Kunne du tilgive utroskab?

[Myliona]

Ja. Min kæreste tilgav mig utroskab.. Vi gik dog fra hinanden efterfølgende, pga følger af utroskaben(mistillid osv).

Efter 4 år, som venner er tilliden genskabt, og min kæreste stoler på mig :)

Ud over det, så ved jeg så heldigvis i hvilke situationer folk er utro(Når de er fulde).. Og HELD OG LYKKE til den pige der vil knalde med min kæreste efter bare 3 glas vin ;) Og der skal mere til før han ville blive fristet.. Så det kommer simpelthen aldrig til at ske.. :rolleyes :whistling Udover det, så tror jeg simpelthen han ville være SÅ bange for hvad jeg ville gøre - jeg er utrolig hidsig, og jeg ville gå amok i sådan en situation <_<

[Guest baby2011]

Nej det kunne jeg ikke !!!

Al tillid ville med ét blive manet helt til jorden og jeg ved jeg ikke kunne leve med det.

Tanken om hans utroskab vil for altid knave i tankerne også selv om der er gået 10 år..

Så det er bare MIN mening !!!

[MLM]

Næ nej så kunne han skride længere er den ikke jeg elsker ham, men elsker mig selv højest basta bum og det går så meget imod mine værdier :balloons ( ja og god morgen til jer også :whistling )

[brineh]

Tror jeg ville sige nej til at tilgive hvis min kæreste havde været mig utro - Ville nok aldrig kunne stole 100% på ham igen om han ville gøre det eller ej, så ville der nok altid være en usikkerhed - og det ville nok ødelægge forholdet i længden hvis man valgte til tilgive.

[tazdiginez]

Jeg ved det ærligt talt ikke...

Jeg tror det kommer an på, hvordan jeg finder ud af det og om der har været følelser indvolveret.

Jeg tror at jeg ville prøve at tilgive ham hans handling, men jeg ville nok tænke over om forholdet overhovedet kunne reddes med den form for svigt og tillidsbrud.

Men jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg ville reagerer.

Desuden tror jeg aldrig Jesper kunne finde på at være utro. Jeg er den første kæreste han har haft.

Hvis der var tale om at han ville prøve noget nyt og at han var i indre-krise fordi jeg er den eneste, så ville jeg nok lade ham finde og prøve noget nyt - også hvis det drejede sig om nogle lyster jeg ikke vil og kan udfører.

Men jeg tror ikke jeg ville ha' det godt med det, medmindre at gestussen var gengældt.

Ej, jeg ved det virkeligt ikke..

[Barbamama]

Jeg ved det ærligt talt ikke...

Jeg tror det kommer an på, hvordan jeg finder ud af det og om der har været følelser indvolveret.

Jeg tror at jeg ville prøve at tilgive ham hans handling, men jeg ville nok tænke over om forholdet overhovedet kunne reddes med den form for svigt og tillidsbrud.

Men jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg ville reagerer.

Desuden tror jeg aldrig Jesper kunne finde på at være utro. Jeg er den første kæreste han har haft.

Hvis der var tale om at han ville prøve noget nyt og at han var i indre-krise fordi jeg er den eneste, så ville jeg nok lade ham finde og prøve noget nyt - også hvis det drejede sig om nogle lyster jeg ikke vil og kan udfører.

Men jeg tror ikke jeg ville ha' det godt med det, medmindre at gestussen var gengældt.

Ej, jeg ved det virkeligt ikke..

Skal det forstås sådan at han gerne måtte prøve noget nyt af med en anden, hvis han fik lov og hvis du også fik et "wildcard"? For det synes jeg da er en lidt interessant tankegang... :)

[tazdiginez]

Skal det forstås sådan at han gerne måtte prøve noget nyt af med en anden, hvis han fik lov og hvis du også fik et "wildcard"? For det synes jeg da er en lidt interessant tankegang... :)

Jeg tror at det skal betyde, at hvis han må - så må jeg også?

