Annemb

Medlemmer
 Se profil  Se medlemmets aktivitet

  • Antal besvarelser

    194

  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

Indlæg oprettet af Annemb

  1. Oprettet

    For nogle uger siden havde jeg min 1-årlige søn til kiropraktor for første gang, fordi jeg var begyndt at være lidt bekymret over at han virkede lidt blød i sine led og var lidt langsom med grovmotorikken. Ifølge kiropraktoren skyldtes det at der var "noget" i klemme i nakken. Efter tre besøg hos hende sker der nu store fremskridt nærmest fra dag til dag, og jeg ville jo egentlig bare ønske, at jeg var taget afsted noget før :-).

    Jeg synes, jeg har hørt flere gode eksempler på at kiropraktor, zoneterapi, kraniosakralterapi mv. har hjulpet mange børn (og deres forældre) til en bedre hverdag. Jeg har nok ellers haft en lille smule skepsis over for nogle af disse ting, men den er efterhånden ved at være afløst af nysgerrighed og respekt :-).

    Jeg synes, det kunne være interessant at høre nogle af jeres erfaringer med såkaldt "alternativ" behandling af jeres børn. For mit eget vedkommende må jeg nok sige, at ved et evt. barn nr. 2 kunne jeg godt forestille mig at tage til kiropraktor tidligt bare for at være sikker på at der ikke er noget i klemme, som generer eller påvirker motorikken, søvnen eller whatever.

    Håber I vil dele jeres historier :-)

  2. Besvaret

    Min veninde, der var med til min fødsel, filmede et par af mine veer + da han lige var kommet ud og lå på mit bryst. Ingen video af selve "ankomsten". Jeg er vildt glad for de videoer i dag, men jeg synes ikke jeg mangler video af selve fødslen. Det var ret sjovt efterfølgende at se hvordan jeg så ud/lød under en ve, men ikke just noget, jeg har lyst til at vise til nogen. De første videoklip fra der hvor han lige er kommet ud, kan jeg se igen og igen og bliver rørt hver gang. Man kan høre jordemoderen, som også er min gode veninde, sige tillykke. Det er bare stort at have det øjeblik foreviget :-)

  3. Besvaret

    Første møde med min mødregruppe foregik ikke hos mig, men hende vi besøgte havde købt et godt brød hos bageren, og så var der smør, øst, marmelade og vindruer plus vand, saft og kaffe. Det var SÅ fint, og så var stilen ligesom lagt, så vi kørte det samme setup hver gang og ingen forventede fancy hjemmebag :-).

    Første gang er vist altid lidt akavet, men det gik rigtig fint. Vi tog den obligatoriske "hvem er jeg?"-runde og smalltalkede lidt. Vores SP var til stede første gang, så der blev også målt og vejet babyer osv. Vi var altid kun samlet et par timer, men vi mødtes så også hver uge. For mig var det perfekt frem for en hel dag hveranden uge fx., men jeg kunne også godt lide at have noget fast jeg skulle de fleste dage under min barsel, så dagene ikke bare gik med "ingenting". Så bliver jeg for glad for sofaen ;-)

  4. Besvaret

    Måske jeg er lidt kynisk her, måske det kommer måske af at jeg har mistet et barn.

    Men jeg forstår ikke man kan være ked af et kejsersnit hvis en alm fødsel er til fare for barnet.

    Mit sidste kejsersnit endte i fuld narkose, men jeg har en baby i mine arme som er sund og rask og det er det vigtigste.

    Måske man rent følelsesmæssigt har svært ved at følge med i situationen er det ?

    Kan/ vil i forklare det for mig

    Vil lige starte med at sige, at det må have været skrækkeligt at miste et barn, og at jeg føler med dig :kram2 !

    Jeg havde selv en helt almindelig vaginal fødsel og ville ikke vælge et PKS, medmindre det var for mit barns bedste, men nu havde jeg også en nem (sådan husker jeg den i hvert fald her et år senere :rolleyes) og ukompliceret fødsel.

