[Du ved, at du får for lidt søvn når...]

- når du sender manden ud på aftentur med hunden til trods for, at hunden allerede er luftet og har fået mad én gang.

- når du hælder kaffe op i din yoghurt.

- når du kigger olmt efter div. larmende køretøjer og derefter med angst kigger ned i barnevognen for at se, om det lykkedes synderen at vække babyen.

- når nogen begejstret fortæller dig noget, og du et par minutter efter må sige "ej, hvad sagde du"

Når du drømmer om baby der larmer, for lidt efter at opdage det er vågen baby der er igang med at rive dig i håret og fortælle hun er vågen :-P

Når du sover med langærmer og langbukser, for du skal jo alligevel op 50 gange.

Uha griner, dem har jeg også lavet pånær lige en :P

Når man i groggy tilstand leder efter elkedlen, som ikke står på sin plads/holder, fordi man skal varme vand til flasken. Og efter lidt tid opdager den står i køkkenvasken med åben låg. Fordi man sidste gang i meget træt tilstand glemte at stille den på plads efter sidste man varmede til en flaske.

Når man hælder saftevand op til sin bonussøn, men at det er ens egen kaffekop man har fat i fyldt med kaffe.

[Hvad hvis dit barn var/blev homoseksuel?]

Jeg tror faktisk, at jeg ville blive lidt glad, hvis Valdemar kom og sagde at han var bøsse. Ikke som sådan fordi han var bøsse, men fordi han så vidste, hvad han var og hvad han ikke var.

Og jeg er totalt ligeglad med hans præferencer i forhold til køn. (Måske ville jeg endda nyde at være den eneste kvinde i hans liv, HAHAH :badgirl ). Og jeg tror næsten, at jeg ville tage det for givet, at han alligevel gav mig de børnebørn som jeg har krav på (- Sagt med et stort glimt i øjet Børn er selvfølgelig OGSÅ hans valg, men jeg ville nok ikke kunne lade være med at presse på uanset hans seksualitet )

Jo, jeg ville bekymre mig omkring mobning og fordomme. Men det vil jeg nok også, hvis han vokser op og bliver/viser sig at være heteroseksuel. :rolleyes

Jeg ville måske også være bekymret for hans far (altså min mand). Jeg er ikke i tvivl om at Brian ville elske Valdemar akkurat lige så højt, men jeg kunne måske frygte, at han troede at han havde gjort noget forkert. At han ikke havde lært Valdemar at være en rigtig mand eller sådan noget i den stil.

Så det ville nok give anledning til lidt mere snak end hvis Valdemar bare kom hjem med tøser, men i det ville ikke være noget problem overhovedet.

Og om der er forskel på om det er datteren eller sønnen, der kommer hjem og erklærer sig homoseksuel? Hmmm... Nej, det tror jeg ikke. I hvert fald ikke sådan, at jeg kan sige, at jeg hellere vil det ene end det andet.

Det ville være 100% ok, og jeg ville med sikkerhed ikke føle anderledes omkring mit barn end jeg gør nu, uden den viden Men jeg kan godt forstå hvis mændende kan have lidt svært ved at sætte sig ind i det, og måske føler en hvis form for kejtethed omkring deres homosexuelle søn, i og med at han ikke kan dele lige så mange af de maskuline glæder, som han ellers ville kunne (fx at kigge på damer).

Homosexualitet er medfødt. Det er faktisk mere eller mindre blevet bevist i sverige Man ved dog ikke endnu hvilke gener der skulle gøre sig gældende, men det man har fundet ud af er: At hos en homosexuel, reagerer nogle centre i hjernen kun på feromoner fra andre mennesker med samme køn, istedet for på det modsatte køn. Hvilket bevirker at en homosexuel bliver sexuelt ophidset og tiltrukket af mennesker af samme køn, hvor vi andre bliver det af modsatte køn.

Så jeg hopper overhovedet ikke med på den ide om, at det skulle være tillært adfærd. Der er alligevel for mange ting vi endnu ikke forstår omkring vores biologi og dna. + det faktum at mennesker som er homosexuelle ved det fra en meget meget tidlig alder - dermed ikke sagt at de reklamerer med det. vi har trods alt nogle meget bestemte kasser vi kommer drenge og piger i, så det tager oftest lang tid at accepterer at de har det sådan og ikke mindst stå offentligt frem med det.

Nå men. Som sagt 100% i orden. Uanset om det er min pige eller dreng. De er stadig mine skønne, vidunderlige, højest elskede børn uanset hvad de så foretager sig i livet eller hvordan deres personlighed og sexualitet ellers udformer sig

Sikke en debat, men det er kun godt at få disse meninger ud.

Jeg synes ikke det er en skam at være homo/eller bisexuel. Sågar trans har jeg det fint med. For er folk lykkelige så er det fint nok med mig.

Skulle O eller Tristan, og evt. fremtidligt barn springe ud, så vil jeg have det ganske fint med det, ligeså vel som hvis de ikke blev det.

Det forkert at det skal være et "tabu" og jeg ønsker ikke af mine børn skal være flove over deres følelser eller måder at være på.

Og det vil knuse mit hjerte hvis mine børn begår selvmord fordi de har fået afvide deres køn og liv som homo/bisexuel/trans er forkert, klamt og de er grimme mennesker.