Så ja, det du skrev :P

[Forunderligt]

Umiddelbart NEJ! Men jeg syns egentlig ikke man kan svare enkelt på så kompliceret et spørgsmål, og eftersom jeg ikke har været i en situation hvor jeg skulle ta stilling til det, må jeg nok ærligt sige at svaret nok snarere er MÅSKE...

Men I får lige en lille historie, for jeg har selv været utro. Og det kunne jeg ikke leve med, jeg fortalte aldrig om det, men jeg forlod min partner. Jeg vil egentlig ikke sige at der er to skyldige i forholdet når den ene er utro, men jeg tror da næsten altid, og i hvert fald for mit vedkommende, at det er resultatet af at der er noget galt i forholdet, som man ikke kan finde ud af at håndtere (på en ordentlig måde).

Min egen historie er at jeg levede i et forhold hvor gnisten efterhånden var fuldstændig uddød og min partner afviste sex, selv om jeg syns jeg havde prøvet alt muligt. Jeg blev i forholdet i flere år, men forelskede mig pludselig vildt og ja, var så utro. For det var ikke bare sex jeg ikke fik hjemme, det var omsorg, opmærksomhed, følelser! Jeg følte stadig noget for min partner, men det mindede mere om venskab, der skulle bare en ny forelskelse ind i mit liv før jeg så det i øjnene. Set i bakspejlet var det en bitter erfaring, for jeg har sort samvittighed over utroskaben og syns det var en meget forkert måde at håndtere parforholdskrisen på, og jeg tror på jeg har lært så meget jeg aldrig ville lade det komme så vidt igen. Hverken i et forhold eller med en evt flamme. En ting jeg har lært er, at hvis jeg begynder at kigge til anden side (og jeg mener virkelig bare kigge) er det fordi der er noget jeg føler jeg mangler derhjemme. Og det kan man jo vælge at prøve at gøre noget ved i stedet!

Nu håber jeg ikke I dømmer mig for hårdt :unsure

[Barbamama]

Umiddelbart NEJ! Men jeg syns egentlig ikke man kan svare enkelt på så kompliceret et spørgsmål, og eftersom jeg ikke har været i en situation hvor jeg skulle ta stilling til det, må jeg nok ærligt sige at svaret nok snarere er MÅSKE...

Men I får lige en lille historie, for jeg har selv været utro. Og det kunne jeg ikke leve med, jeg fortalte aldrig om det, men jeg forlod min partner. Jeg vil egentlig ikke sige at der er to skyldige i forholdet når den ene er utro, men jeg tror da næsten altid, og i hvert fald for mit vedkommende, at det er resultatet af at der er noget galt i forholdet, som man ikke kan finde ud af at håndtere (på en ordentlig måde).

Min egen historie er at jeg levede i et forhold hvor gnisten efterhånden var fuldstændig uddød og min partner afviste sex, selv om jeg syns jeg havde prøvet alt muligt. Jeg blev i forholdet i flere år, men forelskede mig pludselig vildt og ja, var så utro. For det var ikke bare sex jeg ikke fik hjemme, det var omsorg, opmærksomhed, følelser! Jeg følte stadig noget for min partner, men det mindede mere om venskab, der skulle bare en ny forelskelse ind i mit liv før jeg så det i øjnene. Set i bakspejlet var det en bitter erfaring, for jeg har sort samvittighed over utroskaben og syns det var en meget forkert måde at håndtere parforholdskrisen på, og jeg tror på jeg har lært så meget jeg aldrig ville lade det komme så vidt igen. Hverken i et forhold eller med en evt flamme. En ting jeg har lært er, at hvis jeg begynder at kigge til anden side (og jeg mener virkelig bare kigge) er det fordi der er noget jeg føler jeg mangler derhjemme. Og det kan man jo vælge at prøve at gøre noget ved i stedet!

Nu håber jeg ikke I dømmer mig for hårdt :unsure

Jeg synes virkelig at du rammer hovedet på sømmet. Og jeg har været i stort set samme situation, bortset fra at jeg ikke nåede at have en længere affære (det læser jeg det lidt som at du gjorde, men jeg kan tage fejl), det blev fakitisk kun til ét kys (mens jeg var sammen med eksen anyways..). Men pointen, erfaringen og holdningen er den samme.

