Bolsin

Mine tanker

9 indlæg i dette emne

Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller hvor jeg skal slutte. Jeg synes det er så super svært – og det bliver ikke bedre af, at alle synes de skal blande sig i det – det som for mig er så privat.

Jeg har altid vidst at jeg gerne ville være mor inden jeg fylder 30, og det er stadig min drøm. Som 19-årig mødte jeg min mand, og som 22-årig giftede jeg mig med ham. På vores 1-års bryllupsdag lagde jeg p-pillerne på hylden, og vi har nu forsøgt at blive gravide i 15 måneder, stadig uden skyggen af succes.

Vi besluttede allerede helt fra start at det skulle være vores egen lille hemmelighed. Vi gjorde os også tanker om hvordan vi ville have det, hvis vi havde svært ved at blive gravide, eller hvis vi skulle være så heldige at det lykkedes, for så at miste det igen. Vi blev enige om at hvis vores familier vidste det, ville det være en ubehagelig følelse, gang på gang at skulle dele vores egen skuffelse og sorg med dem, når de spurgte til om der snart var gevinst. Desuden synes vi begge at det er en privat sag, og det er også af de samme grunde at vi fortsat ikke har fortalt om vores beslutning til en eneste.

Det virker så skørt. I starten af vores forhold var jeg så bange for at blive gravid, på trods af at vi brugte prævention, og har flere gange taget en graviditetstest, og i de efterfølgende 5 minutter man skal vente, har jeg krydset fingre for, at der kun kom en streg. Alle gange har jeg åndet lettet op – nu har jeg det lige omvendt. Hver måned tager jeg en test og krydser fingre for at der skal være to streger, men må skuffet smide den i skraldespanden med kun én.

Min cyklus er helt som den skal være. Der går 30-32 dage mellem hver menstruation, og blødningen varer 6 dage. Vi har sex 3-4 gange om ugen, og gerne lidt ekstra omkring min ægløsning, som jeg holder styr på med både temperaturmåling og ægløsningstests. Det virker tilsyneladende bare ikke.

Nu er vi så nået til det punkt hvor vi har besluttet os for at få hjælp. I torsdags var vi hos lægen og fik en henvisning. I dag har jeg ringet til hospitalet og fået en tid til undersøgelse af min mands sæd. Nu mangler jeg bare at bestille tid hos gynækologen, så jeg også selv kan blive undersøgt – den tid bestiller jeg i morgen.

Mit store problem ligger i, at alle og enhver åbenbart synes det er i orden at spørge til om ikke vi snart skal have børn. Vi har siddet til en barnedåb hos nogle af vores venner, og oplevet at hende der var blevet placeret over for os ved bordet, og som vi aldrig havde mødt før, spurgte; ”Nå. Er det så ikke snart Jeres tur til at yngle?” Vi havde ikke udvekslet et eneste ord med hende inden. Min mands forældre spøger regelmæssigt ind til om ikke de snart skal have nogle børnebørn fra os – og det gør det ikke bedre at min mands lillesøster er højgravid og kan føde hvert øjeblik det skal være. Min svigefar har sågar udtalt at han var skuffet over at hans første barnebarn skulle komme fra lillesøsteren i stedet for fra os. Min egen mor og min søster spørger også jævnligt om ikke vi snart skal have en lille, de synes det kunne være så hyggeligt. Mine studiekammerater har efterhånden alle sammen prikket til mig, og spurgt om ikke min mand og jeg skal have os nogle børn.

Hver eneste gang svarer jeg at det vil vi rigtig gerne, men at jeg er nødt til at tænke på min uddannelse og først skal have børn når jeg er færdig. Det virker som om folk tror på min lille løgn, men alligevel lige skal komme med et par kommentarer om, at de kender nogen som har fået børn mens de studerede og at det går fint.

Jeg begriber simpelthen bare ikke hvordan folk kan synes det er i orden at blande sig på den måde. Det er meget muligt de ikke har overvejet, at vi har svært ved at blive gravide, og ikke er klar over hvor ked af det jeg er inden i, og hvor ondt det gør hver gang de spørger. Men jeg forstår bare stadig ikke hvornår det er blevet i orden at blande sig i andres private sager på den måde.

Tingene bliver heller ikke bedre af, at vores venner er begyndt at få børn. I starten var jeg rigtig glad på deres vegne, men jeg er ved at være nået til et punkt hvor jeg bare siger tillykke af pligt, men inden i kan mærke misundelsen boble. Jeg føler at det snart må være min tur. Min tur til at stå med to streger. Min tur til at have morgenkvalme. Min tur til at blive tyk og mærke liv inden i mig. Min tur til at opleve det mirakel en fødsel er. Min tur til ikke at få min nattesøvn. Min tur til at opleve hverdagens små mirakler når barnet udvikler sig og lærer nye ting. Min tur til at blive mor.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Åh, du får lige :kram :kram

Det er så svært, når folk skal blande sig i så personlig en ting.. Jeg har prøvet lidt det samme...