Jeg kan ikke leve deres liv som de ikke kan leve mit liv. Og er de lykkelige for deres valg og det fungere for dem, er jeg glad og tilfreds. Og kan kun håbe med tiden af den danske som udenlanske befolkning lærer at acceptere at der er plads til alle lige meget hvordan kønsrollerne fordeler sig.

Mine børns lykke er nu det mest vigtige for mig, jeg skal ikke pådutte deres liv og valg. Jeg kan råde dem og snakke med dem, men ligefrem at omvende dem kunne jeg aldrig drømme om.

Hvad B reelt vil gøre, ved jeg ikke. Han er lidt skræmt ved tanken og vi har haft debatten oppe og vende herhjemme.

Mange af jer der har skrevet er jeg enig med, og Justme skriver respektfuld selvom der er andre meninger der. Og det tager jeg også hatten af for.

Kan huske den debat om kirkerne, at det blev muligt for homo/bisexuelle at blive gift i kirker. Jeg synes det er fint man nu kan det, og selvom jeg ved det er delte meninger om det også, at det er forkert. Så synes jeg også det er forkert, at man pådutter folk, at der skal være plads til alle, også i kirken. For der er jo netop ikke plads til alle, hvis man ikke ønsker at homo/bisex. skal være en del af de kirkelige m.m

Hvad er egentlig det der gør man er så skræmt, og hvorfor mener man det er forkert?

For hvad er forkert egentlig i grunden?

Der er så mange andre ting der er forkerte, men gør det folk til dårligere mennesker af den grund, hvis man er lykkelig for det man er?

Og er lykke i ens liv, ikke mere vigtigt for at leve godt end i evig frygt og skam?

Præster der nægter at begrave/vie homo/bisexuelle burde i min verden ikke være præst. Og folk der nægter at ansætte m.m sætter et stærk skræk tabu op, og det er forkert efter min mening, for man kan være lige så god en arbejdsgiver m.m som en hetro. Ligeså vel alle har ret til at komme retmæssigt herfra på en smuk måde omgivet af familie og i det hele taget generelt.

Der skal være plads til alle lige meget hvad, for det er mennesker ligeså vel som os hetrosexuelle.

[Hvilke kælenavne har jeres baby/barn]

O bliver kaldt :

Skatbas

skat

tosse (kærligt ment :) )

bettemand

og så ved navn.

Tristan :

Skatbas

skat

guldklump

tissemyre (fordi han ynder at tisse på primæst mig når han ligger uden ble :))

kålormen, fordi han ormer sig rundt på pudslebordet bla.

Supermand.

lillefis

og da han lå i maven var det bejs.

[Så er den gal igen]

øvøv god bedring med hende :kram

9 uger er bare ikke okay, håber der snart sker noget så hun ikke skal døje sådan med sygdom.

Og var det mig der fik sådan en besked fra lægen, at man ikke vil tjekke for en sikkerheds skyld, så vil jeg få ny læge.

[Navngivning og dåb]

tusind tak for jeres svar alle sammen, jeg skrev til den kirke jeg høre til og spurgte ad, og man kan faktisk godt navngive sit barn også døbe det senere :)

så nu har jeg endelig styr på rodet i mit hoved :) synes virkelig der dukker mange spørgsmål op undervejs, og jeg er desværre sat sådan sammen at jeg ikke kan få ro før jeg har svar på det jeg går og tænker på :(

Var så lidt :)

Uhaa det kender jeg godt. Søger jeg et svar så stopper jeg heller ikke med at søge svar før jeg har fundet ud af det. Pænt belastende engang imellem.

[6 årig kan ikke holde styr på sine ting i skolen/fritten]

Her har O lært at vi ikke konstant rydder op efter ham.

Smider han jakken på gulvet, eller andre ting der ikke bliver ryddet op, så bliver det liggende men han ved så også godt, at jeg "sparker" til det.

Forståes på den måde, at jeg skubber tingene til side og siger hvem er det der sådan roder. Og så ved O godt han skal rydde sine ting op.

Kan han ikke finde hans ting, så har vi gjort det, at vi beder ham prøve at huske hvor han har lagt det sidst, nogengange ved vi det og andre gang ved vi det ikke.

Han er nemlig i perioder meget glemsom, men ved at få det der velmente skub til at prøve at huske, gør at han 5 ud af 10 gange faktisk godt alligevel husker hvor han har lagt det ;)

Tror det er en fase børn er igennem, men det er vist bare at blive ved med at opmunte dem til at rydde op efter dem selv.

[Kolde hænder om natten]

Tristan har også lidt kolde hænder om natten når jeg er oppe med ham. Nu får han flaske, fordi amningen ikke helt gik som den skulle.

Men jeg lærte inde på sygehuset at svøbe ham og så på med babydynen.

Han har så også nogle strømpebukser på, langærmet body og en natdrag med fødder og det tager hos os de væreste kolde hænder. Men han er tilpas dejlig varm ellers.

Samtidig har vi også en god temperatur i soveværelset, hverken for koldt eller varmt.

[Sengetider for 6 årige og rytme]

Nu er O rimelig let at putte (nu), og falder hurtigt i søvn. Men havde han haft problemer med at falde til ro, så ville vi også gøre det hyggeligt at komme i seng. Læse en godnat historie og sidde lidt inde ved ham indtil uroen var over. Han har så en drømmefanger over sin seng, da han var begyndt at drømme om monstre som dem man ser i tegnefilm. Så vi satte en drenge farvet (blå) drømmefanger op og fortalt ham, at den fanger alle de dumme monstre og gør dem gode og sjove. Så alle drømme bliver gode. Og den har godt nok hjulpet os meget her, at vi har gjort hans værelse trygt.

