Gravid uge 26

Du er gravid i uge 26, og barnet vokser fortsat og vejer nu ca. 910 g, mens det måler ca. 32 cm fra hoved til hæl.

Udvikling af barnet i uge 26

Rygraden bliver stærkere og dermed bedre i stand til at støtte kroppen. Man kan høre barnets hjerteslag ved at lytte til din mave, og barnet kan ånde ud og ind. Barnet reagerer på lyde og kan nu respondere på berøring.

Strækmærker under graviditeten

3 ud af 5 gravide kvinder får strækmærker under graviditeten. Er du en af dem, der får strækmærker, er det nu, de begynder at komme frem – især på mave, bryster og lår.

Der er større risiko for at få strækmærker, hvis du har født flere børn, hvis du tager unormalt meget på under graviditeten, eller har arvelige tendenser for at få dem.

Desværre er der ingen 100% sikker måde at undgå strækmærkerne på, men jævnlig motion har en gavnlig effekt på muskelspændingen, hvilket vil lette trykket på huden omkring livmoderen.

Vores bedste råd omkring strækmærker

Så vores bedste råd til at undgå strækmærker må være at spise sund og varieret kost og dyrke motion flere gange om ugen. Dette vil også gøre dig stærkere og langt mere udholdende, når du skal igennem selve fødslen.

Se også gravid uge 25 og gravid uge 27 samt gravid uge for uge