Jeg synes, du skal sige til folk - at det er jeres valg, hvornår I skal have børn, og at du gider faktisk ikke spørges om det hele tiden! Jeg fik min mand til at sige det til hans familie, for jeg gider virkelig ikke høre på det hele tiden (selvom det selvfølgelig ikke det samme, da vi ikke er begyndt at prøve endnu og I kæmper for det).. Mine kollegaer blev også ved med at spørger indtil jeg en dag sagde, at i realiteten kunne det jo være at vi ikke kunne få børn, og så er det altså meget træls at blive spurgt hele tiden (understregede også, at vi slet ikke var der endnu)

Jeg har også en kusine, der kæmper med at blive gravid med nr. 2 og de er faktisk bare begyndt at sige - "Jamen vi knalder hele tiden, men der sker sgu ikke noget!".. Skal love for at folk så holder op med at spørger - men det kan jo også være at nogle ville spørger mere ind til det <_<

Jeg håber, du snart står med II og at det lykkes når I slapper af omkring det og ellers kan få hjælp til det :goodluck

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:kram :kram :kram

Jeg har efterhånden været på dette forum i okay lang tid, og din historie står desværre ikke alene. Jeg kan huske jeg på et tidspunkt hørte en der svarede på spørgsmålet "skal I ikke også snart have børn?" med et "jo, det kunne da være rart", hvilket jeg faktisk synes er et rigtig godt svar.

Derudover skal det siges at folk virkelig mener det i bedste mening! Jeg har selv spurgt ind til folk tidligere om de ikke snart skulle have børn eller om xx ikke snart skal være storesøster. Men efter at have læst flere beretninger a la din havde jeg svoret mig selv, at jeg aldrig ville stille det spørgsmål igen. Alligevel kan jeg ikke lade være med hver gang jeg snakker med et vennepar, som jeg ved får hjælp om der har været gevinst - som om de ikke nok skal fortælle det, når det lykkedes!! Jeg korser over mig selv hver gang!!

Og for et stykke tid siden var jeg også sammen med en gymnasieveninde, som jeg ikke havde set i flere år og snakken falder selvfølgelig på huskøb og børn og bryllup, da vi begge er sidst i 20'erne og har fast kæreste. Da hun er taget afsted indser jeg hvor irriterende jeg har været, godtnok har hun fast kæreste, men hun har hverken barn, hus eller er gift. Så alt hvad jeg fandt interessant har bare kedet hende big time!! Og jeg spurgte selvfølgelig også ind til om de ikke snart skulle have børn!! Jeg havde sådan en lyst til at skrive til hende bagefter og undskylde!!

Hmm, ved ikke hvor meget du kan bruge mit indlæg til - tror bare jeg vil sige at selvom det er møjirriterende, så er det kun fordi folk gerne vil dig det bedste.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for jeres fine besvarelser.

Grunden til at det går mig så meget på nu, er jo nok mest fordi det stadig ikke er lykkedes for os.

Vi har i den seneste uge snakket en del om hvorvidt vi skal fortælle vores nærmeste familie at vi prøver - mest for at de holder op med at spørge - men det er bare rigtig meget imod hvad vi helst vil. Så det ender nok med at vi holder det for os selv indtil der en dag er gevinst.

Jeg synes ellers at svaret "jo, det kunne da være rart" er rigtig godt, og hvis vi beslutter os for at fortælle folk om det på et tidspunkt, vil jeg helt sikkert bruge den :)

Vi har nu haft det første møde med fertilitetsklinikken. Det var en rigtig positiv oplevelse. Vi går hos Gynækolog Skensved i Hillerød, og hvor er de bare søde og hurtige. Vi har inden for en uge fået taget de nødvendig blodprøver for at gå i gang - og fået svar på dem. Jeg har fået konstateret at mine æggeledere og æggestokke ser rigtig fine ud og min mand har fået konstateret at han har SUPER :cell :cell :glad .

Så der er stadig ikke fundet nogen grund til at det ikke er lykkedes for os at få et lille mirakel.

Vi har nu aftalt med Lise (jordemoderen) at min næste cyklus, som løber over jul og nytår, bliver på egen hånd. Når jeg så næste gang får min menstruation skal jeg skrive til hende, og så vil hun følge mig igennem min cyklus, så vi også får 100 % styr på min ÆL.

Jeg har bare allerede fået så meget mere overskud efter vi er kommet igang, og er ikke længere så bekymret for OM det skal lykkes for os, men mere HVORNÅR.