Men måske netop derfor tænker jeg, at jeg godt kunne tilgive utroskab, fordi hvis min eks (som jeg var utro) og jeg havde kunnet løse vores problemer, så havde jeg måske ikke endt med at være utro. Jeg gjorde det jo aldrig "imod" ham eller for at være ond, men fordi jeg var dybt ulykkelig, og blev draget af muligheden for at blive lykkelig igen - sammen med en anden... Og det er ikke for at sige "stakkels lille mig, at jeg var nødt til at være utro" for det VAR ikke pænt gjort! BASTA! Men hvis forholdet havde været iorden (hvilket vi BEGGE havde ansvar for) så havde jeg nok ikke gjort det...

Så ingen dom fra mig ;)

[Barbamama]

Jeg tror at det skal betyde, at hvis han må - så må jeg også?

Så ja, det du skrev :P

Det synes jeg er lidt spændende :) Sådan har jeg det nemlig overhovedet ikke selv. Om så jeg havde været utro 10 gange, så var jeg stadig gået amok hvis min mand var mig utro én gang :P Jeg tror ikke at jeg ville kunne bruge "noget for noget" princippet her... Og hvis han var mig utro, så ville det nok bare bekræfte mig i at vores forhold gik ned af bakke og at jeg ligesågodt kunne fortsætte med at være utro, og så tror jeg egentlig bare at forholdet ville dø...

Ville alt være ok igen i jeres forhold, hvis bare "stillingen var lige"? (No judgement... Synes bare det er interessant :))

[Forunderligt]

Jeg synes virkelig at du rammer hovedet på sømmet. Og jeg har været i stort set samme situation, bortset fra at jeg ikke nåede at have en længere affære (det læser jeg det lidt som at du gjorde, men jeg kan tage fejl), det blev fakitisk kun til ét kys (mens jeg var sammen med eksen anyways..). Men pointen, erfaringen og holdningen er den samme.

Men måske netop derfor tænker jeg, at jeg godt kunne tilgive utroskab, fordi hvis min eks (som jeg var utro) og jeg havde kunnet løse vores problemer, så havde jeg måske ikke endt med at være utro. Jeg gjorde det jo aldrig "imod" ham eller for at være ond, men fordi jeg var dybt ulykkelig, og blev draget af muligheden for at blive lykkelig igen - sammen med en anden... Og det er ikke for at sige "stakkels lille mig, at jeg var nødt til at være utro" for det VAR ikke pænt gjort! BASTA! Men hvis forholdet havde været iorden (hvilket vi BEGGE havde ansvar for) så havde jeg nok ikke gjort det...

Så ingen dom fra mig ;)

En længere affære var det nu ikke. Blev forelsket over nogle uger og lod det udvikle sig, det kulminerede i en nat hvor jeg ikke kom hjem, og et par dage efter gjorde jeg mit forhold forbi og flyttede ud kort tid efter. Men der var mange tidspunkter jeg ku være stoppet, i stedet for at gå hele vejen...

Men tror nu jeg har oplevet lidt det samme som dig, følelsesmæssigt, nøjagtig som du beskriver det var jeg jo dybt ulykkelig i det forhold jeg var i og vidste ikke længere hvordan jeg skulle løse det eller få det bedre.

[Barbamama]

En længere affære var det nu ikke. Blev forelsket over nogle uger og lod det udvikle sig, det kulminerede i en nat hvor jeg ikke kom hjem, og et par dage efter gjorde jeg mit forhold forbi og flyttede ud kort tid efter. Men der var mange tidspunkter jeg ku være stoppet, i stedet for at gå hele vejen...

Men tror nu jeg har oplevet lidt det samme som dig, følelsesmæssigt, nøjagtig som du beskriver det var jeg jo dybt ulykkelig i det forhold jeg var i og vidste ikke længere hvordan jeg skulle løse det eller få det bedre.