    Jeg vil egentlig blot sige, at jeg synes, det er helt legitimt at føle sig "snydt", hvis ens fødsel endte i KS. Det kommer sig vel af, at mange kvinder bruge mange år på at forestille sig, hvordan det bliver at blive gravid, føde og være mor/en familie, og det er jo nok sjældent, at man forestiller sig, at noget ikke går "efter bogen". Man ved, der er en risiko, men man er nok tilbøjelig til at tro på, at det selvfølgelig ikke sker for en selv, og derfor er det vel helt naturligt, at det kan tage lidt tid at acceptere, at det gik anderledes, end forventet/håbet. Ift. fødslen tænker jeg, at det kan blive lidt en selvbebrejdelse - "hvorfor kan min krop ikke finde ud af at føde normalt?" og så er det måske også det, at man ikke ved, hvordan en fødsel føles og derfor efterfølgende ikke kan "snakke med" om det + at man måske decideret er gået glip af noget i form af det, at få sit nyfødte barn op på brystet med det samme, kysse sin mand, være überlykkelig og alt det der, og efterfølgende skal døje med smerter mv. Sådan har et par af mine veninder, som har født ved KS i hvert fald beskrevet det.

    Nu er det ikke fordi, jeg opfatter dit indlæg sådan (overhovedet!), men jeg synes af og til at der blandt mødre især - men måske i virkeligheden kvinder generelt - hersker en tendens til at man ikke må være ked af en bestemt ting/synes noget er meget hårdt, hvis der er andre, der har oplevet noget, der er værre, men der vil jo næsten altid være nogen, der har oplevet noget, der er værre end andre, og vi har jo alle forskellige udgangspunkter og tilgange til tingene. Der vil altid være nogen der har haft en hårdere graviditet end en selv, sværere ved at blive gravid, en hårdere fødsel, et hårdere forløb efterfølgende, værre nattesøvn, mere gråd, en hårdere hverdag osv. osv. Jeg er nok bare af den opfattelse, at man skal have lov til at synes, at noget har været hårdt, selv om naboen har oplevet noget værre, og man skal også have lov til at komme ud med det, uden at føle, at man træder nogen over tæerne. Selv om veninden kun har sovet 2 timer en nat, kan det jo alligevel godt være hårdt hvis man selv kun har sovet fire. Og selv om veninden har mistet et barn og det er helt forfærdeligt for hende, kan det alligevel godt være hårdt hvis man selv ender med at føde ved kejsersnit eller briste til ukendelighed eller noget helt tredje.

  5. Besvaret

    Jeg var også ret hårdt ramt af kvalme og træthed, så jeg fortalte også min chef og to nærmeste kolleger om min graviditet i uge 8 eller sådan noget. Jeg synes, det var en lettelse, at de vidste hvad der foregik, når jeg ikke var i stand til at være 100% på!

    Jeg tænkte nok også at hvis det skulle gå galt, ville jeg nok alligevel blive helt ulykkelig og derfor ikke kunne komme på arbejde i nogle dage, og så vil jeg alligevel foretrække at de vidste hvorfor.

    Jeg sagde bare også at det var meget tidligt endnu og ikke officielt, og at jeg kun fortalte det for at de forstod hvorfor jeg var så "fraværende". De var glade for at få besked :-)

  6. Besvaret

    Jeg fik selv mit første barn lige inden jeg blev 29. Jeg blev færdig med min kandidat slutningen af 2009 og fik job i starten af 2010 i en alder af 26, hvor jeg også var i fast forhold. Sådan er det jo for mange, at de afslutter deres studier i slut 20'erne og skal ud og søge job, og alle jeg har læst med har alligevel fået job uden de store problemer (også de der var i fast forhold og endnu ikke havde børn).

    Jeg er dog også sikker på, at der kan være mange fordele ved at få børn mens man læser. Der er langt større fleksibilitet og mere fritid (bortset fra i eksamensperioderne), når man læser. Som en anden skriver går man nok glip af meget af det sociale, når man har små børn, mens man læser, men hvis du er klar på det, er det jo ikke noget problem. Jeg læste med et par stykker, der havde børn. En af dem droppede dog ud undervejs og den anden så vi stort set ikke uden for skoletiden, men det har man jo forståelse for. Selv ville jeg ikke have undværet de mange gode fester, byture og ikke mindst mit udvekslingsophold i Tyskland, mens jeg læste. Jeg synes, det var en fantastisk tid, som jeg nyder at se tilbage på, og det havde helt sikkert været noget helt andet, hvis jeg havde haft børn dengang.

