Hvorfor er abort, spontan, medicinsk, What ever, tabu?

[Lone W]

Efter en graviditet, der gik til grunde, fik jeg en medicinsk abort. Næste scanning viste, at ikke alt var væk i min livmoder og jeg fik derefter en kirugisk udskrabning.

Det er nu snart 14 dage siden.

Mine omgivelser reagerer med totalt stilhed. Jeg er i chok over det. Jeg kan forstå, det er et tabuemne. Men jeg føler jeg har brug for at tale med andre om det. Men hvem, når INGEN melder sig.

Er det bare mig, der åbentbart ikke har rigtige venner, eller føler andre også, de løber panden mod en meget stor mur, når emnet falder på abort?

Måske skal jeg bare finde en terapeut, eller psykolog og betale, det det koster, for at komme af med mine følelser!

[Hilde]

Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i, hvordan du har det, for jeg har ikke været udsat for en abort, men kan det tænkes, at folk bare er rigtig bange for at sige noget forkert??? Noget der måske kunne gøre dig endnu mere ked af det? Det er den eneste forklaring, jeg sådan lige kan komme på...

Jeg håber, at du alligevel finder en eller anden dig nærstående person, der vil lytte til dig og snakke med dig om din abort. Ellers er en psykolog ikke helt ved siden af... Men prøv at snakke med din læge om en henvisning, så du ikke skal betale det hele selv.

:kram :kram2 :kram :kram2 :kram

[CakeCrazy]

Jeg må indrømme, at jeg tror, at det kommer meget an på din omgangskreds. Da jeg havde en MA, var alle meget åbne og villige til at tale om det, så jeg fik heldigvis talt det godt igennem med en del mennesker, for det havde jeg virkelig brug for.

Har du måske en enkelt god veninde, du kan bruge? Og ellers er vi jo meget villige til at lægge øre til herinde :)

Og så skal du da også lige have en bunke :kram :kram :kram for det er bare forfærdeligt at skulle igennem sådan en omgang :boo

[Mistel]

Jeg er rigtig ked af, at du skulle igennem sådan en oplevelse. Det må have været hårdt.

Når vennerne ikke lige henvender sig for at høre, hvordan du har det, tror jeg, det er fordi, de er bange for at overskride dine grænser og gøre dig (mere) ked af det. Har du overskud til at sige til dine veninder, at du trænger til at snakke? For det kræver faktisk overskud at bede om hjælp! Uanset om det er hos veninderne eller psykologen, så det er ikke sikkert, du kan lige nu. Men jeg tror ikke, det vil blive taget dårligt imod, hvis du siger til en, der er tæt på dig, at du er ked af det, og du trænger til at snakke og skulder at græde ud ved.

Ud over det er det ikke sikkert at psykologsamtaler er sådan en dårlig ide. Det giver alligevel en anden vinkel på det, der er et frirum og tanker er toldfri på en anden måde - har jeg i hvert fald oplevet. Ja, det er skidedyrt!! Men det kan være en god investering.

Først og fremmest - pas på digselv.

[TiaK]

Jeg er ked af at høre du har mistet! :kram

Jeg tror at folk der ikke selv har prøvet at stå i situationen har meget svært ved at forholde sig til det. Og så er det nemmest ikke at sige noget som helst. Jeg har (heldigvis) ikke prøvet at abortere, men jeg har mistet et nært familiemedlem i en færdselsulykke - og der erfarede jeg at rigtig mange ikke aner hvad de skal sige og der bliver en mærkelig stilhed efter jeg har nævnt det/første gang de mødte mig efter ulykken. Jeg erfarede senere at folk havde været bange for at gøre mig endnu mere ked af det (minde mig om det, hvis jeg nu lige havde en god periode og ikke tænkte på det)

Dermed ikke sagt at det er okay folk klapper i, hvis du har brug for at snakke. Så fortæl dine venner du har brug for dem. Måske de lige har skulle forholde sig til hvad du har sagt eller måske de har misforstået dig og troet du fortalte det som en information og ikke som en åbning til en dybere samtale. Jeg synes du skal prøve igen med den du har det bedst med og så starte samtalen med: "som du ved, så fik jeg jo en medicinsk abort som endte ud i en kirurgisk udskrabning. Jeg synes det har været nogle rigtig hårde uger og jeg har brug for at få sagt mine følelser og tanker højt, så jeg håber lidt du vil hjælpe mig?"

