6 års krise

[EmmaogSofiasmor]

Har den dejligste pige på 6 år og hun er langt det meste af tiden en sk øøøøn pige sød hensynsfuld og masser af empati - hjælper sine omgivelser og god til at dele og rose ....Meeeeenså ind imellem så går det helt ud af en tangent - pludselig kører hun helt af sporet - råber og skælder ud, hidser sig op og slår ud efter specielt mig :( vi prøver at tale stille og roligt til hende ikke hæve stemmen og spørge ind til hvad der gør hende så ked af det ... Hvis det sker om aftenen at hun går helt i hårdknude sørger vi altid for at dagen slutter godt og insisterer på at få hende til at falde til ro og hvis det er i løbet af dagen får hun tid til at dampe af inden vi går længere ind i konflikten og til tider lader vi det ligge hvis hun hurtigt bliver i godt humør ...

Er der nogen af jer der har en datter/søn som også får sådanne raseri anfald? Og hvad stiller i op?

Min mor siger det er trods og at hun prøver mIg af fordi hun ved at jeg bekymrer mig og tager det til mig - jeg ved at der er noget trods i det og udvikling...

Kom endelig med guldkorn og forslag til hvad man kan gøre for det slider på os allesammen her hjemme:(

[Laustsen]

Ja

Liva er også sådan :( Hun er lige blevet 6 år i Juli.

Det er simpelthen ved at æde mig op, hun slår mig og niver mig, hiver i mit tøj, råber, skriger, skaber sig og vil aldrig tale om det bagefter. vil heller ikke blive på sit værelse når jeg smider hende derind, ja, det er rigtigt hårdt, for jeg mister jo også besindelsen ineimellem, når man ikke kan nå ind til hende

Jeg håber det bliver bedre med tiden, for det er super hårdt for os alle sammen

heldigvis er hun også en skøn dejlig pige det meste af tiden, men nogle dage er een lang konflikt

[Linda77]

Vores datter er 12 og det er stadig ikke stoppet -så ingen kloge ord herfra.

har dog hørt at hvis de er "stride" som små er de artige teenagere - håber den holder!

Linda

[Tazbaby]

Sådan er det også en del hjemme ved os..

En ting er, at Clara godt kan blive rigtigt sur og også slå ud efter mig, men noget helt andet er når jeg ikke kan komme til at snakke med hende om det. Bliver hun rigtigt sur, får jeg ofte besked om "lad være med at snakke".. Det synes jeg er svært at håndtere, for synes jo ikke løsningen ligger i ikke at snakke om det, men erfaring siger mig, at hvis jeg ikke "efterkommer" ønsket om ikke at snakke, så går det helt i hårknude.

Men lader hende rase ud og oftest hjælper det, hvis jeg så ikke snakker til hende et øjeblik (altså når hun selv beder om ro fra mig).. men hvis hun slår lader jeg det dog ikke passere.

Er det helt slemt kommer hun en tur på værelset, men det er sjældent der er nødvendigt.

Når det værste er ovre prøver jeg at tale med hende om det, men vil hun ikke, er det også ok.

Men må nok sande min pige har en del temperament (som mig selv ;) ) og så er det min opgave ikke at flippe helt ud når tøsen er på tværs, men det glipper ind imellem..

Heldigvis er hun mest glad og helt fantastisk skøn :loveshower

[Guest Majkat]

Jeg har en datter på 5,5 år og hun opfører sig nøjagtig på samme måde. Vi har snakket om det herhjemme for vi synes begge to at det er meget hårdt.

Sommetider kan jeg slet ikke kende min dejlige lille datter, som til tider opfører sig som en rådden teenager. Jeg har læst mig frem til på nettet at 6 års fasen tager ca et års tid og jeg synes bare det virker som om der er uendelig lang tid til.

Jeg synes vi har prøvet alt og intet virker. Ingen guldkorn herfra, men jeg vil bare lade dig vide at I ikke er de eneste :kram :kram2

[Tangaa]

:boo Jeg er simpelthen nødt til at tage dette emne op igen... for går igennem denne fase i øjeblikket og syntes sommetider der er ubeskriveligt hårdt :boo :boo

Har indtil for en god lille måned siden, haft den dejligtste dreng, med masser empati, positivitet, glæde og optimisme - så fyldte han 6 år her i begyndelsen af juni og siden deromkring, er han begyndt at udvikle sig i en anden retning, på flere områder dog.

Normal, har han været så utrolig god og rummelig i konflikt sammenhænge, han takler det så flot og modent - han kan snakke om det og bearbejde det bagefter... nu, ja der opstår der en del konflikter, både i forhold til kammerater, fodbold venner mm. og overfor os voksne - og han takler dem med at blive enormt sur, ked af det, græder/piver, bliver vred og løber sin vej mm. :huh det ligner ham slet ikke.

Han er svær at få til at gøre "pligt ting" såsom, tage tøj på, børste tænder, komme i seng, sige farvel mm.

Sengelægning, forsøger han at trække i langdrag med diverse historier, "opfinder mareridt" der ikke er forekommet (da jeg blot har været væk i 5 minutter) og vil kysse, kramme, mysse, nusse mm. i ekstremt omfang, for ikke at skulle sove.

Ved ting som, tage tøj på, spise, børste tænder mm. så er han trodsig, stædig og stritter imod verbalt.

Og i situationen som morgenmad, han ikke vil indtage, da et eller andet ikke passer herren, så er det jo svært at komme med konsekvencen "så får du bare ikke noget med idag" - da det jo er det han umiddelbart forsøger på at undgå.

Tager mig selv i at komme med "trusler" om at fratage diverse ting, jeg ved han godt kan lidt - se tv, spille/se youtube klip på computer, hoppe trampolin mm. om eftermiddagen efter børnehave mm. - men syntes det virker så voldsomt at skulle komme med trusler lige fra morgenstunden - men det er åbenbart blevet et must herhjemme :(

Jeg syntes normalt, vi er rimeligt koncekvente overfor ham, han har regler og de skal overholdes ellers er der en koncekvens mm. normalt - men i øjeblikket er det nærmest konstant :boo

Har forsøgt at snakke med ham om, han ikke syntes det er mere hyggeligt når morgenerne handler om at hygge sammen, snakke og være i godt humør sammmen, fremfor vi skal diskutere og "blive uvenner" fra morgentunden , han kan godt se det og vil det også , men det er som om "noget inde i ham" styrer ham og kontrollere ham, som han ikke selv helt har kontrol over.

Det må jo være frustrerende at være ham... :boo

Han er normalt god til at sige farvel i børnehaven, ingen problemer mm. - et kys, et kram og farvel mor... - men nu er det mysse, kysse, pille i ørene, donke hovedet ind i min mave (er gravid iøvrigt) og lige pille i min navle, lige en mysser mere, en krammer mere, pille lidt mere ved min navle mm. - hvis det stod til ham.

Siger fra overfor det her "voldsomme farvel menageri" - siger at jeg rigtig gerne vil sige farvel, men at det andeet "vilde mysseri/krammeri show" er for vildt og voldsomt - det ønsker jeg ikke. Vil gerne have en god afsked...

Århh... ja jeg kunne blive ved, og det er så svært at forklarer alle de oplevelser, men ihvertfald, så har jeg en 6 årig dreng, der heldigvis stadig en stor del af tiden er min dejlige omsorsgfuld dreng, tydeligvis bøvler med en masse ind i sig selv og vil bare gerne kunne hjælpe ham bedst muligt...

ANDRE MED SAMME/LIGNENDE OPLEVELSER MED JERES SNART 6 / 6 ÅRIGE ? ;)

Knus en lettere frusteret mor, der søger råd/vejledning og frem for alt, nogle at snakke med om denne frustrerende face :loveshower