    Jeg har altid haft meget færdigsyede meninger om, i hvilken rækkefølge mit liv skulle leves. Først uddannelse, så job, bryllup, hus og børn. Sådan blev det også, men min mand skred så, mens jeg var gravid, og jeg blev pludselig fraskilt, enlig mor, og hvad hjælper det så, at man gør alting i "den rigtige rækkefølge"? Jeg tror bare man skal følge sin mavefornemmelse. Der er aldrig noget "rigtigt" tidspunkt at få børn på, og når man først har dem, ville man aldrig have været det foruden uanset hvordan livet så former sig :). Der er stor forskel på folk og deres ønsker og prioriteringer, så du kan nok selv bedst mærke, hvad der betyder mest for dig.

    Mht. økonomien kan man sagtens gøre det for under 25.000 kr. Jeg har købt rigtig mange ting brugt og jeg har arvet og lånt en hel del (dog uden at gå på komprimis med noget, for de skulle selvfølgelig være de rigtige ting :rolleyes).

    Held og lykke - uanset hvad du/I beslutter jer for.

  7. Besvaret

    Jeg har da også mødt min mand på et datingsite - og til august har vi været gift i 2 år. Så det kan sagtens lade sig gøre! :)

    Men jeg synes også, det er rigtig hårdt, fordi man - eller i hvert fald jeg - nemt kommer til at kysse rigtig mange frøer! Så det er noget man skal gøre på et overskud, og ikke fordi man er et sted i sit liv, hvor man "bare" har brug for bekræftelse. (Selvom det sgu er et reelt nok behov!)

    Mht. Elitedaters - been there, done that - der er helt sikkert søde fyre derinde også. Og jeg har helt sikkert bare været uheldig - men lad mig sige det på den måde - bare fordi man har magtet at sidde på skolebænken i mindst 4 år, eller hvad det nu er, de forlanger, så er det på INGEN måde garanti for, at man er et ordentligt, betænksomt mennesker, der har bare MINIMUM af styr på sig selv. Aldrig har mødt så mange barnlige, ufokuserede, er lige kommet ud af et laaangt forhold for 10 sekunder siden, njarh, jeg har måske glemt at nævne at jeg stadig er gift - typer som på Elitedaters. Ingen nævnt, ingen glemt! ;)

    Men omvendt oprettede jeg også selv en profil oven på et totalt knust hjerte, hvor jeg bare overhovedet ikke skulle møde nogen som helst og min mand i øvrigt lige så. Derfor gav det selvfølgelig totalt god mening at betale temmelig mange penge for at blive medlem af parship, tror jeg det hed... ;) Gift, det blev vi, og nu venter vi vores første barn :loveshower

    Jeg kunne helt sikkert også godt komme til at kysse pænt mange frøer. Sjovt nok en metafor jeg selv brugte i talen til min eksmand til vores bryllup, hvor jeg troede jeg nu havde fundet prinsen... Nu er man så der igen. For mig handler det ikke om, at jeg har brug for bekræftelse nu. Jeg vil rigtig gerne finde ham jeg skal være sammen med resten af livet, og det bliver vist lidt af en opgave. Men jeg er klar til det, og min søn er ved at have en "passende" alder - jeg vil jo også gerne finde ham, mens min søn er forholdsvist lille, så ham i bedste fald kunne blive den skønne papfar, der har været i hans liv al den tid han kan huske, når han bliver større. Jeg vil også gerne have et barn nr. 2 sådan inden for de næste 2-4 år, og med en skilsmisse i baggagen, vil jeg nok ikke lige kaste mig ud i en graviditet før jeg føler mig meget sikker på ham, der skal være faren - selv om der stadigvæk aldrig er garantier. Det har jeg da lært på den hårde måde, må man sige ;) . Det bliver vist en tidskrævende opgave det her med at finde Mr. Right, men jeg bilder mig selv ind at jeg er (blevet) en ret god menneskekender, der er god til at læse mellem linjerne og opsnappe signaler, der tyder på at "han" ikke er noget for mig. Tiden vil vise om jeg har ret i det ;) .