Derfor har jeg også lagt vetro mod at han fx ser tegnefilmen frygtløs den frygtsomme hund. Fordi den har lidt for meget uhygge over sig til at jeg synes den er egnet for børn og specielt børn der er lidt bange af sig eller utrygge, og har en livligere fantasi.

Ved du hvorfor din dreng er utryg ved at falde i søvn selv?

Det er synd når de ikke kan finde den ro, men så er det godt han har jer til at få hjælp til at falde til ro.

Men ellers her spiser vi også omkring kl. 18.00 nogengange bliver den dog 18.30

Nogengange ser han lidt tegnefilm inden og er det fredag får han lov til at se disney sjov kl. 19.00

Han kommer i bad, får børstet tænder og tisset af omkring kl. 19.20 som er blevet en fast rytme her.

Og så op i seng senest kl. 20.00, hvor vi siger vi elsker dig, får et godnatkys og der bliver godnat og drøm godt og det er så faktisk det. Han falder så hurtigt i søvn.

Der har endnu ikke været behov for godnat historie, og vi har desværre heller ikke så mange børnebøger, men det bliver dog ændret da jeg er medlem af børnebog klubben nu ^_^

[Navngivning og dåb]

Yup det er hvad min mor fortalte. Navnegivnings blanket kan afleveres til præsten, så sender han den videre ind. Sådan gjorde vi og der var slet ingen problemer i det. Vi er nemlig af grunde lidt i tvivl om hvorvidt Tristan skal døbes, og præsten sagde nemlig sådan til os, efter jeg også havde snakket med min mor om det.

Hvis barnet bliver døbt inden for 6 måneder, så sker det helt automatisk, men det kan præsten fortælle jer meget mere om hvis I er i tvivl.

[Frusteret enlig mor.]

det lyder præcis som da min kammerat gik fra sin kæreste - hans børn var 2 og 4 og det var den store der reagerede med voldsomme vredes udbrud og virkelig hidsigt temperament. Jeg tror det er rigtig vigtigt at snakke med den store om, at mor og far bor to forskellige steder, men at I altid vil være der for hende og stadig elsker hende. Selvom det er hårdt, tror jeg heller ikke man skal "føje" hende hele tiden, det gjorde min kammerat i hvert fald ikke. Hun har brug for en ny stabilitet i hendes liv, hvilket betyder at når mor siger nej, så mener hun det - ellers vil det blive en gang tov trækkeri. Hendes hverdag er brudt sammen og hun ved ikke hvilket ben hun skal stå på, så du må opbygge en ny tryg hverdag for hende, hvor der er plads til at være barn og så er jeg sikker på at du nok skal få din datter tilbage igen - det var i hvert fald sådan det gik for min kammerat.

:goodluck

Jeg har ikke lige prøvet en skilsmisse, men har en dreng som er i krise/ sorg.

Der har vi arbejdet meget med nærvær, berøringer, faste grænser( små eller få) lad være med at forlang hun selv kunne hvad hun kunne før eks. Tage sko på det kommer igen.

Hun reagere på og ved dig ordi hun er tryg der og vær glad for hun overhovedet reagere.

Det er hårdt især når mn selv har mange følelser inden i som ikke er bearbejdet endnu.

Hvordan har du det?

Man ser nok ofte at børn reagerer der hvor de er mest trygge og heldigvis for det, jeg har selv været alene med mine 2 drenge i mange år, men de var ikke nær så gamle som dine børn er nu og jo ældre børnene de er, jo mere forstår de jo desværre... Hvis jeres forhold har været on and off i flere omgange, har det nok også været en del forvirrende for børnene, og svært at finde ud af for dem. Jeg kan også godt forstå i gerne vil have børnene en uge hver af gangen, men der er bare nogen der ikke egner sig til dette, før de bliver en del ældre end jeres. Børn har godt af en fast base, frem for 2 hjem og flere forskellige regler, hvilke også kan resulterer i en uønsket adfærd, uden at de kan sætte ord på det. Jeg synes ikke at børn på 3 år skal forholde sig til 2 hjem, men jeg ved også at det fungere ganske udmærket hos nogle familier og børnene trives ved det.. Din datter skal have raset ud og have en masse tryghed og vide du er der for hende, håber du får din glade pige tilbage ..

Når det har gået on/off er det ikke noget børnene har været en del af.. Det har været efter sengetid og ikke noget de har fået af vide...

Men det gør mig glad at vide at det kan være fordi det er her hun er tryggest.. Har været så ked af at hun måske bare hellere ville være hos sin far... Vi har aftalt at give det et halvt år hvor de vænner sig til det og er det ikke blevet bedre må vi tage den derfra...

Vi har dig lavet nogen aftaler idag..

-vi spiser fast sammen en gang om ugen (ingen mobil bare hygge)

- de får tøj fast hvert sted, ingen flyttetaske

- samme spilleregler begge steder, og faste putteritualer.

- en dag om ugen hvor vi har dem hver for sig så de får "mor" eller "far" tid hver for sig...

Det var så. Hvad vi fandt af løsninger lige nu, og så ser vi om det bliver bedre eller dårligere :)

Jeg kan nikke genkendende til de indlæg jeg har quotet.

Jeg er selv skilsmissebarn men det var ved min far hver 14 dag/weekend.

Men min bonus søn O har vi hver anden uge fra Onsdag hvor vi henter ham i skole og når vi når efter weekenden og når vi når Tirsdag morgen aflevere vi ham i skole igen.

Og han har reageret både godt og negativt ved det. Ikke kun pga. vi har vores regler her og hjemme ved hans mor er det noget andet. Men også fordi han er/var meget indelukket m.m så det kræver sit hos os. Og for nydeligt mistænkte vi også, at han muligvis er ordblind og måske også skal gå klassen om når tid er.

Flere har lagt mærke til, at han trives bedre hos os, og fagpersoner som sundhedsplejersken har også hentydet det.

O`s mor har af flere omgange lagt mærke til at der sker mere med O når han har været hos os, hvor hun hjemme ved hende ikke kan styre ham.

Desværre er O`s mor en mor der ikke kan eller vil sammenarbejde, så vi er ude i andre ting også, der gør det lidt vanskeligt engang imellem.

Så det er super hvis I kan sammenarbejde om jeres børn. For jeres døtre har brug for jer begge 2, også selvom det pt. kun er den ældste af pigerne der reagere.

Rigtigt nok er det ikke alle børn der kan være lige delt mellem forældrene, og måske er din ene pige sådan et barn. Og det skal der tages hensyn til.

Jeres børn har jo været vant til at I var sammen mor og far, og pludselig er I det ikke mere og det kan være svært at finde rundt i for et barn.

Måske skulle I også når I hver især har jeres piger, at den af jer der er ugen uden børn, at man så tager på besøg i et par timer og evt. tager med ud på legeplads m.m for det kan jo godt ske at overgangen mellem at være hos henv. mor og far er for overskueligt, og bare at se mor eller far komme på besøg kan lette det hele lidt og måske gøre det lettere for pigerne. Og samtidig så ser de, at far og mor stadig kan snakke sammen, for det er så vigtigt at man kan det. Skaden kan blive stor hvis man ikke kan snakke sammen som forældre efter man er gået hvert til sit, så det at I kan snakke sammen skal I holde fast i, for jeres pigers skyld.

Håber alt løser sig selvom det godt kan virke uoverskueligt og hårdt nu. Men der er lys for enden, og du/I skal nok nå det. Husk dig selv også i alt det her, for det er hårdt.

Men mind dig selv om at du er en god mor, en mor der er ulykkelig i et forhold som det lader lidt til du var, er en ulykkelig mor der også glemmer sig selv.

Så det at du endelig har sagt stop, viser bare hvor stærk du er allerede nu igennem alt håbløsheden og tristheden.

Det skal nok gå og husk du er en god mor :kram

[Badning af baby]

Når jeg bader Tristan, så har jeg kun fokus på det, så må alt andet vente.

Her er Tristan i bad også ca. 10 minutter og så længe han er så lille har jeg altid en hånd/arm ved ham. Og alt det jeg skal bruge når jeg bader ham har jeg ved hånden, så der ikke skal rendes efter det.

Der er indbygget stol i vores babybadekar, men jeg er en hønemor lige der og lader ham ikke selv sidde i den, der er jeg alt for bekymret hvorvidt hans nedre regioner vil blive klemt.

Han er i karbad 2-3 gange i ugen.

[Navngivning og dåb]

På sygehuset får du sådan en blanket der tilkendegiver I er blevet forældre til en baby, her skal kun jeres navne og oplysninger stå. Og vidner på at barnet er kommet til.

Her skrev min mor og svigermor under.Det eneste der står vedr. baby er cpr. nummer som den lille får inde på sygehuset.

Den blanket, siger de inde på sygehuset skal afleveres inden 14 dage, men det passer ikke.

Min mor sidder i menighedsrådet på nu snart 4 år (kirke) og mener at huske hun sagde en 1 uge mindst efter. Så B og jeg fik den ordnet inde på sygehuset og så gik han ned med den til præsten, da han kom hjem fra sygehuset.

Navnegivning skal ske inden for 6 måneder, der kan du henvende dig til præsten, og beder du om det, så kan du få den printet ud, det er https://www.personregistrering.dk/ som vores præst hentede den inde under, og så fik vi den blanket med hjem, da vi ikke har printer og jeg gerne ville sidde med den i hænderne og vi stille og roligt kunne udfylde den uden at der var pres på ved at skulle udfylde den på nettet.

Der skal navnet på baby, cpr, adresse også jeres personlige oplysninger udfyldes. Og så kan I gå ned til præsten med den igen hvis det er, eller give navnet til ham, så ordner han det.

Barnet skal under alle omstændigheder navngives inden det bliver døbt, og det er noget du/I kan få gjort i sammenråd med præsten, inden dåben, hvis I hellere vil sidde fysisk nede ved ham.

I bestemmer selv, om I fortæller andre navnet på den lille, det er kun præsten, jer og den person der sidder med registreringen som har kendskab til hvad et barn kommer til at hedde, indtil det bliver bekendt gjort ved dåben.

Præsten må ikke skrive fortrolig samtaler ned, da det må de ikke. Så I kan være ganske rolige, hvad der fortælles til præsten kommer ikke videre, ikke engang til hans seketær.

[Hvordan føles veer i forhold til plukveer??]

Nu husker jeg meget tydeligt ve- smerten, som jeg var mere i end jeg husker så meget andet.