Netop :)

I mit forhold viste det sig iøvrigt at fyren var lige så ulykkelig. Mig bekendt var han ikke utro, men da jeg gjorde det forbi var han ulykkelig over at skulle være ALENE, men virkede ikke videre ked af at skulle undvære MIG. Han fandt vistnok også en anden i løbet af en uges tid... Så selvom det var MIG, der gjorde en forkert handling, så blev jeg også lidt sur over at han HELLER IKKE havde nosserne til at ende det i tide. Så selve forholdsproblemet synes jeg egentlig at vi var ret fælles om...

[Mette A.]

Jeg tror at det skal betyde, at hvis han må - så må jeg også?

Så ja, det du skrev :P

Jeg havde lidt sådan en aftale med min eks-kæreste. Vi havde et ret åbent forhold, idet vi begge var meget unge og gerne ville prøve nogle ting af. Han boede i Spanien og derfor kunne der godt gå nogle måneder imellem at vi så hinanden (og s var vi så sammen i nogle måneder ad gangen også). Men aftalen her var, at vi skulle informere den anden hvis der var en person vi gerne ville være sammen med imens vi var adskilt og have den andens tilladelse først - og så var det ellers fint nok. Vi skulle bare ikke gå bag hinandens ryg. Det fungerede fint for os, der var intet jalousi, fordi der ikke var følelser indblandet - vi havde kun følelser overfor hinanden. Og vi var begge nysgerrige unge mennesker, som gerne ville udforske den seksuelle side af os selv inden vi "slog os ned" med den samme.

Med min nuværende kæreste kunne jeg aldrig drømme om at lave en sådan aftale. Jeg vil ikke dele ham med NOGEN! :box og jeg har udforsket alt det jeg nu havde behov for og er kommet frem til konklusionen at jeg vil have min nuværende kæreste og ingen anden :biglove

[Mrs Ladybird]

Nu fortæller jeg lige historien uden omsvøp, så kan det være i forstår min situation bedre og så må i undskylde hvis jeg stødder nogen...

Min mand (M) og jeg har begge, været hinanden utro. Det ligger langt tilbage nu.

Det var en periode hvor vi var kærester on off i et års tid og det bundede selvfølgelig i problemer, både i forholdet men også hver for sig.

Vi boede ikke sammen og det var derfor "nemt" rent logistisk, at være den anden utro.

I en månedstid hvor vi ikke var kærester, havde jeg haft et seksuelt forhold til en anden(A). 2-3 gange havde jeg mødtes med ham. Jeg havde intet sagt til M omkring det. Vi snakkede ikke om hvorvidt nogen af os var sammen med andre i vores off-perioder, det lå bare lidt i luften at selvfølgelig var vi ikke det. En morgen vågnede jeg hos A og følte, at det var dybt forkert (havde ikke haft de store skrubler før), tog jeg hjem og ringede til M, da han kom om aftenen blev jeg nødt til at fortælle ham det, for at få en afklaring, om hvor vidt, vores forhold var noget vi skulle kæmpe for, eller om vi skulle stoppe det helt.

Han kunne jo så fortælle mig, at også han havde været sammen med en anden og så sad vi der og var begge vrede og kede af det, men vi havde et fælles udgangspunkt og vi fik taget hul på vores problemer.

Jeg tror vores utroskaber gjorde os tættere knyttet, vi havde en periode med usikkerhed og jalouxi, men vi blev meget mere følsomme overfor hinanden, problemerne når ikke rigtig at opstå, før vi får snakket om det. Vi flyttede hurtigt sammen, blev forlovet og gift, sikkert også for at føle trygheden og sikkerheden for at den anden er der 100%.

Vi tilgav begge og jeg ville gøre det igen, tror dog ikke det bliver nødvendigt..

Jeg tror ikke på "engang utro altid utro" jeg ville ikke kunne gøre det igen og tanken om, at man planlægger utroskab eller føler trang til utroskab, gælder i hvertfald ikke for mig, det kan lyde mærkeligt, når nu jeg var sammen med den samme flere gange. Men A ville gerne et forhold til mig, derfor var han, hvor jeg var i byen og når jeg blev fuld og skulle hjem, havde han ikke været der, kunne det ligeså godt have været 2-3 forskellige mænd. Jeg vidste ikke at jeg skulle være utro inden jeg tog i byen, som andre har skrevet, så sker det, når man har drukket alkohol, og ens dømmekraft er lig 0, for selvfølgelig gør man det ikke for, at såre andre og hvis det var en lyst eller et behov, jamen så havde man jo endt forholdet først.