    Puha dine erfaringer med elitedaters lyder da ikke for opmuntrende :blink ! Jeg synes nu også godt det kan virke som om, alle mænd derinde har travlt med at skulle opleve alt i verden (og hele verden) og søger spontanitet osv. + bruger al fritid på sport, venner osv. Det ville sikkert også være fint, hvis ikke jeg havde en søn på 1 år. Spontanitet er da helt sikkert fint, men jeg er jo ikke lige den, der fra det ene øjeblik til den anden smider alt hvad jeg har i hænderne for at rejse jorden rundt eller whatever. Og nej, x antal år på skolebænken gør bestemt ikke i sig selv en fantastisk kommende mand. Jeg håbede bare at jeg måske kunne sortere tagehorn (a la "se-lige-min-store-steoridepumpede-og-tribaltatoverede-overkrop-her-på-mit-profil-billede-som-er-taget-med-min-iPhone-i-badeværelsespejlet" suk!) fra.

    Men fantastisk at høre om din "happy ending" - there is hope yet :biglove . Parship - måske det skal tjekkes ud?

  8. Besvaret

    Jeg har også gode erfaringer med at klippe min søn selv. De første par gange var det 9 mm i nakke og sider og 18 mm på toppen. Det blev fint. Efterfølgende fik håret så lov at vokse i nogle måneder, fordi der begyndte at komme lidt krøller i nakken, som jeg ikke kunne stå for :-). Men for en uges tid siden kunne jeg bare se, at nu gik den ikke længere. Det var alt for langt og lignede en høstak når han havde sovet. Det var egentlig planen at han skulle have samme tur som de foregående gange, men efter jeg begyndte på siderne, kunne jeg se, at det faktisk så ret sejt ud med noget længde på toppen. Han har nærmest Casper Christensen-frisure nu med ultrakort hår i nakke og sider og lidt langt hår på toppen med sideskilning. Det er bedårende, hvis man spørger hans mor :-)

  10. Besvaret

    Jeg mødte min mand via dating.dk; og han matchede alle mine krav undtagen højden :lol

    Man skal jo indtaste noget standard så jeg valgte bare 1.70 og han er altså 1.67 ;)

    Men der var godt nok også mange fjolser derinde...

    Det er også på dating.dk, jeg kigger, og så har jeg luret lidt på elitedaters.dk. Jeg synes dog, at det kan virke en smule snobberi-agtigt med en datingside, der kun retter sig mod veluddannede mennesker, og alene sidens beskrivelse af sig selv, får mig næsten til at kaste lidt op i munden, men det ser nu alligevel ok lovende ud. Du har nemlig ret i, at der er ret mange fjolser på dating.dk :ba , men det virker heldigvis også som om, der er mange helt almindelige søde og rare mænd. Jeg har nærmest indtrykket af at 50% af alle singler på min alder efterhånden har en datingprofil et eller andet sted.

    Først og fremmest har jeg besluttet mig for at være tilstede for at holde mine muligheder åbne, men samtidig nyde mit liv og nu'et, som heldigvis er ret dejligt, som det er. Det ville jo være ret trist bare at gå rundt i en eller anden venteposition indtil Mr. Right dukker op :gp.

  11. Besvaret

    Jeg mødte min mand på hjertedating.dk som var (er?) en hjemmeside for kristne, hvilket jeg synes var fedt fordi tro betyder meget for mig.

    Han ville også være blevet valgt fra hvis jeg fulgte alle mine krav, fordi han var arbejdsløs og ikke havde uddannelse. Havde skrevet med alt for mange mænd som bare ikke havde ambitioner i livet og det er vigtigt for mig.

    Så je ville også sige at man liiiige skal give det en chance, og så længe man skriver sammen på nettet har man jo ikke nødvendigvis valgt til eller fra :-)

    Ja, det er da smart, at der efterhånden findes ret mange lidt mere specialiserede datingsites for mennesker med en bestemt interesse eller lign.

    Og ja, du har ret i, at man jo ikke behøver at love hinanden en hel masse bare fordi man udveksler et par breve for at finde ud af lidt mere om hinanden :)

  13. Besvaret

    HVIS du går igang med netdating, så bare gør dig selv den tjeneste at lade være med at sætte for mange krav op.

    Min elskede mand ville være blevet vraget på næsten samtlige af mine krav: ikke etnisk dansker, to børn fra tidligere, fraskilt, ryger (på det tidspunkt), ingen lang uddannelse osv osv...

    Nogle gange arragerer de sådan nogle komsamner/fester for singler - det kunne måske være en ide (kemi kan man altså bare bedst mærke, når man står overfor mennesker)

    Det har jeg også selv tænkt over, og af samme grund har jeg heller ikke opstillet en hel masse krav i min profiltekst (omend de nok stadigvæk lever i en eller anden form i mit hoved). Jeg vil så sige, at jeg ikke som sådan har krav til uddannelse, etnicitet, rygevaner, børn osv. Jeg tænker mere over hvilken personlighed, jeg søger, men samtidig må jeg jo indrømme at jeg ville foretrække en ikke-ryger, der ingen børn (eller max. et barn) har (udelukkende fordi jeg gerne selv vil have flere børn, og tanken om en fælles børnefolk på 5 virker som en lidt stor mundfuld), og som har taget en eller anden form form uddannelse (ikke nødvendigvis noget fancy, men jeg synes alligevel, at det spiller en rolle, at han har taget stilling til sit arbejdsliv).

    Jeg har også overvejet, om man skulle finde sådan nogle arrangementer for singler. Jeg hørte en radioreklame om et eller andet de kalder "events for singler", mener jeg. Det var måske værd at tjekke ud :)

  14. Besvaret

    Tak for jeres besvarelser :)

    Jeg tog ham til kiropraktor i starten af ugen, og hun konstaterede ret hurtigt, at han ikke havde helt så nemt ved at dreje hovedet helt over til den ene side. Han havde en favoritside, da han var spæd, som jeg (og min SP) var overbevist om var rettet op for længst, og det passede med at han kunne få hovedet længst over til den side, der var hans favoritside dengang. Kiropraktoren var overbevist, om at det er derfor han ikke er så langt fremme motorisk, og at det nok skulle komme helt af sig selv efter et par besøg hos hende. Hun mente i hvert fald ikke, at han er hypermobil. Vi skal ind til hende igen på torsdag, og jeg er spændt på, hvad hun siger, men jeg føler faktisk allerede, at han begynder at bevæge sig på en anden måde. Han triller bl.a. på livet løs - noget han ellers aldrig har gjort ret meget i, og han forsøger ihærdigt at rejse sig op ad ting (det er oveni købet lykkedes et par gange). Det kan jo være tilfældigt, men det tror jeg nu ikke. Jeg er så glad for at jeg tog til kiropraktor med ham og fortryder faktisk bare, at jeg ikke gjorde det noget før, men man kan jo altid være bagklog. Han har aldrig virket som om han havde ondt nogle steder, og han har altid sovet og spist godt og generelt været en glad og harmonisk dreng, men til en anden gang ved jeg så, at det ikke nødvendigvis betyder, at der ikke alligevel kan være noget i klemme. Kunne næsten godt finde på at tage til kiropraktor med et evt. barn nr. 2 langt tidligere bare for at være sikker på, at der ikke er noget.

    Min læge har i øvrigt henvist os til en børnelæge i Århus, men kiropraktoren mente nu, at det overhovedet ikke var nødvendigt. Jeg kunne så også først få en tid i august, så der kan jo ske så meget inden da :rolleyes

  15. Besvaret

    Ærgerligt at du bor i Jylland.... Kender ellers en sød single-fyr i Kbh. som passer godt til dine krav ;)

    Mine voksne drenge-(mande)-venner har fundet deres udkårne på netdating. De var begge helt i slutningen af 20'erne, og har nu fundet de dejligste kvinder og der er 2 små sommerbabyer klar:) Jeg tolker det som, at de dels har fundet de rigtige og dels er klar til et stort ansvar forholdsvis hurtigt. Men det var ikke den første pige de stødte på, som blev den udkårne.

    De andre to gutter mangler stadig en Frau - så kom du bare til KBH en tur.

    Hehe. Hvor er I søde :) . Det er da vist i Kbh. det sker, meeen jeg må nok hellere blive hvor jeg er - eller i hvert fald i nærheden. Han dukker forhåbentlig op lige pludselig, men der skal nok lige kysses et par frøer (igen :P ).

