Er i bange for at føde?

[Vinnus]

Jeg hader at føde. Så er det sagt.

Jeg kan ikke med smerter som får mig til at kaste op. Begge gange har jeg ikke kunne få smertelindring fordi jm ville se tiden an og så var det for sent.

Begge gange har jeg ville opgive undervejs hvis det var muligt pga smerter.

Jeg er utrolig dårlig til smerter, synes jeg selv, på trods af at jeg går med evige rygsmerter.

Så jeg glæder mig ikke til at føde når jeg engang bliver gravid igen. For jo selvom jeg hader den del af det, så er belønningen større.

Desuden vil min kæreste gerne ha to børn, så jeg må jo igennem det igen :)

[Sandie]

Har ikke læst hvad der er blevet skrevet, men su skal ikke være bange for at føde. JEg gik også i stykker, men det stadig helt ufatteligt en fantastisk ting at føde, og jeg glæder mig så meget til at opleve det igen. Ja det gør herre nas, men det smukke i det kommer til at overtrumpfe det. (jeg ved det findes dårlige historier, men det gør der om alt her i livet, det skal man ikke gå og være bange for.)

[Guest Emiliamor]

Jeg er ikke bange for at føde, men der imod bange for´om vi overhovedet når afsted til hopitalet, da jeg første gang fødte på 3 timer og 20 min, Og så er det ikke alle førstegangsfødende der går i stykker, jeg fik kun en meget lille hudafskrabning indvendigt og det var det.

Glæder mig helt vildt til jeg får min lille bebs op på brystet :loveshower

[Forunderligt]

Til Emiliamor: Jeg havde det helt som dig da jeg sku ha min nr 2. Min første fødsel varede 3 timer 15 min fra jeg fik de første veer. Men min anden fødsel kom til at vare 2 timer 45 min, og fordi vi vidste vi sku afsted til hospitalet med det samme nåede vi det i fin stil. Faktisk ku jeg mærke mine veer først blev rigtig effektive da jeg var ankommet, fordi jeg nok havde været lidt nervøs på turen derhen. Krydser fingre for det går lige så godt for dig.

:btopic er ikke spor bange for at føde, blir kun bange hvis der sker helt uventede ting undervejs. Prøver at huske hvordan jeg havde det da jeg sku ha den første, var utrolig spændt på at finde ud af hvordan det ville være, men bange syns jeg altså ikke. Det hjalp mig at læse mange fødselsberetninger og se et par fødselsfilm og i det hele taget være så velinformeret om fødslens forløb som det lige er muligt at studere sig til. Og så har jeg altid fundet fødsler dybt fascinerende mere end skræmmende. Det er jo højspændt drama med happy end hver gang. Fantastisk!

[ennas123]

Da jeg ventede vores søn må jeg indrømme at jeg var nervøs, mest fordi jeg ikke viste helt hvad der skulle ske og hvordan min krop ville reagere. Og JA det gør nas og jeg har aldrig oplevet større smerte. Men det er det hele vær. Jeg gik også i stykker forneden og blev syet med flere sting der nede.. Men jeg mærkede ingenting da jm syet mig sammen, for jeg havde fået voers lille søn på brystet, hvilket var det mest fantastiske jeg har oplevet og jeg glemte alt hvad jeg lige havde været igennem og hvad der skete omkring mig :7himmel Selvfølgelig gjorde det ondt forneden en lille uge efter fødslen, men ikke værer end det er til at holde ud.

Nu venter jeg vores ønskebarn nr. 2 og jeg glæder mig faktstisk til at skulle gøre det hele igen, selvfølgelig ikke til smerten, men den hører jo med.

[camilla80]

Nej jeg var ikke bange for at føde og 2. gang glædede jeg mig rigtig meget til fødslen. For mig er fødslen ikke noget, som bare skal overstås - det er det mest fantastiske i verden, og jeg ville ønske at jeg skulle føde igen i morgen (men vi skal ikke have flere børn) :loveshower

[fru holden]

det der med at skide under fødslen,, det er bare ikke lige mig! :(

men ellers bliver det vildt spændende at opleve min egen reaktion, som nok bliver noget i stil med "hold kæft og gå jeres vej... nej bliv og HJÆLP mig!" ...og så hvordan min mand reagerer også, regner med at han skal filme seancen...