Ellers er der jo "har mistet"forummet herinde, jeg er hel sikker på der er nogle søde kvinder du kan skrive med som har oplevet det samme som dig :kram2

Om ikke andet er vi i hvert fald mange, der gerne vil lytte til dine tanker og følelser.

[Mama Lou]

Er ked af du har skulle igennem sådan en rutschebanetur - det er ikke sjovt :(

Jeg havde en mistet abort (MA) i august/september (lige i overgangen mellem de 2 mdr.) og følelserne derfra er endnu ikke helt gravet væk - hvilket jeg heller ikke har noget ønske om. Jeg var sygemeldt fra job i 3 uger, hvorefter jeg kom tilbage på jobbbet med en delvis sygemelding, så jeg kunne gå som jeg havde det bedst til. Jeg har været meget åben omkring det, i hvert fald overfor den nærmeste familie og nogle veninder, som alle havde fået at vide, at vi endelig havde haft heldet med os. Jeg arbejder på en sengeafd. og det har være meget forskelligt, hvordan de enkelte har tacklet det. Nogle kommer stadig og spørger hvordan det går osv., andre kommer og giver en klap på skulderen og siger ikke andet og andre igen har intet sagt.

Det er en hård proces du skal igennem, og det er rigtig vigtigt, at du har fokus på, hvad der er det rigtige for dig i bearbejdningen. Det er noget du skal lære leve med, og samtidig nå til et punkt hvor man ser fremad - og den fase kan virkelig trække tænder ud, det gjorden den for mig ;) Vi er nogle herinde, som har været igennem det samme, og jeg er sikker på, at alle gerne lægger ører til :) Du kan også bare sende en PM til mig, hvis du hellere vil "snakke" på den måde :)

:kram

[Guest]

først er jeg selvfølgelig også ked af, at i skulle miste.

Og når du spørger til, hvorfor det er tabu, så handler det vel om, at man er bange for at du skal komme med alle dine følelser, og at man ikke kan rumme dem, eller ved hvad man skal sige, for at du skal få det bedre. Det er sådan det eneste, som jeg sådan lige kan komme på, skulle være grund til det.

Hvorfor en abort ellers kan være tabubelagt, er jo når man står som en part, som ikke ønsker barnet, og ved naboen står og ønsker sig brændende et barn, men ikke selv kan. Så kan det være svært at snakke om det.

[Myliona]

jeg har også selv prøvet at miste - men har også haft en veninde som mistede.

Jeg tror tit grunden er at man også er lidt "bange".. Ligesom med mange andre frygtelige eller sørgelige ting - så er de bare "længere væk" hvis ikke man nævner det - Forstår du? :)

Hvis du har brug for at tale, så er der et godt underforum herinde.. Ellers er du også velkommen til at sende en pm :)

Der er mange herinde, som har været igennem aborter, på alle mulige måder som er meget åbne, og gerne vil tale om det :)

[Nitzen1987]

:kram :kram :kram

Sikke en omgang :(

Havde selv en MA i december sidste år og da det så endelig lykkedes os at blive gravide igen her i sommers mistede jeg ved en SA i slutningen af August... Og ja abort er ikke ligefrem et emne man hører omtalt i det daglige, som mange andre siger tror jeg, at det er svært at forholde sig til, for de der ikke selv har stået i situaionen og derfor har de svært ved at vide hvad de skal sige, selvom de ifølge mig ikke behøver at sige noget bare de vil lytte og forsøge at forstå... Lige efter min MA måtte jeg sygemelde mig på mit daværende studiejob, hvor min chef var meget forstående - hun havde selv oplevet at abortere. Jeg måtte også hav 1½ dags sygemelding i min skolepraktik (½ dag til scanning og 1 dag hvor fostrene blev fjernet ved en udskrabning) og så have jeg en weekend til at komme mig ovenpå - jeg havde også fået lov til at sygemelde mig den sidste uge i praktikken, men jeg havde bare et enormt stort behov for at komme i gang igen, men der er vi jo så forskellige... Jeg fik en rigtig god støtte fra mine praktiklærere, hvor den ene simpelthen valgte at bruge sin frokostpause på at lytte og forstå :) Der var ikke mange fra praktikskolen der vidste besked om min abort, men de der gjorde kom med kram og skulderklem,da de så mig første gang efterfølgende, hvilket var rigtig rat, fordi det viste mig, at de forstord min situation... Min mand og jeg har talt rigtig meget om MA'en som vi synes var en rigtig træls oplevelse... Hvis du har adgang til det, kan du læse om min oplevelse HER Derudover har vi talt en del om aborten med vores forældre og søstre/svigerinder og jeg synes, at de har været rigtig gode til at lytte... Jeg har også været åben over for mine veninder... Vi har været åbne for de der står os nær og nogle har bare været bedre at tale med/betro sig til end andre... Jeg har også haft rigtig stor glæde af Babyklar :lovebk hvor jeg har kunnet få mine tanker ned på skrift og fået :kram og støtte fra de dejlige piger herinde... Jeg ved ikke om du har adgang til abort-forummet, men der er i hvert fald en del derinde, der har været i samme båd som dig :( Det er vigtigt at du giver dig selv lov til at være ked af det og græde... Og selvom du har det fint nu og den næste måned, så kan der stadig komme en dag eller flere, hvor du bliver ked af det over aborten igen... Du er velkommen til at sende en PM til mig hvis du har behov for at snakke eller har nogle spørgsmål :) :kram2