  16. Besvaret

    Jeg er da sikker på der også er en fantastisk mand til dig derude :wub jeg har selv mødt min mand gennem farmerdating :P han er 10 år ældre end mig og var blevet skilt, da hans ekskone havde fundet en anden... Deres forhold havde varet i 10 år... Jeg kunne ikke ønske mig nogen anden end ham :7himmel

    Jeg kan også anbefale farmerdating ;) Har selv mødt min fantastiske mand derinde - selvom ingen af os rigtig er landmænd. Og han er virkelig den eneste ene.

    Sjovt (og skønt) at I begge har fundet jeres mænd gennem Farmerdating. Det ville nok umiddelbart ikke falde mig ind at kigge der, fordi jeg tænker, det er noget med at flytte langt ud på landet for at bo med en mand, man aldrig ser, fordi han har alt for travlt med bedriften og aldrig kan holde ferie, fordi det hele skal passes, men sådan er det tilsyneladende ikke nødvendigvis - dejligt :).

  17. Besvaret

    Tja en ting du skal gøre er i hvert fald at opsøge steder og situationer hvor du kunne forstille dig at du kunne møde en interessandt mand. Og så blir du nødt til at øve dig i at gå over og sige daw, det behøver jo ikke være med tanke om "resten af livet" det er noget lettere hvis du kan nøjes med at tænke "resten af denne time" når du skal hilse på en ny ;)

    Jeg har aldrig haft det godt med dating sider, jeg syns det hurtigt blev for meget "dur ikke - væk!" fra både den ene eller anden kant - eller også blev det meget overfladisk og uforpligtende. Jeg har mødt en ex kæreste online på et chat sted som ikke var et score sted, og jeg har mødt min nuværende dejlige kæreste ved at spille World of Warcraft :rolleyes ikke lige hvad jeg havde forventet, men sådan startede vi altså med at lære hinanden at kende.

    Jeg har hørt at "jobbet" er et meget populært sted at møde en evt partner, hvis det altså ikke var "på studiet". Ellers så find en hobby som mænd også dyrker eller en sport hvor du kan møde det andet køn? Fx synge i blandet kor eller gå til spansk eller salsa eller?

    Held og lykke med at finde ham. Jeg er helt sikker på at han findes og du bare skal ud og sige daw ;)

    Tak for svar :) . Jeg har lidt de samme tanker omkring netdating, men jeg tænker jo også at det er lidt oplagt, når jeg ikke så godt lige kan begynde at gå til en hel masse ting i fritiden pga. min søn. Jeg er faktisk lige startet på nyt job efter endt barsel, og vi er omkring 800 medarbejdere, så der burde være potentiale, skulle man mene. Dem jeg er stødt på indtil videre har dog haft sådan nogle flotte skinnende fingerringe på, meeeen mon ikke der er en enkelt eller to iblandt der ikke har det, når jeg lige får kigget mig lidt mere omkring ;). Så skal jeg bare lige have øvet mig i at sige daw (er i øvrigt heller ikke så fokuseret på for evigt, når der bare lige skal siges daw, men det ville da være en dejlig bonus, hvis han nu viste sig at være rigtig skøn). :P. Ellers må jeg igang med at spille World og Warcraft :P

  18. Besvaret

    Ingen fif desværre, men en enkelt succeshistorie kan det da blive til :)

    Min mor mødte min far på kollegiet som 19 årig, blev gift og fik mig som 22 årig, fik min lillesøster som 24, og blev skilt da lillesøster var 4 mdr, da far havde været til firmajulefrokost og fundet en anden.

    Min mor flyttede tilbage til hvor hun kom fra, og tog roning op igen (hun roede en del da hun var yngre). I den lokale roklub mødte hun en 2 år yngre mand uden børn. Det tog vist lidt tid med festkysseri men de er ihvertfald stadig sammen i dag efter 19 år, gift, har fået 2 børn yderligere, og han har altid været en fantastisk far for os børn fra 'round one' :) så fantastisk at jeg i dag kalder ham far og han førte mig op af kirkegulvet i sommers :)

    Håber det gav lidt håb :) er sikker på den rigtige mand er derude et sted! :)

    Se sådan noget der, er jo bare skønt at læse :wub . Tak for det!

  19. Besvaret

    Altså jeg fandt jo min nuværende mand på nettet!

