Det blev til en ret så lang fødselsberetning, da jeg for min egen skyld gerne ville have alle detaljerne med, så jeg kan huske det senere hen. Håber der er nogen af jer, som kan magte at læse det hele. Ellers må i bare hoppe og skimme lidt i det! :badgirl

Tirs. d. 21.02.12

Kl. 05.30: Jeg vågner ved, at det føles som om, at jeg tisser lidt i sengen. Trisser ud på badeværelset og konstaterer, at jeg drypper i sjatter ned på gulvet, når jeg går, uden at jeg er i stand til at holde mig. Det er det samme, når jeg sidder på toilettet – det føles lidt som når man kan mærke blodet løbe ud af sig ved menstruation uden at man kan stoppe det ved at knibe sammen. Ja, lækker følelse...
Jeg ringer til fødemodtagelsen for at fortælle dem, at jeg tror mit vand er gået. Jeg kan intet andet mærke – ingen veer. De vil gerne se mig til undersøgelse ved middagstid.

Kl. 11.30: Jeg ankommer på hospitalet for at blive undersøgt. Min kæreste Per er taget på arbejde, da jeg ikke mente det var nødvendigt, at han tog med. Jeg kunne jo ingenting mærke endnu og havde lidt et naivt håb om, at man måske kunne stoppe fostervandet i at sive, da der stadig var 3 uger til min termin. Jeg synes derfor det var lidt for tidligt for Lise, min lille pige i maven, at komme ud og vi var slet ikke klar endnu med alle de praktiske detaljer til at få baby ud.
Ved undersøgelsen bliver der så opdaget mange ting, som kommer som lidt af et chok for mig. Først informerer jordmoderen mig om, at den termin, som står på min vandrejournal ikke stemmer overens med de terminer, som står i deres journaler fra mine ultralydsskanninger. Både ved min nakkefoldsskanning og misdannelsesskanning står der d. 04.03.12, hvorimod der på min vandrejournal står d. 14.03.12. Vi har igennem hele min graviditet aldrig fået andet at vide end d. 14 marts, så det er det vi har regnet med indtil nu. Der er så nogen, der har fået skrevet forkert og ingen har opdaget uoverensstemmelsen med de to datoer igennem resten af graviditeten.
Jeg føler mig både snydt over, at jeg kunne have gået 10 dage før på barsel end jeg gjorde, men også lettet over at høre, at der kun er 1½ uge til min termin og at Lise derfor er meget ældre og mere klar til at komme ud end først beregnet. Følelserne er derfor meget blandende.

Dernæst konstaterer de så, at Lise ligger med numsen nedad frem for hovedet, som jeg ellers også har fået at vide gennem hele graviditeten. Ved mit sidste jm besøg en uge tidligere, sagde de at hun stod fint fast med hovedet dybt i bækkenet… men som jordemoderen på fødegangen sagde ”Medmindre hun har røv i begge ender, så vender hovedet altså opad!”… og det havde vi jo set på skanningerne, at det havde hun i hvert fald ikke! :lol
Jeg får at vide, at man ikke vil forsøge at vende hende, fordi mit fostervand allerede er gået og jeg er førstegangsfødende. Der er derfor ikke nok vand omkring hende til, at det kan lade sig gøre.

En indvendig undersøgelse viser, at jeg ingen livmoderhals har tilbage og jeg har åbnet mig 1-2 cm.

En læge fortæller, at jeg skal have født indenfor en rimelig kort tidsramme pga. infektionsrisiko og jeg får derfor 2 valgmuligheder. Enten kan jeg få kejsersnit med det samme eller vi kan afvente og se om jeg får veer, så jeg kan føde selv. Jeg får en deadline til kl. 21 om aftenen, hvis jeg vælger at afvente veer – hvis jeg ikke har fået veer inden da, skal jeg komme ind på hospitalet, hvor jeg så vil få kejsersnit kl. 23.
Jeg havde en drøm om så lidt medicinsk smertelindring som muligt, føde i vand og få alle de alternative smertelindringsmetoder, der var til rådighed. Jeg ville for alt i verden undgå kejsersnit, hvis jeg kunne, da tanken skræmte og frastødte mig gevaldigt.

Kl. 13.00: Jeg ringer til Per og forklarer tudende, hvordan tingene ser ud. Jeg er helt rundt på gulvet og forvirret, fordi der åbenbart er ingenting, der er, som jeg havde regnet med ved denne graviditet!
Han smider alt, hvad han har i hænderne og skynder sig hjem for at hente tasken, som jeg har pakket til fødslen, samt får afleveret vores to hunde til naboen og kommer derefter ind på hospitalet for at trøste mig og være lidt sammen med mig.