Jeg bryder mig ikke om utroskab og jeg kan blive rigtig ked af det, hvis jeg høre om det i mit nærmiljø, men for os var det starten på et nu helt fantastisk forhold og ægteskab. Jeg synes principielt ikke, at man skal fortælle andre (læs: sin kæreste) om sit utroskab, hvis man er helt sikker på at der ikke er nogle følelser involveret og det derfor bare vil såre modparten gøre ham/ hende usikker, man må bære sine egne synder og angre...

[MforMor]

Åhr manner, det er et svært spørgsmål.

Jeg synes, det er helt umuligt at svare på faktisk. Umiddelbart ville jeg SÅ gerne sige, at ja, det ville jeg godt kunne. Men jeg er ikke sikker. Men jeg tror godt, at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ville PRØVE.

Det kommer for mig også an på, under hvilke omstændigheder. Som så mange andre siger ville jeg have det svært, hvis det var et decideret forhold, hvor han gennem flere uger/måneder havde løjet for mig. Hvis det var et one-night-stand og han kort tid efter fortalte mig det, ville det også være et tegn på, at han vitterligt havde det skidt og dårligt med det. ikke dermed være sagt at han ikke ville have det, hvis det var længerevarende. Men det er for mig ikke kun det med sex eller kys - det er virkelig også det med at lyve og dele ud af noget af en selv til et andet menneske, som ellers var forbeholdt mig og vores ægteskab.

Men for mig ændrer det også utroligt meget situationen, at vi nu skal have barn. Jeg er overbevist om, at jeg ville arbejde LANGT hårdere på at fikse det for ikke at splitte vores familie op. Men det ville da helt sikkert kræve en helt vild indsats, som er svær og gør ondt og måske ikke lykkes. Men pludselig ville det jo ikke bare være mig, som skulle tage stilling til om, jeg ville kunne leve fortsat sammen med denne mand. Det ville jo også være et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle skille mit barn/børn ad fra deres far. Eller i hvert fald splitte familien. Og der synes jeg også, at man har en forpligtelse til at prøve så hårdt som muligt. SELVFØLGELIG har man først og fremmest pligt til for syv søren ikke at være utro. Og hold nu op hvor ville jeg blive sur og gal og så inderligt ked af det.

hmmm... det er bare svært og forhåbentligt kommer jeg aldrig i den situation.

[Susanne]

Umiddelbart NEJ! Men jeg syns egentlig ikke man kan svare enkelt på så kompliceret et spørgsmål, og eftersom jeg ikke har været i en situation hvor jeg skulle ta stilling til det, må jeg nok ærligt sige at svaret nok snarere er MÅSKE...

Men I får lige en lille historie, for jeg har selv været utro. Og det kunne jeg ikke leve med, jeg fortalte aldrig om det, men jeg forlod min partner. Jeg vil egentlig ikke sige at der er to skyldige i forholdet når den ene er utro, men jeg tror da næsten altid, og i hvert fald for mit vedkommende, at det er resultatet af at der er noget galt i forholdet, som man ikke kan finde ud af at håndtere (på en ordentlig måde).

Min egen historie er at jeg levede i et forhold hvor gnisten efterhånden var fuldstændig uddød og min partner afviste sex, selv om jeg syns jeg havde prøvet alt muligt. Jeg blev i forholdet i flere år, men forelskede mig pludselig vildt og ja, var så utro. For det var ikke bare sex jeg ikke fik hjemme, det var omsorg, opmærksomhed, følelser! Jeg følte stadig noget for min partner, men det mindede mere om venskab, der skulle bare en ny forelskelse ind i mit liv før jeg så det i øjnene. Set i bakspejlet var det en bitter erfaring, for jeg har sort samvittighed over utroskaben og syns det var en meget forkert måde at håndtere parforholdskrisen på, og jeg tror på jeg har lært så meget jeg aldrig ville lade det komme så vidt igen. Hverken i et forhold eller med en evt flamme. En ting jeg har lært er, at hvis jeg begynder at kigge til anden side (og jeg mener virkelig bare kigge) er det fordi der er noget jeg føler jeg mangler derhjemme. Og det kan man jo vælge at prøve at gøre noget ved i stedet!