    Der kan man "vælge og vrage" og "tjekke dem ud" inden man siger - Daw ;)

    Synes da hel klart du skal se om det er noget for dig ;)

    Jeg er bestemt ikke afvisende over for netdating, og det er altid dejligt at høre om folk, der har fundet kærligheden på den måde. Jeg har også luret en smule, og det virker jo til at være en rigtig god løsning for sådan en enlig mor som mig, der ikke har så mange muligheder for at komme ud :unsure . Jeg tænker bare, at det kan blive lidt "bestillingsliste-agtigt", hvor jeg hurtigt får valgt nogle mænd fra fordi de ikke lige er høje nok (jeg er selv 1,83, så det gør jo ikke noget, at de kan nå op til min mund, når de skal kysse mig :P ), eller fordi han ryger eller sådan noget. Omvendt tænker jeg også at jeg hurtigt selv vil blive valgt fra fordi jeg har et barn eller noget andet, der ikke lige passer ind i idealbilledet. Selv om mange nok vil være klar på at være papfar, hvis de forelsker sig i en pige med et barn, vil mange nok alligevel foretrække en pige uden barn, og på nettet får man alle oplysninger serveret med det samme. På den korte tid jeg har haft min profil, synes jeg så af en eller anden grund også ofte at det er nogle lidt ærgerlige typer, der skriver. Fx mænd i slut-40'erne/start 50'erne (det synes jeg altså er for gammelt - især fordi jeg godt kunne tænke mig et barn eller to mere med tiden), eller mænd, der er i forhold, eller mænd der springer direkte ud i spørgsmål om mine seksuelle præferencer ;) . Måske jeg bare har været lidt uheldig.. Jeg har i hvert fald ikke kastet håndklædet i ringen endnu, for der er da ingen tvivl om at mange par efterhånden møder hinanden på den måde. Jeg skulle måske også prøve ligefrem at kaste mig ud i at skrive først :)

  21. Oprettet

    Hej piger.

    Ved sgu ikke lige, om man kan sætte denne her i kategori "Sex og samliv", da det nok i højere grad er et spørgsmål om mangel på samme ;) .

    Jeg var sammen med min eksmand, som også er far til mit barn, i 6 år og var ca. halvvejs i min graviditet, da han kom hjem (i det hus vi i øvrigt lige havde købt tre måneder forinden) og fortalte, at han havde mødt en anden, og at han altså derfor var nødt til at forlade mig. Røv og nøgler :numse ! Men her halvanden år senere er jeg bare rigtig lykkelig for at jeg er et kæmpefjols af en ægtemand "fattigere" og en fantastisk dejlig søn rigere. Så den del er jeg egentlig kommet over (så meget som man nu kommer over den slags).

    Nu har jeg så en søn, der er 1 år, og jeg er ikke længere på barsel, solen skinner (ofte), og min søn er begyndt at være på en enkelt overnatning hos sin far hver 2. uge, så tanken om måske snart at finde mig en ny mand begynder for alvor at melde sig. Overskuddet og lysten er dukket op så småt, men hvordan dælen gør man så lige sådan noget? Det er virkelig længe siden, jeg har været på det marked, og på mange måder orker jeg det virkelig ikke rigtig, men han kommer jo nok ikke og ringer på døren helt af sig selv... Desværre!

    Jeg bliver 30 år lige om lidt, og jeg sidder lidt med følelsen af, at alle de gode mænd er taget, og at det kun er alle tosserne der er tilbage. Forhåbentlig tager jeg virkelig fejl :prik , men hvor er det lige man går ud og finder ham, der lever op til mine "beskedne" krav? Som har løbet hornene af sig og er klar til at stifte familie, men godt kan "nøjes" med at være skøn papfar for min søn de næste 3-4 år? Som har styr på sit liv og som er sjov, kærlig, intelligent, lidt pæn at se på og alt det der?

    Jeg er helt ærligt lidt lost i dette her, og det med at "score mænd" har faktisk aldrig været min spidskompetence! Hvis jeg selv skal sige det, er jeg vist ellers et ok parti, men jeg er virkelig ikke typen, der bare lige går over til en mand og siger daw. Derudover synes jeg så heller ikke lige jeg er løbet på ham der, jeg har haft lyst til at gå over og sige daw til...