[Guest lohan]

Først vil jeg sige at jeg er super ked af det på jeres vegne.

Er abort et tabu emne?..det ved jeg ikke,men vil tro som de fleste andre at mange ikke rigtig ved hvad de skal tage at gøre i. Samtidig tror jeg også ,der er de mennesker som tænker " slap af,så slemt og hårdt kan det da ikke være,det er jo end ikke begyndt at ligne noget endu"...Jeg viste i hver fald ikke, og kunne slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt det er ,at aborter før jeg selv var i samme situation her i sep 2011. Jeg har stadig dage der er rigtig svære,og dage hvor min misundelse på andre ,der gå rundt med gravid mave eller nye små babyer næsten ikke er til at rumme. Andre dage er det nemmere at tænke på andre ting og ser lidt lysere på det hele og tænker Hey..nu ved vi da at vi kan blive gravide..så op på hesten igen :loveshower

[Tina80]

Er sikker på folk ikke kan rumme smerten. Da jeg mistede tvillingerne i uge 20 og 25 blev alle tavse omkring MIG. Fik faktisk en buket blomster som var fra vores dagpleje mor!!!!

[ccbabyklar]

I får lige en masse :kram :kram og :bd :bd :bd

Jeg har heldigvis aldrig oplevet en abort men kan forestille mig, det må være utrolig svært at komme sig over. Det er meget vigtigt at få snakket om det, synes jeg, og heldigvis er dette forum fuld af søde piger, som mange gange deler ens oplevelser og kan komme med lidt opbakning og forståelse. :gp Det kan i hvert fald være et godt sted at starte bearbejdelsen. Tror også din omgangskreds er lidt tilbageholden, da de er bange for at gøre dig ked af det.

:kram2 :kram2 :kram2

[Lone W]

Kære alle I enormt søde, dejlige, rummelige kvinder, der efter mit udslip i går, har gidet at sende en hilsen og besyv med. Jeg må nok tilstå at jeg også er dårlig til at sige hjælp, når det gælder. Jeg har læst og grædt og ved nu at dette er starten, på at bearbejde sorgen og frustrationen.

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste her, der er mange, kan jeg forstå, som har prøvet det. Det gør mig lige så ondt for jer.

Heldigvis har vi, min mand og jeg, en søn Jens på 2 år, der spreder glæde og latter, når jeg kommer langt ned. Nu må vi se om lysten til at blive gravid, kommer igen. Jeg er 38 år og kan se på abortstatestikken, at den stige oppe i min alder +. Jeg har ikke lyst, til endnu en oplevelse af denne art igen.

Foreløbig tak og mange :kram tilbage til jer alle.

[Guest lohan]

Dette forum hjalp også mig rigtigt meget lige efter min abort :) . Jeg havde lige efter min abort den samme tanker som dig med at, har jeg lyst til at blive gravid igen?,jeg ville heller nødig gennem endnu en abort,jeg er 39 og ved jo også som du, at med alderen stiger ligeledes risikoen for abort,men jo,jeg ønsker stadig at blive gravid og heller igår end idag,så giv dig selv lidt tid,så tror jeg I er igang igen ;)