Ve smerter er modbydelige :wacko for mig husker jeg bare de kom rullende specielt efter 2 stikpille (blev sat igang da jeg gik over tid), så jeg følte slet ikke jeg havde pauser.

Og når man som jeg, udvidede hurtigt, så trækker det tænder ud. Og uden smertestillende :wacko

Jeg vil 100 gange hellere blive sparket af en hest over benet eller blive skubbet omkuld af en tung trailer med brænde (er prøvet ;) ) end jeg vil have veer, så modbydeligt ondt gør de.

At føde hovedet/barnet var det nemmeste og gør ikke nær så ondt, og pludselig er det smertehelved overstået.'

Om jeg vil gøre det igen, vil jeg ja, men håber jeg næste gang når at få smertestillende.

[Mos/grød. Lave selv eller købe færdigt?]

Nu er Tristan jo slet ikke der endnu hvor vi skal starte grød/mos, men tænkte jeg alligevel vil spørger jer på BK.

Laver I selv grød til jeres poder?

Fryser ned af forskelligt slags i tern, som er lige til at tage op. Og i så fald hvad fryser I ned i?

Jeg vil gerne lave selv, og har også forskellige opskrifter liggende. Men en jeg kender har sagt til mig, at hun ikke gad mere efter de første 3 måneder, så gik hun fra at lave selv til at købe grød/mos i butikker. Synes bare det er så kedeligt og dyrt at købe i butikkerne.

Så hvad gør I når de små poder skal spise grød/mos?

[Hvem ligner jeres baby?]

Tristan ligner sig selv ^_^ 50/50 lige meget af både B og mig. Men skal man ud i hvem han ligner af far eller mig, så er det overvejende farmand han ligner. Samme bløde barbiehår bla. :wub

Tristan har min næse og mine hvivler. Øjenfarve kan vi ikke vide endnu, men ellers ligner han virkelig sin far. Der kan B ikke løbe fra, at han er far til Tristan :D

[Da stjernefrøet kom til verden d. 18.10.12]

Lyder ikke rart den måde de tog vandet på :wacko

Og sikke da en ventetid...

Venter også spændt på forsættelsen..

[Kravlegård? -Bruger I det?]

Vi har hund, og hun kan godt være lidt frembrusende i leg engang imellem og hoppe rundt med alle 4 ben lettende fra jorden/gulvet engang imellem :rolleyes (hun er 4 år, så stadig meget leg der).

Så her bruger vi kravlegård af sikkerhedshensyn. Lige nu står liften i kravlegården når Tristan sover sine lure i dagtimerne.

Så vudere hvorvidt der er brug for en kravlegård. Og ellers er det ikke værre end du kan gå ud og købe en senere.

[Babys vægt - havde jordmoderen ret?]

JM skønnede her Tristan til at være 3800 g i uge 40+1. Da jeg fødte/blev sat i gang i uge 41+3 og han kom ud til os, vejede han 3250 g.

[Det der sengehygge og knib efter fødsel. Og så lige den mave.]

Førhen kneb jeg sådan lidt on and off både i almindelighed men også når der var sengehygge.

Nu her efter jeg har født, sagde det ligesom sig selv, at ens bækkenbund er helt på den anden ende.

Må ærlligt indrømme jeg blev noget chokeret og skræmt over, hvor hævet man faktisk er efter en vaginal fødsel :blink

Det var lige før jeg ikke kunne kende mig selv, da jeg første gang efter fødslen, dagen efter, turde vove forsøget og kigge i et spejl også fordi jeg var nødt til det.

Var blevet syet og havde også fået en følgesvend Hærmoride, som skulle under behandling med creme og stikpiller.

Jeg har her 16 dage efter fødslen af min søn, haft lysten til :hump men down under er jeg bare slet ikke klar endnu.

Men så er det jeg spørg, hvordan føles det første gang når man er parat igen psykisk og fysisk?

Skal man forsat knibe selvom man føler hele bækkebunden er slap og det kan føles ubehageligt?

Det er jo første gang jeg har født, så jeg aner jo slet ikke hvordan det føles at have sex efter en fødsel. Derfor jeg lige tillader mig at spørger herinde på BK.

Jeg forsøger at knibe lidt hver dag, er først lige startet op igen, men bliver hurtigt træt i bækkenbunden, og kan slet ikke endnu holde de længere knib. Ondt har jeg ikke som sådan mere og er holdt op med at bløde også, har kun lidt barselflåd tilbage.

Hvor ofte kneb I efter fødslen til I havde hygge med manden første gang og var jeres bækkenbund "med jer" eller var det direkte ubehageligt?

Der bliver både købt vandbaseret og siliconebaseret glidecreme, selvom jeg ved vandbaseret her efter fødslen er bedst.

Men kan godt mærke jeg er lidt nervøs for at det strammer i huden ubehageligt efter jeg er blevet syet, og at den første gang med manden ikke er behageligt :(

Og så er der det med den mave.

Jeg har mine problem områder som alle andre, og det skal da heller ingen løgn være, at maven er et af mine problemområder.

Manden synes jo stadigvæk jeg er lige dejlig og har flere gange også rørt min mave efter jeg har født.

De gange han har rørt mig, uden jeg har haft t-shirt på, er det som om jeg stivner indvendigt.

Egentlig er min mave ikke som sådan slem at se på efter jeg har født, så om det er de strækmærker jeg fik eller om jeg bare er blevet anderledes bevist om min mave efter fødslen aner jeg ikke.

Jeg er godt klar over min mave aldrig bliver helt den samme igen, men findes der ikke nogle øvelser så man kan "stramme" lidt op på den også eller er det bare helt håbløst?

[Aaaarrrgggg han vender sig hele tiden]

Mener at Tristan stod fast ordeligt omkring uge 36. Har ikke lige læst min graviditets tråd igennem hvor det står mere præcist. Men det var i hvertfald deromkring. Han stod med hovedet nede i et stykke tid før han satte sig.

Men jeg er så også førstegangs fødende, så ved ikke hvordan det er med de små, når man har født før.

Men i hverfald held og lykke med det hele, er sikker på det nok skal gå og inden længe står du med din lille guldklump i armene :baby3

[Tristans vej ud til os, hurtig førstegangs fødende.]

Tillykke jeg syntes overhovedet ikke der er noget negativt at sige i forhold til de billeder. For faen - SELFØLGELIG tuder du!!!!!!!! det er da HELT VILDT med sådan et lille mirakkel i armene og efter sådan et forløb.

Jeg syntes i øvrigt du har rigtig mange detaljer med (om det så er fortalte eller huskede ved jeg ikke) det der umiddelbart slog mig var hvor meget fokus du har/havde på de andre? de var bekymrede, rystede, brækket arm men brugte den alligevel osv. Jeg tænkte skulle du ikke måske fokusere på og tænke på hvor DU var/er i forløbet? måske det kunne hjælpe med at finde ro? jeg syntes det virker skræmmende så lidt personalet virker til at være på med beroligelser og forklaringer så der ikke går panik og så smerterne kan håndteres rigtigt og ikke alene???? Jeg håber virkelig for dig at du får snakket med SP og JM så det kan blive afklaret og du bare kan nyde din fine Tristan :)

Jeg håber du forstår min kommentar rigtigt.... der er ikke en ond tanke bag men kun min umiddelbare reaktion.

Jeg ønsker dig og din lille familie alt held og lykke i fremtiden :)

Jeg fik en del fortalt efterfølgende, og der blev sagt jeg var til at få kontakt med under vepauserne og lyttede efter når de bad mig huske trække vejret m.m

Men dette husker jeg ikke og det er skræmmende :blink

JM som jeg ringede til for at få en tid til samtale vedr. fødselforløbet, sagde det virker som om det kom alt for meget bag på mig at det hele gik så hurtigt så jeg lukkede ned og gik indad i mig selv pga. af smerterne og derfor ikke tænkte helt klart.

Det jeg så selv husker er jeg glad for trods alt selv de mere ligegyldige ting, nu når det er at så meget andet står uklart.

Jeg fik hverken lattergas, vedrop eller noget andet. Jeg fik 2 bade i mellem veerne, som jeg fik fortalt af min mor efterfølgende, da jeg huskede vand . Og der fik jeg af hende afvide at selvom jeg havde veer så faldt jeg til ro nogenlunde under det varme vand og havde lidt mere styr på mine veer og at trække vejret.

Det rart nok at kunne spørger både B og min mor, men også JM der var med om de ting jeg ikke husker og de så også kan fortælle ting. For håber jeg den vej kan få styr på min fødsel og blive mindre afskrækket i at blive gravid igen en dag. Også hvis jeg skulle få en hurtig fødsel næste gang, at jeg så forhåbentlig reagere anderledes og bedre.

[Tristans vej ud til os, hurtig førstegangs fødende.]

Beslutningen om at lave en mor-barn- tråd var ellers taget, at sådan en skulle jeg ikke have.

Men det har jeg så valgt til alligevel, da jeg desværre fik et traume under min fødsel, fordi alt gik så hurtigt.

Nogle vil nok mene det er noget pjat, men det er det ikke for mig :(

Jeg følte slet ikke jeg havde kontrol eller var til stede ordenligt i min fødsel af min søn.

Så jeg opretter mortråden, for at komme ud med det, men også for at fortælle de gode ting selvfølelig.

Jeg skal snakke med både min JM og SP om forløbet, da det ellers i værste fald kan sætte sig til en fødselsdepression. Så om jeg ender med en psykolog ved jeg ikke.

Der blev taget billeder under fødslen, men de billeder er jeg psykisk ikke parat til at se endnu.

Og hvornår jeg lige bliver det ved jeg ikke.

Jeg har ikke styr på diverse tidspunkter, da jeg endnu ikke har snakket fødsel forløbet med JM.

Så min fødsel beretning er skrevet ud fra hvad jeg selv husker og hvad jeg har udspurgt min mor og B om.

-----------------------------------------------------------------------

Dagene op til fødslen.

Det var som om min underbevished stadig drille mig lidt, for selvom jeg vidste at det snart var tæt på, at min søn skulle ud til os, følte jeg mig rolig lige til det sidste op til dagen hvor det hele gik løs.

Termindatoen D. 23 Oktober kom, og der var endnu ingen tegn på fødsel, end ikke slimproppen var gået.

Dagen efter D. 24 Oktober, havde jeg fået en tid ved JM til tjek, og her havde hun svært ved at vurdere hans vægt, og skød ham til at være tæt på de 3800 g.

Men det var ikke noget vi skulle tage efter, da det langt fra var sikkert han vejede så meget. Men ellers så alt fint ud.

Jeg fik så en ny tid der hed D. 31 Oktober Halloween dag, og havde jeg ikke født inden da, vil der blive sat igangsættelse i gang.

Dagen for Halloween kom, og endnu ingen tegn på fødsel. Vi møder så ind til tjek ved JM, og hun ringer så ind på fødegangen, og aftaler med dem, at igangsættelsen skal finde sted Fredag D. 2 November Kl. 08.45. Der ville jeg være i uge 41+3.

Jeg ringer så hjem til min mor, da hun skal med til fødslen, og hun vælger så at tage op til os (bor på Fyn) om fredagen så hun kan tage med ind på sygehuset tidligt næste morgen.

Igangsættelse og begyndende veer.

Inde på sygehuset, får jeg lagt en stik pille og vi bliver sendt hjem igen, med beskeden om at vi skal komme igen kl. 15.00.

Vi har en køre tur der hedder 40 minutter hver vej.

Vi køre så i brugsen på vej hjem, da min mor bliver lækkersulten :D og vi køber lidt kage og frokost så vi kan få lidt at spise.

Min mor går så senere op og tager en middagslur kl. 12.00. Og umiddelbart derefter begynder de første små veer at melde sig, men endnu ikke så de bider kraftigt.

Dog forsøger jeg at fokusere på dem alligevel og trække vejret dybt når de kommer.

En lille time efter kommer min mor ned fra sin middagslur, og vi vælger at begynde at tage tid på veerne som på det tidspunkt ligger på ca. 1 minut af gangen.

Med regelmæssige gode pauser.

Kl. 14.00 køre vi så hjemmefra, for at være i god tid på sygehuset.

Inde på sygehuset får jeg endnu en stikpille lagt og jeg får lagt en CTG strimmel. Imens jeg ligger der kommer veerne hyppigere og efterhånden bider de temmelig meget.

Min mor forsøger så vidt muligt at hjælpe mig igennem ved at minde mig om vejrtrækningen og langt hen af vejen har jeg nogenlunde kontrol over dem, men ikke særlig længe.

Jeg føler slet ikke jeg har pause imellem hver ve.

Jeg bliver hjulpet i hospitalstøj efterhånden, da det skrider så hurtigt frem, så de ville ikke risikere noget.

For efterhånden kommer veerne sejlende ind over mig og jeg føler slet ikke jeg når at få pause mellem veerne, og jeg bliver bange og ender i panik også :( .

Flere gange er jeg grædefærdig over smerterne og beder ofte om bare at få KS. Så slemme smerter har jeg, at jeg bare ønsker at få det overstået NU.

Både B og min mor minder mig hele tiden om hvor dygtig jeg er, og roser mig, men det er kun brudstykker jeg husker af diverse snak, ellers husker jeg intet, KUN smerterne.

Jeg kigger flere gange uden ord på B imens han holder mig i hånden. Og jeg kan se hvor urolig han er, og at han ikke kan lide at se jeg har så ondt.

På et tidspunkt får jeg en cocktail af piller der skal få mig til at slappe af, og måske sove lidt, men de virker bare slet ikke, men sætter derimod endnu mere gang i det hele.

Jeg er på dette tidspunkt træt og smerterne gør det ikke bedre.

Undervejs tjekkes der hvor meget jeg har åbnet mig, på et tidspunkt er jeg 5 cm åben og er nu i aktiv fødsel. Men der går ikke mere end 1½ time så er jeg fuldt udvidet og så går det ellers hurtigt :o .

Inde på fødestuen.

Jeg mindes jeg beder om en EPI blokade, men jeg er åbenbart så langt nu, at jeg ikke kan nå at få en.

Så min søn er født UDEN smertestillende at nogen art. Jeg husker jeg går i panik over det, og taber den sidste lille snert af fokus jeg har.

Tidsfornemmelsen er for længst røget og smerterne overvældende.

Der er flere ting jeg ikke husker, som at både B og min mor kom med en kold klud og lagde på min pande.

Eller at B stod oppe ved mit hoved og strøg mig over håret og sagde han elskede mig.

Eller at min mor sagde det samme og holdt mig i hånden og mindede mig om at trække vejret.

På et tidspunkt bliver min mave kule hård og jeg føler et pres uden lige, og jeg kan ikke lade være med at presse med. Min krop arbejder bare, og jeg har slet ikke styr på noget.

Havde JM bedt mig om at lade være med at presse, havde jeg ikke kunne have holdt igen.

På et tidspunkt beder JM om at vende mig om på venstre side , og når lige at tænke, derom kommer jeg aldrig. Men om kom jeg altså :huh .

Min mor som har dårlig arm (rideulykke hvor hun faldt af i marts sidste år og brækkede overarmen 2 steder og underarmen ved albuen 1 sted, og har varrige mén)

hun tager bare fat om mit højre ben i knæhasen, med hendes dårlige arm, bider hun smerten i sig og holder mig :unsure .

B stiller sig ved mit hoved, men går også bag min mor for at følge med hvad der sker for nede.

Men jeg når knap nok lige at komme om på siden, så går fostervandet i et ordenligt sprøjt.

Det er lidt grønt.

Da fostervandet går, kan jeg mærke hvordan min søn glider det sidste stykke med, og JM siger hun lige skal mærke efter hvordan han står.

Hun kan så konstatere at han står som han skal, og at hun kan mærke ham stå lige neden for.

5-6 presse veer senere har jeg født.