    Det jeg vil med min tråd, er vist bare at få et par fif til hvordan en singlemor på 30 finder manden i sit liv. Og måske høre nogle succeshistorier, om alle jeres veninder, søstre, kusiner, mødre eller whatever, som blev skilt og senere fandt en helt fantastisk mand, der bare tog deres børn til sig som deres egne :wub

    Jeg samler på succeshistorier :tak

  22. Besvaret

    Hm.... Så er vi også "onde" forældre hvis det skal sættes sådan op.....

    Min mands firma holder lukket i uge 29-30, og drengenes DP holder lukket 30-31. I uge 29 holder manden og jeg ferie selv, og drengene bliver sendt i DP. (Måske kun 3 af dagene)

    De næste 2 uger holder drengene ferie med hhv os begge, og mig.

    Nu har jeg ikke læst artiklen, men jeg kan ikke se hvorfor det vi gør skulle være så forkert.... Manden og jeg planlægger at tage nogle "kedelige" voksenture de dage, og ting vi ellers ikke kan gøre når drengene er hjemme. Vi er stærkt begrænsede af at begge drenge skal sove middagslur, og vi ikke har plads til 2 barnevogne i bilen. Så heldagsture er ikke en mulighed med dem i år.

    Og ærlig talt, så vil jeg da også nyde at tanke lidt op på mand-kone kontoen, med nogle dejlige ture ud i det blå.

    Og det har jeg det altså ikke dårligt over.... For det betyder ikke at jeg ikke elsker mine børn, eller elsker at tilbringe tid med dem! Jeg elsker bare også at tilbringe tid med min mand, og pleje vores forhold, så vi, også fremadrettet, kan være et stærkt team og en fast base for vores dejlige drenge. Det tror jeg betyder mere for dem, end om de får 2 1/2 eller 3 ugers ferie i år :)

    (Nu siger jeg ikke at alle "småbørns-ægteskaber" ville holde, hvis man holdte ferie selv ind imellem, men som mor til 2 drenge på 1 og 2 år, så ved jeg at det er vigtigt for os at passe godt på vores forhold, så vi ikke drukner i bleer og praktiske gøremål :) )

    Men selvfølgelig skal vores drenge også hjem og holde sommerferie, og fyldes op med kærlighed, solskinsdage i haven, og hyggelige udflugter, og jeg GLÆDER mig!! :wub

    Ja..... Måske jeg så er en ond mor......

    Jeg tror artiklen gik på de børn, der slet ikke holder fri fra institution hele sommeren, hvilket tilsyneladende er ret udbredt...? Det kan der jo være mange grunde til, men jeg synes der er ret stor forskel på, om man som forældre selv holder 3-4 ugers ferie, mens børnene er i institution, eller om man, som I gør, holder to ugers ferie med børn og en uge uden/delvist uden.

    Vi er så gode til at dømme os selv og hinanden i lille Danmark. Især når det kommer til børn, men at holde en uges kæreste-ferie gør vist ikke nogen til dårlige forældre :-)!

  24. Besvaret

    Min søn(s mor) ønskede sig følgende:

    - Lækkert tøj i str. 86 (sommer/efterår)

    - Sækkestol til børneværelset

    - Sommerdyne til voksipose

    - Gode pegebøger med dyr osv.

    - Legetøj 1 år+ (fx musikinstrumenter, bObles doughnut, Play2learn Aqua Doodle tegnemåtte, Scheich-dyr, Little People-sager, bObles bolde, Learning puppy)

    - Højdemåler

    - Badebassin (lille)

    - Sandkasse i plast med låg (fx musling)

    - Ting til sandkassen

    - Happylight lyskæde

    - Gynge

    :)

  25. Besvaret

    Min søn og jeg har to ugers sommerferie sammen, og så havde vi en uge i maj, hvor vi var en tur i Spanien. Jeg kan godt lide at dele min ferie lidt ud på året i stedet for at holde det hele i juli måned fx. :)

    Jeg forstår heller ikke, hvad der får folk til at aflevere deres børn i institution, når de selv holder ferie. Med en travl hverdag synes jeg, det er fantastisk at holde fri sammen, hygge og tage på ture. Hepper på solskin :yay !

    Jeg er så "heldig", at min søns vuggestue ikke har lukkedage, så jeg behøver ikke at tilrettelægge min ferie efter det. Det synes jeg er rigtig rart.