[Trumpf]

Ja, det var jeg! Jeg kunne helt frem til uge 38, ikke forenige mig med at jeg skulle føde og jeg var indstillet til kejsersnit.

10 dage inden termin var vi så til scanning, hvor jeg besluttede at det kunne jeg godt selv klare. Min mor og søster har hver født fire børn, så kunne jeg vel også, men nej. Det viste sig at jeg måtte gå 17 dage over termin og at Isaac var så stor at han sad fast.

Den lille dreng fødegangen havde vurderet til 45/4700 gram, blev født ved akut kejsersnit med en vægt på 6120.

Min oplevelse derfra gør at jeg ikke længere er bange for at føde, men jeg vil ikke kunne gøre det uden smertestillende.

Ved nummer næste kommer det, sandsynligvis til at foregå på, hvad nogle mener er den nemme udvej, kejsersnit.

[Tumlepigen]

Ja, det var jeg! Jeg kunne helt frem til uge 38, ikke forenige mig med at jeg skulle føde og jeg var indstillet til kejsersnit.

10 dage inden termin var vi så til scanning, hvor jeg besluttede at det kunne jeg godt selv klare. Min mor og søster har hver født fire børn, så kunne jeg vel også, men nej. Det viste sig at jeg måtte gå 17 dage over termin og at Isaac var så stor at han sad fast.

Den lille dreng fødegangen havde vurderet til 45/4700 gram, blev født ved akut kejsersnit med en vægt på 6120.

Min oplevelse derfra gør at jeg ikke længere er bange for at føde, men jeg vil ikke kunne gøre det uden smertestillende.

Ved nummer næste kommer det, sandsynligvis til at foregå på, hvad nogle mener er den nemme udvej, kejsersnit.

Gisp, det var en meget stor baby! Tror du skal være glad for, at han ikke skulle ud den naturlige vej (av!) - selv om akut kejsersnit heller ikke lyder så sjovt...

[Camillat]

Je er ikke bange for at foede. Men jeg forbereder mig ogsaa meget aallerede, rent mentalt og vejrtraekningsmaessigt. Saa har jeg set foedslelsfilm og snakket meget med min soester om det. Hun har raadet mig meget til at forberede mig mentalt og fysisk allerede fra NU. Hun siger at det ikke duer at give sig til det en maaned foer.... Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det goer voldsomt ondt og jeg vil sikkert spraekke - foretraekker saa at spraekke selv, fremfor at de klipper. Men det skal nok gaa og har jo min mand med mig.

[Susanne]

det der med at skide under fødslen,, det er bare ikke lige mig! :(

men ellers bliver det vildt spændende at opleve min egen reaktion, som nok bliver noget i stil med "hold kæft og gå jeres vej... nej bliv og HJÆLP mig!" ...og så hvordan min mand reagerer også, regner med at han skal filme seancen...

Det var også noget af det jeg havde allersværest ved at forlige mig med tanken om! <_<

Men jeg gjorde det - fra jeg lagde mig på fødelejet til hun var født... Og jeg var SÅ ligeglad! Jordemødrene er bare så professionelle, at de på ingen måde lader sig mærke med det, men virkede som om det var vældig naturligt (hvilket det jo også er) og så slappede jeg af med det. Det var da lidt grænseoverskridende, men man kommer altså til et punkt hvor det er pænt ligegyldigt - man presser bare, for man kan ikke gøre andet!

Og jordemoderen sagde, at hvis jeg ikke havde haft noget der skulle ud den vej også, så havde jeg ikke nået fødegangen - så havde jeg født hjemme på badeværelsesgulvet eller i ambulancen, så jeg er GLAD for det var der! :rolleyes