Nu håber jeg ikke I dømmer mig for hårdt :unsure

Jeg dømmer slet ikke! Jeg synes det er sejt, at du er åben og ærlig omkring det i sådan en tråd her :respekt!

Jeg er meget enig i alt det du skriver! Jeg har også været der - jeg nåede dog ikke at være utro, men jeg havde virkelig lyst! Jeg var ikke længere lykkelig i mit forhold - jeg manglede helt tydeligt noget, men jeg synes det var SÅ svært at gå min vej og det var først da jeg var millimeter fra at være utro (og NUJ, hvor var det tæt på - tror umiddelbart jeg var temmelig meget en narrefi... den aften :D), at jeg indså det måtte slutte.

Jeg er stolt af, at jeg stoppede inden det kom så vidt, men jeg kan sagtens forstå, at det ikke er alle der når at stoppe i tide, for man længes jo efter lige netop det man pludselig har indenfor rækkevidde. Jeg har altid lovet mig selv, at jeg IKKE vil være utro, for jeg ville simpelthen blive så ulykkelig hvis det blev gjort mod mig og det løfte og tanken om at skulle lægge mig i sengen ved siden af min kæreste, selvom jeg havde været sammen med en anden, holdt mig fra at gøre det. Så eg kørte troligt direkte hjem. Gik fra min ekskæreste 2 mdr. senere, da jeg endelig var helt klar... Det var hårdt, men helt sikkert den rigtige beslutning. Især nu, hvor jeg ved hvor lykkeligt og dejligt et parforhold KAN være :wub

Mht. "once a cheater - always a cheater" (citat: Rachel Greens mor :P), så tror jeg ikke på det. Heldigt nok! For min mand var sin eks utro første gang han var sammen med mig... Jeg tror altså det kommer an på forholdet og ikke personen, så hvis vores forhold giver ham det han skal bruge, så er han ikke utro. Derudover, så er der sket så meget med ham og hans psyke siden vi blev kærester, så nej - jeg tror helt indeni ikke på, at han kunne finde på at være mig utro. Og jeg kunne heller aldrig drømme om at være det og det er jeg sikker på, for hvis jeg kunne lade være sammen med min eks, så kan jeg også sammen med min mand, for han betyder endnu mere for mig.

[Guest]

Jeg ved ikke engang hvad jeg skulle svare til det.

Jeg har været i et forhold, hvor vi gik i swingerklub og hvor vi egentlig bare skulle have en klar aftale og det var mig der sådan set "bestemte" i og med at han var swinger og jeg var ny indenfor den verden...

Jeg blev aldrig klar til det helt vilde, og selvom jeg da mødte en masse søde mennesker og havde nogle hyggelige timer, har jeg fundet ud af, at jeg vist er mere monogam end jeg troede, og det er nu engang ikke så slemt; jeg har vist en ret kraftig ejerskabsfølelse over min mand... MIN(!) hehe :whistling

Min mand er også den meget monogame type, så jeg tror aldrig det vil blive et issue; han har dog fået lov til, at hvis allison hannigan (tror det er det hun hedder, hende fra American Pie) at uransagelige grunde dukker op og vil score ham, må han da godt duske hende... bare han kommer hjem bagefter :rolleyes

[Cloverblossom]

Jeg havde aldrig troet jeg ville kunne, men det har jeg og nu er vi gift. VED dog at jeg ikke ville kunne gøre det igen. Selvom jeg har tilgivet ham og det nu ligger snart to år tilbage og tilliden er genvundet, så er sorgen og følelsen af svigt ikke forsvundet helt og tvivler på den nogensinde gør det. Det er ikke noget der fylder i min hverdag, men mærker engang imellem et stik i hjertet hvis det på den ene eller anden måde kommer tæt på, som ved fx at læse sådan en tråd her...