Håber 2012 bliver året hvor vores drøm går i opfyldelse.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

føj hvor jeg kender det og jeg har en rigtig træls historie, men den vil jeg ikke kunne fortælle uden at afsløre hvem jeg er.

men jeg er pænt rapkæftet, i hvertfald hvis folk træder mig over fødderne.

når folk spurte svarede. NEJ vi gider ikke have børn, vi vil hellere rejse og nyder livet.

folk striede måbende på mig og min mand, som heldigvis støttede mig op, selvom vi ikke have talt om min løgn.

rygtet har bredt sig og folk tør næsten ikke spørge mere :yiepie

så mit råd gør dig lidt hård, men det gør skide ondt når man gerne vil

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ellers kan man måske bare være ærlig og sige.

"Hvis børn dog bare altid kom lige når man ønskede dem, men det er altså ikke tilfældet her". Tror de fleste måske så vil spørge ind til det, og efterfølgende lade være at spørge.

Men folk gør det ikke af en ond mening, og jeg tror måske først man selv lægger mærke til de ting, når man står "på den anden side".

Der var også en periode hvor folk altid spurgte hvornår vi skulle giftes - AVS, for jeg vil rigtig gerne, men kæresten vil IKKE.

Lige for tiden, siger folk: Er det ikke ærgerligt at have brugt så lang tid på en uddannelse og ikke bruge den? Jeg har hørt der er lærermangel?

JA og luk RØVEN søster-lystig, jeg SØGER i vildskab!!

S¨generelt tror jeg bare at folk "glemmer" at tænke over at nogen af dem de spørger)som regel bare for at smalltalke eller være søde), dem såre de...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror det er den slags spørgsmål man bare får når man er 20+ og i et fast forhold <_< Her er der heldigvis ikke ret mange der spørger mere. Men vi har også været i gang i nogle år efterhånden. I starten brugte vi også min uddannelse som undskyldning, men da svendeprøven nærmede sig, kunne vi ikke bruge den mere. Så der blev svaret "Nogen gange er det ikke så nemt som man ønsker" Så spørger folk faktisk ikke ret meget mere ;)

Hvis i ikke ønsker at dele noget som helst med nogen, vil jeg vælge at sige "Jeg forstår godt at du gerne vil være mormor/tante/onkel/what ever, men tror du ikke du nok skal få noget at vide NÅR der sker noget? Jeg bliver hverken mere eller hurtigere gravid når du går og spørger hele tiden. VI skal nok fortælle NÅR det sker. Lige nu er det ikke på tapetet, så indtil da, vil vi/jeg gerne frabedes disse spørgsmål"

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Mit ærlige råd er at være ærlige, for det kommer i altså længst med, og folk vil så tage mere hensyn.

Hos os har det været super hårdt, fordi vi ikke ville dele det med andre, vi oplevede det som et tabu, hvis man ikke kunne få børn, når alle andre bare blev gravide i første forsøg. Så vi holdte det hemmeligt. Men efter vi har meddelt at vi skal adoptere, har rigtig mange været henne og undskylde for deres ord og spørgsmål, for de har jo fået af vide, at vi har prøvet rigtig længe uden held, og nu har vi valgt adoptionsvejen.

Så med ærlighed kommer i længst og får størst forståelse. I kan bare sige, at det ikke lige kommer jer så nemt, og at i udover dette ikke ønsker at snakke om det.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Allerhelst vil jeg ikke sige noget til vores familier før jeg er gravid og er 12 uger henne. Den eneste grund til at vi har OVERVEJET at fortælle vores familier om det, er for ikke hele tiden at skulle mindes om at det ikke er lykkedes endnu. Det er ikke fordi vi har lyst til at fortælle dem det.

I går var vi hjemme hos mandens lillesøster, som nu har en dreng på 3 uger. Han er jo helt fantastisk og det lægger jeg ikke skjul på at jeg synes. Over for familien har jeg hele tiden sagt at vi da rigtig gerne vil have børn nu, men at der må vente. Alligevel blev vi spurgt omkring 10 gange i løbet af aftenen, om ikke vi bare skulle se at komme ind i kampen og få os sådan en lille guldklump! Det var åbenbart ikke nok at spørge én gang!?!?

For mig er det ikke et spørgsmål om hvorvidt vi skal fortælle vores omgivelser om PB eller ej.

Det jeg er gal over er at folk bare mener at fordi vi nu er gift, så SKAL vi bare have børn NU. Vi har på intet tidspunkt sagt at vi er i gang med PB, tvært imod. Vi har hele tiden sagt at vi vil vente til jeg er færdig med min uddannelse - og der er altså 1,5 år endnu!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER