage efter jeg testede positiv. Kæresten blev simpelthen så lykkelig og glæder sig helt vildt.

Jeg vrælede som et lille barn da jeg fortalte ham det, for jeg er simpelthen så splittet og chokeret. Er det normalt.? Jeg er træt og har kvalme, og går bare og tænker at nu bliver hele mit liv vendt på hovedet.. Er lidt flov over nogle gange at ønske, at jeg bare gerne ville have alt var som før..

Min kæreste stresser mig helt utroligt meget, selvom jeg flere gange har bedt ham om at stoppe, og fortalt ham at jeg er temmelig rystet og har brug for tid til lige at lade det synke ind. For eksempel har han ligget søvnløs de sidste to dage - hvor han bare har tænkt og tænkt på navne, søgt internettet tyndt for større lejligheder og huse til salg, hvornår og hvordan skal vi fortælle familien det - og sågar sagde han at vi jo også skal beslutte, om barnet skal døbes eller ej!!

Da han sagde det sidste til mig idag, begyndte jeg bare at tude og skælde ud og sige at jeg vil have min kæreste tilbage og bare være os som det plejer Han blev rigtig ked, og det kan jeg godt forstå. Han er garanteret ligeså bange som jeg er.

Åh jeg er bare ét stort kaos af tanker om hvor fantastisk et mirakel det er, at vi har lavet et lille menneske sammen - og gang på gang bliver jeg overvældet af hvor voldsomt det hele er

Jeg bliver ubehageligt til mode og får det lidt skidt, når jeg taler med min kæreste om det, og han laver jo ikke andet end at pakke mig ind i vat og snakke om baby, røre min mave (delle), fnise når jeg bliver irritabel eller siger jeg har lyst til slik - for "sådan er det jo med gravide" . NEJ - jeg er irritabel fordi jeg er skide bange og jeg har lyst til slik fordi - ja fordi det har jeg haft de sidste 26 år!!

Jeg tror jeg har brug for at vide, om det er normalt at have det sådan her... Gik i også i panik, jer der blev uplanlagt gravide ?

[Mette]

Vores var ikke uplanlagt men det skete i første cyklus og vi troede ikke jeg kunne blive gravid. Var glade men mest af alt i chok og panik. Jeg tudede da jeg fortalte min mand det og det var heller ikke af glæde, men heller ikke sorg - mere bare panik og gisp! I dag er jeg 14 uger henne og er lige så langsom ved at vænne mig til det, men vi har endnu ikke købt noget som helst. Vi tager baby steps ;)

[girly1988]

Har selv testet positiv i weekenden og ja tog 4 tests lørdag og to mere søndag fordi jeg simpelthen ikke fattede at det kunne være rigtig på trods af at vi ønsker det mere end noget andet..

Vi er rigtig glade...og ser nu frem til at jeg kan blive scannet på fredag hvor jeg vil være 5+0. :)

Men vi har allerede nu haft vores ture, fordi vi begge lige skal forstå hvilket mirakel der er sket og hvad fremtiden ligesom bringer...

min mand fortalte igår han var bange for ik at blive en god far...(det var så grunden til hans sure adfærd de sidste par dage)...men ja vi fik en god snak og ser nu fremad :) indtil de næste paniktanker dukker op. Er sikker på det er helt normalt :)

Held og lykke med det hele

[Kanske]

...

[Guest Felixmor]

Da jeg blev gravid med Felix var det heller ikke planlagt. Jeg var heller ikke helt så glad som manden var. Jeg havde også lige brug gor at synke det og vænne mig til tanken. Jeg fik også lidt præstationsangst da man lige pludselig får meget stort ansvar for et andet væsents liv.

Men elsker min lille dreng der snart bliver 2 år helt vild og vil ikke undvære ham. Og det med præstationsangsten så kommer det hele af sig selv :)

[babydyr]

Jeg blev helt og aldeles planlagt gravid (havde forsøgt i et halvt år) og jeg gik altså også mere eller mindre i panik da jeg testede positivt ;)

Jeg tror bare, at det pludselig går op for én, at man skal have et barn og det er overvældende uanset om man havde regnet med at være gravid eller ej.

Så jeg tror bare, at du skal give det lidt tid og så ellers gøre din kæreste opmærksom på, at han er nødt til at give dig plads og støtte, uanset hvordan du føler.

:kram og til lykke med graviditeten