Ville ikke kunne gå igennem den følelse på fuld styrke igen og være i stand til at komme ud på den side igen, hvor vores forhold var til at rede. Og selvom vi nu er ved at skabe en familie, hvor et brud ville gå ud over andre end blot os selv, ville det også og nok på en endnu værre måde gå ud over dem, at leve med en mor der var ulykkelig sammen med deres far.

Heldigvis er min mand idag et meget anderledes menneske end han var dengang, og hans udvikling har spillet en stor rolle ift. at jeg overhoved har kunnet kæmpe for at tilgive og genvinde min tillid til ham og vores forhold.

[Fru SP]

Jeg ved at jeg ville prøve, men jeg husker virkelig godt og jeg bærer nag i laaaaaang tid! Jeg elsker min mand så meget og ville blive såret uanset om det var et kys, et hov jeg kom til at falde oven på en fremmed kvinde - igen og igen én aften eller en længerevarende forhold.. Men jeg ville prøve og gøre alt hvad jeg kunne for at vi kunne blive sammen - især hvis vi får børn..

Min mand var ude og rejse et år, da vi havde været kærester i et par år og jeg havde det dengang og i dag, at hvis han var sammen med en anden dér, er det ok med mig - men nu hvor vi er blevet gift og snakker om baby ville jeg virkelig havde svært ved det, hvis han var mig utro.. Men det er bare så svært at vide, hvordan man ville reagerer i sådan en situation, før man står i den og det håber jeg virkelig aldrig at jeg (eller min mand) gør - jeg er jo sikker på at han er min soulmate :loveshower

Vi snakker dog "meget" om vores forhold og især i perioder, hvor vi har det lidt ekstra svært.. Altså ikke sådan noget med at vi sidder og fletter fingre hele natten og snaaaaakker, men vi sørger for der ikke er en af os, der føler os forbigået eller tilsidesat i længere tid og jeg er ret sikker på at min mand ville sige til mig, hvis han synes vi havde problemer og jeg tror heller ikke at han er så god til at lyve, så han ville kunne gøre det...

[fru holden]

ja, jeg ville tilgive.. uanset hvad, så tror jeg på tilgivelse og at et forhold kan genoprettes også selvom det havde været en lang affære .. jeg mener også at utroskab i langt de fleste tilfælde skyldes begge parter.. for man søger andre græsgange når man ikke får det man har brug for, der hvor man er.. selvfølgelig er nogle mennesker svagere og mindre ansvarlige end andre, men jeg tror det kan ske for alle..

jeg kan ikke sige hvordan jeg i virkeligheden vil reagere, hvis det skete for mig en dag, men jeg tror på objektive moralske værdier, og det gør det selvfølgelig lidt nemmere når jeg har valgt at tro på at tilgivelse altid vil være det bedste...

[tazdiginez]

Det synes jeg er lidt spændende :) Sådan har jeg det nemlig overhovedet ikke selv. Om så jeg havde været utro 10 gange, så var jeg stadig gået amok hvis min mand var mig utro én gang :P Jeg tror ikke at jeg ville kunne bruge "noget for noget" princippet her... Og hvis han var mig utro, så ville det nok bare bekræfte mig i at vores forhold gik ned af bakke og at jeg ligesågodt kunne fortsætte med at være utro, og så tror jeg egentlig bare at forholdet ville dø...

Ville alt være ok igen i jeres forhold, hvis bare "stillingen var lige"? (No judgement... Synes bare det er interessant :))

Jeg siger ikke at jeg ville ha' det godt med noget af det, men jeg ville godt nok ikke sidde derhjemme og vente på at Jesper kom hjem med læbestift på kraven! Ikke på vilkår - jeg ved ikke om jeg ville gå ud og være ham utro, men jeg ville ikke bare sidde og vente troligt på ham, det ville jeg ikke kunne!

Som sagt så VED jeg ikke om det er sådan jeg ville reagerer, men jeg har da også prøvet mit - det var bare ikke med Jesper. Jesper er noget helt specielt for mig ofmg lige så nyt som alt det her kæreste-halløj er for ham, lige så nyt er de følelser jeg har for ham,for mig.

Jeg fortæller bare det jeg kunne accepterer før jeg mødte Jesper :)

[Økonom]

Det ville jeg ikke kunne tilgive, det ville give en mistro, der ville være tilbagevendende ved hver en fest eller julefrokost i årene frem over.... Jeg holder på et forhold vil være for ødelagt til at rette op på igen.

[Fister]

For mig har det meget med løgnen at gøre. En affære tror jeg ikke jeg kunne tilgive. Den ville jo indeholde en længerevarende løgn og en form for planlægning af et forhold til en anden kvinde.

En julefrokost (eller bare brandert) hvor han megastiv er kommet til at kysse med en eller anden, måske endda mere, ville jeg være indstillet på at prøve at komme videre fra. Men så skal han dæleme også fortælle mig om det ret hurtigt efter og selvfølgelig fortryde det vildt. Jeg synes simpelthen, at vores forhold er for vigtigt og godt til, at jeg vil være helt afvisende for at fortsætte i det tilfælde. Også fordi tænk hvis det var mig selv! Tænk hvis jeg havde drukket syv shots for meget og en eller anden fyr havde udset sig mig og jeg lige mistede kontrollen et øjeblik. Jeg ville være så flov, vred på mig selv, skuffet over mig selv og ikke føle mig særligt sej. TÆNK hvis 10 snotdumme minutter, hvor jeg ikke var mig selv, skulle betyde, at det vigtigste i min verden ophørte. Derfor har jeg det også sådan, at så må man sgu komme clean (altså jeg har ikke prøvet at være min mand utro) og tage de ting der følger med. Man HAR noget at bevise efter sådan et uheld, og det må man sgu bare leve op til - men jeg håber da, at kærligheden er større end det.

Kender I ikke også de der gifte typer, som render rundt og er horny til alle festerne på jobbet? Siger sjofle ting, når de er fulde og klistrer op ad alle damerne. Utroskab eller ej, sådan en type gad jeg ikke være sammen med. Men jeg har da også set tilstrækkeligt med smækre tøsebørn, som synes min mand er rigtigt dejlig, og jeg har set ham være ligeglad og måske endda en anelse blind for det, og derfor tror jeg heller ikke på at han render rundt og er særligt disponeret for at knalde med en anden. Jeg ville tro på, at det var et uheld, hvis det virkelig skete en dag. Og jeg elsker ham og vil gøre meget for at genfinde tilliden, hvis bare han er ærlig.

[Verdier]

Det ville hverken jeg eller han nogensinde kunne tilgive.. Vi skulle ihvertfald ikke fortsætte som par.. Det ville i vores tilfælde skabe for meget uro og mistillid, og det ville være svært at få det bygget op igen.. Så nej..

[metten86]

Jeg ville muligvis kunne tilgive ham (altså min fantasimand), men vi vil ikke kunne fortsætte vores forhold, for jeg vil aldrig glemme det.

Jeg er en ret jaloux type og der kræver lidt tid og anstrengelser før jeg fuldt ud stoler på en kæreste/mand. Så utroskab vil være dødsdommen i et forhold med mig.. Der er 2 scenarier:

1. Jeg vælger at afslutte forholdet med det samme.

2. Jeg vælger at prøve at tilgive og glemme episoden, men kommer ALDRIG til at stole på min kæreste igen, hvilket alligevel vil betyde enden på vores forhold før eller siden.

Jeg er muligvis mærket af, at have brændt nallerne før. Hvis en kæreste vinder min tillid, så skal han ikke misbruge den, for han får den aldrig igen.. I min verden findes der ingen god undskyldning for utroskab. Hvis man har så slemme problemer i sit forhold, må man åbne munden og løse problemerne sammen og kan man ikke det, så bør man nok afslutte det. Det er i hvert fald min mening.. :rolleyes