Jeg følte slet ikke det brændt eller noget, da han passerede med hovedet, ej heller da jeg skulle føde hans krop. Det hele gik bare så hurtigt at jeg bare må have ham ud.

Så jeg pressede bare.

Jeg mærker hvordan hovedet bliver født og kort tid efter kroppen, jeg føler det ikke ubehageligt som sådan da han passere.

Dagen før min mors fødselsdag :D

:biglove

Kl. 00.45 Lørdag D.3 November bliver Tristan født.

Vejede 3250 g og 52 cm lang.

Han blev med det samme lagt op til mig og følelserne overmandede mig fuldstændigt. Jeg græd da jeg fik han op :loveshower . Kærligheden skyllede ind over mig med det samme. B græd og kyssede mig flere gange, fortalte mig hvor højt han elskede mig.

Min mor græd og var så stolt over sit første lille barnebarn.

B klippede navlestrengen, han rystede så meget på hænderne, at JM lige måtte fjerne Tristans lilletrold :P for ellers var han blevet tapløs som JM sagde med et smil .

Jeg fik efterfølgende et stik i låret, og et pres så var moderkagen født. Fin og hel som den skulle være.

Tristan suttede 10 minutter efter på begge bryster og lå bare og kiggede imens. Han tissede endda på mig også, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Far B gav Tristan ble og tøj på, men rystede så meget stadigvæk, og var så nervøs for at gøre det forkert, at sygeplejersken lige måtte hjælpe ham lidt.

Derefter fik jeg ham over igen, og imens syede JM mig, da jeg var sprækket lidt. Så 4 sting måtte der til.

Desværre fik jeg en lille ven HR.Hæmoride også, så dagen efter fik jeg startet behandling på den, så jeg kan slippe af med den igen.

Lidt billedespam :biglove

Og her tydeligt træt, græd jeg, følelserne skød op i mig af kærlighed til min søn. Så beklager det noget underlige udseende af mig.

[Vinterbaby]

Nu får jeg jo et "vinterbarn" Og skal sættes igang hvis han ikke er kommet inden d. 31 Oktober.

Men altså jeg har pakket både langærmet bodyer, og kortærmet.

Fleece bukser med og uden fødder. Og et par lettere bukser der ikke er nær så varme.

Bodyer med ben/natdragte er også med. Både i de varme men også lettere modeller.

Varme bluser der kan knappes let op og så et par lettere.

Strømpebukser, og så nogle strømper, også strikket strømper.

Af huer er der et par stykker med, da jeg synes de str. er svære at bedømme, så for at være sikker på at han kan få en hue på, har jeg 3 str. med og en strikket som jeg er sikker på han kan passe (forhåbentligt).

Plus det løse som stofbleer, lidt bleer bla.

Jeg har pakket lidt ekstra af det hele, for ved ikke hvordan det ender, om jeg er hjemme igen efter 48 timer eller om jeg skal være derinde længere alt efter hvordan og hvorledes det forløber.

Men så tager B bare hjem og henter det der er nødvendigt hvis det er.

Udover det tager jeg babydynen med og så et fleecetæppe + hjemmerejse tøjet til bebs.

Til mig selv, regner jeg med at jeg så vidt muligt benytter mig at hospitalstøjet, da jeg ingen problemer har i det.

Men ellers har jeg alligevel pakket en taske til mig selv, men løse varme bukser/jogginbukser primært som der ligger 3 par af.

Nogle toppe med bred strop der er lange og går ned over maven, da jeg hader de stumper.

Nogle t-shirts jeg ikke er ked af at smide ud bagefter, hvis det er nødvendigt.

Jeg har varme hyggestrømper, og almindelige strømper, da jeg fryser let på fødderne <_<

1 par varme sutsko og klipklapper.

Ammebh`er og ammeindlæg.

Og et par løse bluser.

Bedstemor trusser, store bind plus det løse af toiletting.

Så tvivler på jeg selv kommer til at fryse og er dækket ind.

Hellere lige være lidt sikker på at man har ekstra med end komme med for lidt og bebs eller man selv fryser.

Derfor har jeg pakket lidt ekstra, men primært til den lille. Jeg skal skam nok klare mig.

Held og lykke med det hele :)

[at mærke mindre liv..]

Jahh her har det ikke holdt stik at mærke mindre liv jo længere jeg er kommet. Jeg er gået over termin dato d. 23/10 og har jeg ikke født inden d. 31/10 står den på igangsættelse.

Men jeg har mærket liv hele tiden og flere gange om dagen, og bebs er vuderet til 3800 g. Så pladsforholdene er da trænge, men det er altså ingen hindring her tværtimod. Her bliver der gået så godt til den, at det gør direkte ondt nu når der bliver moslet til den derinde i maven. Så jeg har det som om jeg er blevet sparket godt og grundigt i maven, i skridtet og bagi. Så jeg har møg ondt med andre ord, så her må der gerne snart ske noget, for nu synes jeg ikke det er sjovt mere at være gravid.

[Jeres forhold til kræft]

Min onkel døde af kræft for snart 3 år siden.

Min mormor døde for små 2 år siden havde kun en mild form for kræft men det var ikke den der gjorde vi mistede hende.

Hun havde også KOL, og det var den der var synderen her.

Min farmor døde da jeg var 9 år, og hun døde også af kræft.

Min x svigermors kæreste døde af uhyggelig fremskredende kræft, og døde 1 uge efter han fik meldningen om at det var kræft han havde.