Kl. 15.00: Per ankommer til hospitalet og vi får snakket situationen igennem. Vi beslutter, at vi vil afvente veer.

Kl. 17.30: Vi får lov til at tage hjem for at afvente veer og få slappet lidt af. Jeg er fastende, hvis nu det skulle ende med et kejsersnit.

Kl. 21.00: Stadig ingen veer, så vi vender snuden mod hospitalet igen. Jeg er nu fuldt afklaret med, at det bliver til et kejsersnit, da jeg har gået hele dagen og langsomt vænnet mig til tanken, da det jo ikke så ud til, at der ville komme nogen veer. Jeg prøver at fokusere på de positive sider ved at få kejsersnit for ikke at gå helt ned over det.
På hospitalet bliver jeg klargjort og får gennemgået og forklaret hele forløbet, så jeg er forberedt på alt, hvad der skal ske, når klokken slår 23.

Kl. 22.50: Jeg får min første ve… og tankerne begynder nu at flyve febrilsk og kaotisk rundt i hovedet på mig :help

Kl. 23.00: Jeg får min anden ve lige som de kommer for at hente mig for at køre mig til kejsersnit. Jeg får nu igen to valgmuligheder. Enten gennemfører vi kejsersnittet som planlagt eller vi udskyder det en time for at se, hvordan veerne udvikler sig. En læge og jordmoder forklarer mig om hvilke risici, der er ved en sædefødsel, samt at hvis jeg vælger at føde selv er der større end 50 % risiko for, at det alligevel ender ud i et kejsersnit pga. komplikationer.
Jeg er igen komplet forvirret - det er en svær beslutning, fordi jeg lige havde fået lidt styr på tingene oppe i mit hoved og nu står jeg igen overfor et svært valg. Efter 15 min samtale beslutter vi os for at udskyde kejsersnittet en time og se hvordan veerne udvikler sig for så at tage den endelige beslutning der.

Ons. d. 22.02.12

Kl. 00.15: I løbet af den efterfølgende time tager veerne voldsomt til og de vælter nu ind over mig med omkring 3 min mellemrum. En indvendig undersøgelse viser, at jeg har åbnet mig 6 cm. Det gør forbandet ondt, men da det ser ud til at gå hurtigt fremad, holder jeg fast i min beslutning om, at jeg vil prøve at føde selv.

Herfra går det rigtig stærkt. Jeg bliver installeret på en fødestue og gør mit bedste for at tackle veerne. Jeg får elektroder på maven, der overvåger Lises hjerterytme for at sikre sig, at hun har det godt derinde. Igennem hele forløbet får jeg at vide, at hun har det helt perfekt derinde. Det beroliger mig utrolig meget.

Fødestuen udvikler sig hurtigt til Københavns Hovedbanegård. På et tidspunkt tæller Per 8-9 mennesker samtidig i rummet ud over os selv og døren åbner og lukker hele tiden med folk, der går ind og ud. Jeg registrerer dog ikke noget, da jeg er helt i min egen verden.
Der er jordemødre, jordemoderstuderende, børnelæger, lægestuderende, operations- og narkoselæger osv. De vil alle gerne have noget erfaring med sædefødsler, da de ikke er helt almindelige. Nogen af dem kommer over til mig for at præsentere sig selv og jeg tænker bare "Hold nu KÆFT!". Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad de hedder og de forstyrrer mig egentlig bare i min koncentration :gal
Per fortæller siden hen, at de havde et bord klar bag mig med alt muligt udstyr lagt frem for at holde sig klar til et evt. kejsersnit. Det så lidt drabeligt ud.

Jeg synes, det er svært at trække vejret dybt og roligt, som en jm instruerer mig i at gøre og hun forsøger at få mig til at trække vejret i en maske med lattergas. Jeg føler dog ikke, at jeg kan få vejret i den og skubber den hurtigt væk. Jeg er nødt til at kunne trække vejret frit for at få ilt nok ind.
I vepauserne falder jeg næsten ind i en komalignende tilstand, hvor jeg bare slapper heeeeelt af for at samle styrke til næste ve. Per fortalte mig efterfølgende, at det var lidt skræmmende at se på - han troede til tider, at jeg var besvimet.

Nu da det ser ud til, at jeg føder selv og ikke skal have kejsersnit, er jeg ikke fastende længere og Per tilbyder mig derfor saftevand imellem veerne. Hurra for sugerør! Jeg kan mærke, hvordan saftevandet giver mig fornyet energi og dulmer den følelse af udtørret ørken, jeg har i min hals. Skønt!

Jeg husker ikke selv så meget fra den sidste del af fødslen. Jeg husker dog, at jeg får konstant ros og opmuntring - fødslen går strygende og alle på stuen er meget imponerede! De synes, jeg er super til at presse og min krop må være skabt til at føde, siden det går så glat.
Jeg får desuden at vide, at jeg ikke må brøle, imens jeg presser! Det er virkelig svært, for det kommer næsten instinktivt for mig og jeg har en virkelig stor lyst til bare at brøle al smerten ud. Men jm'eren siger, at jeg kan presse meget bedre, hvis jeg holder vejret, imens jeg presser - så det gør jeg så! Jm'eren presser mig til at blive ved med at holde vejret og liiiige presse lidt mere for jeg slapper af igen! Jeg når at tænke at jeg da for fan også skal trække vejret på et tidspunkt! Der er da grænser for hvor længe man kan holde vejret!
Per fortæller mig efterfølgende, at jeg var knaldrød i hovedet og havde helt blå læber, når jeg pressede. Han var meget imponeret og siger, at nu ved han, hvor stærk jeg er! Så er der ingen undskyldning for ikke at hjælpe til, når der skal løftes tunge ting derhjemme!


Kl. 02.00: Lise kommer ud til os kl. 02, efter ca. 30-45 min pressefase og ca. 3 timer efter min første ve <3 Hun vejer 3240g og er 50 cm lang.
Det er en kæmpe lettelse med det samme hun kommer ud - al smerten forsvinder, veerne og pressetrangen og i stedet har man den mest vidunderlige skabning på sit bryst at kigge og kysse på. Jeg oplever en enorm følelse af kærlighed til hende skylle igennem min krop med det samme jeg ser hende og synes hun er det smukkeste i verden :biglove

Jeg bliver herefter syet 2 sting udvendigt, samt et enkelt blodkar indvendigt, som er bristet. Av av av for f***! Det gør pokkers ondt indtil lokalbedøvelsen endelig virker - og måske nogen tænker "du har jo lige født et barn, så må de smerter jo være vand ved siden af!"... men når man først har født er man totalt afslappet og mega træt. Så er det sidste man har lyst til altså flere smerter! Nu synes man det må være nok og man vil bare have lov til at være i fred med sit nye barn. Men det skal jo gøres, så jeg må finde mig i det - dog under højlydt brokken!

Personalet kommer med et rigtig fint fødselsdagsbord til os med flag, brød og saftevand. Jeg er glubende sulten og det ryger hurtigt ned! Nu har jeg overskud til at tænke lidt og hold da op, hvor føler jeg mig pludselig stolt! :glad
Jeg har bragt noget så smukt og dejligt som Lise til verden og endda uden at skulle have kejsersnit på trods af, at hun kom med enden først. Jeg har desuden klaret det uden nogen former for smertestillende overhovedet - hverken alternative eller medicinske metoder.   Videoer fra efter fødslen kan ses her, her og her :)

Det sidste billede af maven.


Så er hun ude - det første billede af Lise.


Lillepigen havde 3 cm langt hår ved fødslen. Vores lille chimpanseunge!
  Hun bliver målt og vejet af JM.


3240 g og 50 cm lang styks lækker bebs :biglove


Den første morgen på hospitalet :biglove


Der bliver suttet godt i starten, men desværre ville mælken ikke rigtig løbe til. Det gjorde så også at Lise tilsidst blev sur på brystet og ikke ville lægges til. Efter en ammepause på et par dage, hvor jeg selv malkede ud, tog hun heldigvis brystet igen, efter mælken var løbet til.


En yndig lille fod :biglove


Pga. mælken ikke løb til tabte Lise sig for meget og vi skulle derfor supplere med MME indtil jeg selv havde mælk nok. Jeg synes det var nemmest at sprøjte det ind. Det var nogle hårde dage og jeg fik grædt rigtig meget. Jeg følte mig ikke god nok som mor, fordi jeg ikke havde mælk til mit barn som tydeligvis var sulten og bare tabte sig. Jeg frygtede også at amningen aldrig ville komme op at køre, men det gjorde den jo så heldigvis uden problemer så snart mælken endelig løb til.


En uge efter fødslen er vi på vej hjem fra hospitalet. Dette var det første tøj hun fik på nogensinde, da hun udelukkende var i ble hele den uge vi var indlagt.